Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 dec, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Cybernauterne og “transbørnene”

 

Efter en længere tids pause har Cybernauterne udgivet endnu en podcastepisode samt en såkaldt bonuspodcastepisode i deres serie om de såkaldte ”Kønskrigere” – og sædvanen tro er der tale om tilsvining af os, der ikke deler Cybernauternes syn på ”transsagen”. Denne her gang udmærker de sig dog ved at kombinere deres strategiske fortielser og direkte fejlinformationer med en række selvmodsigende udsagn.

”Tænk dog på børnene!” som den aktuelle hovedepisode hedder, prøver at affeje den voksende bekymring over det stærkt stigende antal børn og unge, primært piger, der identificerer sig som transkønnede og kræver behandling med stop- og/eller krydshormoner, med at der er tale om en såkaldt ”socialpanik”. Hvor stor denne stigning har været i de sidste år får vi, selvfølgelig fristes jeg til at sige, ikke at vide[1] – men vi beroliges med at den helt og særdeles kan forklares med at transidentiteten er blevet mere kendt og accepteret i dag. Den ellers i andre sammenhæng anerkendte teori om ”social smitte” f.eks. i forbindelse med unges brug af selvskade, fejes af bordet som uvidenskabelig. Man insisterer på at behandlingen med stop- og krydshormoner er ufarlig og at den har dokumenteret positiv effekt på de behandlede børns psyke og, selvsagt fristes man til at sige, man insisterer på at stort set ingen fortryder behandlingen og at detranssion er så sjældent at den nærmest ikke kan siges at eksistere etc. etc.  Klassisk radikal transaktivistisk talking points med andre ord, og selvfølgelig skal man da lige krydre med henvisninger til modstanden mod homoseksuelles rettigheder i 1970’erne og 1980’erne, sådan at lytteren får det indtryk at dette bare er en ny version af konservative kræfters bekæmpelse af ”LGBT+ personer”.

Al information der kunne pege i andre retninger, bliver forbigået eller direkte fordrejet. Således hævder Maia Kahlke Lorentzen at et enkelt svensk hospital har indstillet behandlingen med stop- og krydshormoner pga. nogle aktivister. Hun siger ikke noget om at det svenske sundhedsvæsen har indstillet behandlingen andet end i forbindelse med kontrollere forsøg – fordi man efter en grundig gennemgang af den eksisterende forskning var nået frem til at der mangler dokumentation for dens positive såvel som negative effekter. En position som også de finske og de britiske sundhedsmyndigheder er nået frem til. At ikke mindre end 13 videnskabelige studier[2] viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerede sig som det modsatte køn ikke gør det som voksne, forbigås sædvanen tro. Og hvordan kan man i den grad ignorere det tydeligvis voksende antal af unge voksne, der på sociale medier fortæller om at de er detransitionerede hhv. fortryder deres transition? Hævder Cybernauterne ikke at de er eksperter i at holde øje med hvad der sker på nettet?

