Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Korset med korset

Det har vakt opstandelse i mange kristne kredse, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har erklæret, at den italienske skik med kors i de offentlige skolers klasseværelser er et brud på menneskerettighederne.

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes, at det virker som et overkill at definere kors i klasseværelserne som et brud på menneskerettighederne. Så længe ingen børn tvinges til at praktisere katolicismen og så længe, at ikke-katolske børn ikke stilles dårlige end andre mht. muligheden for at få en uddannelse, mht. bedømmelsesgrundlag etc., ja så kan jeg ikke se den italienske praksis som et direkte brud på menneskerettighederne. Vi skal passe på med at lave et samfund hvor det offentlige rum skal være klinisk renset for religiøse symboler, for gør vi det kommer vi på kant med religionsfriheden.

Når det så er sagt, så bliver jeg altid ked af at se korset blive reduceret til et symbol på et bestemt lands, her Italiens, kultur, sådan som dem der kæmper for korset i klasselokalerne typisk gør det. Jeg mener, døde Jesus virkelig på korset for at blive et symbol på den dominerende kultur i et bestemt land? Er der ikke en slående forskel på Jesus, der vælger at dø en forbryders død på korset af ubetinget kærlighed til os og så en kirke, der bruger symbolet på hans død og opstandelse som et symbol på dens kulturelle magt? Og at der er tale om en magtkamp er ganske tydeligt. Den katolske kirke i Italien kæmper med næb og klør mod et samfund, hvor det ikke længere er den katolske kirke, der sætter den religiøse og den moralske dagsorden. Kampen for og imod korset er en del af denne kamp.

Den katolske kirke har, ligesom desværre også den protestantiske kirke, en lang og mørk historie hvor man har brugt magt og tvang i kampen mod andre religioner og for at sikre sig magten i samfundet. Dermed har de bidraget til en pervers fordrejning af Kristi budskab og har selv sået det had til kristendommen som de nu høster. Hvordan kan den katolske kirke, der lod hedenske templer nedrive og lod gudebilleder smadre, der lod hekse og kættere brænde på bålet og indtil midten af 1960’erne bekæmpede religionsfriheden i de katolske lande, hvordan kan en sådan kirke i det hele taget moralsk set tillade sig at hyle op over, at den nu mister retten til at have en symbolsk henvisning til kirkens magt hængende i klasselokalerne?

Børn bliver ikke kristne af at der er kors i klasseværelserne eller at de tvinges til at bede fadervor til morgensamlingen – en levende tro på Vor Herre Jesus Kristus opnås ikke vha. tiltag, der skal vise kirkens status og magt i samfundet. Kristendommens problem er ikke, at den ikke længere har magt over skolerne. Kristendommens udfordring er at forkynde budskabet om Jesus Kristus på en sådan måde, at det rammer hjerter og hjerner hos menneskene af i dag.

Når nu Gud har åbenbaret sig i magtesløsheden – så burde kirken ikke frygte tabet af magt i samfundet, men i stedet se den som en oplagt mulighed for at følge i dens herres fodspor. Og mon ikke en sådan magtesløs kirke helt anderledes troværdigt vil kunne forkynde evangeliet?

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

En absurd ægteskabsteologi

Kirsten Kjærulff giver i en artikel  på www.religion.dk udtryk for hvad hun øjensynligt mener er den katolske kirkes lære om seksualitet. Her skriver hun bl.a.: ”mand og kvinde er tilsammen Guds billede”, ”først når mand og kvinde forenes i kærlighed realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed” og ”det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede”.

Kirsten Kjærulff synes at svinge lidt her. Det ene øjeblik skal mand og kvinde leve sammen for at kunne være Guds billede, det næste øjeblik skal de leve samme for mest fuldkomment at realisere deres gudsbilledlighed. Men under alle omstændigheder er budskabet klart: kun via det heteroseksuelle ægteskab opnår vi den fulde gudsbilledlighed. Alle der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab mangler altså noget væsentligt i forhold til det at være skabt i Guds billede. Og det er i mine øjne intet mindre end en absurd påstand!

