Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kristen selvfedhed

En vis Verner Kristensen hævder i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 29.7.2009, at kirken bedrager de homoseksuelle ved at velsigne deres parforhold. Det forholder sig nemlig sådan, påstår han, at Gud har givet menneskene livslove, der bl.a. indbefatter et forbud mod homoseksuelle relationer. Bryder man Guds love går man, ifølge Verner Kristensen, fortabt, med mindre man tror på Kristus og oprigtigt angrer sine synder. Det er i øvrigt ikke blot de homoseksuelle, der ikke vil angre, at de har haft hhv. har sex med et menneske af deres eget køn, der ifølge Verner Kristensen vil gå fortabt, men såmænd også de præster, der velsigner deres parforhold, med mindre de angrer deres ”vildførende velsignelse”!

Nuvel, der er mangt og meget, som man kunne sige som et gensvar til Verner Kristensen. F.eks. at de skriftsteder, som bruges mod homoseksuelle, ikke er så entydige som de oftest gøres til. Eller at man kan udlede et utal af regler fra Bibelen, som end ikke en Verner Kristensen formodentligt holder sig til. Eller at folkekirken jo også vier fraskilte og ordinerer kvinder selvom man kan udlede regler fra Bibelen, der forbyder dette.

Men det er nu ikke det, som jeg vil se på her, men derimod på den frelseslære, som Verner Kristensen udfolder i sit debatindlæg.

For det første så er det slående, at Verner Kristensens version af den kristne frelseslære alt andet lige er strengere end den frelseslære som man kan finde i jødedommen og i islam. Indenfor klassisk jødedom taler man om, for så vidt som man i det hele taget anerkender eksistensen af et helvede, at ingen vil være længere end et år i helvedet. Længere kan Gud i sin barmhjertig ikke leve med at mennesket bliver afstraffet. Og indenfor islam er det en udbredt tanke, at dem der tror på Allah og hans profet nok skal en tur rundt omkring helevedet hvis deres onde gerninger er flere end deres gode, men at de efter en rensningsperiode vil blive lukket ind i paradis.

Men sådan er det altså ikke hos Verner Kristensen. Ikke nok med, at Gud med sikkerhed straffer mennesket med et evigt helvede, hvis det bryder hans love og herefter ikke oprigtigt angrer og omvender sig. Nej, vores tro på Kristus er fuldkommen uden betydning hvis den ikke ledsages af anger og omvendelse.

Eller med andre ord, ikke nok med at Verner Kristensen gør kristendommen til en lovreligion, hvor overholdelsen af påståede evige gudslove er en forudsætning for ikke at ende i helvedet, nej Gud er hos ham betydeligt strengere end i jødedommen og i islam.

For det andet så slår det mig, at Verner Kristensens frelseslære må være bygget på den forestilling, at synden er noget overskueligt i vores liv, hvad i øvrigt igen er typisk for lovreligionerne. At synd i lutheransk forstand er en grundtilstand, som mennesket befinder sig i, og synd derfor på ingen måde kan reduceres til overtrædelsen af simple, klare og evige regler, synes Verner Kristensen ikke at vide af eller ikke at forholde sig til.

Da jeg læste Verner Kristensens debatindlæg kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på Luthers kloge ord om, at lovreligiøsitet enten medfører fortvivlelse eller hykleri. For enten må Verner Kristensen være en mand, der lever i konstant frygt og bæven, fordi han jo ikke kan vide, om han kender alle Guds regler eller om han kan have forbrudt sig mod dem uden at være det sig bevidst. Eller også er han en selvfed kristen, der er stensikker på, at han har helt styr på det der med Guds love og at han altid ved, når han konkret har syndet og at han i øvrigt altid angrer og oprigtigt omvender sig, når det er sket.

Eller sagt med andre ord: Hvis Guds krav virkelig er så strenge som Verner Kristensen påstår det, så må vi gå ud fra, at også han vil gå fortabt, for det er usandsynligt, at han virkelig har erkendt og angret samt ikke mindst omvendt sig fra alle hans synder. Derfor er Verner Kristensen, ligesom alle os andre, henvist til Guds betingelsesløse nåde. Her er vi alle lige overfor Gud, hetero som homo – fundamentalist som liberal.

