Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jun, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Lev og lad leve?

 

Med udgangspunkt i en bog/hjemmeside om hadforbrydelser mod LGBTQI personer med titlen “Stop hadet nu” har en række LGBT+ organisationer, Amnesty International og andre foreninger stillet ikke mindre end 30 forslag til hvordan vi kan få stoppet hadet mod personer befinder sig under denne paraply.

Nu siger det forhåbentligt sig selv, at ingen skal udsættes for vold, trusler om vold eller nedsættende tilråb, og det uanset hvilken identitet, kropslige træk, religion etc. som man måtte have. Jeg har også selv oplevet hvordan unge mænd har råbt efter mig og min kone på gaden, og selvom det forblev ved tilråbene, var det selvsagt ikke en rar oplevelse. Der er dog en række bekymrende aspekter ved denne nye ”antihad” kampagne som det LGBT+ politiske segment plus deres allierede hos f.eks. Amnesty International og Sex og Samfund har sat i værk.

Man kan f.eks. undre sig over den meget brede definition af had som kampagnen trækker på. Blandt de i alt ”1000 eksempler på had” kan man således under nummer 20 læse: ”Jeg startede på hormoner for 9 måneder siden, og er nu så flydende i udtryk at jeg føler mig meget udsat og usikker når der er kønsopdelte toiletter, fordi jeg ikke føler mig tryg på nogen af dem… Det ville være så meghet (sic) nemmere og mere trygt, at der bare var ikke-kønnede aflåste båse for alle, og evt et pissoir i et særskilt rum for de, der gerne vil anvende det. Hvis jeg går på “herretoilettet” kan jeg desuden få problemer hvis det falder sammen med at jeg har menstruation, da der ikke altid er affaldsspande. *suk*” Er kønsopdelte toiletter udtryk for had? Og hvad skal man sige til nr. 51?: ”Jeg drømmer om en dag, jeg ikke skal give en “sexuality 101”, hver gang jeg siger, jeg er ace.” Er man hadefuld hvis man ikke lige ved hvad ”ace” er? Dertil kommer, at der ikke skelnes mellem konkrete oplevelser af at blive fysisk eller verbalt forulempet og så angsten for at noget sådan kunne ske, sådan som det f.eks. beskrives i nr. 909: ”Min kæreste er en transkønnet kvinde. Hun er bange for at gå alene om aftenen i byen. Jeg, en transkønnet mand, er bange for at jeg ikke ville kunne forsvare hende hvis nogen skulle gøre hende noget… Vi undgå (sic) dele af byen (Aarhus) fordi vi er bange for folk spytter efter os… ”

Man kan jo også være noget skeptisk overfor det tæppebombardement med undervisning i LGBT+ forhold, normkritik etc. som de LGBT+ aktivistiske foreninger kræver og det fra folkeskolen til lærer-seminarerne og velfærdsuddannelserne. Men her kan man dog i det mindste gå ud fra at disse foreninger trækker på ideen om at had skyldes uvidenhed. Dog undrer det noget, at man blandt de 30 forslag leder forgæves efter krav om forskning i hvad der får folk til at udøve fysisk eller verbal vold mod LGBT+ personer og hvem der står bag disse overgreb.

Det virker imidlertid noget søgt, at vi som samfund skal bekæmpe had mod LGBTQI personer ved at leve op til følgende krav (16/30): ”Sæt midler og ressourcer af til at skabe og/eller videreudvikle lokale LGBTQI+caféer og -netværk i kommunens årlige budgetter. Der bør særligt prioriteres initiativer for unge, seniorer samt inter- og transkønnede.”