For det første er der her tale om en tolkning af teksten i 1. Mos. 1, 27, der gjort langt ud over hvad der står i teksten. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, står der skrevet. Ordet om at Gud skabet mennesket i sit billede går forud for ordene om de to køn. Det grundlæggende er altså, at mennesket er skabt i Guds billede og at de to køn har del i denne gudslighed. Intet sted, hverken her eller andre steder i Bibelen, står der, at mennesket skal indgå i et livslangt monogamt ægteskab med en af modsat køn for at opnå Gudsligheden eller den perfekte gudslighed. Det giver jo heller ikke nogen mening al den stund, at gudslighedheden er noget, som vi har fået som gave fra Gud. Gud har skabt os i sit billede, gudsligheden er en gave, der er blevet enhver af os givet i det øjeblik vi blev skab og er ikke noget, som vi skal gøre os fortjent til via ægteskabet med en af modsat køn.

For det andet så får Kirsten Kjærulff sat den sakramentale ordning ud af kraft. Dåben og naveren bliver jo med hendes særprægede ægteskabsteologi gjort til underordnede sakramenter, som reelt set ikke har nogen betydning for vores gudsforhold i forhold til som ægteskabet gør ved os. Konsekvensen af Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi bliver i sidste instans at ateister, buddhister eller asatroende, der lever i et heteroseksuelt ægteskab, har del i Gudsligheden hhv. den perfekte gudslighed mens den kristne single har en ikke-perfekt gudslighed. Troen bliver med Kirsten Kjærulffs teologi altså ligegyldig, hvad der tæller er ens ægteskabelige status.

Og det leder hen til det mest fundamentale problem med Kirsten Kjærulffs ægteskabs teologi, den underminerer ikke mindre end selve det kristne menneskesyn.

Hele fundamentet for det kristne menneskesyn er jo troen på at ethvert menneske er skabt i Guds billede. På trods af alle forskelle mennesker imellem er vi derfor fundamentalt set lige – og lige meget værd som menneske. Menneskets helt særlige værdi skyldes dets gudslighed – og dets gudslighed er en grundpille i selve det, at være et menneske. Når Kirsten Kjærulff derfor lærer, at mennesket enten kun opnår Gudslighed via det heteroseksuelle ægteskab eller at det i hvert fald kun opnår denne gudslighed i fuld grad via dette, så skaber hun et menneskesyn, hvor vi ikke længere er skabt lige og med fuld værdighed som menneske, men i stedet er skabt med en mangel i vores værdighed som menneske, der først kan korrigeres med ægteskabet med en af modsat køn. Og hun får skabt et klassesystem indenfor menneskeheden, hvor der er dem, der er rigtige mennesker, nemlig dem, der er heteroseksuelt gifte og så dem, der ikke er rigtige mennesker, nemlig dem, der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab. Og det er jo ikke kun homoseksuelle, selvom det nok er dem som hun forsøger at fratage deres menneskelige værdighed med denne særprægede ægteskabsteologi. Nej reelt set får hun med sin absurde ægteskabsteologi defineret alle voksne singler og ikke mindst børnene ud af gudsligheden!

Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi har hverken sine rødder i Bibelen eller oldkirkens lære. Ej heller er den katolsk. Læser man det som ”Den katolske kirkes verdenskatekismus” skriver om ægteskabet igennem vil man se, at der intet steds står noget om, at man opnår gudsligheden eller den fulde gudslighed gennem ægteskabet. I stedet kan man om menneskets værdighed læse: ”Mann og kvinne er skapt, det vil si at de er villet av Gud, på den ene side i full likhet som menneskelige personer, på den annen side som henholdsvis mann og kvinne. “Å være mann” og “å være kvinne” er godt og villet slik av Gud: mann og kvinne eier en umistelig verdighet som er gitt dem direkte av Gud som har skapt dem. Både mann og kvinne er på en likeverdig måte “i Guds bilde”. Ved å være mann og kvinne gjenspeiler de Skaperens visdom og godhet. Gud er på ingen som helst måte i menneskets bilde. Han er hverken mann eller kvinne. Gud er ren ånd, uten plass for kjønnsforskjeller. Men det som er fullkomment i mannen og kvinnen, gjenspeiler noe av Guds uendelige fullkommenhet, slik som en god mor eller en god far og ektemann”. (Paragraf 369-370 gengivet efter den norske oversættelse)
Den katolske kirke lærer altså, at vi har vores værdighed i kraft af at vi er mennesker, både mænd og kvinder har fuldt del i denne værdighed i kraft af at de er mennesker. De skal ikke først giftes for at opnå denne. Gudsligheden består ikke i at forene det mandlige og det kvindelige, sådan som Kirsten Kjærulff lægger op til, for Gud har intet køn. Hendes ægteskabslære er derfor hverken bibelsk, oldkirkelig eller katolsk, det er i stedet en hjemmestrikket ægteskabsteologi, der udgives for at være katolsk.