Læs mere

Skrevet af den 24 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Skræmmekampagne i Guds navn

Fra tid til anden, når jeg diskuterer kristendom og homoseksualitet med fundamentalister, så oplever jeg, at de truer mig med helvedet. I sig selv så synes jeg, at der er noget svagt ved at forsøge, at kortslutte en teologisk debat med trusler om hvad der vil ske mig i den kommende verden, hvis jeg altså ikke vil tolke Bibelen som de gør det. Har man argumenterne i orden bør man vel ikke gribe til trusler? Jeg ser det også som et udtryk for en særlig graverende mangel på ydmyghed når man skråsikkert udtaler sig om andres Gudsforhold. For hvis jeg går fortabt fordi jeg elsker og elsker med kvinden i mit liv, så vil det jo sige, at jeg ikke har nogen sand tro på Gud, ingen relation har til ham, ikke har hende i mit liv. Troen er imidlertid det allermest intime der findes – den er en relation mellem sjælen og dens skaber og frelser, et mysterium som ingen andre kan udtale sig om. ”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt”, som det hedder i Folkekirkens salmebog samle nr. 582, vers 4.

Den typiske undskyldning for sådan at ville dømme og bedømme min og andres tro er så, at de kærer fundamentalister blot vil advare mig mod den fortabelse som helt sikkert vil ramme mig, hvis jeg altså ikke overtager deres bibeltolkning. Nu har jeg sådanne fundamentalister alvorligt mistænkt for hovedsageligt at være bekymret for at de selv går fortabt hvis de ikke udbreder det mørke budskab om fortabelse til andre. Jeg tror også, at de ofte er drevet af en dunkel frygt for, at der ikke vil være nogen frelse til dem, hvis der ikke er en fortabelse til sådan nogen som mig.

Der i hvert fald nogen interessante psykologiske aspekter ved denne her besathed af fortabelsen. Måske afspejler den en erfaring af som barn ikke at være blevet elsket betingelsesløst, men i stedet vide, eller tro at vide, at man vil blive straffet med mindre, at man er det helt perfekte barn? Måske er det sådanne barndomserfaringer der projiceres over på Gud?

Under alle omstændigheder så bider disse trusler ikke på mig, selvom jeg må indrømme, at det krænker mig, at man på den måde føler sig kaldet og berettiget til at nedgøre mit gudsforhold. For helt ærligt, hvordan skulle det være attraktivt at leve en evighed sammen med en Gud i himlen, der dømmer mennesker til evig pine og tortur fordi de har elsket et andet menneske?

Fundamentalisterne opfører sig lidt ligesom de borgere i et diktatursamfund der forsøger, at redde sig selv ved at følge de allermest meningsløse regler og befalinger og som accepterer, at andre medborgere bliver tortureret og myrdet, blot de selv kan redde livet. Måske sådanne borgere, ligesom fundamentalisterne, tror, at de gør en god gerning, hvis de advarer andre borgere mod at bryde diktatorens meningsløse og grusomme påbud, i hvert fald kan de jo håbe, at de med sådanne advarsler kan redde sig selv fra straf. Men det ændrer ikke ved, at de grundlæggende set er kujoner, der accepterer volden og uretten for at redde deres eget skin.

Hvis min Gud og frelser skulle være som fundamentalisterne påstår, at han er, ja så må jeg sige, at jeg ikke vil tro på ham. Jeg vil hellere gå fortabt end leve en evig sammen med en Gud, der i al evighed skulle torturere homoseksuelle og andre, der har brudt en eller anden vilkårlig regel som nogle tror at man kan udlede af Bibelen.

Jeg har selv været fundamentalist en gang. Jeg ved, at der bag den udadrettede skråsikre tro ligger oceaner af angst, frustration, usikkerhed og forkrampethed. Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud, der har lært mig hvad kærlighed er og hvad det vil sige, at elske, og som hjælper og støtter mig på min vej, som kristen og som homoseksuel.

Læs mere