Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 feb, 2013 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Er polyteistiske religioner per definition mere tolerante end monoteistiske?

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.

Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen – og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.
I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.

I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag – og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

Læs mere

Skrevet af den 27 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Er kristendomskritikeren Herbener modtagelig for kritik?

Jeg kan se at Jens-André Herbener har reageret på min kritik af hans misbrug af religionsvidenskaben i hans helt personlige kampagne mod kristendommen. NB. Bemærk at der er problemer med at åbne politikkens link til blogindlæg for tiden. Sjovt nok har jeg imidlertid kunnet læse indlægget på min iPhone.

Bevares, Jens-André Herbener nævner mig dog ikke med navn , og han hævder at dem, der kritiserer hans kristendoms kritik opfører dig som smæk fornærmede skolepiger (sexistiske udtryk er i Jens-André Herbeners univers øjensynligt helt legitime) og i øvrigt er hensynsløse i deres egen kritik af islam. Det er ikke beskyldninger, der passer på mig. Men det er beskyldninger, der siger en hel del om hvordan han konstruerer dem , der ikke er enige i hans kritik. Det står rimeligt klart, at Jens-André Herbener ikke kan forestille sig legitime indvendinger mod hans kristendomskritik.

Jens-André Herbener skriver, at hans debatindlæg er lige præcist det (om end man øjensynligt er et skidt menneske, hvis man er uenig med ham). Men i næste åndedrag påberåber han sig så alligevel sin religionsfaglighed. Hvori det religionsfaglige i hans kristendomskritik så består får vi imidlertid ikke at vide. Dog tager Jens-André Herbener sig tid til at skrive lidt om religionsvidenskaben. Han fremhæver, at religionsvidenskaben ser religioner som menneskeskabte fænomener og dermed kan ses som en kritik af de enkelte religioners selvforståelse. Og det er da ganske rigtigt. Men det betyder ikke, at det er religionsvidenskabens opgave at påvise, at enkelte eller alle religioner er usande. Spørgsmålet om Sandheden kan videnskaben ikke besvare, det vi i religionsvidenskaben arbejder med er det utal af sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben er som alle senmoderne humanistiske videnskaber relativistisk. Man anerkender eksistensen af den mangfoldighed af indbyrdes modstridende sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben påviser mangfoldigheden frem for at kæmpe for at én sandhedsforståelse skal herske over alle de andre. Derfor undrer det mig, at Jens-André Herbener skriver, at religionsvidenskaben kan påvise, at religionernes skabelsesmyter ikke er sande. Det kræver ikke en religionsvidenskabelig uddannelse at kunne se at religionernes myter, herunder deres evt. skabelsesmyter, ikke er i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme. Men derfor kan f.eks. myten om Ymer jo godt være sand for en asatroende. Religionsvidenskabens opgave er ikke at definere f.eks. asatroende som nogle intellektuelle båtnakker, fordi de tror på nogle myter, men i stedet prøve at finde ud af hvordan man i fortid og nutid har tolket disse myter og hvilke årsager der ligger bag disse tolkninger.

Men det er da godt at se at Jens-André Herbener indrømmer, at videnskabsfolk aldrig kan være 100 procent objektive, for dermed distancerer han sig jo fra den hardcore positivisme han ellers har kørt på i forbindelse med sin salgskampagne for sin såkaldte videnskabelige bibeloversættelse.

Hvad Jens-André Herbener ikke har villet forholde sig til er min kritik af hans forsimplende omgang med kristendommens kanoniske skrifter og hans essentialistiske kristendomsforståelse. Den typiske religionsfagligt baserede kritik af islamkritikken i Danmark er ellers en kritik af den forsimplende islamforståelse, hvor man går ud fra at der kun findes én rigtig fortolkning af Koranens vers, denne er altid den værst tænkelige og den må vi antage at alle muslimer deler. Som religionsfagligt uddannede må vi  insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen, af Sharia etc. indenfor islam og det både i fortid og i nutid. Religionsforskningens opgave er at vise hvor mangfoldig den muslimske virkelighed er. Dette skal vi ikke gøre for at være politisk korrekte men fordi det faktisk er den virkelighed vi opdager, når vi først begynder at forske i islam.

