Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Folkekirkens højrefløj underminerer det kristne menneskesyn

Der kan ikke være nogen tvivl om at folkekirkens højrefløj slår mange knuder på teologien i deres fortvivlede forsøg på at binde folkekirkens til et fundamentalistisk bibelsyn som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Et udmærket eksempel herpå er en kronik med titlen ”Homoseksuelle vielser er åndelig vildledning”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31.5.2010 og er forfattet af Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for studerende og Hans-Ole Bækgaard, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og Menighedsfakultetets repræsentantskab.

Som sædvanligt, fristes jeg til at sige, er teologien svag. F.eks. må jeg undre mig over påstandene som  ”dette svarer til den bibelske forståelse af ægteskabet som den samfundsbærende enhed og som det mindste fællesskab i menigheden”. Hvor præcist står nu det skrevet i de bibelske tekster? Øjensynligt er Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke i stand til at skelne mellem de bibelske tekster og deres fortolkning af disse.

Men det er nu ikke min væsentligste anke her. Nej hvad der virkelig er bekymrende er i stedet følgende påstand:

”Den første læsning er fra skabelsesberetningen (1. Mos. 1,26-28), hvor der tales om, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Kønsdiversiteten er en meget væsentlig del af vielsesritualet, som begrundes i både skabelsen og Guds eget væsen. Læsningen fra skabelsesberetningen definerer et ægteskab som et fællesskab mellem én mand og én kvinde. Det svarer til vielsesritualets fokus på sammenhængen mellem ægteskab, Guds velsignelse til frugtbarhed og rammen om barndom og opvækst”.

Det er bemærkelsesværdigt at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard øjensynligt har overset, at vielsesritualets læsning fra 1. Mos. 1,26-28 lige præcist har udeladt den sætning om at menneskene skal blive frugtbare som man finder i Bibelen, hvad man må antage er et bevidst valg. Ligesom det må være et bevidst valg at vielsesritualet generelt ikke siger noget om frugtbarhed og om at ægteskabet skal være rammen om barndom og opvækst. Igen er det tydeligt, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke er i stand til at skelne mellem hvad der står i en tekst og hvad de gerne vil have, at der skal stå i en tekst. Det er nok også derfor, at de overser, at teksten fra 1. Mos. Kap. 1 ikke et eneste sted bruger ordet ”ægteskab”, ja selve velsignelsessætningen og kravet om frugtbarhed er ikke forbeholdet menneskene men er allerede tidligere blevet forkyndt for fiskene og fuglene. (1. Mos. 1, 21-22)

Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde. Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en  treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.

Det virkeligt bekymrende ved Robert Bladts og Hans-Ole Bækgaards mærkværdige teologi er, at deres forvanskning af den kristne gudsforestilling formodentligt hænger sammen med, at de har det svært med det klassiske kristne menneskesyn, der bygger på ideen om at mennesket er skabt i Guds billede. Gud ligner ikke mennesket, men Gud har skabt mennesket som noget helt særligt og unikt. Skabelsen i Guds billede handler ikke om kønsdiversitet som en norm, som mennesket skal leve op til for at få Guds velsignelse, men om at den menneskelige diversitet, om den nu f.eks. består i forskellige køn, racer, klasser, religioner eller seksuelle orienteringer ikke ændrer på at vi alle er skabt i Guds billede. Derfor er vi alle basalt set lige for Gud, og derfor skal alle mennesker mødes med næstekærlighed. Det er hele kernen i det kristne menneskesyn og hele essensen i skabelsesberetningen i 1. Mos. Kap. 1. Denne tekst er ikke skrevet for at lukke nogen ude, sådan som Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard vil udlægge den, men i stedet for at fremhæve alle menneskers essentielle og umistelige værdighed.

Men måske Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke kan rumme tanken om at homoseksuelle mennesker, ligesom alle andre mennesker, uanset hvad der ellers måtte skille os ad, også er skabt i Guds billede?