 

Læs mere

Skrevet af den 27 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Det er de homoseksuelles skyld!

Den katolske kirke er i de seneste år blevet hjemsøgt af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Katolske præster og munke har misbrugt børn og unge, primært af hankøn, og i stedet for at gribe ind og få fjernet disse kriminelle præster holdt den katolske kirke hånden over dem, forsøgte at feje problemerne ind under guldtæppet og få ofrene til at holde kæft.

Uheldigvis for den katolske kirke så er en af følgerne af kvindefrigørelsen og dens kamp for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, at der er kommet et samfundsmæssigt fokus på sexovergreb. Kvindefrigørelsen har medført, at først kvinder og nu også mænd tør stå frem og fortælle om de overgreb de har været udsat for. Ofrene bliver nu ikke længere mistænkt af samfundets myndigheder for selv at have været ude om overgrebene (dette gælder dog kun når ofret var eller er et barn), og ofrene bliver heller ikke længere mødt med kravet om at glemme overgrebene og lade være med at tale om dem, sådan som det var almindeligt i ”de gode gamle dage”.

Den katolske kirkes myndigheder opdagede først alt for sent, at den i øvrigt af dem så forhadte kvindefrigørelse og seksuelle frigørelse har medført, at sexovergreb på børn ikke længere er noget, som kirkens herrer kan dække over uden, at det får negative konsekvenser for kirken, både i økonomisk og ikke mindst anseelsesmæssig forstand. At ofrene ikke længere vil holde kæft for at beskytte kirkens ære har kastet den katolske kirke ud i en seriøs krise, som den er langt fra at have kæmpet sig ud af endnu.

Set i det lys er det unægtelig nærliggende at lede efter syndebukke, ikke mindst for meget konservative katolikker som ikke kan acceptere, at deres kirke kan være fejlbarlig. Derfor ser man nogle sådanne katolikker fare frem med påstanden om, at den katolske kirkes problemer med sexovergreb skyldes, at nogle slappe biskopper påvirket af tidens ånd mod Vatikanets direktiver har optaget homoseksuelle præster i præstestanden. På denne her måde forsøger man at vende nogle skandaler, der burde føre til selvransagelse internt i den katolske kirke, til endnu et korstog mod de moderne vestlige samfunds liberale syn på seksualitet. Så ”glemmer” man godt nok lige, at mange af overgrebene rækker langt tilbage i tiden, i den aktuelle sag fra Irland helt tilbage til 1930’erne, hvor landet var præget af en strikt, katolsk inspireret, seksualmoral og hvor sex mellem mænd i øvrigt var forbudt. Men det ligger i den fundamentalistiske logik, at den katolske kirkes problemer må skyldes noget udefra kommende og ikke kan være dybt indgroede og indvævede i den katolske kirkes magtstruktur.

Men det er modbydeligt at se hvordan det forsøges, at vinkle et katolsk problem så det bliver til et ”bevis” for rigtigheden af den katolske kirkes indædte kamp mod en samfundsmæssig accept af homoseksuelle. Påstanden om at homoseksualitet nødvendigvis fører til pædofili er både urigtig og dybt krænkende. Liberale protestantiske kirker som den danske folkekirke og den svenske kirke, hvor homoseksuelle forhold i stigende grad bliver accepteret og hvor man har en del åbne homoseksuelle præster, har ikke noget problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge der kan komme i nærheden af det som den katolske kirke har. Den katolske kirkes problem med pædofile præster kan altså ikke forklares med, at man har ladet homoseksuelle komme ind i præstestanden. I øvrigt er der, selvom antallet af overgreb er meget stort, øjensynligt kun tale om en relativ lille gruppe af præster og munke, der har foretaget dem. Derimod er der meget, der tyder på, at den katolske kirkes præstestand, i hvert fald i vesten, har en meget stor andel af homoseksuelle. (Se http://www.religioustolerance.org/hom_rcc.htm ) Det betyder, at kun en lille del af den katolske kirkes homoseksuelle præster faktisk misbruger børn. Den katolske kirkes problem med sexovergreb skyldes altså ikke, at der findes homoseksuelle katolske præster, men at man ikke har grebet ind overfor den lille men notoriske gruppe af pædofile præster.

