Menu
Kategorier

De seneste indlæg

At die ved Jesu bryst – madens religiøse betydning for middelalderens kvinder

At die ved Jesu bryst – madens religiøse betydning for middelalderens kvinder

Skrevet af den 4 aug, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

 

Middelalderen er blandt andet så spændende, fordi den på mange måder er så forskellig fra vores verden. Det er fascinerende, at tænke på, at mennesker der har levet i samme geografiske del af verden som os, på så mange måder levede i en helt anden mental verden end vores. Skulle man have lyst til at dykke ned i en verden der er meget anderledes end vores, så kan man med fordel læse Caroline Walker Bynums bog ”Holy Feast and Holy Fast – The Religious Significance of Food to Medieval Women. Man skal ikke lade sig afskrække af at bogen er fra 1987 – eller af dens lidt nørdede titel, for det er en bog, der stadigvæk er aktuel fordi den i den grad kan nuancere læserens forståelse af middelalderen.

Ved at nærlæse det tilgængelige materiale om høj- og senmiddelalderens kvindelige mystikere og andre hellige kvinder (både dem som blev anerkendt af den katolske kirke og dem, der ikke blev det) kan  Caroline Walker Bynum godtgøre, at disse i modsætning til deres modparter blandt mændene var kendetegnede ved en særlig grad af fokus på Jesu menneskelighed, på eukaristien (det katolske udtryk for nadveren) og på ekstrem askese. Og når jeg skriver ekstrem askese, så mener jeg ekstrem. Den typiske kvindelige helgen fra høj- og senmiddelalderen ”nøjedes” ikke med at leve i cølibat, piske sig selv og tilbringe mange timer med bøn. Nej, hun fastede, hun fastede og hun fastede. Ja, idealet var at man som kvindelig helgen levede næsten eller helt uden anden føde end selve nadveren! Generelt kan middelalderens kvindelige helgener godt virke lidt heftige på nutidens læsere. De levede som sagt efter sigende ofte uden mad, de havde tit stigmata eller andre bemærkelsesværdige blødninger, de havde heftige og meget billedstærke visioner og sommetider udstedte deres kroppe, mens de levede og/eller efter deres død hellige væsker, så som mælk fra brysterne eller olie, der havde evnen til at helbrede syge.

Stillet overfor sådanne fortællinger er det nærliggende for den moderne læser at ryste på hovedet eller måske sågar bryde ud i hånlatter. Men det er en indstilling som Caroline Walker Bynum afviser. Som det siden er blevet normen i moderne religionsforskning nægter hun at lede efter beviser på at der er tale om fusk eller generelt se en anderledes virkende religiøsitet som forkert. I stedet forsøger hun på at forstå og forklare de fænomener, som kan virke så mærkelige på den moderne læser.

F.eks. forholder Caroline Walker Bynum sig til påstanden om, at høj- og senmiddelalderens hellig kvinders ekstremfaste var udtryk for anoreksi. Hun indrømmer, at der er en række tegn hos disse ekstremfastere som kunne pege i denne retning. F.eks. af nogle af dem, så som den nok mest kendte nemlig Katharina af Siena, selv gjorde opmærksom på at det var nærmest fysisk umuligt for dem at spise almindelig mad da de væmmedes blot ved tanken. Andre typiske anoreksi tegn hos middelalderens ekstremfastende kvinder er en tendens til søvnløshed og hyperaktivitet, problemer med at tolke kroppens sanseindtryk, skyldfølelse udløst af sult og en hang til at gå op i at give andre mad. Men Caroline Walker Bynum gør opmærksom på at i hvert fald nogle af disse symptomer faktisk også kan være et resultat af ekstremfaste, og at man i øvrigt ikke sådan uden videre kan overføre diagnoser fra vores tid på en verden og på mennesker, hvis livsvilkår var ganske anderledes end vores.

Set i forhold til anklagen om at de ekstremfastende kvinder måske snød, ja så gør Caroline Walker Bynum opmærksom på at det var en mistanke som også var udbredt i middelalderen. Det passer nok også i nogle sammenhænge ligesom der er en del af disse ekstremfastende kvinder som lejlighedsvis spiste og overspiste, hvad igen udløste opkastninger (hvad igen i øvrigt også kendetegner en spiseforstyrrelse). Men hun gør også opmærksom på at nogle af disse ekstremfastende kvinder faktisk fastede sig selv ihjel, så at afvise hele fænomenet som snyd giver ingen mening.

