Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Folkekirkens højrefløj underminerer det kristne menneskesyn

Der kan ikke være nogen tvivl om at folkekirkens højrefløj slår mange knuder på teologien i deres fortvivlede forsøg på at binde folkekirkens til et fundamentalistisk bibelsyn som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Et udmærket eksempel herpå er en kronik med titlen ”Homoseksuelle vielser er åndelig vildledning”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31.5.2010 og er forfattet af Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for studerende og Hans-Ole Bækgaard, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og Menighedsfakultetets repræsentantskab.

Som sædvanligt, fristes jeg til at sige, er teologien svag. F.eks. må jeg undre mig over påstandene som  ”dette svarer til den bibelske forståelse af ægteskabet som den samfundsbærende enhed og som det mindste fællesskab i menigheden”. Hvor præcist står nu det skrevet i de bibelske tekster? Øjensynligt er Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke i stand til at skelne mellem de bibelske tekster og deres fortolkning af disse.

Men det er nu ikke min væsentligste anke her. Nej hvad der virkelig er bekymrende er i stedet følgende påstand:

”Den første læsning er fra skabelsesberetningen (1. Mos. 1,26-28), hvor der tales om, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Kønsdiversiteten er en meget væsentlig del af vielsesritualet, som begrundes i både skabelsen og Guds eget væsen. Læsningen fra skabelsesberetningen definerer et ægteskab som et fællesskab mellem én mand og én kvinde. Det svarer til vielsesritualets fokus på sammenhængen mellem ægteskab, Guds velsignelse til frugtbarhed og rammen om barndom og opvækst”.

Det er bemærkelsesværdigt at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard øjensynligt har overset, at vielsesritualets læsning fra 1. Mos. 1,26-28 lige præcist har udeladt den sætning om at menneskene skal blive frugtbare som man finder i Bibelen, hvad man må antage er et bevidst valg. Ligesom det må være et bevidst valg at vielsesritualet generelt ikke siger noget om frugtbarhed og om at ægteskabet skal være rammen om barndom og opvækst. Igen er det tydeligt, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke er i stand til at skelne mellem hvad der står i en tekst og hvad de gerne vil have, at der skal stå i en tekst. Det er nok også derfor, at de overser, at teksten fra 1. Mos. Kap. 1 ikke et eneste sted bruger ordet ”ægteskab”, ja selve velsignelsessætningen og kravet om frugtbarhed er ikke forbeholdet menneskene men er allerede tidligere blevet forkyndt for fiskene og fuglene. (1. Mos. 1, 21-22)

Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde. Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en  treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.

Det virkeligt bekymrende ved Robert Bladts og Hans-Ole Bækgaards mærkværdige teologi er, at deres forvanskning af den kristne gudsforestilling formodentligt hænger sammen med, at de har det svært med det klassiske kristne menneskesyn, der bygger på ideen om at mennesket er skabt i Guds billede. Gud ligner ikke mennesket, men Gud har skabt mennesket som noget helt særligt og unikt. Skabelsen i Guds billede handler ikke om kønsdiversitet som en norm, som mennesket skal leve op til for at få Guds velsignelse, men om at den menneskelige diversitet, om den nu f.eks. består i forskellige køn, racer, klasser, religioner eller seksuelle orienteringer ikke ændrer på at vi alle er skabt i Guds billede. Derfor er vi alle basalt set lige for Gud, og derfor skal alle mennesker mødes med næstekærlighed. Det er hele kernen i det kristne menneskesyn og hele essensen i skabelsesberetningen i 1. Mos. Kap. 1. Denne tekst er ikke skrevet for at lukke nogen ude, sådan som Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard vil udlægge den, men i stedet for at fremhæve alle menneskers essentielle og umistelige værdighed.

Men måske Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke kan rumme tanken om at homoseksuelle mennesker, ligesom alle andre mennesker, uanset hvad der ellers måtte skille os ad, også er skabt i Guds billede?

Læs mere

Skrevet af den 3 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Indre Mission leger med ilden

 

Vil Indre Mission gribe til bål og brand i deres kamp med et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 3.3.2010 argumenterer Hans-Ole Bækgaard (præst og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse) og Anders Møberg (præst og landsungdomssekretær for Indre Missions Ungdom) ganske kraftigt imod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle. Et sådant ritual er i deres øjne ” vanvittigt og en umulighed i folkekirken”.

For det første så påstår de, at et ritual skal være ”positivt begrundet i klare bibelske tekster for at være et ritual. Sådan er traditionen for udformning af ritualer. Det bør være utænkeligt at indføre et ritual, som ikke har et tydeligt bibelsk grundlag”. En sådan begrundelse hhv. grundlag mener de vi savner mht. et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette argument er ved at blive populært blandt de højrekristne, men det bliver det nu ikke mere rigtigt af. Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs argument klarer nemlig ikke realitetstesten: Hverken barnedåb (frem for voksendåb) eller konfirmationen er begrundet i ”klare bibelske tekster”.  Deres argument er altså blot opfundet til lejligheden og har ikke rødder i folkekirkens praksis.

Deres næste argument er en gammel klassiker: ” Bibelen taler imod et seksuelt forhold” i en relation mellem to af samme køn, hævder de.  Nu kniber det godt nok gevaldigt med de klare bibelske tekster, der taler mod seksuelle forhold i en relation bestående af to kvinder. De bibelske tekster er nemlig ikke så sikre i deres fordømmelse af homoseksuelle relationer som så mange går rundt og tror. Men under alle omstændigheder så vier folkekirken jo også raskt væk fraskilte og har nu i flere årtier benyttet sig af kvindelige præster, alt sammen noget som man kan finde bibelord imod, så hvorfor er kun homovielser ”vanvittige og umulige”?

