Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Pavens hyrdebrev til de irske katolikker

Nu er Pavens længe ventede hyrdebrev om sexovergrebene begået i den irske kirkes regi endelig blevet offentliggjort. Hyrdebrevet kan findes en række steder på nettet – bl.a. her.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Paven føler sig dybt berørt over de seksuelle overgreb på børn og unge som katolske præster og ordensfolk har begået i Irland. Han er tydeligvis både vred og ked af det pga. den svigt af tillid og den kynisme der ligger bag sådanne forbrydelser. Paven siger undskyld på den katolske kirkes vegne – og han nærmest trygler ofrene om ikke at vende den katolske kirke ryggen men i stedet have tillid til at den har lært af sine fejl og ikke vil begå dem igen.

Men når det så er sagt kan man godt undre sig over at Paven fremhæver, at han flere gange har mødtes med ofre for klerikale sexovergreb. Det har nemlig vagt en del vrede i Irland, at Paven i forbindelse med det møde han holdt med de irske biskopper, forud for hyrdebrevets tilblivelse, lige præcis ikke ville mødes med repræsentanter for ofrene for overgrebene.  

 

Paven kommer også med nogle forklaringer på hvorfor det er kommet til sexovergreb i katolsk regi:

Sexovergrebene er et produkt af sekulariseringen og det kaos som Det Andet Vatikankoncil udløste.

Sexovergrene skyldes utilstrækkelige procedurer mht. udvælgelsen af kandidater til præstestanden og ordenslivet samt en utilstrækkelig uddannelse af disse.

Sexovergrebene skyldes en tendens i samfundet til at favorisere præster og andre autoritetsfigurer samt et misforstået ønske om at beskytte kirkens ære.

Sexovergrebene skyldes at biskopperne har svigtet groft.

At give det moderne samfund og Det Andet Vatikankoncil ansvaret for katolske præsters og ordensfolks sexovergreb er en påstand som er meget populær blandt konservative og traditionalistiske katolikker. Men disse anklager holder ikke vand. Det er usselt at give samfundet som sådan skylden for kirkens fejl – jeg mener, har samfundet så ikke også æren for de gode ting den katolske kirke måtte gøre? Det er rigtigt, at de fleste sexsovergrebssager, som nu kommer frem, er begået efter Det Andet Vatikankoncil. Men koncilet fandt altså sted i 1962-65! Det burde nærmest sige sig selv at der ikke kan komme så mange sager frem fra en periode der ligger mindst 45 år tilbage i tiden.  Men vi har eksempler på sexovergreb og kirkeligt svigt også i tiden før Det Andet Vatikankoncil og den seksuelle frigørelse. Det er en myte, at sådant hører de sidste årtier til. Derimod er det oplagt at se den overdrevne respekt for præsteskabet og bekymringen for kirkens ære, der har klare førkoncilære og præsekulære rødder, som en væsentlig årsag til at der ikke tids nok blev grebet ind overfor de kriminelle præster og ordensfolk.

Men er der ingen tvivl om at det er pga. sekulariseringen at der nu er fokus på sexovergreb foretaget i katolsk regi. Sekulariseringen har nemlig gnavet gevaldigt i den katolske kirkes autoritet, hvad har medført at folk nu tør stå frem og fortælle om svigt og overgreb begået i katolsk regi. Og jo flere der står frem desto flere får modet til også at gøre det. Det er derfor at beretningerne om sexovergreb i katolsk regi nu har fået en karakter af en lavine eller en snebold der bliver stadigt større på vej ned ad bakken.

Der er næppe nogen tvivl om at det er rigtigt, at der er sket nogle svære svigt mht. hvem der har fået lov til at blive katolsk præst eller ordensmand m/k samt at den uddannelse de har fået har været utilstrækkelig. Men jeg mangler nogle konkrete forslag til forbedringer her så uegnede kandidater mere effektivt kan blive sorteret fra og så præster og ordensfolk bliver bedre til at takle deres seksualitet på en sund måde.