Læs mere

Skrevet af den 11 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Religion retfærdiggør ikke diskrimination

Kristeligt Dagblad fra den 10.5.2010 beretter om en engelsk ægteskabslovgiver, der blev fyret, fordi han med henvisning til sin kristne tro afviste at rådgive et homoseksuelt par.  Det har bragt kristne lobbyister på banen, der, sædvanen tro fristes jeg til at sige, hævder, at man diskriminerer kristne hvis man nægter dem lov til at diskriminere homoseksuelle.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er af den overbevisning, at trossamfund der er uafhængige af staten har ret til at diskriminere homoseksuelle, kvinder eller hvem de nu ellers har behov for at diskriminere, så længe det drejer sig om religiøse ritualer og ansættelser, der er direkte knyttet til kulten og forkyndelsen.

Derimod er det en glidebane uden ende, hvis man lukker op for at kristne må diskriminere homoseksuelle i sekulære sammenhænge sådan som det ser ud til at have været kravet i tilfældet med den førnævnte britiske sag. For hvis kristne skal have lov til at afvise at yde serviceydelser til homoseksuelle par, så skal muslimske hjemmehjælpere vel også have lov til at afvise at servere svinekød til de ældre? Man måtte så også spørge sig om hvorfor det kun er religiøse mennesker, der har ret til at diskriminere. Hvis kristne må diskriminere homoseksuelle, så må ateister vel også nægte at udleje lokaler til kristne grupper, og satanistiske postbude må så vel også have lov til at nægte at uddele Kristeligt Dagblad?

Det moderne sekulære samfund kan kun eksistere, hvis vi giver plads til at folk kan tro og leve forskelligt. Det medfører, at vi ikke må forbyde folk at praktisere deres religion, f.eks. at gå med tørklæde eller kors. Men det kræver også, at de religiøse accepterer, at folk kan have en anden tro eller et andet liv end dem selv og at de derfor ikke nægter at yde de serviceydelser til anderledes troende hhv. levende som de faktisk er forpligtede til i henhold til den verdslige beskæftigelse de nu måtte have.

Eller med andre ord, man må ikke diskriminere andre pga. deres religion, men religiøse mennesker har ikke ret til at diskriminere andre med henvisning til deres religion. Homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner er borgere her i samfundet, og deres rettigheder må ikke trædes under fode blot fordi enkelte mennesker med en konservativ eller fundamentalistisk religiøsitet blander deres religion sammen med deres sekulære arbejde.

Læs mere

Skrevet af den 17 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Nej til homoborgerlig accept af ulighed

Karsten Skowbo-Jensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 17.2.2010 er et klassisk (og sørgeligt) eksempel på konservative bøssers hang til at spænde ben for homokampen.  

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ folketingskandidat og homoseksuel, fik den 17.2.2010 bragt et læserbrev i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Nej til lighedsfundamentalisme. Homoseksuel vielse skal ikke presses igennem.”

Som overskriften jo så rammede formulerer det er Karsten Skawbo-Jensens indlæg et langt forsvar for hans partis afvisning af at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle på ægteskabsområdet.

Mht. kirkelige vielser af homoseksuelle, ja så afviser han dem med henvisning til at han elsker folkekirken og derfor ikke kan støtte forslaget om at give trossamfundene lov til at vie homoseksuelle, fordi kirkelige vielser af homoseksuelle vil give ”splid og splittelse” indenfor folkekirken. I stedet går han ind for ”at der først stille og roligt skal vokse et ønske frem fra det store flertal i folkekirken, før et forbud mod homoseksuelle vielser kan fjernes, altså hellere evolution end revolution”. Hvor stort dette store flertal skal være – og hvordan det skal kunne konstateres hhv. formuleres skriver han, klogelig nok, ikke noget om.

Under alle omstændigheder har Karsten Skawbo-Jensen ikke noget til overs for lighedskamp indenfor religionerne verden, for som han skriver: ”Men i religionens og troens verden kan man altså ikke kræve demokrati, ligestilling og omskrivning af gamle skrifter, som troende opfatter som hellige. Man kan diskutere fortolkningen, man kan udøve religionskritik, man kan forklare tingene ud fra en historisk kontekst, men selve ordene står nu engang på papiret. Dét er de faktiske forhold i jernindustrien”.

Og ”de faktiske forhold i jernindustrien” er mht. spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet, hvis man altså skal tro Karsten Skawbo-Jensen, ”at såvel Det Gamle Testamente som for eksempel Paulus forholder sig negativt til homoseksualitet”.