En anden typisk fortolkning af de kvindelige helgener og mystikere fra middelalderen, som Caroline Walker Bynum bruger rigtigt meget tid på, er påstanden om at de skal ses som et produkt af en kvindehadende og kropsfjendtlig dualistisk kristendom som ikke bare undertrykte kvinder men fik dem til at hade sig selv.

Caroline Walker Bynums tese er at ja, vi kan finde mange eksempler på mænds foragt for kvinder i middelalderens katolske kristendom. Det var en udbredt forestilling, som man havde overtaget fra antikkens kvindesyn, at kvinder var styret af deres krop og af deres begær, mens mænd var mere fornuftsstyrede. De havde en svagere viljestyrke end mænd og en større tendens til at synde. Det var en udbredt forestilling, at forholdet mellem kvinder og mænd var som det mellem krop og sjæl. Kvinder stod for det kropslige, materielle og kødelige mens mænd stod for det åndelige og intellektuelle. Og ja, det er ikke svært at finde middelalderlige tekster der beskriver kroppen som klam, syndig og farlig, som noget der skal knægtes og holdes nede. Dette gælder især for tekster der trækker stærkt på de oldkirkelige ideer.

Men i virkeligheden er det hele meget mere kompliceret. For høj- og senmiddelalderen var nemlig også en tid, som i ekstrem grad gik op i at meditere over og fokusere på det forhold, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Samtidigt hermed kom der stadigt mere fokus på at eukaristien virkelig var Jesu legeme og blod – den eneste sande føde for sjælen. Den høj-  og senmiddelalderlige forståelse af eukaristien er ekstrem bogstavelig. Jesu legeme og blod er tilstede i nadverelementerne på samme måde som en hånd er tilstede i en handske. Billedligt udtrykt bliver denne tro i en af de hellige kvinders visioner, hvor hun ser hvordan Jesus river et stykke kød ud af sin højre hånd og giver hende det at spise! Gud blev krop i inkarnationen, en lidende, blødende og torturret krop, der igen bliver til føde for vores kroppe i eukaristien. Her kan man smage og spise Gud, der svarer på at vi spiser ham med at han spiser os, hvis vi giver ham lov. Caroline Walker Bynum ser de ekstremfastende middelalder kvinder som mennesker, som var optændt af en umættelig længsel efter at blive spiste af Gud. De sultede sig for at vokse sammen med Kristi lidende menneskelighed for hermed at kunne forenes med hans guddommelighed. Og det samtidigt med at de typisk bespiste de fattige for hermed igen at tjene ham, der selv havde gjort sig fattig for at frelse menneskeheden. Og nu når det kropslige var kvindeligt, så måtte den Gud der i Jesus valgte kropsligheden til, grundlæggende set også være kvindelig, fordi han var fysisk/kropslig. Ligesom Jesus ved at blive kroplig blev kvindelig kunne de hellige kvinder, ved at efterligne Jesu lidelser, blive som ham og dermed blive forenet med det guddommelige.  

Dermed være ikke sagt, at Caroline Walker Bynum kun ser disse middelalder kvinders ekstremfaste som udtryk for noget rent spirituelt. Hun gør også f.eks. opmærksom på, at kvinder ved at gå til det ekstreme ud i den asketiske livsstil kunne bevise, at de lige præcist ikke var svage og syndige som de typiske kvinder var i henhold til middelalderteologiens forståelse af dem. Ekstremfaste var på et mere grundlæggende plan også udtryk for, at middelalderens kvinder levede i et samfund, hvor de havde meget lidt at skulle have sagt. De kunne ikke som middelalderens hellige mænd give afkald på magt og rigdom, da de ikke havde magt og ikke havde råderet over ejendom – ja, ofte havde de end ikke råderet over sig selv. Men de kunne nægte at spise! Og det gjorde indtryk, og det kunne i hvert fald sommetider betyde, at deres forældre f.eks. opgav et tvangsægteskab og i stedet lod dem gå i kloster eller leve i cølibat derhjemme. Caroline Walker Bynum kommer også ind på, at disse kvinders ekstremfaste kunne være et kirkepolitisk indspark. I høj- og senmiddelalderen var den overordnede kirkepolitik nemlig at slække på de ret strenge fastekrav fra oldkirken samtidigt med, at mændene konsoliderede deres kirkepolitiske magt. Kvinder der insisterede på at være alt andet end moderate i deres faste og som i visioner så sig selv (eller Jomfru Maria) indtage roller som var forbeholdt præster kan også ses ”protestanter” mod en kirkepolitik som de kun kunne diskutere via deres kroppe og via deres visioner. Men det er afgørende for Caroline Walker Bynum at tage disse kvinders tro alvorligt frem for at se den som skalkeskjul for noget andet.