Cybernauternes opremsning af radikale transaktivistiske talkings points som os, der deltager i debatten, kender til hudløshed, er ret kedelig og forudsigelig. Der er dog også nogle interessante ”brud” i denne 65 minutter lange apologi for ”transning” af børn og unge. F.eks. er det jo interessant at høre hvordan Helge Sune Nymand, der er formand i Foreningen for ”Støtte til Transkønnede børn”, fejer alle beretninger fra folk, der som Nynne Bjerre Christensen fortæller om hvordan de som børn ville være det modsatte køn, af bordet. Der er, efter hans mening, tale om ciskønnede der ingen forståelse har af hvad det vil sige at være transkønnet; ingen forældre ville have set dem som transkønnede; og deres bekymring for at de havde kunnet have taget identiteten som transkønnet til sig afvises som hypotetiske spekulationer som vi ikke kan bruge til noget. Helge Sune Nymand tager tydeligvis udgangspunkt i det transaktivistiske dogme om at ”trans is trans and cis is cis and never the twain shall meet”. Men hvordan kan man hævde, at trans og cis er så diametralt modsatte nu når selve transidentiteten er så uklart defineret og anyway ”er noget som du definerer inde i dig selv”[3]? Hvordan kan Helge Sune Nymand hævde, at ingen forældre ville acceptere et barn som Nynne som transkønnet, nu når han samtidigt hermed fremhæver hvor vigtigt det er at forældre anerkender og støtter deres barns transidentitet? Hvis han virkeligt mener, at der er børn og unge der bør ”frasorteres” hhv. som skal have at vide at de ikke er transkønnede, hvorfor kritiserer han så det danske sundhedsvæsen for at være for strikse når det gælder om at give børn og unge adgang til behandling med stop- og krydshormoner? Det er vel i alles interesse at ingen ”Nynner” bliver sat på stop- og krydshormoner? NB. Det er faktisk interessant at ”Tænk dog på børnene!” bekræfter de rygter der har været i omløb her på det sidste om at det danske behandlingssystem er blevet mere tilbageholdende med at give adgang til den medicinske behandling! Sidst men ikke mindst så er det da interessant, at Helge Sune Nymand mener, at på egne erfaringer byggende bekymringer som Nynnes kan forkastes med henvisning til at der er tale om hypotetiske spekulationer. For jeg har i hvert fald set en del transaktiviser argumentere for at ”transbørnene” skal i den medicinske behandling fordi de er overbeviste om at de havde fået et bedre liv hvis de havde fået en sådan behandling som børn og unge. Rolf Mertz som er hentet ind i studiet som ”ekspert” uden at det rigtigt fremgår hvorfor han skulle være det, bruger da også denne logik. Nogens spekulationer er øjensynligt mere valide end andres.

Over i det mere morsomme hjørne er at lægen og seksualunderviseren Frederikke Kjerulff Madsen er blevet hentet i studiet som ekspert i den medicinske behandling af de ”transkønnede” børn og unge – et emne hun tydeligvis ikke har sat sig særligt godt ind i da hun er vævende mht. hvornår man kan få adgang til behandling med krydshormoner i det danske system. Hun foreslår 16 år – hvad Maia Kahlke Lorentzen efterfølgende må korrigere til 15 – men faktisk har Region Sjælland i et politikersvar skrevet, at man også i sjældne tilfælde kan være yngre end 15[4]. Man føler lidt at Maia Kahlke Lorentzen (igen) ikke har haft det store udvalg af ”eksperter” til sin podcast.

I den mere groteske ende er ”bonusepisoden” med transaktivisten Caelan Conrad der skulle have gået undercover i grupper for forældre der er modstander af at deres barn identificerer sig som transkønnet. Disse grupper fungerer som en kult, hævder ”de”, da disse forældre f.eks. råder til at isolere barnet/den unge fra folk der støtter op om dets identitet som transkønnet. Jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god ide at isolere et barn/et ungt menneske fra familiemedlemmer pga. disses syn på barnets/den unges identitet – men det er altså lidt grotekst at hverken Caelan Conrad eller Maia Kahlke Lorentzen med så meget som et ord nævner, at det er et udbredt transaktivistisk råd til ”transkønnede” børn og unge at de skal bryde kontakten til deres forældre hvis disse ikke bakker op om deres identitet som transkønnede. Er dette så ikke også kultisk adfærd? Og hvis det generelt er kultisk at prøve at isolere sig fra personer med holdninger der går imod ens egen overbevisning hvorfor har Caelan Conrad så blokeret undertegnede på Twitter selvom vi mig bekendt aldrig har haft kontakt på sociale medier eller andet steds for den sags skyld?

Generelt er det i hvert fald meget sigende, at Maia Kahlke Lorentzen insisterer på at forældre, der engager sig positivt i deres børns identitet som transkønnede, gør det med de allerbedste hensigter, for hvilken forældre vil skade sit barn? Men Caelan Conrad insisterer på, at de forældre ”de” har observeret i de lukkede grupper som Caelan Conrad har infiltreret udsætter deres børn for ”omvendelsesterapi” og ”tortur” af angst for at blive udelukket fra fællesskabet i disse lukkede forældregrupper på sociale medier – eller de gør det for at tjene penge på merchandise. At de forældre, der ikke bakker op om deres barns transidentitet, kunne gøre det fordi de oprigtigt ønsker det bedste for deres børn er ligesom helt udenfor skiven i Maia Kahlke Lorentzens og Caelan Conrads univers.

