Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 14 kommentarer

Viser folks vilje til at dø for en tro at denne er sand?

 Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsker og for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

 

 

Læs mere