Ratzinger og overgrebssagerne indenfor den katolske kirke
Det er blevet stille omkring Josef Ratzinger, der blev verdenskendt under titlen Pave Benedikt XVI. Hans efterfølger Pave Frans står selvsagt nu i centrum som den katolske kirkes leder – og pave emeritus Benedikt er på det sidste også blevet for gammel og svag til at komme med sit besyv på verdens og den katolske kirkes tilstand.
Men man bør ikke glemme, at Josef Ratzinger for ikke så længe siden var en den store ledestjerne blandt konservativt mindede katolikker – og såmænd også andre kristne som f.eks. den tidligere chefredaktør for Kristeligt Dagblad Erik Bjerager, der i en leder fra den 28.2.2013 beskrev ham som ”et intellektuelt fyrtårn, der er befriende ophøjet over tidsånden. Mens så mange andre løber efter tidens strømninger og skiftende luner, har Benedikt stået fast”.
Det er derfor nok på sin plads at se på det medansvar som Ratzinger bærer for den misbrugskrise som den katolske kirke fortsat befinder sig i, og som den bl.a. pga. afgørelser som han i sin tid traf, formodentligt vil forblive i også i de kommende år. Det er i hvert fald det som Doris Reisinger og Christoph Röhl gør i deres bog “Nur die Wahrheit rettet – Der Missbrauch in der katholischen Kirche und das System Ratzinger”.
Doris Reisinger og Christoph Röhl dokumenterer at Ratzinger ikke blot svigtede ledelsesmæssigt i forhold til at håndtere den misbrugskrise, der rullede ind over den katolske kirke i hans tid som pave, sådan som selv nogle af hans fans så som Bjerager er villige til at indrømme. Hans konkrete håndtering af misbrugssager f.eks. i hans tid som leder af Troslærekongregationen i Vatikanet såvel som hans tiltag i forhold til disse sager afspejler andet og mere end ledelsessvigt. Doris Reisinger og Christoph Röhl viser i deres bog, at Ratzingers svigt er uløseligt knyttet til hans teologi og her ikke mindst hans afvisning af ”tidsånden”.
Ratzinger træder for første gang ind på den historiske scene da han var rådgiver for den tyske ærkebiskop og kardinal Josef Frings under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Dette kirkemøde igangsatte en omfattende reformproces indenfor den katolske kirke. Under koncilet gav Ratzinger udtryk for en moderat progressiv teologisk position – men i tiden efter koncilet, hvor han arbejder som teologiprofessor, medfører konfrontationer med oprørske unge studenter at han udvikler en stadigt mere kritisk holdning til de progressive katolske strømninger der påberåbte sig koncilet. Og dette holdningsskift åbner med tiden vejen for Ratzingers strålende karriere indenfor den katolske kirke, hvor han i 1977 gøres til ærkebiskop og kardinal for ærkebispedømmet München for så, i 1981 af Pave Johannes Paul II at blive udnævnt som leder af Troslærekongregationen, en af de mest magtfulde positioner i Vatikanet. I de kommende år bliver han som leder af denne kendt for sin intensive bekæmpelse af progressive katolske teologer og for hans generelle kamp for at opretholde den katolske tros ”renhed”. Og som kronen på værket bliver han så som bekendt Pave i 2005.
Ratzingers kirkepolitiske positioners betydning for hans håndtering af misbrugssager viser sig f.eks. i 1985 i hans behandling af en amerikansk biskops ansøgning om at få en ung præst, der havde fået en betinget fængselsdom for sexovergreb begået på 6 drenge, fjernet fra præstestanden og dermed permanent frataget retten til at virke som katolsk præst. Sagen var blevet dækket intensivt i medierne og biskoppen var ivrig for at slippe af med sit problem. Men Vatikanet havde syltet sagen i årevis. Til sidst henvender biskoppen sig i 1985 direkte til Ratzinger. Men Ratzinger vil ikke bidrage til at sætte fart på processen. Hans begrundelse var, at han var bekymret for at det ville være skadeligt både for kirken og for de troende hvis den unge præst blev fjernet fra præstestanden. Nu ville mange nok mene, at det alt andet lige ville være mere skadeligt for den katolske kirke og ikke mindst for de troendes børn, at lade en pædofil mand fortsætte som katolsk præst. Men Ratzingers logik følger som bekendt ikke ”tidsånden”. Hans udgangspunkt var i stedet, at store skare af præster i de forgange år havde forladt deres embede. Både Pave Johannes Paul II og kardinal Ratzinger var opsatte på at dæmme op herfor, bl.a. ved at gøre det væsentligt sværere af få lov til at forlade præstestanden uden at blive idømt ekskommunikation. For Ratzinger var det altså så vigtigt at opretholde det budskab at bordet fanger, når man en gang har ladet sig vie til katolsk præst, at han ikke kunne gå med til at få en pædofil katolsk præst smidt ud af præstestanden ASAP.