Noget af det fascinerende ved at læse Caroline Walker Bynums bog er hvor kønsoverskridende middelalderens helgender og mystikere kunne udtrykke sig. Her har vi Frans af Assisi, der omtaler sig som en moder for sine franciskanske medbrødre. Her har vi diverse mænd, der i deres levnedsskildringer af de hellige kvinder fremhæver disses maskuline egenskaber. Og har vi en mester Eckhart, der skriver, at han blev som en kvinde, så han kunne undfange Jesus i sit indre. Og vi har den hellige præst, der under messen oplevede, at hans mave svulmede op fordi han fysisk-spirituelt var gradvid med Jesus. Og ikke mindst har vi de talrige skildringer af hvordan både mandlige og kvindelige helgender i visioner oplevede, at de diede ved den korsfæstede Jesus bryst. Sådanne skildringer kan godt virke lidt mærkelige på den moderne læser, men de skal forstås ud fra deres middelalderteologiske sammenhæng. F.eks. mente man i middelalderens katolske kirke (ligesom man fortsat mener det i dag) at præsten under messen repræsenterer Jesus. Men i middelalderens teologi var præsten samtidigt hermed også et billede på jomfru Maria. Maria modtog Jesus via Helligånden, bar ham under sit hjerte og gad ham siden til verden. Præsten modtager under messen Jesus i sine hænder når Helligånden gennem ham forvandler brød og vin til Jesu legeme og brød – og han giver ligesom Maria Jesus videre til de troende. Præstens opsvulmede mave var altså blot en legemliggørelse af troens dybeste indhold. Mht. den diende Jesus er sammenhængen den, at man i middelalderen (ligesom i antikken) antog at modermælken var omdannet blod. Når en kvinde diede et barn gav hun det altså sit eget blot at spise, så at barnet kunne leve – ligesom Jesus gav sit blod på korsets træ, så at menneskene kunne leve evigt i Paradis. I den forstand var de mange visioner med Jesus, der dier den troendes sjæl, blot udtryk for en meget bogstavelig forståelse af hvad den kristne frelse handler om. I middelalderen havde man nemlig nok en meget snæver forståelse af hvilke karaktertræk og roller der var henholdsvis mandlige og kvindelige, men disse karaktertræk og roller kunne i praksis indtages af begge køn.

Et andet fascinerende aspekt ved Caroline Walker Bynums bog er hvor utroligt kropsligt sanselig høj- og senmiddelalderens kristendom var. Set i forhold til forestillingen om at man i denne periode var kropsforskrækket og snerpet, må man snarere spørge om det ikke er os, der har problemer med denne periodes frejdighed. F.eks. er det en ret kendt fortælling, at Katharina af Sienna i en vision ser hvordan Jesus gifter sig med hende og i denne forbindelse giver hende en ring. Typisk hører man at denne ring skulle have været lavet af sølv, men i sine egne breve skriver Katharina, at den ring Jesus gav hende var lavet af hans forhud! Og i en tid, hvor kvinder der ammer offentligt udløser forargelse hos diverse debattører, er det fascinerende at læse om en middelalderkvindes vision af himlen, hvor hun ser Jomfru Maria omgivet af et utal af hellige jomfruer. Det virker måske ikke så overraskende. Men det bliver man måske når man så kan læse, at der ud ad alle disse hellige jomfruers bryster sprøjter så store mængder af mælk at det udfylder hele himmelrummet! I dag er kvinders bryster reduceret til et sexsymbol – i middelalderens kristendom var kvindens bryst derimod et symbol på frugtbarhed, på mad og på liv. Det kan måske give stof til eftertanke.

 

 

Knock – en Maria åbenbaring fra 1800-tallets Irland

Knock – en Maria åbenbaring fra 1800-tallets Irland

Skrevet af den 24 jul, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

 

Den 21. august 1879 om aftenen og natten så 14 kvinder og mænd fra den lille fattige irske landsby Knock et mærkeligt syn i form af et stærkt hvidt og sølvagtigt lys foran den lokale kirkes gavl. Inden i det lys så de jomfru Maria, den hellige Josef og en skikkelse som muligvis var den hellige Johannes evangelisten. Nogle seere hævdede også, at de så et alter, et lam og et kors. Synet varede flere timer og de todimensionale figurer, der svævede over jorden, bevægede sig i hele denne periode aldrig, ligesom de forblev tavse. Mens vidnerne blev gennemblødt af et kraftigt regnvejr forblev område hvor visionen viste sig tørt. Dette var starten på valfartsstedet Knock, der spiller en vigtig rolle indenfor den irske katolicisme og f.eks. blev besøgt af pave Johannes Paul II på hundredårsdagen for visionen i 1979.

