Regeringens forslag om forbud mod omvendelsesterapi er både unødvendigt og farligt

 

I forbindelse med Word Pride og Euro Games kom regeringen med den overraskende udmelding at den vil undersøge muligheden for at forbyde ”omvendelsesterapi” overfor mindreårige. Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard sagde i denne forbindelse: ”Mindreårige skal ikke udsættes for forsøg på at omvende eller kurere deres seksualitet eller kønsidentitet. En ny undersøgelse peger desværre på, at den håbløse og forældede tankegang om omvendelsesterapi finder sted i Danmark. Og at dem, der udsættes for det, har øget risiko for blandt andet ensomhed og selvmordstanker. Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu.”

Den undersøgelse som ministeren henviser til, er foretaget af Als Research, og udkom den 21.8.2021 med titlen ”Omvendelsesterapi” – viden om udbredelse og karakter i Danmark – med blik til udlandet. Det kan jo være, at han selv eller en af medarbejderne i Beskæftigelse- og ligestillingsministeriet har kigget på den 1-sides opsamling på rapporten som udgiverne har været så venlige at udstyre den med. Her kan man nemlig bl.a. læse, at ”at 8 % af LGBT-personer i Danmark inden for det seneste år har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at ”omvende” dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (baseret på tal fra 2020)”. Og man kan også erfare, at ”at 3 % af LGBT-personer i Danmark har oplevet, at deres familie – på et eller flere tidspunkter i deres liv – har forsøgt at ”helbrede” dem for deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, enten ved hjælp af en læge, en psykolog/psykiater, en religiøs vejleder, en slægtning eller ven af familien, gennem brug af religiøse/åndelige ritualer eller på andre måder (baseret på tal fra 2015).”

Men øjensynligt gik denne læsning så stærkt, at man ikke havde tid til at læse de forbehold man kan finde selv i den ret så kortfattede opsamling på rapporten. Als Research skriver nemlig også ”at det er uvist, hvor stor en andel af de ovennævnte oplevelser blandt LGBT-personer i Danmark, der kan beskrives som decideret ”omvendelsesterapi”, da det typisk defineres som ”vedholdende forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet”–og det fremgår ikke i alle tilfælde af de danske data, om der har været tale om ”vedholdende forsøg” eller ej.” Og mht. aldersprofilen blandt de berørte personer skriver man at der ”ses en tendens til overrepræsentation af fx yngre LGBT-personer under 30 år”. Med andre ord, Als Research indrømmer faktisk allerede her at man ikke har dokumentation for omfanget af decideret omvendelsesterapi i Danmark, selvom deres procentangivelser selvsagt giver et andet indtryk, og man påstår på intet tidspunkt at kunne dokumentere at en sådan terapi tages i anvendelse specifikt overfor børn og unge. Så hvorfor ønsker ministeren et lovindgreb målrettet mod denne gruppe?

Det betaler sig selvsagt at se på selve rapporten, for hermed bliver det endnu klarere hvor problematisk ministerens konklusioner er. Således kan man i rapportens egen konklusion læse at ”På den anden side giver undersøgelsen ikke umiddelbart indikationer på aktuel udøvelse af ”omvendelsesterapi” i mere traditionel/snæver forstand i Danmark – dvs. når ”omvendelsesterapi” forstås som et begreb, der alene henviser til professionelt udbudte og terapilignende forløb, der har til formål at ”kurere” eller ændre homoseksuelle personers seksuelle orientering. Der er således ikke identificeret aktører i Danmark, som aktuelt og åbent udbyder deciderede ”omvendelsesterapi”-forløb – forstået som forløb, der har som erklæret formål at ”helbrede” eller at ændre LGBT-personers seksuelle orientering/ kønsidentitet. Der er heller ikke aktuelle eksempler på, at LGBT-personer har henvendt sig til rådgivningslinjerne hos LGBT+ Danmark, Sex & Samfund eller Sabaah for at fortælle om oplevelser med sådanne forløb i Danmark”.

