Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kønspolaritet

Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:

 

”Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt

 

Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil ”forsvare” Bibelen og den kristne tradition mod de ”aggressive” homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.

 

Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).

 

Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.

 

Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.

 

Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.  

Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.

 

Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget”. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)

 

Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.

 

I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: ”til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!

Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.

 

 

 

 

Læs mere