Men da overgrebssagerne får mere og mere opmærksomhed i medierne især i den engelsksprogede verden begynder Ratzinger at forstå, at noget må gøres. Troslærekongregationen udsender derfor i 2001 den pavelige skrivelse ”Sacramentorum sanctitatis tutela” (dvs. ”Beskyttelsen af sakramenternes hellighed”). Dette dokument oplister en række forbrydelser begået af præster der fremover skal behandles af Troslærekongregationen alene. Der lægges ud med forbrydelser mod alterets sakramente – hovedsageligt synes der at være tale om handlinger der er relateret til noget der måske handler om sataniske messer eller magi, men der er f.eks. også anført det forhold at en katolsk præst koncelebrerer sammen med protestantiske præster. Dernæst nævnes forbrydelser mod bodens sakramente, så som at en præst giver en person syndsforladelse for en synd som han har foretaget sammen med personen. Til allersidst anføres så forbrydelser mod det 6. bud begået af en præst med en mindreårig under 18 år. Bemærk, at der tales om ”forbrydelser mod det 6. bud” og at denne form for forbrydelser nævnes efter en opremsning af en række former for ”vanhellig” omgang med den katolske kirkes sakramenter. For Ratzinger er problemet øjensynligt at de præster, der udsætter børn og unge for seksuel vold, begår en form for helligbrøde. Og dermed er ofret for præsternes forbrydelser kirken – og i sidste instans Gud – og ikke de berørte børn og unge. Disse er basalt set blot vidner til præsternes helligbrøde – og sådan bliver de reelt set også set den dag i dag i forbindelse med kirkeretslige processer mod pædofile præster. Dvs. de reelle ofre har f.eks. ingen ret til aktindsigt i processen, ja de har end ikke ret til at vide om præsten blev dømt eller frikendt. Og de har selvsagt ingen ret til erstatning.
At Ratzinger har holdt fast i denne logik, der vel om noget mod siges at være i modstrid med tidsåndens syn på præsters sexovergreb på børn, fremgår også af en meget problematisk skrivelse som han offentliggjorde i 2019 da han var pave emeritus (og hvor han ellers have lovet at han ikke længere ville blande sig i kirkelige forhold). Her forsøger han ikke blot at give 68-oprøret ansvaret for præsternes seksuelle overgreb på børn og unge. Nej, Ratzinger fortæller også om hvordan et offer fortalte ham om hvordan den præst, der voldtog hende da hun var ministrant, altid indledte overgrebene med ordene ”dette er mit legeme der hengives for dig” – dvs. med en henvisning til indstiftelsesordene som præsten udtaler over brødet og vinen under messen. Hans kommentar til denne rystende fortælling var at vi virkelig må bede Herren om tilgivelse herfor og bønfalde ham om at vi på ny må forstå hvor stor hans lidelse og hans offer var, og at vi må gøre hvad vi kan for at beskytte alterets sakramente mod misbrug! Skriver man noget sådant hvis man er ”et intellektuelt fyrtårn”? Måske, men man skriver det næppe hvis man har er et fyrtårn for næstekærligheden.
En anden væsentlig problemstilling ved Ratzinger og hans betydning for den katolske kirkes håndtering af overgrebssagerne er hans intensive støtte og opbakning til de såkaldte ”nye bevægelser” indenfor den katolske kirke.
Disse nye bevægelser er en broget flok, og det er forskelligt hvor udbredte de er på global plan. I dansk sammenhæng kendes især Opus Dei og Neokatekumenatet – men der er også andre såsom Kristi Legionærer, Comunione e Liberazione, og en del andre. Disse bevægelser udmærker sig ved et stort engagement blandt deres medlemmer som også viser sig ved at de er i stand til at generere ganske mange ”præste- og ordenskald”. De er typisk meget konservative i deres syn på kontroversielle emner så som kvindelige præster, abort og homoseksuelles rettigheder – og de sætter en ære i at fremstå som loyale overfor pavedømmet og dukker derfor gerne op i stort tal til f.eks. ”verdensungdomsdage” hvor den kirkelige ledelse har brug for at der kan genereres tv-billeder af store mængder af unge mennesker der med begejstring hylder Paven. Disse bevægelser er imidlertid også præget af sekteriske træk, herunder en tendens til at se alle andre katolikker som i bedste fald ”slappe” hvis ikke direkte frafaldne eller hedenske. De kræver ofte betingelsesløst loyalitet og underkastelse under bevægelsens ledelse hvorved få personer indenfor ledelsen kan få uhørt stor magt over dens medlemmer. Bevægelsen ”Das Werk”, som Doris Reisinger selv var med i, og hvor hun blev udsat for både spirituelle og seksuelle overgreb, har f.eks. nogle grundlæggende krav til medlemmerne der kan opsummeres med sætningen: resoner ikke, diskuter ikke og kritiser ikke!
