Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hvorfor blogger jeg?

Grundlæggende set vil jeg beskrive mit bloggeri som et kald. Nu kan ”kald” jo forstås på mange måder, men for mig er et kald at man på en gang har lyst til noget – og at man føler sig forpligtet til at gå denne vej også i de perioder, hvor man ikke har lyst. At blogge er derfor både noget jeg gør af lyst, og noget jeg sommetider oplever som en byrde, som det er min pligt at bære.

Jeg oplever, at mit bloggerkald består i at være ”en, der råber i ørkenen” (Mark. 1,3a). Mange af mine blogindlæg handler jo om krydsfeltet kristendom og homoseksualitet – og som kristen og homoseksuel føler jeg at Gud kalder mig til at kæmpe for en inkluderende kristendomsforståelse, hvor vi homoseksuelle ikke mødes med fordømmelse og afvisning, men i stedet ses som ligeværdige medkristne med de samme sakramentale, rituelle og sjælesørgeriske behov som andre kristne.

På trods af, at det i en dansk folkekirkesammenhæng, som jeg i dag er en del af, kun er et højtråbende mindretal, der ser homoseksualitet som en synd og en art sygdom, så er det imidlertid sådanne kristne, der får lov til at dominere debatten. Det liberale flertal er i mine øjne alt for tavs. Mit bloggeri er et forsøg på at bryde denne tavshed.

Nu har jeg jo en katolsk baggrund. Jeg er født ind i den katolske kirke, og indtil jeg var 23 år, hvor jeg meldte mig ud af kirken, var jeg dybt engageret i den katolske kirkes tro og liv.

Den katolske kirkes læreembede har siden midten af 1980’erne brugt stadigt mere energi på at fordømme homoseksuelt samliv. Officielt er der kun en tilladt røst her – en røst der fordømmer. Ytrer katolikker sig åbent imod denne fordømmelse risikerer de at blive mødt med kirkelige sanktioner. På denne måde er der derfor på en gang en brølende fordømmelse – og en larmende tavshed. Især hersker der en lammende tavshed om at der findes praktiserende (i begge betydninger) homoseksuelle katolikker, herunder ganske mange præster og højere gejstlige. Især det forhold at mange, måske op mod halvdelen, af de katolske gejstlige er homoseksuelle, er et tabu uden lige i katolsk sammenhæng. Som den meget modige katolske teolog Mark Jordan har gjort opmærksom på, så er det et tabu så stærkt, at katolikker typisk ikke blot ikke tør tale om det, de tør end ikke vide, at de ved det. Kun når man på værste homofobiske maner vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili kan eksistensen af homoseksuelle katolske præster nævnes, men da altid med den tilføjelse, at det naturligvis drejer sig om ganske få rådne æbler i den hellige kurv.

Denne katolske tavshed og ”se væk” kultur er måske på sin vis den katolske kirkes største problem. Det handler jo ikke bare om at man som de indiske aber ikke vil se, høre eller tale om at en stor del af præsteskabet er homoseksuelle. På samme måde lader man også som om man ikke ved, at mange af de heteroseksuelle præster ikke holder deres cølibats løfte. Og at kun de færreste katolske ægtepar afstår fra at bruge prævention, hvis de ellers har adgang til den, tales der jo også forbløffende lidt om, ligesom kun få af de katolske kvinder, der føler et kald til præsteembedet, tør stå åbent frem og fortælle herom.

Den katolske kirke har derfor virkelig brug for mennesker, der tør råbe i ørkenen. Modige profetiske røster, der tør tale de kirkelige magthavere midt imod. Som ekskatolik kan jeg kun stå udenfor, og gøre opmærksom på problemerne. Men måske Gud kalder andre til at hæve røsten indefra?

Læs mere

Skrevet af den 24 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paulus, Jesus og de homoseksuelle

Asger Chr. Højlund, professor ved Menighedsfakultet, har meldt sig på banen i debatten om folkekirken og de homoseksuelle. I et debatindlæg  i Kristeligt Dagblad fra den 24.2.2011 går han i rette med Thomas Reinholdt, der i en kronik  har forsvaret ideen om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par.

For det første, så kritiserer Asger Chr. Højlund, at Thomas Reinholdt fremhæver forskellen mellem den homofordømmende Paulus og så Jesus, der var inkluderende i forhold til sin tids udgrænsede. Som han skriver:

” Men Paulus og de andre apostle er ikke desto mindre forbindelsesleddet mellem Jesus og os. At prøve på at forstå Jesus uden om og på tværs af apostlene er derfor en problematisk affære – ikke bare teologisk, men i høj grad også historisk”.