 

[1] Man kan se tallene f.eks. i denne artikel: https://tileftertanke.dk/intet-barn-er-foedt-med-en-forkert-krop/

[2] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499 & https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyt.2021.632784/full

[3] Sådan formuleret af den normkritiske psykolog Sølve Storm i dokumentaren ”Sex med P3” afsnit 10

[4] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En matrice af undertrykkelse – en kommentar

 

Weekendavisen fra den 15.6.2018 bragte en artikel med titlen ”En matrice af undertrykkelse”, hvor journalisten Søren K. Villemoes bl.a. interviewer mig om mit syn på radikalfeminisme og dennes konflikt med den radikale transaktivisme. Jeg fortæller her om den trussel som jeg mener, at den udgør for lesbiske indenfor LGBT-bevægelsen og jeg opridser min kritik af den intersektionelle feminisme. Følger man med på min blog er der sådan set ikke noget nyt, men jeg er selvfølgelig glad for at have fået muligheden for at nå ud til en større læserskare end den lille trofaste flok som følger min blog.

Mere interessant synes jeg er de gensvar som Søren K. Villemoes har indsamlet fra min modpart i debatten. Først interviewer Søren K. Villemoes Frederikke Kjerulff Madsen som repræsenterer den intersektionelle feminisme. Hende har jeg debatteret med tidligere, og på mange måder gentager hun det hun sagde i denne debat. Alligevel mener jeg, at hendes udsagn fortjener en replik.

F.eks. fortæller hun, at ”Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at de (sic!) findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder udenfor kasserne, er med til at bryde den.” Nu kan man vel godt rent biologisk være svær at placere i kategorien ”mand” hhv. ”kvinde” uden at man af den grund understøtter feminismen. Ligesom vi radikalfeminister ganske rigtigt anerkender de biologiske kategorier ”mand”, dvs. han-menneske og ”kvinde”, dvs. hunmenneske samtidigt med at vi afviser tanken om at mænd er bedre end kvinder eller at vi er fødte med bestemte egenskaber og kønsrollepræferencer. Og hvad har det at være transkønnet i øvrigt med biologi at gøre? Men også på et mere grundlæggende plan tager Frederikke Kjerulff Madsen efter min mening fejl. Hun gengiver nemlig kritikløs kønsteoretikeren Judith Butlers ide om at dem der falder udenfor kønsrollekategorierne automatisk bidrager til disses nedbrydning. Men så simpelt fungerer verden ikke.

Religionsforskeren Mary Douglas har den interessante teori, at ideen om ”ren og uren” hhv. det ”tabubelagte” har sine rødder i at samfundene ville beskytte de faste kategorier som et samfund bygger på og som derfor skal sikre kosmos, altså den ordnede verden. Det er kategorier som ”mand” og ”kvinde”, men også f.eks. ”dyr” og ”menneske”, ”levende” og ”død”, ”udenfor” og ”indenfor” etc. Dem hhv. det der falder udenfor disse kategorier er ”urene” og belægges med tabu. Den etablerede orden, eller kosmos om man vil, kan imidlertid sikres på mange måder. Ultimativt kan samfundet vælge at dræbe dem hvis eksistens udgør en uhåndterbar udfordring for de kategorier, der skal sikre den ordnede verden. Man kan også udskamme eller på anden måde afstraffe dem, der falder udenfor. Men man kan også give dem en plads i systemet og dermed forhindre, at det bliver udfordret.

Den 6. juni 2018 optrådte en far til et såkaldt transkønnet barn i TV2’s programmet ”Go´ aften Danmark”. Hans søn var som 2-årig begyndt at ville gå i prinsessekjoler og lege med pigelegetøj. Det var øjensynligt et problem for barnets børnehave, der derfor havde indkaldt både forældrene, personalet og en psykolog til en diskussion om barnet. Her gør psykologen så opmærksom på at den lille dreng må være transkønnet og altså en pige. Og herefter bliver barnet behandlet og set som en pige, hvorefter alt er harmoni og barnet bliver accepteret af alle. Eller sagt med andre ord, et kønsrolleoverskridende barn er øjensynligt uhåndterbar for en senmoderne dansk børnehave, der åbenbart kun kan håndtere børn, der lever op til de klassiske kønsrolleforventninger til hhv. drenge og piger. Passer et barn ikke til den ene kategori bliver det så placeret i den anden og harmonien og kønsrolleordenen er hermed genetableret og sikret. Transaktivismen af i dag udfordrer altså ikke kønsrollekategorierne, den understøtter dem.