Den irsk-amerikanske sociologi professor Eugene Hynes har med sin bog ”Knock – The Virgin’s Apparition in Nineteenth-Century Ireland” besluttet sig for at lave et sociologisk studie af det samfund som fandtes i og rundt omkring Knock på det tidspunkt da det påståede mirakel skete. Som det er blevet moderne i den postmoderne religions-forskning er han ikke ude på at bevise eller modbevise det, der måtte være sket. I stedet forsøger han at se begivenhederne fra de involveredes perspektiv og bidrage med en forståelse af det mentale landskab som begivenhederne udfoldede sig i.

Eugene Hynes tager udgangspunkt i situationen i det vestlige Irland i årtierne før kartoffelpesten i 1840’erne og den omfattende hungersnød og immigration den udløste. I denne periode var det religiøse verdensbillede stærkt præget af en folkelig katolicisme som på mange måder afveg fra den klassiske højkatolske version af troen. F.eks. var der en stærk tro på elverfolk, hvis boliger og gangstier fandtes overalt i landskabet og som man gjorde klogt i ikke at forstyrre. Der fandtes også et utal af hellige kilder med tilhørende valfartssteder, hvor befolkningen praktiserede en blanding af traditionelle katolske ritualer som f.eks. at bede Fadervor og Hil dig Maria samtidigt med at man bandt klude på grenene af hellige træer for at tilfredsstille elverfolkenes ønsker. Det var almindeligt at konsultere kloge koner (og mænd) hvis ydelser kunne suppleres af omkringvandrende hellige mænd og kvinder. Kirkegangsprocenten var ikke høj i forhold til f.eks. 1950’ernes Irland, nogen steder var den helt nede på 20 %. Den lave kirkegangsprocent skyldtes dog også at der var en mangel på kirkebygninger og præster, da de fattige bønder havde svært ved at skulle finansiere præsterne, og det blev ikke bedre af at briterne tvang dem til at betale tiende til den irske protestantiske kirke.

De katolske præster havde ubestrideligt stor magt og det ikke kun fordi de kunne læse messer og tilgive synder. I henhold til folketroen havde de også magten til at kunne forvandle folk til dyr! I en befolkning hvor flertallet var analfabeter og en del ikke kunne tale engelsk og dermed ikke beherskede magthavernes sprog var præsterne oplagte ledere, og mange engagerede sig da også for den fattige befolkning, ikke mindst den meget populære ærkebiskop John MacHale (1791-1881) der i folketroen blev dyrket som en levende helgen og tillagt mange overnaturlige evner. Dog skal man ikke tro at befolkningen fandt sig i hvad som helst fra deres præster. Der var meget kritik af grådige præster, der levede over evne på deres kirkebørns bekostning, og Eugene Hynes kan berette om hvordan folk i Knock sågar vha. en betalingsstrejke og større demonstrationer fik presset de lokale præster til at sætte prisen på de kirkelige ydelser ned.

Bønderne i Knock var som de fleste andre bønder i 1800-tallets Irland fæstebønder, som måtte leje deres jord af storgodsejere, der ofte om end ikke altid var protestanter. Frem til den store krise i 1840’erne var befolkningen vokset stødt og trykket på den i forvejen ofte ikke særligt frugtbare landbrugsjord var hårdt. I forsøget på at overleve under disse vilkår havde bønderne organiseret sig på den måde, at grupper af storfamilier lejede/fæstede jorden af godsejerne for så dernæst at fordele den imellem sig. Alle fik tildelt bidder af både bedre og dårligere jord og jordstykkerne blev jævnligt omfordelt. På denne måde forsøgte man at sikre solidaritet i landsbyfællesskabet og der blev lagt stor vægt på at man skulle hjælpe og støtte hinanden. Til gengæld blev der slået hårdt ned på ethvert udslag af individualisme og forsøget på at forbedre sin egen sociale situation på bekostning af fællesskabet.

