Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )

Læs mere

Skrevet af den 15 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Den radikale transaktivisme trives godt med den neoliberale verdensorden

 

Jeg kender Jette Vellet Gnudtzmann fra utallige debattråde på Facebook hvor hun tappert og vedholdende forsvarer kvinders rettigheder. Jette er 48 år gammel, hun er uddannet bibliotekar og Cand.scient.soc og arbejder hos Forlaget Arbejderen. Hun er radikalfeminist og socialistisk aktivist.

 

Kære Jette Vellet, hvornår og hvorfor blev du feminist?

Jeg stødte først på feministisk tænkning som ung, og relaterede især meget til problematikkerne omkring kønsopdragelse og kropsidealer i reklamer. Det er jo noget, der former dig allerede tidligt i livet. Men jeg var ret alene med det, og kendte ikke andre, der havde lyst til at gøre oprør imod det. Og det er ikke let at gå med sine feministiske overvejelser helt for sig selv. Så jeg lagde min spirende feministiske bevidsthed på hylden i årevis, og lod den kun få frit løb ind imellem. Men så læste jeg, mange år senere, en kronik i Politiken af Jette Hansen, som fik mig til at opsøge hende på Facebook. Og dér var det feministiske netværk, som jeg altid havde manglet. En hel flok kvinder der gjorde modstand imod porno og prostitution, kropsidealer, objektificering og seksualisering, og som havde en bevidsthed om, hvordan kvinden er sekundær i den kapitalistiske økonomi og forfordelt, og alt, hvad dét medfører. Det var vist i 2016. Siden har den bevidsthed slet ikke kunnet slukkes igen.

 

Hvilken sammenhæng er der i dine øjne mellem feminisme og socialisme?

Kvindens undertrykkelse hænger i høj grad sammen hendes position i den kapitalistiske økonomi. Vi er altid reserven, vi får ikke samme løn som mænd, og vi forventes samtidig at tage os af alle behovene på hjemmefronten, så manden kan agere frit på arbejdsmarkedet. Når der er krise, er det kvinderne, der først ryger ud af arbejdsmarkedet, og forventes at overtage alle de funktioner, som den offentlige sektor ikke længere kan løfte. Under kapitalismen kan vi aldrig frigøre os selv mere, end konjunkturerne tillader – og selv da kan vi ikke tage noget for givet. Desuden varegøres kvinden via sin krop på en helt anden måde, end mænd gør. Denne varegørelse, som vi ser dels i reklameindustrien, men i mest ekstrem grad i prostitution og porno, kommer vi ikke til livs, så længe der findes økonomisk nød og ulighed. Vi har økonomisk krise lige nu – og mange kvinder oplever at få ”tilbud” om økonomisk hjælp eller nedslag i husleje mod at de stiller deres krop til rådighed for mænd, som har flere penge på lommen end de selv har. Kun i et samfund, hvor man ikke skal kæmpe hver dag for fornødenhederne, vil kvinden kunne være fri for dét pres.

 

Hvor tilfreds er du med de danske venstrefløjspartiers indsats for kvinders rettigheder?

Kvindekampen har i årtier været indskrevet som en del af klassekampen for de danske venstrefløjspartier, med hovedfokus på arbejdsmarkedsforhold og solidaritet med kvinder i fattige lande. Men i de seneste år er kvindekampen i flere danske venstrefløjspartier blevet omskrevet til en feministisk kamp om lighed for alle undertrykte grupper, og selve fokusset på kvinden falder i baggrunden. Nu ser man i høj grad at det handler om anerkendelse af individuelle identiteter, som er baseret på individuelle følelser, snarere end på kollektive behov. Det er meget problematisk, at man i denne sammenhæng ikke gør sig bevidst om, at man ikke kan sikre alle grupper de rettigheder og den anerkendelse de ønsker sig, uden at tage noget netop fra kvinder. Når det bliver en grundpræmis at acceptere, at enhver kan identificere sig som kvinde, og dermed ER kvinde, lukker man øjnene for, at kvinder ikke er undertrykt på grund af en identitet som kvinde, men på grund af de materielle forhold, der knytter sig til det at være biologisk kvinde.

 

Hvorfor er den radikale transaktivisme et problem for kvindekampen?

Det er netop her, man udhuler kvinders rettigheder. Er du født som mand, har du et helt andet kropsligt og socialt udgangspunkt i livet. Du har som gennemsnitsmand større og stærkere knogler, flere muskler, større lunger osv, end en gennemsnitskvinde. Gennemgår du først i livet en mandlig socialisering og mødes som mand, vil du også som gennemsnitsmand have højere løn og lettere ved at åbne døre, end en gennemsnitskvinde. Men den radikale transaktivisme forlanger, at du til hver en tid, uanset hvilke fordele du allerede har opnået som medlem af patriarkatet, skal kunne anerkendes som kvinde, og indgå i alle sociale sammenhænge som en kvinde. Du skal kunne tage din stærkere fysik med ind i kvindesport, i kvindefængsler, i stillinger med kønskvotering, i kvindeherberger, toiletter og omklædningsrum, og det uanset om du stadig har en penis eller ej. Og du bliver hyldet for det, som havde du faktisk opnået det på samme vilkår som kvinder møder. På den måde oplever kvinder at blive sekundære efter mænd i deres egne rum og rækker, at gå glip af muligheder og at blive udsat for overgreb.

 

Har du oplevet at blive chikaneret pga. din kritik af den radikale transaktivisme?

Jeg har oplevet at blive hængt ud på de sociale medier af radikale transaktivister, at få indlæg slettet og at blive lukket ude fra debatter. Jeg har fået beskidte beskeder både åbent i debatter og privat i indbakken, fordi jeg har talt imod transaktivismen – af og til med slet skjulte trusler om vold og overgreb.

 

Ser du en sammenhæng mellem den radikale transaktivisme og den neoliberale kapitalistiske verdensorden?

Ja, den radikale transaktivisme trives godt med den neoliberale verdensorden. Det er glorificeringen af individet og dets forrang fremfor fællesskabet, som bærer den ekstreme transaktivisme frem. Du lærer, at uanset hvor urimelig du er, har du mere ret end dem, der fremstår som en majoritet – også selvom det er en undertrykt majoritet.

Og der er mange penge at tjene for medicinalindustrien, når så mange skal have rettet deres biologiske kroppe til og være på livslang medicinering, så der er en stærk lobby, der støtter transaktivismen – i modsætning til kvindekampen, som pr definition undergraver mulighederne for at profittere på kvindekønnet.

 

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

At vi til hver en tid vil kunne gå ind ad en hvilken som helst dør uden at skulle leve dygtigt og dydigt op til vores kønsrolle, uden at skulle vurderes og vejes seksuelt, uden at skulle bekymre os om chikane og overgreb. At vi ikke presses ud i økonomisk ulighed på grund af vores køn, og at vi ikke kan presses på vores køn på grund af økonomisk ulighed. At respekt for kvindekønnet på lige fod med mandekønnet blev dagens orden, at konstant aktiv nedvurdering af os via porno og prostitution blev fortid, noget man så tilbage på med undren. At vi kan leve frit og ligeværdigt og fokusere på at udtrykke os som mennesker, fremfor på at begå os i et system, der dybest set er baseret på vores undertrykkelse.

Læs mere