Biskop Kozon og de pædofile præster

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, er havnet i en sand mediestorm på grund af sine udtalelser om sexmisbrugssager i katolsk regi her i landet.

Kort fortalt er der to problemstillinger her: Biskop Kozon vil ikke selv gå til myndighederne, hvis der skulle opstå mistanke om at en katolsk præst har misbrugt børn seksuelt, men vil i stedet overlade det til ofrene hhv. til deres familier.  Og biskop Kozon afviser at undersøge ældre sager om seksuelle overgreb foretaget af katolske præster som han har hørt om men som ligger så langt tilbage at de i juridisk forstand er forældede.

Mht. Kozons uvilje mod selvstændigt at anmelde mistanker om seksuelle overgreb til myndighederne, så kan det godt ske, at han har ret i at han ikke er forpligtet hertil ifølge den gældende lovgivning.  Men i så tilfælde må lovgivningen laves om og indtil da burde den katolske kirke gå foran med et godt eksempel og vise borgersind og ikke mindst engagement i kampen mod sexovergreb ved at anmelde enhver mistanke til politiet. Man kan ikke på en og samme tid agere moralsk vagthund overfor det demokratiske samfund og så samtidigt dække sig bag en utilstrækkelig lovgivning.

Mht. de ældre sager så giver det næppe mening at melde ting til politiet som klart er forældede. Politiet har ikke ressourcer til at undersøge sager hvor der ikke kan fældes dom. Men biskop Kozon kan ikke løbe fra den katolske kirkes moralske ansvar med henvisning til at ingen ofre har bedt ham om at undersøge sagerne nærmere. Desværre hersker der i den katolske kirke et klima der gør, at dem der står frem og fortæller om svære svigt i katolsk regi må regne med at blive lagt for had fordi de har ”skadet” kirken.  Det kunne vi f.eks. se på de hadefulde angreb som Helene Hägglund blev udsat for da hun i en bog fortalte om svigt og overgreb foretaget af abbedissen for Maria Hjerte Kloster på Djursland.  Den katolske kirke skylder ofrene for sexovergreb fortaget af præster og andet kirkeligt personale, at de ikke skal bære byrden for det presstige tab som den katolske kirke uundgåeligt vil lide når dens skyggesider kommer frem i lyset. Den byrde må den katolske kirke som sådan tage på sine brede skuldre. Og det gør den ved at få sagerne belyst til bunds og ved at opfordre ofrene til at træde frem og ved at støtte dem i enhver henseende.

Man kan under alle omstændigheder godt undre sig over at biskop Kozon kan leve med ikke at vide hvad der faktisk er sket – og med at der er rygter og mistanker i omløb. F.eks. undrer det mig at ingen fra officiel katolsk hold offentligt har reageret på de anklager som man kan læse her.

Og så fatter jeg grundlæggende set ikke biskop Kozons mildest talt elendige pressestrategi i denne her sammenhæng. Det andet Vatikankoncil talte om at den katolske kirke skal tyde tidens tegn. Og et af tidens tegn er at seksuelle overgreb på børn opfattes som en af de allerværste forbrydelser et menneske kan begå. Det er derfor intet mindre end et kirkepolitisk selvmord at biskop Kozon fremtræder som en kirkeleder der bagatelliserer sexovergreb begået af katolske præster. Så enten mangler han totalt fornemmelse for det samfund han er en del af – eller også er han så bange for hvad der kunne komme frem, at han mener, at den skade han nu forårsager, er for intet at regne i forhold til hvad der sker hvis vi får sandheden at vide.

Læs mere