Pave Benedikts kriseramte pontifikat

Hvis man følger med i hvad der sker i den katolske kirke kan man ikke undgå at bemærke, at Pave Benedikts tid som pave har været præget af den ene krise efter den anden. Der har været så mange mediestorme at man helt kan miste overblikket – men i så tilfælde kan man med fordel læse den italienske Vatikankender Marco Politis bog Joseph Ratzinger – Crisi di un papato” – der for os ikke italienskkyndige heldigvis er oversat til tysk med titlen “Benedikt – Krise eines Pontifikats”. (Desværre er bogen mig bekendt ikke blevet oversat til engelsk.)

Marco Politi kommer rundt om det hele. F.eks. får vi en indgående skildring af Pave Benedikts helt egen Muhammedkrise, den første store krise som han fik rodet sig ud i. Som bekendt udløste en tale som Paven holdt iRegensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for udsagnet om at Muhammed kun har bragt dårlige og inhumane ting med sig, voldsomme reaktioner i den muslimske verden. Politi lægger op til at Ratzinger i starten af sit pontifikat grundlæggende set var ude på at korrigere sin forgængers meget forsonlige og venlige politik overfor islam. Om det så var derfor at Paven, selvom han blev advaret om risikoen, fastholdt det omstridte citat, kan man ikke sige. Men resultatet blev i hvert fald, at en bølge af vold kom til at rulle ind over den katolske kirke i den muslimske verden. Og for første men så langt fra sidste gang måtte Vatikanet og Ratzinger trække i land. Paven var slet ikke ude på at krænke muslimerne, hed det sig så, og for første gang i sit liv kunne man så høre ham sige, at muslimerne tror på den ene Gud. Ja, i forbindelse med sit besøg i Tyrkiet lod Pave Benedikt sig sågar filme i bøn, eller noget der kunne ligne det, i Den Blå Moske i Istanbul. Men skaden var sket, Pave Johannes Pauls årelange arbejde for en dialog med islam lå i ruiner. Og her i denne sidste tid, hvor nye bølger af vold ruller ind over katolikker i den muslimske verden, og hvor Paven mere end nogen sinde derfor har brug for støtter og alliancepartnere blandt verdens muslimske ledere, har Paven ikke længere nogen iblandt dem, der vil lytte til ham.

Også Johannes Pauls lange arbejde for en forsoning med jøderne har lidt under Pave Benedikts politik, og det selvom han tydeligvis selv ønsker et godt forhold til jødedommen. Årsagerne hertil er mange, bl.a. at Ratzinger har insisteret på at Pave Pius XII skal saligkåres selvom en del jøder ser meget kritisk på hans manglende offentlige fordømmelse af jødeforfølgelserne under Den Anden Verdenskrig. Men mest alvorlig har det været, at Pave Benedikt øjensynligt ikke havde indberegnet, at hans udprægede iver for at få de såkaldte traditionalister fra Piusbroderskabet reintegreret i den katolske kirke uundgåeligt ville forværre forholdet til jøderne. For noget af det som disse traditionalister kritiserer Det Andet Vatikankoncil og tiden derefter for er lige præcist forsøget på at forsone sig med jøderne, hvad ubestrideligt også var en radikal omlægning af den politik som den katolske kirke indtil koncilet havde ført i forhold til jødedommen.

Helt og aldeles galt gik det da Paven i 2009 trumfede igennem, at den ekskommunikation som Piusbroderskabets biskopper blev ramt med da de mod Pave Johannes Pauls vilje lod sig vie til katolske biskopper, skulle ophæves, og det uden at de havde opfyldt nogle betingelser forud herfor. For som bekendt var en af disse biskopper, biskop Williamson, en notorisk antisemit der overfor svensk fjernsyn havde benægtet holocaust. Tre dage før Vatikanetoffentliggjorde, at ekskommunikationen af de fire biskopper var blevet ophævet, blev dette interview sendt i svensk tv. Vatikanet var informeret om interviewet, men alligevel stoppede man altså ikke offentliggørelsen af Pavens ophævelse af ekskommunionen, muligvis fordi den allerede var blevet meddelt Piusbroderskabet og man derfor ikke ville trække i land. Men øjensynligt faldt det heller ikke nogen ind, at denne afgørelse, set i lyset af Williams offentlige holocausts benægtelse, ville blive anfægtet. Men det blev den, og det i den grad. Så slemt bliver det, at Paven sågar ender med at offentliggøre et brev hvor han klager over den behandling han har fået! I øvrigt synes hans mål, nemlig at få Piusbroderskabet fuldt integreret i den katolske kirke, ikke at blive til noget. De vil ikke acceptere f.eks. forsoningen med jøderne, og især efter denne mediestorm tør Vatikanet næppe give efter her.

Så er der historien om Paven og kondomerne. På vej til et besøg i Kamerun og Angola får Ratzinger den 17.3.2009 sagt, at man ikke kan løse aids problemet med at uddele kondomer, disse forværrer tværtimod problemet. Dette udsagn udløser en storm af protester, herunder ikke mindst fra EU, fra Frankrigs, Tysklands og Belgiens regeringer samt fra en række internationale sundhedsfaglige organisationer. Igen synes Vatikanet ikke rigtigt at vide hvad man skal gøre andet end at påstå, at medierne og politikere er uretfærdige overfor Paven.