Meget bekymrende er de krav der kan tolkes som slet skjulte angreb på de kønsopdelte rum, der er vigtige for kvinders sikkerhed. Der er her tale om krav 2/30: ”Alle institutioner skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 12/30: ”Lovkrav om at alle arbejdspladser skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædnings-faciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 27/30: ”Kriminalforsorgen skal formulere en officiel politik om håndtering af trans- og interkønnede indsatte, som så vidt muligt respekterer disses kønsidentitet og ønskede kønsudtryk.” Kravet i nr. 2/30 og 12/30 virker umiddelbart mærkeligt, da skoler og arbejdspladser jo allerede nu tilbyder elever hhv. ansatte adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter. Hvis der er tale om at man kræver særlige faciliteter til LGBT+ personer er det i mine øjne ok, om end kun relevant for transkønnede og evt. interkønnede. Men det er en alvorlig sag hvis det man kræver, er kønsneutrale omklædningsrum for alle eller at man skal have lov til at klæde om sammen med det køn som man ”identificerer sig som”. Og forslag 27/30 om fængslerne lægger i mine øjne op til at personer med penis skal have adgang til kvindeafdelingerne i fængslerne hvis førnævnte ”identificerer sig som kvinder” hvad er et alvorligt angreb på udsatte kvinders sikkerhed.

Og det undrer selvfølgeligt slet ikke, at man også kræver: ”Indskriv ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” i lovteksten til straffelovens §81 nr.6 og §266b, som beskyttelsesgrunde.” (forslag 21/30). Til støtte for dette forslag har man indsamlet 30.743 underskrifter. Fremover skal man altså overveje om man får en straffesag på halsen hvis man f.eks. skriver på Facebook at ”kvinder ikke har en penis”…

Læs mere

Skrevet af den 17 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Nej til homoborgerlig accept af ulighed

Karsten Skowbo-Jensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 17.2.2010 er et klassisk (og sørgeligt) eksempel på konservative bøssers hang til at spænde ben for homokampen.  

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ folketingskandidat og homoseksuel, fik den 17.2.2010 bragt et læserbrev i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Nej til lighedsfundamentalisme. Homoseksuel vielse skal ikke presses igennem.”

Som overskriften jo så rammede formulerer det er Karsten Skawbo-Jensens indlæg et langt forsvar for hans partis afvisning af at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle på ægteskabsområdet.

Mht. kirkelige vielser af homoseksuelle, ja så afviser han dem med henvisning til at han elsker folkekirken og derfor ikke kan støtte forslaget om at give trossamfundene lov til at vie homoseksuelle, fordi kirkelige vielser af homoseksuelle vil give ”splid og splittelse” indenfor folkekirken. I stedet går han ind for ”at der først stille og roligt skal vokse et ønske frem fra det store flertal i folkekirken, før et forbud mod homoseksuelle vielser kan fjernes, altså hellere evolution end revolution”. Hvor stort dette store flertal skal være – og hvordan det skal kunne konstateres hhv. formuleres skriver han, klogelig nok, ikke noget om.

Under alle omstændigheder har Karsten Skawbo-Jensen ikke noget til overs for lighedskamp indenfor religionerne verden, for som han skriver: ”Men i religionens og troens verden kan man altså ikke kræve demokrati, ligestilling og omskrivning af gamle skrifter, som troende opfatter som hellige. Man kan diskutere fortolkningen, man kan udøve religionskritik, man kan forklare tingene ud fra en historisk kontekst, men selve ordene står nu engang på papiret. Dét er de faktiske forhold i jernindustrien”.

Og ”de faktiske forhold i jernindustrien” er mht. spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet, hvis man altså skal tro Karsten Skawbo-Jensen, ”at såvel Det Gamle Testamente som for eksempel Paulus forholder sig negativt til homoseksualitet”.

Generelt bryder Karsten Skawbo-Jensen sig ikke så meget om kampen for ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Som han skriver så smukt: ”Hvorfor er nogle aktivister forhippede på, at ægteskabet også skal være for homoseksuelle, når nu så mange ønsker at fastholde, at ægteskabet er en særlig årtusindgammel institution for en kvinde og en mand? Hvorfor skulle et partnerskab mellem to mennesker af samme køn være mindre fint end et ægteskab? Kan ægteskab og partnerskab ikke fungere side om side, og hvorfor må der ikke være nogle små forskelle?”

Nej, vi skal, i henhold til Karsten Skawbo-Jensen, koncentrere os om det som virkeligt tæller, så som hadforbrydelser, mobning på arbejdspladsen og det iranske styre, ”der hænger unge homoseksuelle i kraner”.

