Skrevet af Karen M. Larsen den 8 nov, 2021 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt |
Fra midten af 1990’erne til 2012 bølgende debatten om et muligt velsignelses- eller vielsesritual for homoseksuelle par frem og tilbage i den folkekirkelige andedam. Intet mindre end folkekirkens overlevelse stod på stil, altså hvis man skulle tro på den folkekirkens højrefløj. Denne profeterede, at folkekirken ville blive spaltet, eller at de trofaste kirkegængere i stor stil ville udvandre fra en kirke, der vovede at velsigne hvad Gud forbander. Og som det så ofte sker med de falske profeter, så stak man i stilhed piben ind da det viste sig at man havde grebet til falske trusler i forsøget på at forhindre et ritual som der faktisk var flertal for blandt folkekirkens præster.
Men dette nederlag forhindrer selvsagt ikke konservative og fundamentalistiske kristne, både indenfor og udenfor folkekirken, i at fortsætte med at forkynde, at homoseksuelt samliv er en alvorlig synd der vil føre til fortabelse hvis man ikke angrer og omvender sig. Deres forkyndelse har sat sit præg på kristne homoseksuelle, og har selvsagt også haft betydning for teologer, der tilfældigvis også er homoseksuelle. Sidstnævnte har med bogen ”Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” ønsket at formidle deres egne erfaringer såvel som teologiske refleksioner over det at være kristen og ”LGBT-person”.
”Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” er en antologi bestående af 7 artikler skrevet af homoseksuelle teologer med en (liberal) folkekirkelig baggrund hvoraf de 6 i øvrigt er folkekirkepræster. Artiklerne svinger en del i forhold til hvor meget den personlige coming out and coming in historie tæller i forhold til de teologiske refleksioner. Personligt blev jeg mest berørt af Carina Wøhlks artikel ”I regnbuens tegn” der i et letforståeligt sprog kombinerer en fortælling om delvist ret så grænseoverskridende erfaringer med sexisme og homofobi i folkekirkeligt regi med en stærk bekendelse til kærlighedens Gud. Men Viggo Julsgaard Jensens artikel ”Nu tager vi selv ordet”, der bl.a. indeholder en, dog for kort, introduktion til queer-teologi er læseværdig. Og som den eneste forholder Irene Larsen sig i artiklen ”Bibellæsning for lesbiske og bøsser” mere grundigt til hvordan man kan forstå og håndtere de bibelvers som den kristne højrefløj bruger til at slå homoseksuelle kristne i hovedet med.
Det der med ”skitser” skal tages ret så bogstaveligt. Artiklerne har en tendens til ikke virkeligt at komme i dybden med de teologiske problemstillinger som de arbejder med – og desværre giver nogle af bidragsyderne også lidt indtryk af at de måske ikke helt synes at disse problemstillinger virkeligt er relevante at forholde sig til – for selvfølgelig kan man være kristen og ”LGBT-person”, basta! Men hvis man nu er en kristen homoseksuel, der kæmper med at forene sin tro og sin seksuelle orientering, og som tror, at han eller hun er nødt til at vælge den ene fra for at kunne have den anden, er det faktisk ganske vigtigt at have nogle gode teologiske argumenter for at disse kan forenes. En fælles indledende artikel hvor bidragsyderne havde samskrevet nogle sådanne, og hvor man kom godt rundt om de ofte brugte skriftsteder såvel som kom ind på nogle grundlæggende refleksioner over det kristne menneske- og gudssyn såvel som soteriologien (frelseslæren), havde været guld værd.
Men måske en ”regnbueteologi” nødvendigvis må være skitseagtig når og hvis den ikke blot må handle om homoseksuelle men også skal have de andre bogstaver i den sig stadigt udvidende regnbue med. Er de udfordringer man står overfor som homoseksuel kristen f.eks. nødvendigvis de samme som dem man har hvis man er biseksuel og måske lever i et forhold med en af modsat køn? Og hvordan vil man forene påstanden om at ”Gud har skabt LGBT-personer sådan som de er” med påstanden om at transkønnede er født med en forkert krop? Hvorfor skulle Gud skabe nogle mennesker med forkerte kroppe eller havde hun bare en dårlig dag da hun anbragte en mandesjæl i en kvindekrop eller omvendt? Og så taler vi slet ikke om hvor kompliceret det bliver at forene forestillingen om, at vi mennesker skabt med et dybtfølt behov for at indgå i seksuelle relationer med andre, med de aseksuelles påstand om at lige præcist sådanne forestillinger er med til både at usynliggøre og sygeliggøre deres seksuelle orientering. Når man reelt set kun har noget at sige til forholdet mellem kristendom og homoseksualitet, så skulle man nok også eksplicit havde overladt det til biseksuelle, transkønnede, interkønnede, aseksuelle og diverse andre ”regnbueidentiteter” at beskrive deres teologiske problemstillinger.
Skrevet af Karen M. Larsen den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt |
Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.
Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.
Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.
Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.
Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.
Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.
Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.
Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen. Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.
Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.
Seneste kommentarer