Men er Paulus virkelig et forbindelsesled mellem os og den historiske Jesus? Paulus var ikke en af de 12 apostle. Han havde ikke fuldt Jesus, da denne vandrede omkring i Israel. Til den historiske Jesus kan Paulus derfor ikke være andet end højst en andenhåndskilde – og selv det kun i begrænset grad. For Paulus fremhæver selv, at han kun i et beskedent omfang havde haft kontakt med de tolv. (Gal. 1,10-21) Denne manglende viden om den historiske Jesus er imidlertid ikke noget problem for Paulus, for han har slet ikke fokus på hvad Jesus sagde og gjorde, men i stedet på at tolke hvad Jesu død og opstandelse betyder for dem, der tror på ham. Det er heri hans betydning ligger. I øvrigt er det kun i Romerbrevet kap. 1, at Paulus med sikkerhed kommer ind på samkønnet seksualitet, i det han der tolker mænds seksuelle lyst til andre mænd som en af de straffe som Gud rammer afgudsdyrkerne med. Mon ikke man kan stille spørgsmålstegn ved denne forståelse af mænds seksuelle begær til andre mænd uden, at man dermed trækker tæppet væk under Paulus grundlæggende teologiske tanker?

Dernæst tager Asger Chr. Højlund problematikken omkring Jesu omgang med de udstødte op:

” For dette spørgsmål handler jo ikke bare om velanstændighed – heller ikke hos Paulus. Det handler om noget så helt grundlæggende som, hvordan Gud har skabt mennesket. Betyder det, at Jesus overskrider grænser, at han gør op med det? Ordene fra Jesu undervisning om skilsmisse og ægteskab burde få alle advarselslamper til at blinke: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?” (Matt. 19, 4). Jeg er temmelig overbevist om, at en ærlig historisk læsning af evangelierne vil give et helt andet billede af Jesus. Ikke billedet af en, der bryder med den gode virkelighed, Gud har sat ind i verden, men af en, der er kommet for at genoprette den.”

Se for det første, så henviser Paulus i de af hans udsagn, som med rette eller urette hævdes at handle om homoseksualitet, ikke til skabelsen. Derfor synes jeg, at det er lidt af en påstand, når Asger Chr. Højlund hævder, at spørgsmålet om homoseksualitet for Paulus skulle handle om hvordan Gud har skabt mennesket. Hvor har han den viden fra? Dernæst får han kastet sig ud i at udlægge Jesu henvisning til skabelsen af mennesket, som han jo kommer med i forbindelse med hans argumentation for hvorfor skilsmisse er forkert, til at handle om at homoseksuelle skulle stå udenfor Guds gode skabelse. Og det virker nærmest som om at Asger Chr. Højlund i ramme alvor påstår, at Jesus (bl.a.) er kommet til vores verden for at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle!  Får han ikke dermed gjort kirken til en lukket klub, som man kun har adgang til hvis man er heteroseksuel eller prøver på at blive det?

Men ikke nok med det. I forsøget på at demontere ”Jesu rakte hånden ud til de udstødte, f.eks. de spedalske” argumentet påstår Asger Chr. Højlund:

”Men målet er jo at føre dem tilbage til livet. Sådan som helbredelserne af de spedalske og det gentagne “Synd fra nu af ikke mere” er nogle af de synlige udtryk for. Skulle Reinholdt Rasmussens billede stå til troende, skulle Jesus jo have ladet de spedalske forblive spedalske – det var jo et lige så fuldværdigt liv som de raskes. Men så håbløse er Jesu ord og gerninger virkelig ikke”.

Mht. det gentagne ”synd fra nu af ikke mere”, så støder vi faktisk kun to gange på disse ord i evangelierne, nemlig i forbindelse med historien om kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud (Joh. 8,1-11)- en historie som i øvrigt ikke er dokumenteret i de ældste håndskrifter – og så i historien om helbredelsen af den syge mand ved Betesdas dam (Joh. 5,1-18). Det er med andre ord ikke en standartsætning som Jesus brugte i forbindelse med sin omgang med de spedalske, med de offentlige syndere og andre udstødte på hans tid.

Desuden overser Asger Chr. Højlund den væsentlige detalje, at Jesus helbredte dem, der ønskede at blive helbredt af ham. Mennesker, der var plaget af sygdom kom til Jesus, og han helbredte dem. De homoseksuelle par, der beder om et ritual hvor de kan modtage Guds velsignelse, oplever ikke deres seksualitet og kærlighed som en sygdom, men som noget smukt og centralt i deres liv. De beder ikke om at blive helbredt for deres seksualitet og kærlighed – de kommer og beder om et ritual, hvor de kan takke Gud for at de har fundet hinanden, og bede om hjælp og støtte til at forblive sammen resten af livet. Hvad de har til fælles med de spedalske er ikke sygdom og ikke behovet for helbredelse, men i stedet, at de bliver mødt med foragt og afvisning af dem, der ser det som deres kald at afsige domme på Guds vegne.