Det er også rigtigt, at sexovergrebsskandalen i Irland og i resten af verden i øvrigt, i høj grad skyldes svære svigt fra de katolske biskoppers side af. De giver mænd adgang til at blive katolske præster og det er deres opgave at holde øje med at præsterne udfører deres embede i overensstemmelse med den katolske kirkes krav. Biskopperne har pligt til om nødvendigt at gribe ind overfor de præster der begår overgreb eller svigt.  

Men det er Paven, der vælger hvem der skal være biskop, og det er Paven, der skal holde øje med at biskopperne gør deres arbejde ordentligt. Det er Pavens pligt om nødvendigt at gribe ind overfor biskopper der ser igennem fingre med overgreb og svigt. Det havde derfor været på sin plads, at Paven havde tilstået at han og hans forgængere har svigtet mht. denne pligt og at han såvel som hans forgængere derfor har medansvar for at sexovergrebene kunne finde sted. At undskylde på andres vegne, men selv nægte at tage ansvar, er i bedste fald halvhjertet og i værste fald ussel fejhed.

 

Pavens løsningsforslag på den krise som den katolske kirke i Irland befinder sig i er at:

Alle troende skal i et års tid dedikere deres fredagsbod til Gud med bøn om at han måtte udøse sin nåde over den katolske kirke i Irland.

Der skal være et særligt fokus på den eukaristiske tilbedelse. Vha. intens bøn foran det udstillede altersakramente kan de irske katolikker gøre bod for de sexovergrebssynder der er blevet begået.

Udvalgte bispedømmer, præsteseminarier og ordenssamfund vil en gang i den nærmere fremtid få foretaget en apostolsk visitation.

Alle biskopper, præster og ordensfolk skal holde en omfattende retræte.

Ser man bort fra den apostolske visitation, som i princippet kan udløse konkrete indgreb overfor biskopper og ordensledere, så er Pavens forestillinger bekymrende luftige. Den krise og de problemer som den katolske kirke står overfor pga. og mht. de seksuelle overgreb lader sig ikke bede væk. Og i øvrigt må vi ikke glemme Jes u ord i Matt. 5,23-24: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Det nytter ikke noget at den katolske kirke i Irland og i resten af verden bestormer Gud med bønner så længe den ikke har forsonet sig med ofrene for de klerikale sexovergreb. Pavens (desværre ikke konsekvente) undskyldning er da et skridt i den rigtigt retning, men der er lang vej til at den katolske kirke har forsonet sig med ofrene for de forbrydelser som er blevet begået i dens regi.

Læs mere

Skrevet af den 18 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Biskop Kozon og de pædofile præster

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, er havnet i en sand mediestorm på grund af sine udtalelser om sexmisbrugssager i katolsk regi her i landet.

Kort fortalt er der to problemstillinger her: Biskop Kozon vil ikke selv gå til myndighederne, hvis der skulle opstå mistanke om at en katolsk præst har misbrugt børn seksuelt, men vil i stedet overlade det til ofrene hhv. til deres familier.  Og biskop Kozon afviser at undersøge ældre sager om seksuelle overgreb foretaget af katolske præster som han har hørt om men som ligger så langt tilbage at de i juridisk forstand er forældede.

Mht. Kozons uvilje mod selvstændigt at anmelde mistanker om seksuelle overgreb til myndighederne, så kan det godt ske, at han har ret i at han ikke er forpligtet hertil ifølge den gældende lovgivning.  Men i så tilfælde må lovgivningen laves om og indtil da burde den katolske kirke gå foran med et godt eksempel og vise borgersind og ikke mindst engagement i kampen mod sexovergreb ved at anmelde enhver mistanke til politiet. Man kan ikke på en og samme tid agere moralsk vagthund overfor det demokratiske samfund og så samtidigt dække sig bag en utilstrækkelig lovgivning.