I øvrigt har den katolske kirke i Afrika et stort problem med katolske præster, der misbruger nonner seksuelt. (Se http://www.independent.co.uk/news/world/europe/vatican-confirms-report-of-sexual-abuse-and-rape-of-nuns-by-priests-in-23-countries-688261.html ) – Men det har indtil videre ikke ført til krav om at heteroseksuelle afrikanske mænd skal udelukkes fra at kunne blive katolske præster…

 

 

Læs mere

Skrevet af den 20 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Mine erfaringer med Maria Hjerte Kloster

Da jeg via medierne erfarede, at Helene Hägglund har skrevet en bog om hendes traumatiske erfaringer som nonne i Maria Hjerte Kloster måtte jeg spontant udbryde: Endelig er der en modig kvinde, der tør stå frem og fortælle om hvad der virkelig sker der! I ganske mange år har jeg nemlig haft dette kloster og ikke mindst dets karismatiske men også manipulerende abbedisse, Moder Theresa, under alvorlig mistanke for hjernevask og udnyttelse af unge naive piger, men jeg har hidtil ikke haft tilstrækkelige beviser.

Mine egne erfaringer med Maria Hjerte Kloster startede dengang klosteret endnu blev kaldt for Sostrup Kloster. Da jeg var 14 ½ år gammel besøgte jeg, som dengang ville være nonne, klosteret og mødte der den unge Moder Theresa, som dengang stadigvæk var novice og blev kaldt for søster Theresa.

Selv om søster Theresa altså endnu var under uddannelse som nonne var det tydeligt, at hun var udset til, efter endt uddannelse, at overtage ledelsen af klosteret, hvis daværende priorinde (klosteret var dengang ikke noget abbedi) var over firs og ikke reelt i stand til virkeligt at lede klosteret. Søster Theresa var en ung, smuk, intelligent og meget engageret nonne – og i løbet af få dage faldt jeg pladask for hende. I min ungdommelige naivitet var jeg dengang ikke klar over, at jeg var forelsket i hende, jeg var for uvidende om kærlighedens mangfoldighed til at kunne gennemskue det, men der er ingen tvivl om, at det var det som jeg var.

Søster Theresa viste mig stor opmærksomhed, hvad jeg, som var ensom og uden et socialt netværk, sugede til mig med begejstring. Dertil kom, at jeg savnede religiøs vejledning og hun bød sig til som min åndelige vejleder, et tilbud som jeg tog imod med glæde. Jeg husker, at vi gik lange ture i skoven og ved stranden og at jeg havde en intens brevveksling med hende, hvor jeg overstrømmede hende med min ungdommelige kærlighed og begejstring, kaldte hende for min ”reserve mor” og lod hende bruge min barndoms kælenavn om mig. Hun opmuntrede mig til at vise hende denne begejstring og tilbedelse – og hun gav mig også ofte et knus og et kram – men jeg må hellere understrege, at det så var det. Der forekom ikke noget seksuelt og jeg har ingen grund til at antage, at søster Theresa var eller er lesbisk.

Hvad der derimod heller ikke er nogen tvivl om, er, at hun manipulerede med mig og brugte mine følelser i hendes egen interesse. Og den var, at få mig til at indtræde i Sostrup Kloster, og det så hurtigt som muligt. Jeg husker, at hun lage pres på mig for at sige, at jeg ville indtræde, og hun stillede sig først tilfreds, da jeg tøvende svarede ja hertil.

Imidlertid skulle søster Theresa et år til Frankrig for at få erfaringer med et mere velfungerende kloster (hvad man ikke kunne kalde Sostrup Kloster) og i det år forsatte jeg med at besøge Sostrup. Jeg bad med nonnerne i koret og jeg spiste sammen med dem i deres refektorium (spisestue), der lå lige bag ved køkkenet i Sostrup Slot, som dengang som nu blev brugt som en art hotel for besøgende fra især Tyskland.  

Der gik det først rigtigt op for mig, at Sostrup Kloster havde alvorlige problemer. Ud over Søster Theresa var der 8 andre nonner, hvoraf tre var svært psykisk syge og de andre var pænt over de 70. Klosterlivet var i mere eller mindre opløsning og disciplinen lav. Den formodentligt senile nonne, som Helene Hägglund fortæller blev lukket ude i kulden og døde der, formoder jeg er søster M. Jeg husker, at jeg var lidt små bange for hende, for hun gik rundt og mumlede hele tiden og var tydeligvis mærkelig. En gang så jeg hende komme i håndgemæng med en af de andre nonner og slottets køkkenpersonale fortalte mig, at de også havde set en alvorlig slåskamp mellem nonnerne, hvor hun havde været indblandet. Jeg talte med søster Theresa om søster M. og hun gav udtryk for, at hun troede, at søster M. var blevet voldtaget under anden verdenskrig, men hun gav også udtryk for, at det var en skam, at det ikke var lovligt at slå ulydige nonner, da dette kunne være den bedste løsning i nogle situationer…