Et overordnet træk ved Karsten Skawbo-Jensens indlæg er at han løbende foretager prioriteringer, der altid falder ud til homofobernes fordel. Af hensyn til de kristne fundamentalister indenfor folkekirken, der vil lave ballade hvis folkekirken tillader vielser af homoseksuelle, skal staten afstå fra at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle, hvis de ønsker det. Af hensyn til dem, der ikke vil anerkende, at heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold er ligeværdige, skal homoseksuelle acceptere, at deres parforhold af staten diskrimineres i forhold til de heteroseksuelles. Og sidst men ikke mindst så skal kampen mod hadforbrydelser og det iranske diktaturs overgreb mod homoseksuelle prioriteres over kampen for ligestilling på ægteskabsområdet.

Hvad Karsten Skawbo-Jensen kræver, er intet mindre end at homoseksuelle skal acceptere deres mindreværd i forhold til heteroseksuelle! Gør det så meget, at vi ikke er fuldt ligestillede med de heteroseksuelle? Skulle vi ikke være tilfredse med det vi har, nu når skriften og traditionen fordømmer os og nu når man bliver hængt i Iran, hvis man er bøsse?

Svaret er ja. Det gør noget, det gør rigtigt meget!

Kendetegnende for kampen for accept af homoseksuelle er, at der altid har været nogle konservative bøsser (og noget sjældnere lesbiske) som har ment, at vi homoseksuelle skal være tilfredse med det vi har og ikke kæmpe for mere. Sådanne røster blev dem, der kæmpede for afkriminaliseringen af sex mellem mænd mødt med, det måtte dem, der kæmpede for det registrerede partnerskab høre på – og det slynges i hovedet på os der i dag kæmper for fuld ligestilling.

Eller sagt med andre ord, hvis homoaktivisterne havde lyttet til bøsser som Karsten Skawbo-Jensen, ja så var sex mellem mænd forsat en forbrydelse, homoseksualitet en sygdom og det registrerede partnerskab en tåbelig venstreorienteret utopi. Forandringer kommer ikke af sig selv – men kun ved at man kæmper for at det bestående skal ændres til noget bedre. Man kan ikke bekæmpe undertrykkelse og ulighed hvis man grundlæggende set accepterer dem som en præmis som vi homoseksuelle skal acceptere, så enkelt er det.

Mht. religionen er det altså godt nok trist, at Karsten Skawbo-Jensen udtaler sig som homo og kristen uden at have sat sig ind i den teologiske problematik. For at gøre en lang historie kort: Bibelen fordømmer ikke homoseksualitet da dette begreb ikke fandtes på den tid, da de bibelske tekster blev forfattet. Mht. sex mellem to af samme køn så forholder det sig sådan, at man intet sted i Bibelen kan finde et forbud mod sex mellem kvinder. Og også de tekster hos Paulus, der bruges mod seksuelle relationer mellem mænd, er langt fra så entydige som Karsten Skawbo-Jensen vil gøre dem til. ”De faktiske forhold i jernindustrien” er, at de ”bibelske argumenter” mod homoseksuelle parforhold er papirtynde!

Hatecrimes, mobning og diskrimination af homoseksuelle har deres rødder i kulturelt og religiøst betingede fordomme mod homoseksuelle. Kampen for kirkelig accept af homoseksuelle parforhold og kampen for det kønsneutrale ægteskab er derfor ikke en luksuskamp – men et vigtigt led i kampen mod de mentale og sociale strukturer der skaber homofobi og hatecrimes. Man kan ikke kæmpe mod det sidste uden at kæmpe for det første.

Og mht. Iran, ja så venter jeg spændt på et forslag fra Karsten Skawbo-Jensens side af om hvad vi kan gøre for Irans unge homoseksuelle. Hvis han virkelig er bekymret for deres liv, så skulle han da tage sig sammen og starte en kamp internt i sit parti for at homoseksuelle fra Iran skal garanteres asyl i Danmark, så de slipper for at blive hængt.

Læs mere