Hungerskatastrofen i 1840’erne gik stort set forbi Knock hvad de lokale tolkede som en særlig guddommelig omsorg for deres lokalsamfund, men måske også kan forklares med at deres godsejer og ikke mindst dennes forvalter hørte til de få godsejere hhv. godsforvaltere som gjorde en stor indsats for at beskytte deres bønder mod sultedøden. På denne måde kunne Knock forblive mere traditionel end andre dele af især det vestlige Irland, der blev særligt hårdt ramt af katastrofen, men alligevel ændrede deres samfund sig også. F.eks. blev også Knock berørt af en landbrugsreform, hvor man gik fra en kollektiv til en individuel fæste/leje af landbrugsjorden. Det var starten på det moderne familiebrug, hvor gården går i arv fra far til søn og hvor alle andre sønner må finde sig noget andet at leve af. Det var en udvikling som på længere sigt forberede den enkelte bondefamilies økonomi, men som både ændrede familiestrukturen og underminerede landsbyfællesskabet. Knock blev også som de andre irske sogne berørt af at de kirkelige myndigheder begyndte af vise mere interesse for befolkningens tro og forsøgte, at styre den i en højkirkelig retning. Der begyndte at dukke skoler op, uddannelsesniveauet steg samtidigt med at irsk begyndte at blive fortrængt af engelsk.

Hvad der måske var af særlig vigtighed for de påståede mirakuløse begivenheder i Knock var at bønderne begyndte at organisere sig og kæmpe mod godsejerne – først blev der stillet krav om at lejen for jorden skulle ned, men snart blev der mere og mere bastant krævet at hele godsejersystemet skulle afskaffes. Her kom præsteskabet under pres, både fordi befolkningen nu begyndte at ville bestemme selv og fordi det ikke brød sig om en mere eller mindre revolutionær bevægelse, der satte spørgsmålstegn ved selve samfundsordenen. Både ærkebiskop MacHale og den lokale sognepræst udtale sig i stærke vendinger mod denne kamps bannerførere og sidstnævnte havde sågar måtte lide den tort at blive lagt for had under store moddemonstrationer rettet mod hans angreb på kampen for fri adgang til landsbrugsjorden.

Det er Eugene Hynes’ tese, at seerne fra Knocks syn skal forstås som en klar om end forsigtig formuleret kritik af sognepræstens modstand mod kampen for selveje. Han forsøger at underbygge denne påstand med henvisning til at der i den lokale folketro fandtes historier om hvordan Jomfru Maria havde grebet ind over katolske præster, der ikke ville give dødende offentlige syndere den sidste olie. Men undertegnede vil nok mene, at der er en forskel på disse historier om en Jomfru Maria, der aktivt griber ind og sikrer, at disse forsømte offentlige syndere også får en chance for at blive frelst, og så en beretning om at 14 mennesker i flere timer skulle have set et todimensionelt billede af Jomfru Maria og to andre hellige skikkelser svæve tavse og ubevægelige over jorden. Eugene Hynes’ tese svækkes også af, at han selv udførligt skildrer, at de fleste af vidnerne hørte til sognepræstens støtter og at denne i øvrigt selv troede på at der var tale om et mirakel og det fra dag et.

Eugene Hynes bryder sig ikke om tesen om at visionen var et resultat af et bevidst bedrageri hvor nogen (formodentligt sognepræsten med en hjælper) havde brugt en art primitivt lysbilledapparat til at projicere et billede op på sognekirkens gavl. Det er selvfølgeligt også mærkeligt, at der i så tilfælde ikke findes nogen beretninger om at vidnerne havde set den lyskegle som et sådant apparat jo udstråler. Men på den anden side dokumenterer Eugene Hynes udmærket hvor sjusket den kirkelige undersøgelse af fænomenet i Knock var.

Undersøgelseskommission der først undersøgte sagen 6 uger efter begivenheden og som kun brugte en dag på at afhøre vidnerne bestod bl.a. af den lokale sognepræst selv og dens rapport er i øvrigt forsvundet. Vidneudsagnene blev dog senere publiceret bl.a. af sognepræsten og en anden præst fra kommissionen. De findes i forskellige versioner der viser tydelige tegn på redigering og på, at vidnerne blev stillet ledende spørgsmål.

Vi vil derfor nok aldrig kunne finde ud af hvad der virkeligt skete, men måske det så heller ikke er så vigtigt. Mere vigtigt er det nok, at begivenhederne i Knock utvivlsomt hang sammen med de store omvæltninger i det sociale og religiøse univers som Irlands befolkning oplevede i 1800-tallet – og ikke blot den – også de vækkelsesbølger der i den grad satte præg på 1800-tallets Danmark bør ses som en reaktion på de omfattende sociale og politiske forandringer som også vores land oplevede i denne periode. Det er nemlig ikke bare i dag, at tingene ændrer sig hurtigt, og at vi er nødt til at forholde sig til at det som engang var sikkert ikke længere er det.