Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 apr, 2024 under Lgbt | 3 kommentarer

Kvinde kend din kønskamp

 

I en leder i Information fra den 23.4.2024 med titlen ”Kend din kulturkamp” giver Anna von Sperling udtryk for at debatten om den kommende nye version af ”Kvinde Kend din Krop” er udtryk for at ”transpersoner i stigende grad bliver prygelknaber”. Og lederen rundes af med en påstand om at ”Hidsigheden i den aktuelle debat afspejler et bredere skred i kønsdebatten i lande, der ellers bryster sig af liberale værdier og beskyttelse af mindretals rettigheder.” Bevares, Anna von Sperling smider ikke ”transfobi-” eller ”nazismekortet”, men den løftede moralske pegefinger er ikke til at overse.

Interessant er det imidlertid, at Anna von Sperling i sin leder både øjensynligt har følt et behov for at redigere i de udsagn som striden handler om og har overset en manglende logisk sammenhæng i det forsvar for ”Kvinde Kend din Krop” redaktionen som hun fremfører.

Således skriver hun ” For nylig skrev redaktionsgruppen bag jubilæumsudgaven på Facebook, at de både vil »stå på ryggen« af tidligere udgaver, men også »bygge videre«. Herunder, at mens den oprindelige udgave var skrevet af »ciskvinder til ciskvinder«, vil den nye også have bidrag fra blandt andre nonbinære og transpersoner.” Dette er imidlertid en redigeret version af det famøse opslag. I originalversionen står der bl.a. følgende: ”Kvinde Kend din Krop blev tidligere skrevet af ciskvinder til ciskvinder, med hjælp fra læger og fagpersoner. Den nye udgave vil blive skrevet af kvinder*, nonbinære AFAB-personer og transfeminine personer til kvinder*, nonbinære AFAB-personer og transfeminine personer”. Uafhængigt af hvad man nu måtte synes om inklusionen af transpersoner i ”Kvinde Kend din Krop” kunne man måske godt mene at redaktionens formuleringer næppe fortjener nogen guldmedalje for sine formidlingsevner. Kan Anna von Sperling ikke se det uhensigtsmæssige i at redaktionen benytter sig af et identitetspolitisk kodesprog som man reelt set kun kan afkode hvis man har sat sig grundigt ind i den transpolitiske retorik?  I denne sammenhæng er det også interessant at Anna von Sperling bringer et citat fra den redaktionsansvarlige Kira S. Thomasen hvor denne bl.a. siger ” Det er stadig langt hen ad vejen den feminiserede krop, vi har fokus på”. Hvad i alverden er ”den feminiserede krop”? Vil Anna von Sperling selv betegne sin krop som ”feminiseret”? Hvordan føler hun det når hendes krop omtales på denne måde?

Hvad der også kan undre, er, at Anna von Sperling uden videre køber det argument som et andet redaktionsmedlem, Charlotte Lund, har fremført på Facebook, nemlig at 2013-udgaven af ”Kvinde Kend din Krop” også havde et kapitel om transkvinder og var henvendt til alle der så sig selv som kvinder, så ”hvorfor al balladen nu”? Men hvis den sidste udgave af ”Kvinde Kend din Krop” allerede var trans-inkluderende, hvorfor formulerer redaktionen sig så som om der er tale om noget nyt? Hvori består det nye? Anna von Sperling har tydeligvis læst, men måske ikke reflekteret over at redaktionen også skrev på Facebook: ” I dag står vi på skuldrene af de kvinder, der skrev de tidligere udgaver af bogen. Deres arbejde har gjort, at vi har større viden og bedre forståelse af kroppe, der almindeligvis betegnes og betragtes som kvindelige. Vi er undervejs også blevet klogere på, at kvindekroppe* ikke behøver at være ens fra fødslen, og at nogle af dem, der har fået tildelt kønnet kvinde fra fødslen, senere i livet viser sig ikke at være kvinder.” Det ser ud som om Anna von Sperling ikke kan eller ikke vil se forskellen på at inkludere transkønnede i en bog om kvinder og så at centrere dem i den måde man taler om kvinder i en sådan bog. I stedet for at tolke det forhold at ganske mange kvinder er blevet vrede over ”Kvinde Kend din Krop” redaktionens udmeldinger som udtryk for at man tæsker rundt på transkønnede og glemmer sine liberale værdier, kunne Anna von Sperling havde set det som en forståelig allergisk reaktion på en identitetspolitisk sprogsalat, hvis mål synes at være at gøre biologiske kvinder, der står ved at de er kvinder, til en underkategori af deres eget køn.

 

Læs mere