Det er imidlertid ikke bare mht. islam, at forsimplende fortolkninger af de kanoniske skrifter  og forsimplende gengivelser af den måde religionen kan leves og tros på er uholdbare. Nej, religionernes indre mangfoldighed er en virkelighed vi møder når vi studerer alle religioner. Derfor må antiessentialismen også gælde for det religionsvidenskabelige arbejde med kristendommen. For indenfor religionsvidenskaben bruger vi de samme analyseredskaber og teorier uanset hvilken religion det er som arbejder med.

Jens-André Herbener har naturligvis lov til at kaste de religionsvidenskabelige grundprincipper overbord, når han kaster sig over kristendommen. Det ville imidlertid klæde ham, hvis han så også ville vedstå at det er det han gør i stedet for at klæde sig i religionsvidenskabelige påfugle fjer nu når han hellere vil optræde som en krage.

Læs mere

Skrevet af den 23 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Herbeners antikristne kampagne er et misbrug af religionsvidenskaben

Lige for tiden lægger Politiken både blog- og sideplads til religionshistorikeren Jens André Herbeners personlige kampagne mod den kristne religion. F.eks. påstår han i et blogindlæg, at Kristus har været farligere end Muhammed. Begrundelsen for denne påstand er, at kristne i tidens løb har smadret utallige templer og helligdomme hhv. lukket dem og transformeret dem til kirker. Det er jo i øvrigt rigtigt nok, men det samme kan nu siges om muslimer. Muhammed forestod jo f.eks. i henhold til den muslimske historieskrivning højst personligt tilintetgørelsen af gudebillederne i Kabaen og dennes omdannelse fra et polyteistisk tempel til islams vigtigste helligdom. Det kniber altså noget med den historiske nøjagtighed i det som Herbener skriver.

Mere generelt så er problemet med Herbeners debatindlæg ikke, at han tydeligvis ikke bryder sig om kristendommen eller at han forsøger at være en omvendt Lars Hedegaard når han sammenligner kristendommen og islam. I et land, hvor man med henvisning til ytringsfriheden giver islamhadende debattører næsten frie tøjler må der naturligvis også være vide rammer for dem, der hader kristendommen.

Nej, problemet er, at Herbener smykker sig med sin religionsvidenskabelige titel og arbejdsfelt, når han kommer med sine helt personlige udfald mod kristendommen. Dermed giver han den ikke religionsvidenskabeligt trænede læser det indtryk, at hans debatindlæg bygger på en religionsvidenskabelig indfaldsvinkel til kristendommen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Religionsvidenskab handler ikke om at forsvare religioner, være det nu f.eks. kristendom, islam eller scientology. Religionsvidenskab handler heller ikke om at føre en intellektuel krig mod religioner, herunder kristendommen. Og religionsvidenskab handler slet ikke om at fremhæve en religion som bedre eller dårligere end de andre. Nej, religionsvidenskab handler om at forklare religioner i fortid og nutid vha. de religionsfaglige analysemodeller som vi finder indenfor f.eks. religionshistorien, religionsfænomenologien og religionssociologien. En professionel religionsforsker forarges og vredes ikke over de religiøse forestillinger som hun arbejder med. Hun kommer ikke med stærkt subjektive udsagn så som at mange ikke ville være medlemmer af folkekirken, hvis de kendte til de uhyrligheder som man kan finde i Bibelen og kirkens historie, sådan som Herbener skriver i sit føromtalte blogindlæg.  At forklare folks religionstilhørsforhold med deres manglende indsigt i deres egen religion (ud fra den logik at folk da ikke virkelig kan tro på noget sådant hvis de vidste, hvad det handler om) er religionsfaglig uprofessionalisme så det basker. At forklare religion på den måde er simpelthen mangel på evne til at sætte sig ind i andre trosforestillinger en ens egen, og kan man ikke det kan man ikke bedrive religionsvidenskab.

