Bibelfundamentalistiske absurditeter

Pinchas Lapide, en jødisk teolog med fokus på dialogen med kristendommen, skriver ganske rammende at man enten kan tage Bibelen alvorlig eller bogstavelig. Begge dele fungerer derimod ikke godt sammen. Jeg tror, at Pinchas Lapide har ret i sin iagttagelse. Kravet om at man skal tage Bibelens ord absolut bogstavelig fører uundgåeligt til, at man må begå vold mod de tekster, som man tror, at man tager i forsvar ved at kræve, at de skal forstås bogstaveligt uden nogen form for forbehold.

Et eksempel er ”Pastor Sørensen” som på sin blog får rodet sig ud i et stadigt mere absurd forsvar for en bogstavelig læsning af skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1-2. I sig selv er det jo bemærkelsesværdigt, at pastoren i den grad klamrer sig til hypotesen om at verden skulle være blevet skabt for 6000 år siden al den stund, at denne påstand slet ikke er at finde i Bibelen. Mere absurd er det, at han på den måde bliver nødt til at frasige sig ikke bare den moderne biologi hvor evolutionslæren jo er et uundværligt led i forståelsen af den måde, som naturen fungerer på, men også f.eks. den moderne fysisk, astronomi, geologi, arkæologi og historievidenskab, videnskaber hvis erkendelser strider mod påstanden om, at verden skulle være blevet til for blot 6000 år siden. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at pastor Sørensen i sin kamp for et fundamentalistisk skriftssyn, der i øvrigt også indbefatter en afvisning af en metaforisk læsning af Bibelske tekster, overser at de bibelske tekster faktisk ikke passer til hans skriftsforståelse.

Det er således indenfor bibelvidenskaben almen anerkendt, at 1. Mosebog indeholder to forskellige skabelsesberetninger, nemlig 1. Mos. 1,1-2,3 og 2. Mos. 2,4-25. Det gjorde jeg Pastor Sørensen opmærksom på og henviste i denne forbindelse til at der må være tale om to forskellige skabelsesberetninger fordi mennesket skabes efter dyrene i 1. Mos. 1.1-2,3, mens rækkefølgen i 2. Mos. 2,4-25 er manden, dyrene og til sidst kvinden. Pastor Sørensen forsøgte godt nok så at feje mit argument til side med påstanden om at 1. Mos. 2,19 evt. kan oversættes sådan, at det ikke er helt klart om dyrene skabes her eller allerede er skabt forud. Men for det første bør man være opmærksom på at kun ganske få bibeloversættelser vælger Pastor Sørensens grammatikalske løsning. Og for det andet, så er der også en række andre forhold, der viser, at der er tale om to forskellige skabelsesberetninger. I den første skabelsesberetning skaber Gud således dyrene med sit ord (1. Mos. 1,20-25) mens hans former dyrene ud af jord i den anden skabelsesberetning (1. Mos. 2,19). Og hvor Gud i den første skabelsesberetning skaber mand og kvinde samtidigt og det med den samme suveræne stil som han forud havde benyttet da han skabte dyrene (1. Mos. 1,27) så arbejder Gud sig mere prøvende frem i den anden skabelsesberetning. Først former han mennesket (manden) ud jord og blæser livsånde i ham for så at erkende, at mennesket har et ensomhedsproblem. Dernæst skaber han dyrene og præsenterer dem for manden, der dog hos dem ikke kan finde en passende partner, hvorefter Gud så i sit andet forsøg på at løse menneskets ensomhedsproblem skaber kvinden ud af manden. (1. Mos. 2,7 & 18-22) Både gudsbilledet og selve skildringen af skabelsen er altså forskellig – og det er derfor meningsløst at ville læse 1. Mos. Kap. 1 og 2 som en logbog over hvordan verden blev til. Disse tekster er ikke historiske beretninger i moderne forstand men i stedet myter, der vil sige noget eksistentielt om Gud, mennesket og verden.

Pastor Sørens afvisning af at benytte sig af en metaforisk læsning af bibelske tekster er også bemærkelsesværdig fordi han dermed kommer i konflikt med den klassiske teologi. Således fremstår Gud i 1. Mos. Kap. 2 og 3 som om han har en krop, f.eks. hører menneskene Gud vandre i haven (1. Mos. 3,8). Og Biblen er også generelt fuld af kropslige udtryk, der sættes i forbindelse med Gud. Således hører vi i 2. Mos. 3,20 om Guds hånd, i 5. Mos. 8,3 hører vi om Guds mund og i Matt. 5, 35 kalder Jesus sågar jorden for Guds fodskammel. Men i henhold til den klassiske kristne teologi har Gud ikke en krop og dermed hverken hånd, mund eller fødder. Således står der da også i den Augsburgske Bekendelse: ”Menighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed.” Gud er altså i henhold til den klassiske kristne teologi ulegemlig. Derfor skal bibeltekster, der f.eks. taler om Guds hånd, læses metaforisk og ikke bogstavelig.

I øvrigt er det jo også en klassisk læsning af 1. Mos. Kap. 3 at gå ud fra, at slangen er en metafor for Djævelen. En bogstavelig læsning er der i hvert fald ikke tale om, da det af 1. Mos. 3,1 & 14 klart fremgår, at teksten taler om en slange og ikke om Djævelen.

Når Pastor Sørensen og ligesindede insisterer på en 100 % bogstavelig læsning af Bibelen ender de således faktisk med både at begå vold på de tekster, de læser, og på den kristne tradition som de ellers hævder, at de vil forsvare.

Læs mere