Mht. de ældre sager så giver det næppe mening at melde ting til politiet som klart er forældede. Politiet har ikke ressourcer til at undersøge sager hvor der ikke kan fældes dom. Men biskop Kozon kan ikke løbe fra den katolske kirkes moralske ansvar med henvisning til at ingen ofre har bedt ham om at undersøge sagerne nærmere. Desværre hersker der i den katolske kirke et klima der gør, at dem der står frem og fortæller om svære svigt i katolsk regi må regne med at blive lagt for had fordi de har ”skadet” kirken.  Det kunne vi f.eks. se på de hadefulde angreb som Helene Hägglund blev udsat for da hun i en bog fortalte om svigt og overgreb foretaget af abbedissen for Maria Hjerte Kloster på Djursland.  Den katolske kirke skylder ofrene for sexovergreb fortaget af præster og andet kirkeligt personale, at de ikke skal bære byrden for det presstige tab som den katolske kirke uundgåeligt vil lide når dens skyggesider kommer frem i lyset. Den byrde må den katolske kirke som sådan tage på sine brede skuldre. Og det gør den ved at få sagerne belyst til bunds og ved at opfordre ofrene til at træde frem og ved at støtte dem i enhver henseende.

Man kan under alle omstændigheder godt undre sig over at biskop Kozon kan leve med ikke at vide hvad der faktisk er sket – og med at der er rygter og mistanker i omløb. F.eks. undrer det mig at ingen fra officiel katolsk hold offentligt har reageret på de anklager som man kan læse her.

Og så fatter jeg grundlæggende set ikke biskop Kozons mildest talt elendige pressestrategi i denne her sammenhæng. Det andet Vatikankoncil talte om at den katolske kirke skal tyde tidens tegn. Og et af tidens tegn er at seksuelle overgreb på børn opfattes som en af de allerværste forbrydelser et menneske kan begå. Det er derfor intet mindre end et kirkepolitisk selvmord at biskop Kozon fremtræder som en kirkeleder der bagatelliserer sexovergreb begået af katolske præster. Så enten mangler han totalt fornemmelse for det samfund han er en del af – eller også er han så bange for hvad der kunne komme frem, at han mener, at den skade han nu forårsager, er for intet at regne i forhold til hvad der sker hvis vi får sandheden at vide.

Læs mere

Skrevet af den 7 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 28 kommentarer

Udenfor kirken ingen frelse?

Når jeg følger med i den heftige debat som det har udløst, at Kristeligt Dagblad beskriver, at en række folkekirkepræster mener, at man også kan finde Gud udenfor kristendommen, ja så må jeg tænke på den berømte oldkirkelige læresætning: extra ecclesiam nulla salus. Den betyder oversat til dansk, at der ikke findes nogen frelse udenfor kirken. Ideen er at kirken er nødvendig for frelsen og at den der frivilligt stiller sig udenfor kirken vil gå fortabt.

Ligesom en række andre religioner påstår kristendommen traditionelt set at den har eneret på sandheden.  Den katolske kirke f.eks. påstår at den alene er Guds sande kirke. I 1800-tallet, da man blev stillet overfor et voksende krav om religionsfrihed, fremhævede den katolske kirke, at den eneste religion der objektivt set havde ret til at eksistere var den katolske kirke, og at alle andre religioner hhv. trossamfund højst kunne tolereres men aldrig ligestilles med den katolske kirke. Man fremhævede, at det var nødvendigt at tage afstand fra kravet om religionsfrihed, fordi et sådant krav ville føre til indifferentisme, dvs. en religiøs ”ligegyldighed”, der går ud på, at alle religioner er lige sande eller lige usande.  

Med Det Andet Vatikankoncil (1962-65) skiftede den katolske kirke kurs. Religionsfriheden blev nu anerkendt som en essentiel del af den menneskelige værdighed, der igen kan føres tilbage til at alle mennesker er skabt i Guds billede. Også mht. de andre kirker og de andre religioner skiftede den katolske kirke kurs. Godt nok fastholdt man at den katolske kirke er Guds sande kirke, men man fremhævede samtidigt hermed at også de andre kristne trossamfund og de andre religioner har del i sandheden. Ideen er grundlæggende set, at jo mere et kristent trossamfund ligner den katolske kirke desto større del i sandheden har det. Set i det perspektiv har de ortodokse kirker en større del af sandheden end de protestantiske kirker. Det samme princip gælder i forhold til de andre religioner. Jo mere en religion ligner den kristne desto større del af sandheden har den del i. På den måde er jødedommen den ikke-kristne religion med den største del af sandheden, mens f.eks. buddhismen har en langt mindre del i denne.

