Skrevet af Karen M. Larsen den 17 jul, 2013 under Lgbt |
Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling “Somewhere, over the rainbow – Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur” præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.
Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen “The Kids Are All Right” og en filmanalyse af filmen “Rosa Morena” – sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen – og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.
Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet – og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle – men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.
Det som jeg synes er seriøst skuffende ved “Somewhere, over the rainbow” er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?
Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende – de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet – i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.
I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den – de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i “Somewhere, over the rainbow” som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.
Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.
Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse “Somewhere, over the rainbow”‘s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.
Skrevet af Karen M. Larsen den 2 jun, 2013 under Lgbt |
Kampen for transpersoners rettigheder har unægteligt lidt et svært nederlag. I Folketinget er det nemlig kun Enhedslisten, der vil fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Der er med andre ord ekstrem lille politisk opbakning til et af mange transaktivisters hovedkrav.
Ofte sammenlignes transpersoners situation med homoseksuelles i og med, at homoseksualitet efter et aktivistisk pres blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Denne sammenligning holder dog ikke helt. For i 1981 var det kun få homoseksuelle, der søgte behandling for deres homoseksualitet og de havde i hvert fald ikke støtte fra det daværende LBL. Man fik altså fjernet en diagnose som kun tjente til at stemple homoseksualitet som noget uønskværdigt. I modsætning hertil er der en del transpersoner, der ønsker kirurgiske indgreb, da de mener, at de ikke kan leve med de kroppe som de er født med. Derfor er der også de transpersoner, der ikke ønsker diagnosen “transseksuel” afskaffet, da de nok ikke helt med urette frygter, at de uden en diagnose ikke kan få den behandling som de føler, at de har brug for. Faktisk har det da også være politikernes argument mod at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske sygdomme: I sundhedssystemet skal man have en diagnose for at kunne få en behandling.
Blandt aktivisterne i LGBT Danmarks transpolitiske udvalg er der dem, der hævder, at man bare kan give transpersoner de samme diagnoser som bruges for den lille gruppe af ciskønnede, hvis kroppe er fejludviklede i forhold til deres biologiske køn. Altså når biologiske kvinder, der kun delvist eller slet ikke har udviklet en vagina kan få en diagnose, der går ud på, at de mangler en vagina og dernæst kan få en operation, så skal transkvinder også kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de mangler en vagina. En besnærende argumentation – der dog trækker på nogle grundlæggende forestillinger om køn som i dag sandsynligvis kun deles af et ret lille mindretal af befolkningen.
Det samme ser vi i øvrigt allerede i forbindelse med LGBT Danmarks krav om at transpersoner helt frit skal kunne kræve at blive registeret som det køn de føler sig som, uden nogen former for forudgående evaluering. Om ens cpr. nummer skal have lige eller ulige slutcifre skal man altså helt suverænt selv kunne bestemme. Bag dette krav ligger en ide om at køn er noget rent subjektiv. Kun jeg ved hvilket køn jeg har , kun jeg afgør om jeg vil være en juridisk mand eller kvinde og hvis samfundet mener noget andet så nægter de mig mine mest basale menneskerettigheder. Problemet er bare, at ikke nok med at det ikke er sådan som køn er defineret i den gældende lovgivning, det er desværre heller ikke sådan køn formodentligt opfattes af det store flertal af den danske befolkning. Køn ses ikke bare af myndighederne men også af de fleste borgere her i landet lige præcist som en objektiv størrelse som fremgår af ens krop og som man derfor ikke selv kan definere.
På samme måde bygger ideen om at transkvinder skulle kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de kan få diagnosen “manglende vagina” på den præmis, at der ikke er nogen forskel på om en person med XX kromosomer ikke har nogen vagina eller om en person med XY kromosomer og med normalt udviklede mandlige kønsorganer ikke har en vagina. Det eneste der tæller i denne logik er at begge ønsker sig en vagina og det derfor er diskriminerende at give en vagina til den ene person og nægte den til den anden. Præmissen synes at være, at det biologiske køn enten slet ikke eksisterer eller er fuldkommen ligegyldigt mht. at vurdere om køns relaterede kropslige forhold kan betegnes som en fejludvikling og dermed få en diagnose som en fysisk lidelse eller ej. Igen kan vi altså se et transpolitisk krav hvis argumentation kun kan slå igennem hvis synet på køn både blandt politikerne og flertallet af den danske befolkning gennemgår en ret så radikal forandring. Det vil nok tage ret lang tid før man kan komme igennem med en sådan argumentation.
Erfaringen fra homorettighedskampen i Danmark er den, at politikernes vilje til at stemme for forbedringer er overordentligt meget påvirket af hvorvidt der er et flertal i befolkningen for disse forbedringer. Først da flertallet af den danske befolkning ikke længere opfattede homoseksualitet som noget negativt kunne homoseksuelle par få lov til at indgå registeret partnerskab, der dog lige præcist ikke måtte kaldes ægteskab og ikke gav partnerne fuld ligestilling med heteroseksuelle ægtepar. Der gik 8 år fra at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme til indførelsen af det registrerede partnerskab. Og der gik 23 år fra det blev indført indtil homoseksuelle par kunne gifte sig. Man glemmer ofte, at accepten af homoægteskabet hænger sammen med nogle fundamentale forandringer i synet på det heteroseksuelle ægteskab. Forandringer der bygger på den sociale og økonomiske udvikling siden slutningen af 1800-tallet.
Holdningsændringer og de politiske forandringer de muliggør tager altså ofte tid, sommetider lang tid. Og man kan ikke regne med at få alle drømme opfyldt på en gang.
Den nuværende transpolitiske situation er i mine øjne præget af, at man især fra LGBT Danmarks side af vil alt for meget i forhold til hvad der realistisk set kan gennemføres her og nu og at man ofte er for lidt interesseret i de små forbedringer, der på længere sigt kunne omdannes til store forbedringer. Vi havde ikke fået det registrerede partnerskab i 1989 hvis man dengang havde krævet 100 % ligestilling med heteroseksuelle ægteskaber. Kun fordi det daværende LBL gik med til en ikke optimal løsning fik man en markant forbedring, der igen på lang sigt åbnede op for flere og bedre forbedringer.
I den nuværende politiske situation giver det ikke mening både at kræve, at transseksualitet skal fjernes fra listen over psykiske sygdomme og at kræve køns korrigerende behandling betalt af det offentlige “on demand”. Hvis man derimod skilte det at have en anden kønsidentitet end det juridiske køn man fik tildelt ved fødslen fra behovet for operationer, kunne man i det mindste få “afsygeliggjort” de transpersoner, som ikke har behov for kønskorrigerende kirurgisk behandling. Og når politikerne ikke er villige til at give transpersoner gratis kønskorrigerende operationer “on demand”, så er det alt andet lige bedre at kæmpe for diagnosticeringen kommer til at foregå på nogle langt mere transvenlige præmisser end de gør nu, end det er at blive ved med at kræve hvad man ikke kan få her og nu lige meget hvor meget man råber og skriger. Det ville være de første babyskridt i den rigtige retning. Det vil for mange transpersoner ikke være en optimal løsning. Det kan være svært at acceptere små forbedringer når man er desperat. Men en fugl i hånden er stadigvæk bedre end 10 på taget.
Seneste kommentarer