Et andet væsentligt problem med Herbeners debatindlæg er, at han forfalder til essentialisme, og det er ellers no go i en senmoderne religionsfaglig sammenhæng. Han lægger f.eks. i denne artikel kraftigt op til at kristendommens kanoniske skrifter kun kan tolkes på én mulig måde, nemlig hans egen meget negativt ladede. Alt andet er i hans øjne bortforklaringer. Men at kanoniske tekster (eller andre tekster for den sags skyld) kun har én rigtig tolkning og alle andre tolkninger er forkerte, er et klart religiøst standpunkt til en tekst. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at tage parti i de ofte heftige stridigheder, der kan være internt i en religion hhv. mellem religioner om bestemte udvalgte passager i de kanoniske skrifters rette tolkning. I stedet er det religionsvidenskabspersonens opgave at kunne skildre og forklare de forskellige tolkninger i fortid og nutid. At skildre kristendommen, islam eller nogen som helst anden religion som en ensartet størrelse over tid og rum er noget, som man bør overlade til religionsapologeterne hhv. religionshaderne. Sådant har intet med religionsvidenskab at gøre.

Herbener har som sagt lov til at udbrede sin foragt for kristendommen. Det ville dog klæde ham gevaldigt hvis han fik understreget, at hans kampagne mod kristendommen ikke er udtryk for en religionsvidenskabelig vurdering af kristendommen. Og det ville også være smukt, hvis Herbener var villig til at vedstå, at han er lige så subjektiv i sit syn på kristendommen som de teologer han i den grad foragter. Ikke at vedstå sig sin egen subjektivitet er uforenelig med den postmoderne humanistiske forskning som religionsvidenskaben hører ind under.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Bibelen i skolen

I Kristeligt Dagblad fra den 9.2.2012 kan man læse en artikel hvoraf det fremgår, at religionsforskerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er meget imod at det Danske Bibelselskabs bibeloversættelse bruges i kristendomsundervisningen i folkeskolen. Der er nemlig tale om en forkyndende oversættelse og forkyndelse må ikke finde sted i folkeskolen. Derfor ønsker de at man i stedet skal bruge en videnskabelig bibeloversættelse.

Nuvel, sådan set er der ikke noget egentligt nyt i denne artikel. Mikael Rothstein har jo længe kørt en kamp mod den position kristendommen har i gymnasiets religionsundervisning, så hvorfor ikke også gøre det når vi taler om folkeskolen? Og Jens-André Herbener har ligeledes længe ført en kamp for at religionslærerne i gymnasiet skal bruge hans såkaldt videnskabelige bibeloversættelse frem for Bibelselskabets, så hvorfor ikke også udvide kampen til folkeskolen?

Men selvom en debat ikke i sig selv er ny eller overraskende kan man selvfølgelig godt alligevel tage den op.

Nu har jeg ingen erfaringer med at undervise i kristendomskundskab i folkeskolen. Til gengæld har jeg siden august 1996 undervist i religion i gymnasiet og hf, så en vis erfaring har jeg altså når vi taler om religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Når jeg, og alle de religionslærere som jeg kender, bruger Bibelselskabets oversættelse, så skyldes det en række forhold:

 

  1. Når vi underviser i kristendom så er hensigten, at vores elever skal få en indsigt i hovedtrækkene ved den kristne religion. Og det er der i høj grad brug for. Som en kollega en gang så rammende sagde: Kristendommen er den mest ukendte fremmedreligion i Danmark. Og det er der måske lidt om. Selv elever der er blevet konfirmeret plejer ikke at vide, at Jesus i henhold til kristendommen er både Gud og menneske, de synes ikke at have hørt om treenigheden og de er blanke på arvesyndslæren. At man ikke lige kan afgøre om evangelierne forefindes i Det Gamle eller Det Nye Testamente er ganske almindeligt etc. På religion c niveau er der derfor slet ikke ret meget tid til den dekonstruerende kristendomsundervisning som der foresvæver Rothstein og Herbener. Man kan nemlig ikke dekonstruere noget der slet ikke er konstrueret i de unge eller knap så unge menneskers hoveder. I virkelighedens verden er vi derfor nødt til at bruge hoveddelen af den tid vi har til rådighed til at give eleverne et basalt kendskab til kristendommen. Og det er også fair nok for det samme gælder jo også de andre religioner som vi underviser i. 