Men som sagt, så så jeg først rigtigt forholdene da søster Theresa ikke var der til at sende sin stråleglans ud over det hele. Dertil kom, at jeg i den søster Theresa fri tid brugte en del tid sammen med slottets køkkenpersonale (hvad søster Theresa dog ikke brød sig om at jeg gjorde). Der fik jeg at vide, at hun kunne være urimeligt krævende, manipulerende og på anden måde ubehagelig overfor personalet. Først ville jeg ikke tro det, men efterhånden begyndte glansen af gå lidt af Sankt Gertrud.

Under alle omstændigheder så viste det sig, at min mor ikke brød sig om ideen om at jeg skulle flytte til Sostrup med 15/16 og der evt. kombinere en klosteruddannelse med at gå i gymnasiet eller helt opgive det sidste. Hun fik i stedet etableret en kontakt til et cistercienserinde kloster i Østrig, og efter et besøg der fandt jeg frem til, at jeg hellere ville indtræde der end i Sostrup.

Da det stod klart, at jeg ikke ville indtræde i Sostrup, var det pludseligt slut med den kærlige opmærksomhed fra søster Theresas side af. Nu blev jeg mødt med kulde – og fejlagtigt anklaget for at ville lokke andre unge piger, som på det tidspunkt var begyndt at dukke op, til at indtræde i det østrigske kloster. Faktisk var jeg den første af en lang række af unge piger, som kom i kontakt med Sostrup Kloster efter, at søster Theresa var indtrådt der.

Mit sidste private besøg i Sostrup Kloster var i forbindelse med, at jeg blev firmet (en slags katolsk konfirmation) der, hvad min mor af en eller anden grund også have ønsket sig. Søster Theresa var da vendt tilbage til klosteret og hun gav mig lidt sporadisk firmelsesundervisning og en smuk middag på slottet, det må man lade hende. Men så var det også slut med kontakten, der blev afbrudt fra hendes side af.

Jeg fik i øvrigt min studentereksamen og året efter, i september 1989, indtrådte jeg i et karmelitterkloster i Østrig. I den forbindelse sendte jeg et brev herom til Søster Theresa, som i mellemtiden var blevet priorinde. Jeg modtog et svarbrev hvor de unge nonner havde tegnet en tegning af nogle cisterciensernonner og nogle karmelitternonner, der bærer på et kors. Gad vide, om Helene Hägglund var med til at lave den tegning?

Jeg har ingen erfaringer med vold og grov forsømmelighed overfor svage nonner fra søster Theresas, den senere Moder Theresas, side af. Men jeg har erfaringer med en manipulerende adfærd overfor helt unge piger, der som mig var alt for unge og umodne til at gå i kloster. Hendes egen begrundelse for at lade unge piger indtræde var, at deres klosterkald kunne blive spildt hvis de først skulle tage sig en uddannelse. Med andre ord, hun ville smede mens jernet var varmt. 

At noget var/er råddent ved Sostrup/Maria Hjerte Kloster er jeg ikke den eneste der har haft mistanke om. Rygterne har været mange, men den katolske kirke i Danmark har ikke gjort noget ved sagen. Det kan hænge sammen med, at Maria Hjerte Kloster ikke står under biskoppens autoritet, men i stedet under cistercienserordenens, hvor Moder Theresa og hendes far, der er eller i hvert fald var chef for det tyske tøjimperium C&A, har en stor indflydelse. Men det hænger også sammen med den katolske kirkes generelle hang til ikke at gøre noget ved misbrug og overgreb i egne rækker så længe det er muligt at feje problemerne ind under gulvtæppet. Man må håbe, at Helene Hägglunds modige afsløring vil medføre, at nogen endeligt gør noget.

Psykisk har det været svært for mig at løsrive mig helt fra søster/moder Theresas tryllebinding og smerten over, at jeg pludselig ikke længere var ”god nok”. Det er først rigtigt lykkedes efter, at jeg for nogle år siden skrev og for egen regning fik udgivet en lille fortælling, ”Glimt af lys og mørke”, hvor jeg via en fiktiv historie oparbejder egne erfaringer med søster Theresa, mit mislykkede forsøg på at blive kar

melitternonne og historier jeg ellers har hørt fra den katolske kirke.

Læs mere