Ratzinger knyttede kontakter til flere af de nye bevægelser allerede da han ”kun” var en kendt konservativ teologiprofessor. Og da han blev leder af Troslærekongregationen fremmede han aktivt deres sag og trak i øvrigt på deres arbejdskraft og loyalitet overfor hans person. Således ansatte han flere præster fra de nye bevægelser som medarbejdere i Troslærekongregationen, han benyttede sig af kvindelige medlemmer til at varetage hans husstand og han besøgte ofte f.eks. Das Werks center i Rom. Dette nære samarbejde fortsatte også da han blev Pave.
Ratzingers begejstring for de nye bevægelser giver i høj grad mening ud fra hans teologiske ståsted. Deres kombination af konservatisme, evne til at tiltrække unge til præsteskabet og ordenslivet og uhyre iver for at kaste sig ind i kampen mod tidsånden gjorde, at de var oplagte frontkæmpere i hans korstog mod liberale kræfter både indenfor og udenfor den katolske kirke. Men Ratzinger lukkede øjnene for de problematiske sider ved disse bevægelser – der i nogle tilfælde nåede helt absurde højder.
Det værste hidtidige eksempel på ekstreme forhold hos de nye bevægelser var skandalen omkring grundlæggeren af Kristi Legionærer, Marcial Maciel Degollado, der i de mange år som karismatisk leder af denne bevægelse begik sexovergreb på et utal af drenge og unge mænd tilknyttet bevægelsen. Og ved siden af havde han så også i hemmelighed to hustruer, som han fik en datter og to sønner med. De sidstnævnte udsatte han så også for seksuelle overgreb.
Ratzinger tog sig god tid med at gøre noget ved ”problemet Marcial” selvom han længe havde været informeret herom. Og da han endelig skred til handling, var indsatsen ikke imponerende. Først fik Ratzinger i 2005 Marcial til at lade sig pensionere som leder af Kristi Legionærer, og året efter, lod han Troslærekongregationen udsende en noget tåget meddelelse om at der havde været anklager mod Marcial, men at man af hensyn til hans høje alder ikke ville føre en kirkeretslig proces mod ham – men i stedet opfordrede ham til at tilbringe resten af sit liv i stilhed, bøn og bod. Skrivelsen var formuleret sådan at det ikke stod klart hvorvidt man i Vatikanet faktisk troede på anklagerne – og når man tænker på med hvilken iver Ratzinger jagtede teologer, præster og ordensfolk med ”forkert” teologi må man nok sige at massevoldtægtsmanden Marcial slap billigt. Ikke mindst fordi Kristi Legionærer, der insisterede på hans uskyld, betalte ham en månedsløn på 20.000 dollars, der gjorde det muligt for ham at tilbringe sine sidste leveår med at rejse verden rundt med den ene af hans hustruer og deres fælles datter, og det uden at det udløste nogle kirkelige sanktioner. Det var først efter Marcials død i 2008, at Ratzinger kunne få sig selv til at tage virkeligt afstand fra ham – men han kæmpede indtil det sidste – og indtil videre med succes – for at Kristi Legionærer skulle overleve som bevægelse – ikke mindst ”af hensyn til bevægelsens mange præster”.
Selvom skandalen om Marcial og Kristi Legionærer indtil videre har været den værste, så har det vist sig at også to andre grundlæggere af nogle af de mindre kendte nye bevægelser nemlig ”Ephraim” fra ”Communauté des Béatitudes” og Marie-Dominique Philippe fra ”Communauté Saint Jean” har udnyttet deres magt til at udsætte medlemmer for seksuelle overgreb, også her har Vatikanets politik været tilbageholdende. Ingen af dem har fået frataget retten til at virke som katolsk præst.
Det ser ud til at Pave Frans er villig til at sætte hårdere ind overfor overgrebsmænd i præste- og bispeklæder. Det er også mit indtryk, at hans empati for ofrene er reel nok. Generelt er den katolske kirke i den vestlige verden gået i gang med at finde veje til bedre at håndtere overgrebssager og man forsøger, at udvikle retningslinjer, der skal forhindre sådanne. Men ikke nok med at især Afrika og Asien halter bagud, så udgør de sommetider problematiske hvis ikke direkte giftige miljøer indenfor de nye bevægelser en særlig udfordring. F.eks. har Neokatekumenatet gjort det muligt for den dybt problematiske tidligere abbedisse for Maria Hjertekloster at fortsætte med at drive klostre i Peru, Tyskland og Spanien. Man må desværre frygte, at hun fortsætter med at udsætte store piger og unge kvinder i hendes klostre for de samme spirituelle og fysiske overgreb som hun gjorde da hun virkede her i Danmark. Medmindre Vatikanet sætter massivt ind overfor de nye bevægelser for at stoppe misbrug og overgreb indenfor deres regi må vi regne med, at de i fremtiden vil genere en lind strøm af nye overgrebsskandaler.
Seneste kommentarer