Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 okt, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

Skt. Guinefort – den hellige greyhound

 

I første halvdel af 1200-tallet er den franske dominikaner munk og inkvisitor Stefan af Bourbon på prædike turne i Dombes egnen, der ligger nord for Lyon. Egentlig er han på jagt efter kættere, men tilfældigvis støder han på et meget mærkværdigt fænomen. Nogle lokale bønder dyrker nemlig en helgen ved navn Guinefort. Han var en trofast greyhound der, da hans adelige ejere havde ladet ham alene med deres lille søn, havde sat sit liv på spil for at redde barnet fra en kæmpestor slange. Da hans ejer kommer hjem mistolker han desværre kampscenen og tror, at hunden har dræbt hans søn, hvorefter han i sin vrede dræber Guinefort, for så nærmest med det samme at indse sagens rette sammenhæng. De lokale bønder ærede Guinefort som en martyr og en helgen, men ikke nok med det. Man bragte syge børn til den skov, hvor man mente, at hans lig lå begravet. Disse småbørn var ikke almindelige syge børn men i stedet ”forbyttede børn”, dvs. tanken var at overnaturlige væsener (Stefan af Bourbon kalder dem for ”fauner”, men der er nok tale om elverfolk eller lignende) havde stjålet en sund og rask baby og i barnets sted anbragt et af deres egne børn, der var kendetegnede ved at være syge, svagelige og ulideligt sultne. Disse børn blev bragt til skoven hvor mødrene assisteret af en lokal ældre kvinde udsatte dem for en række ceremonier. Først ofrede man salt til elverfolkene, så rakte man barnet frem og tilbage mellem to træer et fastlagt antal gange. Dernæst lagde man barnet nøgent på jorden med to tændte lys ved dets hoved og efterlod det alene overladt til ulve og naturens kræfter. Var barnet dødt eller forsvundet når man efter en stund vente tilbage var det et tegn på at elverfolkene ikke havde været villige til at tilbagelevere det rigtige barn. Levede det endnu var der håb om at de havde omgjort forbytningen. Men barnet skulle dog rituelt dyppes et fastlagt antal gange i en flod med stærk strømning, der løb lige ved siden af skoven. Overlevede barnet var man sikker på at moderen havde fået sit rigtige barn tilbage.

Stefan af Bourbon var, som den repræsentant for den dogmatiske korrekte katolicisme han jo var, forståeligt nok rystet over en sådan ”overtro” – det var dengang som nu det nedsættende udtryk for folkereligiøsiteten. Han forbyder bønderne at fortsætte denne kult, og han får ødelagt kultområdet og hundens knogler brændt på bålet. Da vi befinder os i midten af 1200-tallet og ikke i renæssance perioden bliver de involvere kvinder, herunder den ældre lokale kvinde som han betegner som en ”heks”, imidlertid ikke straffet. Inkvisitionen så på dette tidspunkt ”overtro” som et resultat af at de uvidende bønder var blevet forført af Djævelen, men man tillagde dem ikke onde motiver. De var primitive og dumme, men man mente, at de også som udgangspunkt var rimeligt uskyldige og villige til at tage imod belæring fra kirkens side af. Bønderne var da også kloge nok til at sige ”ja og amen”, om jeg så må sige. Men så snart myndighedernes opmærksomhed var væk genoplivede kulten om Skt. Guinefort igen. Faktisk var den i fuld vigør helt frem til 1. verdenskrig hvorefter den dør ud. Da folkemindeforskere genopdager den i 1800-tallets anden halvdel har den dog skriftet karakter. Skt. Guinefort er fortsat en greyhound, der var blevet myrdet af sin ejer, selvom han havde forsøgt at beskytte ejerens barn fra en slange, men de børn der bringes til skoven er blot almindeligt syge eller sent udviklede børn, man påkalder ikke længere elverfolk og barnet udsættes ikke for en livsfarlig behandling. I stedet binder man grene sammen (for at binde sygdommen etc.) og man efterlader en sko eller klæder fra barnet samt lidt penge i håbet om helbredelse. Folketroens ritualer er nemlig ikke uforanderlige, men ændrer sig ligesom højreligionernes ritualer i større eller mindre grad over tid.