  2. Det danske bibelselskabs oversættelse er ikke bare den, der bruges i kirken. De er også den som den offentlige debat om kristendommen tager udgangspunkt i, som forfattere henviser til i deres skønlitterære værker etc. At give eleverne kendskab til denne oversættelse er derfor et led i at sikre dem en vis almen dannelse. I øvrigt har vi på ungdomsuddannelserne mange læsesvage elever, som har svært nok ved at forstå 1992 oversættelsen. Herbeners oversættelse er langt mere sprogligt krævende. Skulle man bruge den i gymnasiet frem for Bibelselskabets oversættelse vil vi tabe mange elever som simpelthen ikke vil kunne følge med. At man skulle kunne bruge en sådan tekst i folkeskolen er helt og særdeles urealistisk.

  3. Bibelselskabets oversættelse er naturligvis subjektiv. Det samme er Herbeners. Man kan nemlig ikke oversætte en tekst uden at man kommer til at inddrage sin forforståelse af teksten. Men derfor er nogle oversættelser naturligvis stadigvæk mere holdbare end andre. Det er derfor vigtigt, at lærerne har et vist kendskab til oversættelsesproblematikker i forhold til de tekster som de arbejder med. Og derfor er det også vigtigt, at man for at man kan få undervisningskompetence i religion på gymnasie niveau skal kunne læse mindst en religions kanoniske tekster på originalsproget. Og derfor er det også bekymrende, at Rothsteins og Herbeners universitetskollegaer, så vidt som jeg har forstået det, gerne vil afskaffe dette krav for hermed at kunne tiltrække og fastholde flere studerende på de religionsvidenskabelige fakulteter.

  4. Det er ikke svært at give eleverne kendskab til den bibelkritiske metode med udgangspunkt i Bibelselskabets oversættelse. Modsætninger mellem teksterne og lag af ældre forestillinger kan såmænd problemløst afdækkes vha. denne oversættelse. Det er ikke svært at give eleverne indsigt i hvordan evangelisterne arbejder med hinandens tekster og korrigerer hinanden ved f.eks. at lade dem sammenligne de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse. Og spor af ældre religiøse forestillinger i de bibelske tekster kan man ret let afdække ved f.eks. at lade dem tænke over hvorfor det hedder ”Du må ikke have andre guder end mig” frem for ”du må ikke tro på at der er nogen anden Gud end mig”.

I øvrigt så er det ikke udtryk for mission at bruge tekster i religionsundervisningen som er skrevet med et missionerende formål. Var det det måtte vi jo f.eks. heller ikke bruge tekster forfattet af troende muslimer når vi underviser i islam. Typisk bruger vi i religionsundervisningen lige præcist baggrundslitteratur af religionsvidenskabelig karakter og så tekster, forfattet af mennesker i fortid og nutid, der tror på den religion som vi har gang i.

Religionsundervisningens mål er bl.a., at eleverne både skal kunne håndtere det såkaldte indefra perspektiv, dvs. de skal kunne gengive de religioner som vi har arbejdet meds forestillinger på en loyal måde, og et såkaldt udefra perspektiv, dvs. det religionsfagligt kritiske perspektiv. Disse to perspektiver skal man altså have indover når man arbejder med Bibelselskabets tekster og det kan man som sagt også sagtens. Derimod vil det være umuligt at få det kristne indefra perspektiv med hvis man skulle bruge Herbeners oversættelse.

Læs mere