Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 jan, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

Din, min og præsternes tro

Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en “troende præst” har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.

Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter “troende” præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.

Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google “priests who don’t believe in God” og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.

Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.

Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.

Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.

Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.

Læs mere

Skrevet af den 4 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Folkekirken er en service institution

Fra tid til anden hører man blandt dem, der kæmper mod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par, at man gør folkekirken til en service institution, hvis man efterkommer kristne homoseksuelle og deres venners ønske om et sådan ritual.

Jeg fornemmer, at der bag en sådan påstand ligger den logik, at vi da alle sammen må kunne se, at det er helt uacceptabelt at gøre folkekirken til en service institution. Ideen synes at være, at dem der ønsker et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har et helt forfejlet syn på kirken, ikke har forstået kirkens opgaver, funktion og ikke mindst dens væsen – og i øvrigt er nogle ynkelige slaver af tidsånden.

Men faktisk så vil jeg vove den påstand, at folkekirken er en service institution – og at det ligger i dens væsen at den skal være det.

Folkekirken af i dag har nemlig en hel vifte af tilbud til sine medlemmer. Alle folkekirkemedlemmer har ret til at få deres børn døbt i deres sognekirke og de har ret til at blive begravet herfra. Alle folkekirkemedlemmer har ret til at få adgang til nadveren. Alle har krav på sjælesorg i vanskelige situationer. Alle har ret til at stemme ved menighedsråds valg. Faktisk er det kun mht. ægteskab, at man hidtil har opdelt folk i dem, der er helt gode nok (folk der vil gifte sig for første gang – de har krav på at blive gift ohne wenn und aber), folk der ikke helt er gode nok (fraskilte – dem kan en præst nægte at vie, men så skal han finde en anden præst, der vil gøre det), og dem der ikke er gode nok (homoseksuelle par – som en præst slet ikke må vie, selvom hun ønsker det – dog kan hun så i stedet velsigne dem efter et ikke-autoriseret og ikke juridisk gyldigt ritual). Hvorfor vielser af homoseksuelle lige præcist skulle gøre folkekirken til en servicekirke nu når den har alle de andre tilbud, der står åbne for hvem som helst, bare de er medlemmer af folkekirken, kan godt nok undre.

Men også mere grundlæggende set vil jeg hævde, at folkekirken af natur er en service kirke. Folkekirkens medlemmer er ikke til for folkekirken – folkekirken er til for os. Folkekirkens opgave er at forkynde evangeliet ind i vores liv og formidle Guds velsignelse og nåde til os. Folkekirkens formål er at støtte og hjælpe os til at leve som kristne alt efter vores formåen og livssituation. Folkekirken skal hjælpe os hertil både med sin forkyndelse, sin sjælesorg og sine ritualer. Og forkyndelse, sjælesorg og ritualer er blot tre sider af samme sag.

Folkekirkens opgave er ikke, at kæmpe mod det danske demokratiske samfund og dets værdier. Folkekirkens opgave er ikke, at kæmpe for, at verden skal forblive sådan som den var i forgårs. Folkekirkens opgave er at forkynde evangeliet ind i den konkrete tid vi lever i. Dertil hører åbenhed for den moderne teologi og den moderne verden. Kirken skal ikke være imod noget, bare fordi det er nyt eller at man hidtil ikke har haft tradition herfor. Folkekirken skal ikke være en antimoderne konservativ bastion vendt mod verden af i dag – den opgave kan man roligt overlade til f.eks. den katolske kirke. Folkekirken skal kun være imod det, der strider mod næstekærligheden. Folkekirken skal tjene – ligesom dens herre, Jesus Kristus, kom til verden, ikke for at lade sig betjene men for at tjene og give sit liv for os og for alle.

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 27 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Gymnasiepræster – nej tak!

Lad mig sige det med det samme: Som troende folkekirkekristen går jeg ind for at folkekirken forholder sig til verden af i dag. Dertil hører, at man f.eks. laver gudstjenester, der er rettet mod det senmoderne menneske og dets livsvirkelighed, et godt eksempel her er de såkaldte “natkirker” og deres tilbud, spagettigudstjenester mfl. På samme måde synes jeg det er en god ide med de såkaldte “gadepræster”, hvor særligt specialiserede præster går rundt i nattemiljøet for at kunne være tilstede i de unges liv.

Hvad jeg derimod står afvisende overfor er den ide om særlige gymnasiepræster som man kan læse om i Kristeligt Dagblad fra den 27.4.2010.

Det er for mig, ikke mindst som religionslærer, af central betydning at gymnasiet er et sekulært rum hvor alle, uanset personlig tro eller mangel på samme, kan mødes og blive klogere på verden, sig selv og hinanden. Ingen bestemt religion eller bestemt retning indenfor en religion skal fremmes vha. gymnasiepræster, bederum eller hvad man nu ellers kan finde på. Har man som gymnasielærer eller -elev behov for tid til bøn eller samtale med en præst må man finde tiden hertil i sin fritid.

Ideen om at præsterne skulle kunne supplere studievejledningen giver i mine øjne ingen mening. Ikke at det ikke kan være rart at snakke med en flink præst hvis man har ondt i livet, men grænsen mellem sådanne samtaler og reel forkyndelse er porøs og vil ikke kunne overholdes i praksis. Og dermed vil de gymnasier, der benytter sig af gymnasiepræster, altså lægge rum til at unge (hvoraf en del er under 18) i livskriser bliver udsat for missionsforsøg, hvad, i hvert fald hvis den tro der hverves for er i modstrid med deres forældres, vil kunne give gymnasiet alvorlige problemer. Kun de kristne gymnasier kan derfor i mine øjne tillade sig at komme med et sådant tilbud.

Og mht. ideen om at religionslærerne skulle kunne bruge gymnasiepræsterne til at holde oplæg i undervisningen, så vil jeg hilse og sige, at vi religionslærere altså godt kan finde ud af at hente mennesker fra de religiøse miljøer ind til at holde foredrag – eller tage eleverne ud til dem for at de kan se religion praktiseret i virkelighedens verden og stille spørgsmål til de troende. Vi kan med andre ord godt finde ud af at passe vores arbejde og har ikke brug for præstelig hjælp her.

Læs mere