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 20 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Den folkekirkelige rapport er en fuser

Et hurtigt arbejdende udvalg under kirkeministeriet er barslet med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” og det blev et dødfødt barn.

Grunden til at vi i dag er blevet beriget med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” er, at det i foråret så ud til at der kunne være flertal i folketinget for at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. For at få stoppet denne sejr for ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, der uundgåeligt ville udløse et raseriudbrud fra Dansk Folkeparti, fik kirkeministeren den geniale ide at forhale processen ved at inddrage et folkekirkeligt udvalg, der skulle barsle med en anbefaling mht. hvordan folkekirken skal forholde sig til homoseksuelle pars ønske om at få lov til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle par. Udvalgets sammensætning stod hun naturligvis selv for og dermed fik ministeren på en smart måde skabt forudsætningerne for det resultat vi står med i dag.

Det man kunne opnå flertal for i udvalget må betegnes som den næstlaveste fællesnævner. Homoseksuelle par, anbefales det, skal fremover tilbydes et autoriseret ritual (frem for det ikke autoriserede som er i omløb og som f.eks. undertegnede og min kone er blevet velsignet i henhold til). Ritualet skal indskrives i ritualbogen, men det bliver indledt med en henvisning til at man som præst har lov til at nægte, at velsigne homoseksuelle par.  Halvdelen af udvalget anbefaler, at man skal kunne indgå registreret partnerskab i kirken – men det kunne flertallet altså ikke bakke op om. Samtidigt med, at man mener, at det ville være for meget forlangt af heteroseksuelle par, at de først skulle vies på rådhuset for så blive velsignet i kirken mener man, at det ikke er for meget forlangt af homoseksuelle par at de skal rundt om rådhuset først, for så i øvrigt at blive spist af med et ritual, der ikke må kaldes en vielse.

Rapporten er præget af, at der bliver taget ualmindeligt meget hensyn til folkekirkens højrefløj. Dens mest højtråbende repræsentanter i udvalget, Jens Ole Christensen, generalsekretær for Luthersk Mission og den tidehvervske sognepræst Claus Thomas Nielsen, får umådeligt meget taletid. Jens Ole Christensen er en meget ivrig deltager i debatten om kristendom og homoseksualitet og står kort fortalt for den holdning, at homoseksuelle, der ikke lever i cølibat, vil komme i helvedet med mindre at de angrer og omvender sig og at folkekirkens eneste tilbud til homoseksuelle derfor skal være, at henvise dem til Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksuelle følelser.  Claus Thomas Nielsen repræsenterer den holdning, som også Jesper Langballe og Søren Krarup står for, at ethvert forsøg på at ligestille homoseksuelle parforhold med det heteroseksuelle ægteskab vil medføre civilisationens sammenbrud.

En ting er, at man har følt det nødvendigt at give ubegrænset taletid til folkekirkens teologiske landsbytosser, en anden og langt værre ting er, at man ikke har givet taletid til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle, der ønsker, at blive gift i folkekirken.  Den eneste åbne homoseksuelle i udvalget er præsten Bennedicte Præstholm, der øjensynligt ikke har kunnet eller ikke har villet varetage rollen som repræsentant for de homoseksuelle, der ønsker et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. I stedet præges rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” af at der er tale om heteroseksuelle, der forsøger, at finde en mellemvej mellem et folkeligt ønske om homoægteskab og en folkekirkelig højrefløj, for hvem enhver form for kirkelig anerkendelse af homoseksuelle parforhold er en vederstyggelighed.  At homoseksuelle kristne efterspørger et vielsesritual bliver aldrig nævnt, og at mange homoseksuelle par faktisk oplever og opfatter deres parforhold som et ægteskab synes ikke at være gået op for de 11 ud af udvalgets 12 medlemmer, der hævder, at det ville være” udtrykt for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket” at stile mod et kønsneutralt ægteskab. Resultatet er, at vi nu sidder med en rapport, der er udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på homoseksuelle. Man kan debattere vores kvaliteter som kristne og som par, men man vil ikke tale med os. Vores erfaringer, vores tro og vores situation er øjensynligt sagen ganske uvedkommende.

Det er simpelthen ikke holdbart, at de eneste der øjensynligt ikke skal høres i debatten om folkekirken og de homoseksuelle, er de homoseksuelle selv. Det viser, at det desværre er nødvendigt, at folketingets politikere træder i karakter og sikrer, at homoseksuelle ikke igen og igen bliver kørt over af hensyn til det lille højtråbende sammenrend af kristne fundamentalister som det store flertal af liberale folkekirkerepræsentanter lader sig kue af.

 

Rapporten kan hentes her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380968:Kirke—tro–Laes-rapport-om-homoseksuelle-vielser

Læs mere