Ellers gentager Frederikke Kjerulff Madsen sine tidligere udsagn om at man er transfobisk hvis man ikke vil have sex med transkvinder og at man derfor kritisk bør evaluere sit manglende begær. Det har jeg tidligere forholdt mig til og jeg vil derfor her kun påpege, at det er bemærkelsesværdigt, at hun tydeligvis gør seksuel orientering til noget, der kan (og bør) ændres hvis den falder udenfor de intersektionelles dogme om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, en påstand som hun bekræfter i artiklen. Kønsidentitet derimod er øjensynligt noget medfødt/biologisk som man bare har at acceptere.

Til sidst i artiklen interviewer Søren K. Villemoes så den radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams. Hun påstår, at jeg spreder konspirationsteorier, for efter hendes mening hverken undertrykker eller lukker transaktivister munden på feminister, det er de en for lille og svag gruppe til. Ak, gid det var så vel. Men som jeg beskriver i denne artikel så gør radikale transaktivister alt hvad de kan for at lukke munden på selv sorte radikalfeminister, der vover, at udfordre de radikale transaktivisters dagsorden. Deplatforming af radikalfeminister hører med til dagens orden. Et andet sørgeligt eksempel er at det lykkedes radikale transaktivister at få lukket verdens største og ældste radikalfeministiske musikfestival ”Michigan Wymen’s Music Festival” fordi de ikke ville lade transkvinder deltage da det var et kønsseparatistisk arrangement. Hvad konservative politiske og religiøse kræfter forgæves havde kæmpet for i årtier lykkedes for de radikale transaktivster: at berøve radikalfeministiske lesbiske kvinder en uges frirum fra patriarkatet og heteronormativiteten.

Laura Mølgaard Tams afviser blankt, at transaktivister skulle have overtaget LGBT-bevægelsen. Hendes argument herfor er, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme ”for længe siden” mens transkønnede først blev fjernet herfra i 2017. Men altså: Det nuværende LGBT Danmark blev grundlagt i 1948. Homoseksualitet blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. Transkønnede blev inkluderet i det daværende LBL i 2008, i 2014 blev det juridiske kønsskifte indført og i 2017 blev transkønnede fjernet fra listen over psykiske lidelser. Homoseksuelle har med andre ord måttet kæmpe længere for deres rettigheder end transkønnede, som kort tid efter deres inklusion i homobevægelsen er gået fra sejr til sejr. Desværre fører LGBT-bevægelsen i dag trans-politik på bekostning af ikke mindst lesbiske som jeg tidligere har beskrevet. Men de gør det også generelt på bekostning af alle gendernonconforming børn og unge, som i dag med stor iver forsøges placeret i kategorien ”transkønnet”, selvom vi er mange gendernonconforming homoseksuelle, der allerede var ”kønsafvigere” som børn. I dag skal vi helst normaliseres med hormoner og operationer så samfundets kønsrollekategorier ikke bliver udfordret…

Til sidst i interviewet synes jeg, at det kammer lidt over for Laura Mølgaard Tams: ”Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst”. & ”Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige”. Og så gentager hun påstanden om, at det er transfobisk, at give udtryk for at man ikke vil have sex med transkvinder. Her minder Laura Mølgaard Tams mig om de heteroseksuelle kvinder, der tror, at det at man fortæller dem, at man er lesbisk, betyder, at man vil have sex med dem. Vores kritik af påstanden om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke vil have sex der inkluderer en penis, er en kritik af ideen om at lesbiskes seksuelle orientering skal stå til debat, og at de skal shames og blames til at overskride deres seksuelle grænser. Kritikken er ikke udtryk for en interesse i Laura Mølgaard Tams’ penis. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den er jeg ret så meget ligeglad med så længe hun ellers holder den behørigt tildækket når jeg er i nærheden af hende. Om jeg kommer det er så en anden sag, for til sidst i artiklen giver hun udtryk for at hun er bange for feminister som mig. Sjovt egentlig, for i vores samfund forbindes ”gamle koner” jo med en del negativt, men sådan set ikke med at man er farlig, altså bort set fra hvis man mistænkes for at være en heks…

 

Læs mere

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

Læs mere