Jean-Claude Schmitt hvis bog ”The holy greyhound – Guinefort, healer of children since the thirteenth Century” denne artikel bygger på, prøver at forklare denne bemærkelsesværdige folketro, og det fra en række forskellige vinkler: Historien om det trofaste kæledyr, ofte en greyhound (der var en typisk overklassehund i middelalderen) var rimeligt udbredt i overklassens litteratur, men det kan dog godt være, at bønderne selv har fundet på den, det er svært at sige. Både i Italien og i Frankrig kendes en menneskelig udgave af Skt. Guinefort (der dog staves forskelligt). Han betegnes ofte som en martyr og i folketroen var der en udbredt forestilling om, at man i fortvivlede sygdomstilfælde kunne bede ham om enten at få lov til at dø med det samme eller blive fuldt og helt helbredt med det samme. På den lokale dialekt fra Dombes er der en vis lydmæssig sammenfald mellem ”helgen” og ”hund”, og i øvrigt er ideen om en helgen i hundeskikkelse ikke totalt ukendt i andre sammenhænge. Den overordentligt populære hellige Christoffer blev sommetider i middelalderen fremstillet som en kæmpe med et hundehoved. På samme måde er ideen om at elverfolk eller lignende kunne forbytte eller ombytte børn en udbredt forestilling i den europæiske folketro, og også ritualer fra kulten om skt. Guinefort kan i deres enkeltbestanddele findes beskrevet fra andre sammenhænge.

Alligevel er der dog noget specielt ved historien om Skt. Guinefort og ritualerne for de ”forbyttede børn”. At skt. Guinefort blev tillagt evnen til både at tage og give liv er ret typisk for de monistiske træk som folketroen typisk tillægger de overnaturlige magter. Men det er for mig uklart hvem det så egentligt var, som man antog enten dræbte barnet eller gav det sit helbred tilbage. Var det den hellige greyhound eller elverfolkene? Men måske var tanken, at ligesom han i sin tid havde beskyttet sin ejers barn mod en dæmonisk virkende slange, så ville han nu beskytte det sande barn mod de dæmonisk virkende elverfolk? Og hvordan man virkelig kunne tro, at en almindelig om end meget trofast hund kunne være en helgen, kan Jean-Claude Schmitt heller ikke rigtigt forklare, men det gør ikke historien mindre spændende.

 

Læs mere

Skrevet af den 25 sep, 2016 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Inkvisitionen var bedre end sit rygte

 

Når folk føler trang til at opliste kristendommens forbrydelser i al almindelighed og den katolske kirkes i særdeleshed vil de typisk, ud over at nævne korstogene og hekseforfølgelserne, komme ind på inkvisitionen. Inkvisitionen, det ved vi jo alle, var den der torturrede og brændte uskyldige mennesker i tusindvis, de var et rædselsfuldt magtinstrument i hænderne på en magtsyg kirke. Men er det nu rigtigt, eller bygger vores forståelse af inkvisitionen på fordomme med rødder i reformationstiden og oplysningstiden?

Det er dette spørgsmål som den areligiøse protestantiske historiker Peter Godman undersøger i sin bog ”Die geheime Inquisition – Aus den verbotenen Archiven des Vatikans”. Peter Godman undersøger den romerske inkvisition, der eksisterede fra 1542 til den blev omdøbt til Troslærekongregationen i 1965 samt Index Kongregationen, der stod for bogcensuren. Den romerske inkvisition skal ikke forveksles med middelalderens inkvisition eller med den spanske inkvisition, der kørte sine egne løb. Til gengæld stod den romerske inkvisition direkte under paven og dermed har den officielle katolske kirke et særligt ansvar for dens beslutninger.

I dag står den romerske inkvisitions og Index Kongregationens omfattende arkvier åbne for historikerne der frit kan forske i materialet frem til år 1903 hhv. 1917 med undtagelse af sager der handler om gejstliges seksuelle fejltrin. Godman var den første der i omfattende grad fik adgang til dette materiale samt udvalgt materiale fra perioden efter 1903.

