Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Giv kejseren, hvad kejserens er

I forbindelse med debatten om rømningen af Brorsons Kirke og om visse præsters vilje til at skjule afviste asylansøgere ser man ofte en henvisning til det berømte skriftsted, hvor det hedder, at man skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er. Dette skriftsted bruges så som argument for, at religion og politik er klart adskilte størrelser i kristendommen, i modsætning til islam, og at kristne i den aktuelle situation blot skal adlyde myndighederne. Men forholder det sig virkelig således og er det virkeligt det, som Jesus vil sige med det førnævnte bibelcitat?

Måske det ville hjælpe at se citatet i sin sammenhæng. I Markus evangeliet kapitel 12, vers 13-17 kan man læse følgende: ”Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord. De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?« Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!« De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.”
 

Det der først burde falde en i øjnene er, at Jesus ikke kommer med sit udsagn om, at give kejseren, hvad kejserens er etc., i forbindelse med en prædiken om forholdet mellem stat og religion. Nej, problemstillingen er den, at Jesu modstandere vil have ham til at sige noget, de kan bruge for at få has på ham. Man stiller ham simpelthen en fælde! Ideen er, at Jesus nemlig enten skal sige, at jøderne ikke må betale skat til den romerske kejser eller at de godt må. Siger han nej, så har han sat sig op imod den romerske besættelsesmagt og hans modstandere kan melde ham til myndighederne for at opfordre til oprør. Siger han ja, så kan hans modstandere bruge det til at vende de mange jøder imod ham, som ikke anerkendte romernes ret til at herske over Palæstina. Men i stedet for at lade sig lokke i en fælde, udstiller Jesus sine modstanderes manglende retoriske evner. Det er ikke ham men dem, der bliver fanget i ord.

Der er næppe nogen tvivl om, at de første kristne har været glad for disse ord om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. Det fremgår af, at ordene og den medfølgende historie gengives stort set uden afvigelser i hhv. Lukas og Mathæus evangeliet. Grunden til denne popularitet var nok, at historien klart kan læses således, at Jesus faktisk anerkender den romerske kejsers ret til at opkræve skat og dermed hans ret til at regere, det være sig uden- eller indenfor Palæstina. De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.

Det er imidlertid næppe rimeligt, at bruge dette citat til andet og mere end et bevis på, at kristne både kan og vil være gode statsborgere i de lande, de nu måtte leve i.  Jesus siger jo ikke noget om, hvad kejseren hhv. staten ellers har krav på, ud over skat. Til gengæld kunne man, hvis man tog citatet helt bogstaveligt, hævde, at Jesus giver staten ret til at inddrage alle vores penge i og med, at den har udstedt dem (og dermed sat sit billede eller navn på dem). Altså noget i retning af ”staten gav, staten tog, lovet været staten!”. Men det er vel næppe meningen, Jesu ”giv kejseren” er ikke andet end en leg med ord, der skal indpakke Jesu hhv. de første kristnes accept af den romerske kejser som den reelle magthaver i såvel Palæstina som stort set resten af den da kendte verden.
 

Endnu mere tydeligt bliver problemerne med påstanden om, at Jesus skulle have krævet en adskillelse mellem stat og religion hhv. mellem politik og religion, når vi ser på den anden del af citatet nemlig ”giv Gud hvad Guds er”, for er der noget som, kristeligt set, ikke tilhører Gud? ”Jeg, Herren, har skabt alt. Jeg alene har spændt himlen ud, jeg har bredt jorden ud, hvem var med mig?” (Es. 44,24) Gud har ifølge kristendommen skabt alt og derfor ejer han i sidste instans alt, men ”gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde” som Brorson skriver i sin vidunderlige salme ”Op al den ting som Gud har gjort”.
 

Det glemmes let i dag, men kristendommen har altid lært, at mennesket i tilfælde af en konflikt mellem det, som staten kræver og det som Gud kræver, er forpligtiget til at følge Gud.
De første kristne havde det problem, at kejseren ikke ville nøjes med at kræve skat af dem, han krævede også, at de skulle tilbede ham, for kejserkulten blev anset som værende det kit, der skulle holde det multireligiøse og multikulturelle romerrige sammen. Her måtte de kristne imidlertid sige fra, for ligesom islam forbyder kristendommen os mennesker, at gøre noget, der ikke er Gud til Gud. Vi må ikke tilbede andre end ham. Denne religiøse standhaftighed udløste de kristendomsforfølgelser, der prægede romerriget helt frem til kristendommens legalisering i år 325.
 

Måske vi skulle huske de første kristne martyrer og deres mod, i forhold til den daværende stats krav om kejserdyrkelse, når vi i dag diskuterer hvad vi kan og skal kræve af de herboende muslimer. Det burde løbe koldt ned af ryggen på enhver kristen, når man hører krav som ”alle der bor i Danmark skal sætte grundloven over deres religion”. Grundloven er naturligvis ganske fortræffelig, ikke et ondt ord om den, men den er altså skrevet af mennesker. At sætte grundloven over ens religion, ville være at gøre den til ens Gud, det kan man da som kristen aldrig gå med til.
 

På samme måde er det problematisk, når man uden videre kræver, at kristne af i dag skal parkere deres samvittighed hos dem, der aktuelt er i stand til at mobilisere et flertal i folketinget. Demokrati er en god ting, men også demokratier kan tage fejl.
 

Nu er kristne jo ganske hyppigt uenige i, hvad Gud kræver af os mennesker, ligesom de ofte er uenige om, hvordan bibelen skal tolkes, men de fleste vil være enige i, at Guds vilje, sådan som man nu mener at kende den, må stå over alle menneskeskabte institutioner og love. Skulle staten, måtte den så være nok så demokratisk og måtte den end tale på nok så stort et flertals vegne, finde på at kræve af kristne, hvad deres samvittighed forbyder dem, så vil mange føle, at det er deres pligt, at sige fra og sige stop.
 

En stat, der kræver ubetinget underkastelse under dens normer, er en monsterstat. En sådan stats hænder vil, før eller senere, komme til at dryppe af blod. En sådan stat bør kristne, muslimer, buddhister eller ateister aldrig acceptere.
 

Men ligesom kristne har lov til at sætte deres samvittighed over samfundets love, så må de ligesom alle andre borgere leve med de sanktioner, som staten måtte anvende mod dem, der ikke vil holde loven. Det nytter ikke noget, at kræve straffrihed for at følge sin samvittighed, for hermed ville man let kunne opløse al lovgivning i samfundet. Tror man virkelig på det rigtige i det man gør, så er man heller ikke bange for at blive straffet for at gøre det. Her er de første kristne, der med et smil på læberne lod sig henrette snarere end at dyrke kejseren, et godt eksempel. Den sande martyr klynker og klager ikke, hun ser martyriet som sit kald. Og det siger sig selv, at man må acceptere kritik og modsigelse, for ligeså vel som

man har ret til sin holdning, så har andre også ret til at være uenig med denne holdning. Kristne har aldrig krav på at blive adlydt, men de har, ligesom alle andre, krav på at måtte ytre sig.

Og sidst men ikke mindst, det er grundlæggende set i modstrid med kristendommens kernebudskab, hvis kristne misbruger den magt de måtte have til at tvinge andre til at følge deres normer. Kristendommens kærlighedsbudskab er ligeså foreneligt med tvangsmetoder som ild er forenelig med vand.

Læs mere