Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

Læs mere