Als Research har søgt med lys og lygte efter ”cases”, men kunne i alt kun finde 6, hvoraf 5 har tilknytning til højrekristne miljøer. Disse handler hovedsageligt om tilfælde hvor en voksen homoseksuel kristen selv har søgt om hjælp i forhold til sin seksuelle orientering, og den tilbudte ”hjælp” har haft karakter af forbøn og sjælesorg i form af gode råd til hvordan de kunne leve i cølibat. Jeg kæmpede selv som teenager og ung voksen med min seksuelle orientering. Jeg ved derfor af egen erfaring at det med at undertrykke sin seksualitet af religiøse årsager ikke fører til noget godt. Men sådanne forsøg på at holde sig fra at ”praktisere sin seksualitet”, som man kalder det i disse kredse, er en uundgåelig konsekvens af en forkyndelse af at homoseksuelle forhold er syndige og at man kommer i helvedet hvis man ikke omvender sig. Problemet er her altså i virkeligheden forkyndelsen, der igen udløser et behov hos nogle kristne (og muslimske) homoseksuelle for at undertrykke deres seksualitet frem for de tilbud om ”hjælp” som måtte tilbydes. Men en sådan forkyndelse er det selvsagt svært at gøre noget ved, medmindre man vil tage et opgør med religionsfriheden og ytringsfriheden.

Rapporten indeholder 1 case med en lesbisk med muslimsk baggrund som blev udsat for grove overgreb af sin familie (herunder voldtægt!) fordi hun var lesbisk. Og jo, hun blev også sendt til en imam der forsøgte at få hende til at droppe livet som homoseksuel. Men volden er selvsagt dybt ulovlig allerede nu, og som tidligere anført, så bliver det nok svært at gribe ind overfor en forkyndelse og sjælesorg hvor homoseksuelle bliver mødt med det budskab at homoseksuelle forhold er syndige. Her er der snarere brug for at der udvikles alternative tilbud til de berørte, gerne ikke af udelukkende sekulær karakter.

De 8 % hhv. 3 % som rapporten refererer til er ikke et resultat af egne kvantitative studier men er i stedet hentet fra generelle spørgeskemaundersøgelser af LGBT personers trivsel og levevilkår, hvor man så i den ene, blandt mange andre ting spurgte til om folk havde erfaringer med ”omvendelsesforsøg” mens den anden spurgte til om folk havde erfaringer med forsøg på at ”helbrede” dem. Ingen af disse undersøgelser konkretiserede imidlertid hvad man mente med hhv. ”omvendelse” hhv. ”helbredelse” i forhold til ens seksuelle orientering eller kønsidentitet. Og det gør de facto rapporten noget nær ubrugelig som grundlag for konkrete lovgivningsmæssige tiltag da undersøgelsen kun afspejler folks subjektive forståelse af disse begreber. Det er f.eks. sigende, at den mest brugte kategori for ”helbredelsesforsøg” i 2015 undersøgelsen var ”andre måder”. Og dem, der uddybede hvad de mente hermed, anførte bl.a. forhold så som at nogen, måske deres forældre, havde sagt til dem at ”det blot er en fase”. Mest sigende er det måske, at en enkelt anførte, at det var Sexologisk Klinik der skulle have forsøgt at ”helbrede” vedkommende. Sexologisk Klinik er nemlig den instans indenfor det danske sundhedsvæsen der står for at afklare om en transkønnet kan få adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer.

Og det med de transkønnede er af central betydning her. For når regeringen vil forsøge sig med et lovindgreb mod et ikke dokumenteret problem, nemlig egentlig omvendelsesterapi rettet mod LGBT børn og unge, så kan man selvsagt være bekymret for at man har ladet sig manipulere af radikale transaktivister til at lave en lovgivning der har et helt andet formål, nemlig at forbyde psykologer og læger at hjælpe et barn eller et ungt menneske, der kæmper med sin kønsidentitet, til at blive afklaret mht. hvad hans eller hendes reelle problem er.

Mange børn og unge, der mener at deres køn er et andet end deres biologiske, har diverse psykiatriske problemstiller at slås med, herunder især men ikke kun autisme. Og langt de fleste børn og unge som kæmper med kønsdysfori, herunder i svær grad, vil som voksne lære at acceptere deres medfødte krop (og mange vil i øvrigt vise sig at være homoseksuelle eller biseksuelle). Vi skylder disse børn og unge at de får den psykologiske og psykiatriske hjælp der er nødvendig så deres reelle problemstilling kan blive afklaret. De radikale transaktivister ønsker at disse børn så hurtigt så muligt skal i hormonbehandling efterfulgt af operative indgreb – men en sådan behandling, der medfører irreversible kropslige forandringer, er selvsagt ganske katastrofal, hvis det viser sig at barnet eller den unge reelt set ikke er transkønnet men i stedet f.eks. en kønsrolleafvigende homoseksuel eller biseksuel.