Generelt bryder Karsten Skawbo-Jensen sig ikke så meget om kampen for ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Som han skriver så smukt: ”Hvorfor er nogle aktivister forhippede på, at ægteskabet også skal være for homoseksuelle, når nu så mange ønsker at fastholde, at ægteskabet er en særlig årtusindgammel institution for en kvinde og en mand? Hvorfor skulle et partnerskab mellem to mennesker af samme køn være mindre fint end et ægteskab? Kan ægteskab og partnerskab ikke fungere side om side, og hvorfor må der ikke være nogle små forskelle?”

Nej, vi skal, i henhold til Karsten Skawbo-Jensen, koncentrere os om det som virkeligt tæller, så som hadforbrydelser, mobning på arbejdspladsen og det iranske styre, ”der hænger unge homoseksuelle i kraner”.

Et overordnet træk ved Karsten Skawbo-Jensens indlæg er at han løbende foretager prioriteringer, der altid falder ud til homofobernes fordel. Af hensyn til de kristne fundamentalister indenfor folkekirken, der vil lave ballade hvis folkekirken tillader vielser af homoseksuelle, skal staten afstå fra at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle, hvis de ønsker det. Af hensyn til dem, der ikke vil anerkende, at heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold er ligeværdige, skal homoseksuelle acceptere, at deres parforhold af staten diskrimineres i forhold til de heteroseksuelles. Og sidst men ikke mindst så skal kampen mod hadforbrydelser og det iranske diktaturs overgreb mod homoseksuelle prioriteres over kampen for ligestilling på ægteskabsområdet.

Hvad Karsten Skawbo-Jensen kræver, er intet mindre end at homoseksuelle skal acceptere deres mindreværd i forhold til heteroseksuelle! Gør det så meget, at vi ikke er fuldt ligestillede med de heteroseksuelle? Skulle vi ikke være tilfredse med det vi har, nu når skriften og traditionen fordømmer os og nu når man bliver hængt i Iran, hvis man er bøsse?

Svaret er ja. Det gør noget, det gør rigtigt meget!

Kendetegnende for kampen for accept af homoseksuelle er, at der altid har været nogle konservative bøsser (og noget sjældnere lesbiske) som har ment, at vi homoseksuelle skal være tilfredse med det vi har og ikke kæmpe for mere. Sådanne røster blev dem, der kæmpede for afkriminaliseringen af sex mellem mænd mødt med, det måtte dem, der kæmpede for det registrerede partnerskab høre på – og det slynges i hovedet på os der i dag kæmper for fuld ligestilling.

Eller sagt med andre ord, hvis homoaktivisterne havde lyttet til bøsser som Karsten Skawbo-Jensen, ja så var sex mellem mænd forsat en forbrydelse, homoseksualitet en sygdom og det registrerede partnerskab en tåbelig venstreorienteret utopi. Forandringer kommer ikke af sig selv – men kun ved at man kæmper for at det bestående skal ændres til noget bedre. Man kan ikke bekæmpe undertrykkelse og ulighed hvis man grundlæggende set accepterer dem som en præmis som vi homoseksuelle skal acceptere, så enkelt er det.

Mht. religionen er det altså godt nok trist, at Karsten Skawbo-Jensen udtaler sig som homo og kristen uden at have sat sig ind i den teologiske problematik. For at gøre en lang historie kort: Bibelen fordømmer ikke homoseksualitet da dette begreb ikke fandtes på den tid, da de bibelske tekster blev forfattet. Mht. sex mellem to af samme køn så forholder det sig sådan, at man intet sted i Bibelen kan finde et forbud mod sex mellem kvinder. Og også de tekster hos Paulus, der bruges mod seksuelle relationer mellem mænd, er langt fra så entydige som Karsten Skawbo-Jensen vil gøre dem til. ”De faktiske forhold i jernindustrien” er, at de ”bibelske argumenter” mod homoseksuelle parforhold er papirtynde!

