Susanne Staun: “Kønslig omgang” – en anmeldelse
Dr. Fanny Fiske er en topekspert ud i den vanskelige kunst at profilere serievoldtægtsforbrydere og ditto mordere. Derudover er hun en moden kvinde med selvtilliden i orden og med hang til halvbillig italiensk cognac samt, ikke mindst, unge lækre mænd.
I ”Kønslig omgang” skal hun lave en profil på en person, der drugraper lesbiske i hendes nærområde. Det er jo i sig selv en udfordring, men Dr. Fanny Fiske skal også lige håndtere, at fem unge mandlige studerende anklager hende for at have tvunget dem til sex i bedste #MeeToo- eller ”Men Too”-stil. Men det bliver værre endnu, for Dr. Fanny Fiske ender med at lave en profil på voldtægstforbryderen hvor denne fremstilles som en transkvinde, der seksuelt mishandler lesbiske af raseri over at de ikke vil have sex med transkvinder, herunder altså forbryderen selv. Og da politiet videregiver denne oplysning til pressen bryder helvedet løs, da radikale transaktivister griber til voldsomme metoder for at stoppe det, som de opfatter som transfobi af værste skuffe.
Mere kan jeg vanskeligt fortælle om plottet uden at ødelægge fornøjelsen ved at læse romanen. Og det ville være en skam for det er virkeligt en fortræffelig kriminalroman, som er spændende hele vejen igennem og hvor man kommer til at holde af Dr. Fanny Fiske og håbe det bedste for at hun klarer skærene.
Men det virkeligt geniale ved denne her roman er hvordan Susanne Staun har formået at indarbejde væsentlige aspekter af den radikale transaktivismes krig mod de lesbiske i en fortræffelig krimi. Læseren præsenteres for kernebegreber i denne aktivisme såsom ”cis” og ”TERF” og får generelt et crash-kursus i dens lingo og verdensbillede. Sågar det klistermærke, som indgik i aktionen mod Kvindehuset, spiller en rolle i romanen. (Det der med at ”der findes transfober uden tænder”). Og sådan er der masser af ”godbidder” til dem, der har fulgt intensivt med i problematikken, mens den udenforstående læser kan blive klogere på den radikale transaktivisme retorik, og det på en underholdende måde. Det er i hvert fald sjovere at læse ”Kønslig omgang” end at læse de monsterlange blogindlæg som man finder på Killjoy.dk… Derudover strør Susanne Staun også en del andre hints til aktuelle begivenheder såsom sagen om ”voldtægten i borgmesterens seng” og selvfølgelig tidstypiske fænomener som Netflix og Youtube influencers.
Men det er også modigt gjort af Susanne Staun at skrive denne roman, og af Gyldendal at udgive den, for nok er virkelighedens radikale transaktivister (endnu) ikke så voldelige som i ”Kønslig omgang”, men derfor er det ikke nødvendigvis helt ufarligt at udfordre dem…
Seneste kommentarer