Menu
Kategorier

Skrevet af den 11 maj, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Birthe Rønn Hornbech og syltekrukkerne

Heldigvis tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech giver i en kronik i Berlingske Tidende fra den 8.5.2011 udtryk for stærk fortørnelse over, at jeg har vovet, at kalde det udvalg hun i 2010 nedsatte, som skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par, for en syltekrukke. Men helt ærligt, så er der vist ikke mange der tror, at Birthe Rønn Hornbech havde nedsat dette udvalg, hvis der ikke havde været ”risiko” for at folketinget i foråret 2010 kunne finde på at vedtage en lov, der ville give trossamfundene mulighed for at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par.

Men der var nu næppe bare tale om et forsøg på en forhalingsproces. Birthe Rønn Hornbech udvalg var ikke bare en syltekrukke. Der var efter alt at dømme også tale om et forsøg på politisk benspænd. Efter det snart kommende folketingsvalg vil der med stor sandsynlighed være et flertal for at afskaffe det registrerede partnerskab til fordel for en ægteskabslov, der dækker både heteroseksuelle og homoseksuelle par samt for at give trossamfundene adgang til at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par. Så hvorfor nedsætter Birthe Rønn Hornbech et udvalg der eksplicit kun skal arbejde med et eventuelt folkekirkeligt ritual for registrerede par? Det skulle vel ikke være fordi hun dermed håbede på at kunne sætte dagsordenen for folketinget?

Birthe Rønn Hornbech skriver, at hun bevidst sammensatte udvalget sådant, at det ikke kunne blive enigt. Måske hun også sammensatte det sådan, at det udvalget kunne blive enig om, nemlig at folkekirken kun skal tilbyde homoseksuelle par en velsignelse af deres forud herfor registrerede partnerskab, var fastsat på forhånd? Et resultat som jo alt andet lige har påvirket den efterfølgende høring hos menighedsrådene? Hvordan kan man være tryg ved et udvalg sammensat udelukkende efter hvem Birthe Rønn Hornbech gerne ville høre på?

Birthe Rønn Hornbechs kronik bekræfter i hvert fald den stærke følelse af at det udvalg der skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par var skabt i hendes eget billede. Til dette billede hører tydeligvis et stort engagement i at holde den folkekirkelige højrefløj ved godt humør, bl.a. ved at sikre, at deres røst bliver hørt. At det måske også havde kunnet være relevant at lytte til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle hvis parforhold jo de facto står til debat i denne her sag, hverken faldt eller falder derimod Birthe Rønn Hornbech ind.

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 20 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Den folkekirkelige rapport er en fuser

Et hurtigt arbejdende udvalg under kirkeministeriet er barslet med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” og det blev et dødfødt barn.

Grunden til at vi i dag er blevet beriget med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” er, at det i foråret så ud til at der kunne være flertal i folketinget for at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. For at få stoppet denne sejr for ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, der uundgåeligt ville udløse et raseriudbrud fra Dansk Folkeparti, fik kirkeministeren den geniale ide at forhale processen ved at inddrage et folkekirkeligt udvalg, der skulle barsle med en anbefaling mht. hvordan folkekirken skal forholde sig til homoseksuelle pars ønske om at få lov til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle par. Udvalgets sammensætning stod hun naturligvis selv for og dermed fik ministeren på en smart måde skabt forudsætningerne for det resultat vi står med i dag.

Det man kunne opnå flertal for i udvalget må betegnes som den næstlaveste fællesnævner. Homoseksuelle par, anbefales det, skal fremover tilbydes et autoriseret ritual (frem for det ikke autoriserede som er i omløb og som f.eks. undertegnede og min kone er blevet velsignet i henhold til). Ritualet skal indskrives i ritualbogen, men det bliver indledt med en henvisning til at man som præst har lov til at nægte, at velsigne homoseksuelle par.  Halvdelen af udvalget anbefaler, at man skal kunne indgå registreret partnerskab i kirken – men det kunne flertallet altså ikke bakke op om. Samtidigt med, at man mener, at det ville være for meget forlangt af heteroseksuelle par, at de først skulle vies på rådhuset for så blive velsignet i kirken mener man, at det ikke er for meget forlangt af homoseksuelle par at de skal rundt om rådhuset først, for så i øvrigt at blive spist af med et ritual, der ikke må kaldes en vielse.

Rapporten er præget af, at der bliver taget ualmindeligt meget hensyn til folkekirkens højrefløj. Dens mest højtråbende repræsentanter i udvalget, Jens Ole Christensen, generalsekretær for Luthersk Mission og den tidehvervske sognepræst Claus Thomas Nielsen, får umådeligt meget taletid. Jens Ole Christensen er en meget ivrig deltager i debatten om kristendom og homoseksualitet og står kort fortalt for den holdning, at homoseksuelle, der ikke lever i cølibat, vil komme i helvedet med mindre at de angrer og omvender sig og at folkekirkens eneste tilbud til homoseksuelle derfor skal være, at henvise dem til Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksuelle følelser.  Claus Thomas Nielsen repræsenterer den holdning, som også Jesper Langballe og Søren Krarup står for, at ethvert forsøg på at ligestille homoseksuelle parforhold med det heteroseksuelle ægteskab vil medføre civilisationens sammenbrud.

En ting er, at man har følt det nødvendigt at give ubegrænset taletid til folkekirkens teologiske landsbytosser, en anden og langt værre ting er, at man ikke har givet taletid til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle, der ønsker, at blive gift i folkekirken.  Den eneste åbne homoseksuelle i udvalget er præsten Bennedicte Præstholm, der øjensynligt ikke har kunnet eller ikke har villet varetage rollen som repræsentant for de homoseksuelle, der ønsker et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. I stedet præges rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” af at der er tale om heteroseksuelle, der forsøger, at finde en mellemvej mellem et folkeligt ønske om homoægteskab og en folkekirkelig højrefløj, for hvem enhver form for kirkelig anerkendelse af homoseksuelle parforhold er en vederstyggelighed.  At homoseksuelle kristne efterspørger et vielsesritual bliver aldrig nævnt, og at mange homoseksuelle par faktisk oplever og opfatter deres parforhold som et ægteskab synes ikke at være gået op for de 11 ud af udvalgets 12 medlemmer, der hævder, at det ville være” udtrykt for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket” at stile mod et kønsneutralt ægteskab. Resultatet er, at vi nu sidder med en rapport, der er udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på homoseksuelle. Man kan debattere vores kvaliteter som kristne og som par, men man vil ikke tale med os. Vores erfaringer, vores tro og vores situation er øjensynligt sagen ganske uvedkommende.

Det er simpelthen ikke holdbart, at de eneste der øjensynligt ikke skal høres i debatten om folkekirken og de homoseksuelle, er de homoseksuelle selv. Det viser, at det desværre er nødvendigt, at folketingets politikere træder i karakter og sikrer, at homoseksuelle ikke igen og igen bliver kørt over af hensyn til det lille højtråbende sammenrend af kristne fundamentalister som det store flertal af liberale folkekirkerepræsentanter lader sig kue af.

 

Rapporten kan hentes her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380968:Kirke—tro–Laes-rapport-om-homoseksuelle-vielser

Læs mere