Hatecrimes, mobning og diskrimination af homoseksuelle har deres rødder i kulturelt og religiøst betingede fordomme mod homoseksuelle. Kampen for kirkelig accept af homoseksuelle parforhold og kampen for det kønsneutrale ægteskab er derfor ikke en luksuskamp – men et vigtigt led i kampen mod de mentale og sociale strukturer der skaber homofobi og hatecrimes. Man kan ikke kæmpe mod det sidste uden at kæmpe for det første.

Og mht. Iran, ja så venter jeg spændt på et forslag fra Karsten Skawbo-Jensens side af om hvad vi kan gøre for Irans unge homoseksuelle. Hvis han virkelig er bekymret for deres liv, så skulle han da tage sig sammen og starte en kamp internt i sit parti for at homoseksuelle fra Iran skal garanteres asyl i Danmark, så de slipper for at blive hængt.

Læs mere

Skrevet af den 13 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Positiv omtale i Bibelen?

”Man skal høre meget før ørene falder af” hedder det i HC Andersens eventyr ”Fjeren der blev til fem høns”. På samme måde kan man sige, at man skal læse meget før øjnene triller ud. Og det gælder da i særdeleshed i forhold til de svinkeærinder som den folkekirkelige højrefløj griber til i deres kamp for opretholdelsen af en kirkelig fordømmelse af homoseksuelle parforhold.

Et strålende eksempel på et sådant teologisk hokus pokus er Generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsens udtalelser i Kristeligt Dagblad fra den 12.2.2010 hvor han argumenter imod at give trossamfundene adgang til at vie homoseksuelle på følgende måde: ”Nej, det skal ikke være muligt. For så ville præsten skulle stå og velsigne i forhold, som Bibelen ikke giver mulighed for. Når kirken ikke kan velsigne et homofilt forhold, er det, fordi Bibelen ikke taler positivt om det. Ægteskabet har derimod positiv støtte hele vejen igennem. Hvis kirken begynder at vie homofile, vil det være det samme som at gå på kompromis med sit eget budskab og grundlag, og så ville kirken komme til at fremstå utroværdig.”

Nu kan man jo grundlæggende set undre sig over hvorfor evt. kristne forbehold overfor et vielsesritual for homoseksuelle par skulle forhindre staten i at give de trossamfund, der måtte ønske det, lov til at vie homoseksuelle par. Hvorfor skal et fundamentalistisk bibelsyn hindre f.eks. buddhister eller asatroende i at vie homoseksuelle par?

Men også teologien i Thomas Bjerg Mikkelsens udsagn er bemærkelsesværdig tynd. Hvis kirkelige ritualer nemlig kun kan gennemføres, hvis de omtales positivt i Bibelen, måtte folkekirken ophøre med at døbe spædbørn, en praksis der ikke omtales positivt i Bibelen. På samme måde måtte man også afskaffe konfirmationsritualet, der (ligesom barnedåb) ikke omtales i Bibelen og derfor heller ikke har positiv støtte i denne.

Thomas Bjerg Mikkelsens bibelske positivisme ville, hvis den blev omsat i praksis, med andre ord være intet mindre end en revolution i folkekirkelige sammenhænge. Og det vel og mærke en revolution, som også Indre Mission ville betakke sig for. Som så ofte er der tale om et anti-homo argument opfundet til lejligheden og ikke om nogen gennemtænkt teologi.  

Og så kan man godt nok også undre sig over Thomas Bjerg Mikkelsens påstand om at ægteskabet får positiv støtte hele vejen igennem i Bibelen. Hvordan kan han have overset 1. Kor. Kap. 7 hvor Paulus klart fremhæver cølibatet som en bedre vej end ægteskabet? Er det det som Thomas Bjerg Mikkelsen kalder for positiv støtte til ægteskabet? Igen er det tydeligt at Thomas Bjerg Mikkelsens teologi ikke er styret af Bibelen men af nogle forudfattede meninger om hvad der står og ikke står i de bibelske skrifter.

Kirken fremstår som utroværdig når den f.eks. mht. kvindelige præster er villig til at om- og nytolke de bibelske skrifter men ikke er villig til at gøre det samme når det gælder homoseksuelle. Det viser nemlig at sagen lige præcist ikke handler om teologi men om fordomme mod homoseksuelle, forklædt som teologi.

Læs mere