Menu
Kategorier

Skrevet af den 13 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Skabelse, lov og foranderlighed

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

Læs mere