Men ikke nok med det. I 2010 når balladen om katolske præsters seksuelle overgreb på børn og unge hidtil uhørte højder. I starten formår Pave Benedikt at takle den nogenlunde, i modsætning til Pave Johannes Paul synes han nemlig villig til at indrømme, at den katolske kirke har et problem, og han beklager offentligt de lidelser, som ofrene har gennemgået. Det forlyder også, at man vil gribe fat om nældens rod, og kirkens regler mht. håndtering af disse sager strammes op i mange lande – dog ikke i Italien, hvis kirke Paven ellers har et særligt ansvar for da han er Italiens primas. Men så kommer det frem at Paven i sin tid som ærkebiskop af München havde ladet en dømt pædofil arbejde i stiftet og at han i sin tid som leder af troslærekongregationen, som også står for behandlingen af pædofilisager, i to tilfælde havde søgt at forhindre, at notoriske pædofile præster ophørte med at være katolske præster. Det vælter frem med beskyldninger og anklager, nogen prøver sågar at få Paven for en verdslig domstol! Og situationen bliver slet ikke bedre af at  den pavelige husprædikant Raniero Cantalamessa langfredag får sammenlignet kritikken af Paven og den katolske kirke med antisemitisme eller af, at dekanen for kardinals kollegiet Sodano påskesøndag får omtalt sexmisbrugsskandaleopstandelsen som “snak”.

Politi kommer ind på flere andre kriser og skandaler, men det ville føre for vidt at komme ind på dem alle. Blot skal det nævnes, at han naturligvis også indgående skildrer “Vatileaks” skandalen, hvor fortrolige dokumenter fra Vatikanet, dokumenter der omtaler finanssvindel, intriger og ballade i Vatikanet, blev lækket til pressen. Ifølge Politi er der ingen i Vatikanets korridorer, der tror på at Pavens butler Paolo Gabriele var alene om at skaffe sig det materiale og lække til pressen, og han beskriver retssagen mod butleren som en skueproces, hvis vigtigste mål var at dække over problemerne i Vatikanet. Snarere handler det bl.a. om et angreb på kardinalstatssekretæren Bertone, Pavens “statsminister”, som han værdsætter ganske meget selvom der synes at herske udbredt enighed om at han er inkompetent.

Politi skildrer imidlertid ikke blot alle disse mange skandaler, nej han analyserer dem også. Og grundlæggende set ser han dem som et udslag af at Pave Benedikt er den forkerte til jobbet. For godt nok beskrives han som en stor teolog og han roses for sit skarpe intellekt, som forbindes med et ydmygt væsen. Men Politi fremhæver også, at Ratzinger med sit meget negative syn på den efterkoncilære katolske kirke og sit endnu mere dystre syn på den sekulære verden hører til på en af den katolske kirkes ydrefløje og derfor kommer han til at virke som en spalter frem for en samler af den katolske kirke. Og han mener også, at Ratzinger aldrig var blevet Pave, hvis ikke Pave Johannes Paul i sin sene regeringstid havde valgt at ændre reglerne for valget af paver, så en pave efter et vist antal valgrunder kunne vælges med simpelt frem for absolut flertal blandt kardinalerne. De gamle valgregler, som pave Benedikt i øvrigt diskret har genindført, sikrede at den kommende pave var en kompromiskandidat, hvor de regler som Ratzinger blev valgt under muliggjorde det for en fløj blandt kardinalerne at få deres kandidat presset igennem.

Men i henhold til Politis analyse skyldes Pave Benedikts problemer også, at han simpelthen er for meget intellektuel og for lidt leder. Han formår ikke at samle et dygtigt team omkring sig, udstikke nogle klare visioner og mål og sikre sig, at de bliver omsat i praksis. Pga. sin høje alder, og et i sig selv fornuftigt ønske om at skåne sit helbred, har Ratzinger skåret kraftigt ned på det antal af møder som paven har med lederne af de forskellige afdelinger i Vatikanet, med nuntierne (de pavelige ambassadører) og med verdens biskopper. Og hermed mister han føling med hvad der sker i den katolske verden og han får ikke koordineret Kuriens arbejde.Men finde tid til at skrive sine lærde bøger om Jesus, det gør han, og det nok på bekostning af sine pavelige forpligtigelser.

Måske er det slet ikke længere muligt at have et pavedømme, hvor paven som enevældig leder skal lede verdens 1,1 milliarder katolikker. Måske den katolske kirke simpelthen har vokset sig for stor til et sådant ledelsessystem. Men hvis det skal fungere kræver det en omfattende reform af Vatikanet og en stærk og dygtig leder med karisma og medietække, der kan samle kirken om sig. Han skal have evnen til at vælge sig et dygtigt ledelsesteam, have klare visioner for fremtiden samt evnen til at få dem omsat i praksis. Og så skal han have viljen til at samarbejde med kardinalerne og de katolske bispekonferencer. Om den kommende pave vil leve op til disse krav vil tiden vise.