Bemærkelsesværdig er sådan set kun sidste del af Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs debatindlæg. Her skriver de bl.a. at der findes ” en anselig del af folkekirkens præster og lægfolk, som aldrig vil kunne deltage i en gudstjeneste, hvor der på alteret ligger en ritualbog med et indhold, som har skriften imod sig”. (…)Vi kan ikke bruge en ritualbog, som på bare ét område har Skriften imod sig. Tjenesten for alteret er en hellig tjeneste, hvor usandhed ikke skal frembæres. Vi kan ikke med vores samvittighed stå inde for et sådant ritual.” (…)”Men menighederne selv må stille sig spørgsmålet: Kan vi stå inde for at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der på alteret ligger et ritual, som har Bibelens klare ord imod sig? Der er ingen tvivl om, at mange vil finde anledning til at rykke et sådant ritual ud. Måske endda finde tændstikker frem til ritualafbrænding?”

Det bemærkelsesværdige ved denne her argumentation er at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg øjensynligt ikke er klar over at folkekirken ikke har hellige bygninger og genstande, et punkt som mange kirkelige debattører ellers gjorde meget ud af at fremhæve i forbindelse med politiets rydning af Brorsons Kirke. Derfor virker deres retorik noget forskruet. Når alteret ikke er et helligt bord og alterbogen ikke en hellig bog, ja så kan de heller ikke ”vanhelliges” af et ritual som ikke svarer til Indre Missions bibelforståelse. Under alle omstændigheder har folkekirken allerede nu kvindelige præster, ja lesbiske præster, der med og uden menstruation står foran alteret og læser op af alterbogen og det har jo det overvældende flertal af folkekirkens medlemmer affundet sig med – ja de finder det helt naturligt og i orden. Det vil kun være en uanseelig del af folkekirkens præster og lægfolk som ikke vil kunne klare at deltage i en gudstjeneste hvor der ligger en ritualbog på alteret, der indeholder et vielsesritual for homoseksuelle par.

Men det er måske meget sigende for den ånd man kan finde hos visse af Indre Missions ledende kræfter, at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg småtruer med alterbogsafbrændinger. Som bekendt brændte nazisterne jo bøger før de gik over til at brænde mennesker.

Læs mere

Skrevet af den 13 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Positiv omtale i Bibelen?

”Man skal høre meget før ørene falder af” hedder det i HC Andersens eventyr ”Fjeren der blev til fem høns”. På samme måde kan man sige, at man skal læse meget før øjnene triller ud. Og det gælder da i særdeleshed i forhold til de svinkeærinder som den folkekirkelige højrefløj griber til i deres kamp for opretholdelsen af en kirkelig fordømmelse af homoseksuelle parforhold.

Et strålende eksempel på et sådant teologisk hokus pokus er Generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsens udtalelser i Kristeligt Dagblad fra den 12.2.2010 hvor han argumenter imod at give trossamfundene adgang til at vie homoseksuelle på følgende måde: ”Nej, det skal ikke være muligt. For så ville præsten skulle stå og velsigne i forhold, som Bibelen ikke giver mulighed for. Når kirken ikke kan velsigne et homofilt forhold, er det, fordi Bibelen ikke taler positivt om det. Ægteskabet har derimod positiv støtte hele vejen igennem. Hvis kirken begynder at vie homofile, vil det være det samme som at gå på kompromis med sit eget budskab og grundlag, og så ville kirken komme til at fremstå utroværdig.”

Nu kan man jo grundlæggende set undre sig over hvorfor evt. kristne forbehold overfor et vielsesritual for homoseksuelle par skulle forhindre staten i at give de trossamfund, der måtte ønske det, lov til at vie homoseksuelle par. Hvorfor skal et fundamentalistisk bibelsyn hindre f.eks. buddhister eller asatroende i at vie homoseksuelle par?

Men også teologien i Thomas Bjerg Mikkelsens udsagn er bemærkelsesværdig tynd. Hvis kirkelige ritualer nemlig kun kan gennemføres, hvis de omtales positivt i Bibelen, måtte folkekirken ophøre med at døbe spædbørn, en praksis der ikke omtales positivt i Bibelen. På samme måde måtte man også afskaffe konfirmationsritualet, der (ligesom barnedåb) ikke omtales i Bibelen og derfor heller ikke har positiv støtte i denne.

Thomas Bjerg Mikkelsens bibelske positivisme ville, hvis den blev omsat i praksis, med andre ord være intet mindre end en revolution i folkekirkelige sammenhænge. Og det vel og mærke en revolution, som også Indre Mission ville betakke sig for. Som så ofte er der tale om et anti-homo argument opfundet til lejligheden og ikke om nogen gennemtænkt teologi.  

Og så kan man godt nok også undre sig over Thomas Bjerg Mikkelsens påstand om at ægteskabet får positiv støtte hele vejen igennem i Bibelen. Hvordan kan han have overset 1. Kor. Kap. 7 hvor Paulus klart fremhæver cølibatet som en bedre vej end ægteskabet? Er det det som Thomas Bjerg Mikkelsen kalder for positiv støtte til ægteskabet? Igen er det tydeligt at Thomas Bjerg Mikkelsens teologi ikke er styret af Bibelen men af nogle forudfattede meninger om hvad der står og ikke står i de bibelske skrifter.

Kirken fremstår som utroværdig når den f.eks. mht. kvindelige præster er villig til at om- og nytolke de bibelske skrifter men ikke er villig til at gøre det samme når det gælder homoseksuelle. Det viser nemlig at sagen lige præcist ikke handler om teologi men om fordomme mod homoseksuelle, forklædt som teologi.

Læs mere