Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Katolsk handlingslammelse

Noget der slår mig ved den nuværende dybe krise som den katolske kirke befinder sig i pga. den sunami af sexovergrebssager der fortiden vælter ind over den, er, at man i den grad mærker fraværdet af en stærk kirkelig ledelse. Det virker som om at Paven og hans rådgivere i Kurien ikke aner hvad de skal stille op. I stedet kommer man med modsigelsesfulde og forvirrende signaler. Det ene øjeblik prøver man med undskyldninger og beklagelser, det næste med vrede anklager rettet mod pressen, den sekulariserede verden, de homoseksuelle, ja sågar jøderne har stået for skud!

Denne handlingslammelse og rådvildhed på højeste plan er særlig alvorlig for den katolske kirke, der i allerhøjeste grad er top styret. Uden klare retningslinjer fra Paven ved biskopperne, der typisk er blevet biskopper pga. deres betingelsesløse lydighed mod Paven, ikke hvad de skal gøre. Når den konservative og pavetro biskop Kozon f.eks. her i landet har kludret rundt og vendt på en tallerken indtil flere gange, så skyldes det nok ikke kun men også, at han mangler klare retningslinjer fra Rom.

Set i lyset af at katolske præsters seksuelle overgreb har været oppe i medierne siden de første sager kom til offentlighedens kendskab i USA i slutningen af 1980’erne, kan man godt undre sig over hvorfor Paven og Kurien ikke for længst har udtænkt og udviklet en klar handlingsplan og ikke mindst en effektiv mediestrategi.

Men sådan set er denne handlingslammelse og denne mangel på strategi og ledelse ikke så mærkelig set i lyset af den katolske kirkes øverste ledelse generelt synes at føre en strudsestrategi i forhold til den katolske kirkes grundlæggende strukturelle problemer der, hvis de ikke løses, truer dens overlevelse på længere sigt.

Især er det iøjnefaldende, at Paven og Kurien ikke synes at kunne eller ville forholde sig til at den katolske kirke i kritisk grad mangler præster. Godt nok er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 blevet forøget med små 4000, men alene i tidsrummet 2007 til 2008 er antallet af katolikker vokset med 19 millioner. Og i Europa står det helt galt til, her er antallet af katolske præster i perioden 2000-2008 faldet med 51,5 %. Gennemsnitsalderen for katolske præster i det (engang) så ærkekatolske Spanien er hele 67 år!

Stillet overfor en så alvorlig præstemangel og så dyster fremtid mht. muligheden for præstelig betjening af lægfolket, hvis denne udvikling fortsætter, skulle man tro, at Paven og Kurien brugte meget energi på at analysere situationen og finde løsninger på problemet. Men det er ikke tilfældet. Set i lyset af krisens alvor er det bemærkelsesværdigt hvor lidt man har gjort. Bevares, ophævelsen af ekskommunionen af Piusbroderskabets biskopper kan ses som et forsøg på at få denne bevægelse og dermed også dens præster tilbage til et fuldt fællesskab med den katolske kirke. På samme måde kan tilbuddet om medlemskab af den katolske kirke rettet til ultrakonservative anglikanere ses som et forsøg på at få nogle flere præster. Men det batter altså som en halv snebold i helvedet. Og ideen om et særligt år for præsterne, det såkaldte præsteår, der udløber her i juni måned, virker også hjælpeløst og, ikke mindst, visionsløst.

De virkeligt gennemgribende forandringer, der skal til for at sikre den katolske kirkes overlevelse, hvor til uundgåeligt må høre ophævelsen af pligtcølibatet for katolske præster, hverken vil eller tør Paven og Kurien gå i krig med. Her er man, ligesom mht. sexovergreb, handlingslammet fordi man ikke kan eller ikke tør ændre strategi, selvom det står klart, at den hidtil førte politik fører den katolske kirke tæt på afgrundens rand.

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!

Læs mere

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Cølibat og pædofili

I forbindelse med den sunami af sexovergrebssager som for tiden vælter ind over den katolske kirke er det lige så sikkert som amen i kirken at en række debattører påstår, at disse forfærdelige forbrydelser er et resultat af den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat.

Efter min mening er denne påstand groft forsimplende og uretfærdig overfor det store flertal af katolske præster og ordensfolk, der ikke har og aldrig kunne drømme om at forgribe sig på børn og unge.  Jeg selv levede i cølibat indtil jeg blev 24 og mødte kvinden i mit liv. Cølibat var helt klart ikke det rigtige for mig, men jeg udviklede altså aldrig en seksuel lyst rettet mod børn eller unge.

Faktisk tror jeg at forestillingen om at cølibat fører til pædofili er beslægtet med fordommen om at homoseksualitet fører til pædofili. I begge tilfælde er der tale om en seksuel adfærd der af nogen opfattes som unaturlig, og tanken synes at være, at det ene unaturlige fører til det andet unaturlige, her sex med børn.

Men nej, sådan fungerer verden ikke.  Når det så er sagt så betyder det ikke, at den katolske kirkes krav om præstecølibat er helt uden betydning for sexovergrebssagerne.

For det første så er det sandsynligt at unge katolske mænd, der føler at de har en problematisk og farlig seksualitet, kan tro at livet som katolsk præst er det rigtige for dem. Med Guds hjælp vil de holde deres seksualitet nede – og belønningen vil være et liv som en særlig respekteret og anset person, altså lige det modsatte af hvad der vil ske hvis de levede deres seksualitet ud. Problemet er imidlertid at nissen flytter med. Den uønskede seksualitet forsvinder ikke fordi man lover evig kyskhed. Og da de fleste præster kommer til at arbejde med børn kan præstecølibatet som flugtvej hurtigt ende i en katastrofe. Pædofile har brug for intens terapi og råd og vejledning i at takle deres seksuelle impulser så de ikke forgriber sig på børn. De skal simpelthen over i et andet system og kan ikke finde en løsning på deres problemer indenfor det katolske præstevæsen.

For det andet så kan der næppe være nogen tvivl om at kravet om at katolske præster skal leve i cølibat har medført at i tusindvis af katolske præster har droppet ud af det katolske præsteskab og at endnu flere slet ikke har ladet sig vie til præster. Manglen på katolske præster har i den vestlige verden nået et katastrofalt omfang, og i denne situation har det nok været for fristende for mange biskopper at forsøge, at genbruge præster, der havde forbrudt sig mod børn, frem for at vise dem døren.

Cølibatet gør altså ikke præster til pædofile, men det kan have en vis betydning mht. at tiltrække pædofile til den katolske præstestand, og til, at de kirkelige myndigheder alt for ofte har svigtet mht. at få pædofile præster fjernet fra præsteskabet.

Læs mere