Skal dræbersnegle tilgive?

Debatten om vielser af homoseksuelle har i de seneste dage nået nye, hidtil uanede dybder. Først brillerede tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech med en usmagelig inddragelse af dræbersnegle i debatten om vielser af homoseksuelle. Måske ville hun ligestille homoseksuelle med dræbersnegle. Eller måske hun ville give udtryk for, at dræbersnegle er mere naturlige og i overensstemmelse med Guds skabelsesorden end homoseksuelle, der vil giftes. Og måske var der tale om et usædvanlig plat forsøg på at køre på den gamle traver om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden (hvad jo så også ville betyde at mange heteroseksuelle par måtte nægtes ægteskab) – Lavt var det i hvert fald.

Nu er det så kommet frem, at en præst fra Nordjylland har nægtet at begrave en kvinde fordi hun levede i et lesbisk parforbehold – og det med den begrundelse, at det ville være forkert af ham at begrave en lesbisk nu når han ikke vil vie homoseksuelle. Her er der ikke “bare” tale om at man griber til politiske platheder, når man øjensynligt ikke kan finde på seriøse argumenter i ens kamp mod vielser af homoseksuelle, her er der tale om en præst, der ikke blot har forbrudt sig mod den klare lovgivning om folkekirke medlemmers ret til at blive begravet i deres hjemsogn og af deres sognepræst men, hvad der er langt langt være, der er tale om en præst der i den grad har optrådt hårdhjertet og grusomt overfor den afdøde lesbiskes datter og kone. Her er der tale om en præst, der har sat kirkepolitisk taktik og højrekristen markering over sin pligt som sjælesørger indenfor folkekirken samt over næstekærlighed og almindelig menneskelig empati og anstændighed. Det virker usandsynligt, at præsten ikke har vist, at han ikke må afvise at begrave et medlem af folkekirken fordi hun levede i et lesbisk parforhold. Han har snarere regnet med, at de pårørende ville dukke sig i skam over at være lesbisk hhv. have en lesbisk mor og finde sig i hans højrekristne ”værdimarkering”. Men sådan kom det ikke til at gå. Den afdødes datter klagede nemlig til provsten. Og det har givet præsten så kolde fødder at han minsandten har bedt højtidligt om tilgivelse. Nuvel, præstens anger havde været noget mere troværdig hvis han havde fortrudt og bedt om undskyld før det kom til en klagesag. Men det ændrer ikke ved, at nogle netdebattører (se debattråden under Kristeligt Dagblads artikel) nu mener, at den afdødes datter bare har at tilgive præsten og at præstens ageren ikke må få nogle tjenestelige konsekvenser nu, da han har sagt undskyld.

Skal vi kristne ”dræbersnegle” tilgive folk som Birthe Rønn Hornbech, der viser foragt for vores følelser eller folk som præsten fra Nordjylland, som først slår til os når vi ligger ned i sorg og så, uden at skifte holdning til os i øvrigt, efterfølgende beder om undskyld?

Ja, som kristen er man kaldet til at tilgive i samme omfang som vi vil modtage tilgivelse fra Gud, vi beder jo i Fader Vor ”forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere”. Men for det første er tilgivelse et kald til ”hin enkelte”. Vi kan aldrig kræve af andre, at de skal tilgive os, især da ikke så længe de sår vi har tilføjet dem bløder. Og vi kan ikke kræve af nogen, at de skal tilgive andre, selvom vi måske selv ville have gjort det. Kravet om at vi skal tilgive er ikke et kors som vi skal lægge på andre, men i stedet et vi selv skal vandre med.

For det andet så skal tilgivelse i kristen forstand ikke forveksles med at man så slipper for straf i denne her verden for det man har forbrudt. Hvis præsten var kørt overfor rødt og havde forårsaget et trafikuheld ville en undskyldning og bøn om tilgivelse ikke have fritaget ham fra at betale skaden samt betale en bøde til samfundet for sin forseelse. Ja, hvis man oprigtigt angrer den uret man har begået så beder man ikke bare om tilgivelse, nej man tager ydmygt imod den straf som samfundet udmåler. Hvis præsten altså oprigtigt angrer hvad han har gjort så accepterer han den straf som han måtte få fra biskoppen eller kirkeministerens side af.

Som kristen er man kaldet til at møde had med kærlighed. Men da kærligheden ikke glæder sig over uretten har vi både ret og pligt til at sige fra overfor den, når vi møder den, også når den optræder i kristen forklædning.