Og det Godman finder ud af er, at den romerske inkvisition var langt mindre grusom end dens rygte lægger op til. Dens fængsler havde en bedre standart end de verslige i denne periode, man brugte kun tortur hvis den anklagede f.eks. nægtede at udtale sig eller generelt ikke ville samarbejde. Og selv om den tortur man bruge – de bagbundne anklagede blev hængt op i armene – selvfølgelig er forfærdelig for os i dag, så var den dog næppe mere grusom end nutidens amerikanske myndigheders brug af waterbording. Og inkvisitionens mål var ikke at få henrettet så mange kættere som muligt, men i stedet både at bekæmpe de afvigende holdninger og få kætteren til at angre og afsværge sine fejltagelser. Var han villig hertil blev han ikke udleveret til myndighederne og brændt. Enhver brændt kætter var faktisk en art fiasko for den romerske inkvisition! Og i 1500-tallet, hvor den spanske inkvisition brændte flere hundrede protestanter i Spanien og flere tusinder blev brændt i Holland og Tyskland, blev under 50 brændt i Rom.

Mange har jo hørt om at Giordano Bruno blev brændt på bålet. Færre ved nok at han blev brændt for at benægte kristne trossandheder som f.eks. Marias jomfrufødsel (noget der også havde kunnet kostet ham livet i datidens protestantiske verden). Selve retssagen mod Bruno varede hele 2 år, og han fik mange muligheder for at tilbagekalde sine udsagn og slippe med livet i behold. Ikke at det retfærdiggør at man henrettede ham, men totalitære regimer som Hitlers eller Stalins viste noget mindre hensyntagen til deres modstandere.

Godman prøver også at sætte den berømte sag mod Galileo Galilei i perspektiv. Det er en meget kompleks sag for hans teori om heliocentrismen (at jorden drejer rundt om solen) blev ikke blot set som værende i modstrid med Bibelen men var heller ikke anerkendt af hovedparten af datidens astronomer som f.eks. Tycho Brahe. Inkvisitionen havde givet Galileo en diskret mundtlig advarsel om at man ikke ville kunne acceptere heliocentrismen, men man ønskede ikke officielt at fordømme ham, da han faktisk var ikke så lidt af en videnskabelig stjerne allerede i sin egen samtid. Det er først da Galileo misforstår nogle signaler fra en ny pave (Urban VIII) som var åben overfor nye ideer og i øvrigt gerne vil styre udenom den magtfulde inkvisition, at tingene går galt. Galileo publicerer et nyt værk hvor heliocentrismen indgår med en kirkelig trykketilladelse uden at Paven havde godkendt bogen først. Paven bliver rasende og føler sig snydt og først da kommer inkvisitionen på banen og Galileo må officielt trække sin teori tilbage. Sagen om Galileo handler i høj grad om at tingene ofte gik kaotisk for sig, der var magtkampe mellem den romerske inkvisition, Index kongregationen, paven og diverse andre aktører og en høj grad af vilkårlighed herskede. Folk der arbejdede for inkvisitionen kunne finde deres egne bøger på listen over forbudte værker og selv en renæssance pave fik posthumt en af sine bøger forbudt, ligesom man forbød nogle af kirkefaderen Augustins værker blot fordi de blev brugt af protestanterne.

Godmans hovedpointe er faktisk, at den romerske inkvisition og Index kongregationen ikke var grusom men ofte uhyre inkompetent når man kastede sig over store tænkere som Hobbes, Voltaire, Montesquieu og Kant eller forfattere som Victor Hugo eller Graham Greene. Den typiske bogcensor kunne ikke andre sprog end latin og italiensk, og var kirkejurist eller i bedste fald en teolog, som aldrig havde læst andre bøger end dem den katolske kirke havde tilladt. Og dermed havde de mere end svært ved at så meget som at forstå oplysningstidens tænkere eller moderne europæisk litteratur, som de derfor ofte fordømte ud fra ren uvidenhed og angst for det nye.

Fra 1600-tallet af gik det støt ned ad bakke for Vatikanets reelle politiske magt. Man kunne ikke forhindre, at de forbudte bøger blev solgt under disken i Italien og mere eller mindre frit i resten af Europa. Ja, at komme på listen over forbudte bøger var på mange måder salgsfremmende, hvis bogcensorerne ellers havde fået skrevet det korrekte forfatternavn på listen, hvad langt fra altid var tilfældet.

I virkeligheden skadede inkvisitionen og Index Kongregationen først og fremmest Vatikanet selv. Man lukkede af for den intellektuelle og kulturelle udvikling der skete i Europa fra reformationen frem til midten af 1900-tallet – og spørgsmålet er om man ikke forsat kæmper med den arv den dag i dag.

 

Læs mere