Samtidigt hermed fremhævede man at man ikke kan udelukke, at ikke-kristne kan blive frelst (at ikke-katolske kristne ikke på forhånd kan udelukkes fra frelsen var den katolske kirke allerede tidligere nået frem til), men man understregede, at man kun kan blive frelst gennem Kristus, altså også de ikke-kristne, ja sågar de ateister, som måske vil blive frelst, vil blive frelst gennem ham, da der ikke findes nogen anden vej til frelsen.

Personligt tror jeg ikke på at det er ens medlemskab af kirken der afgør ens frelse – for frelsen er i mine øjne en fri gave fra Gud, der er blevet os givet i Kristus. Men jeg er enig med den katolske kirke i, at der ikke findes nogen anden frelser end Kristus samtidigt med at vi ikke kan udelukke de ikke-kristnes frelse. Eller som Kirkernes Verdensråd har formuleret det: Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Kristus – og vi kan ikke sætte grænser for Guds frelservilje.

Personligt er jeg overbevist om, at kan findes usandhed i det, der ofte bliver solgt som kristendom, og at der kan findes sandhed i de ikke-kristne religioner. Men graden af sandhed i kristendommen er større end i f.eks. islam. Og jeg er selv overbevist om at Gud nok skal finde en løsning så alle kan blive frelst – for alt er muligt for Gud. (Mark. 10,27) Men selvfølgelig er dette mit håb og udtryk for min tro. Sikkerhed og objektivitet findes der ikke når vi har med den åndelige verden at gøre, der som bekendt ikke kan måles og vejes.

Læs mere

Skrevet af den 16 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Skal staten inddrive kirkeskat for den katolske kirke?

Skatteminister Kristian Jensen (V) har afvist den katolske kirkes ønske om at skattevæsenet inddriver medlemsbidrag fra landets katolikker på samme måde, som den nu gør det for folkekirken.

Skatteministerens begrundelse, nemlig at folkekirkens grundlovssikrede krav på understøttelsen fra statens side af umuliggør at staten inddriver katolsk kirkeskat, virker lidt søgt. At staten inddrager kirkeskat for folkekirken er nemlig ganske rigtigt et udslag af den statslige forpligtigelse overfor folkekirken – men det er jo sådan set ikke noget til hinder i grundloven for at staten frivilligt giver andre trossamfund det som folkekirken har krav på.

Når det så er sagt mener jeg alligevel er det næppe vil være nogen god ide at lade staten inddrive kirkeskat for den katolske kirke.

For det første så forholder det sig jo sådan, at folkekirken er under statslig kontrol, dette gælder ikke mindst mht. folkekirkens økonomi hvor f.eks. regeringens berømte (eller berygtede) skattestop også gælder for kirkeskatten. Staten inddriver altså folkekirkens kirkeskat – men den bestemmer også over dens maksimale størrelse. Vil den katolske kirke derimod acceptere at staten udstikker rammerne for hvor meget den katolske kirke må opkræve i kirkeskat? Det tvivler jeg ganske meget på, ikke mindst fordi jeg vil tro at den katolske kirkelov, den såkaldte kanoniske lov, ikke tillader at verdslige myndigheder bestemmer over kirkens økonomi. Men kan staten virkelig påtage sig at opkræve en skat hvis størrelse den ingen indflydelse har på? Hvor er den demokratiske kontrol og den demokratisk funderede retssikkerhed henne hvis staten agerer den forlængede arm for en institution som den katolske kirke, der per definition ikke er demokratisk?

For det andet så bør man være opmærksom på at den katolske kirke i Danmark ikke er i stand til at få flertallet af landets katolikker til frivilligt at betale kirkeskat. Ønsket om at staten skal inddrive kirkeskat for den katolske kirke skal altså ses i sammenhæng med at den katolske kirke ikke selv har været i stand til at sikre den økonomiske kirkedisciplin. Men er det virkelig statens opgave at agere økonomisk bussemand overfor landets katolikker? Hvorfor skulle det være en statslig opgave at tvinge landets katolikker til det som de ikke vil gøre frivilligt? For mig at se er katolikkernes uvillighed til at understøtte deres kirke økonomisk et internt katolsk problem som den katolske kirke selv må finde ud af at håndtere.

Læs mere