Skrevet af Karen M. Larsen den 8 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt |
Et af de centrale dogmer indenfor transaktivismen er, at man enten er transkønnet eller såkaldt ciskønnet. Antagelsen er, at man enten ikke ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” eller at man gør det. Allerede her står det klart, at begrebet ”ciskønnet” er knyttet til en forestilling om at køn handler om hvad man identificerer eller føler sig som frem for den krop man blev født med. På samme måde tager udtrykket ”køn tildelt ved fødslen” udgangspunkt i den fejlagtige antagelse at det køn, der står i ens fødselsattest, er et resultat af en tilfældig ”tildeling” foretaget af en eller anden læge.
Cis-kønsbegrebet er knyttet til en bemærkelsesværdig rigid binær forestilling om hvordan vi mennesker har det med vores kropslige køn og ikke mindst de kønsroller og kønsrolleforventninger som samfundet møder os med pga. den krop vi blev født med. Hvor man når man taler om menneskers seksuelle orientering som bekendt ikke blot har begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel” men også ”biseksuel”, så er forholdet til ens køn øjensynligt et enten-eller og aldrig et både-og.
Trans- og queeraktivister vil selvsagt gerne have os til at tro at ”ciskønnet” blot er et neutralt begreb for alle ”ikke-transkønnede” og at det er den mest objektive og præcise måle at tale om disse på. Men dette er på mange måder ikke rigtigt, og det ikke blot pga. ovenanførte årsager. I praksis ser det ud til at transaktivisterne ofte antager, at dem der ikke betegner sig selv som transkønnede har det ganske udmærket med de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres medfødte kropslige køn, altså at de såkaldte ”ciskønnede” er kønsrollekonforme hhv. kønsnormale om man vil. Men nu er der ikke så helt få blandt dem, der ikke ser sig selv som transkønnede, der ikke kan eller vil spejle sig i de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres biologiske køn. Dette forhold synes imidlertid at forvirre mange transaktivister, der øjensynligt har det svært med at håndtere den mangfoldighed af fortolkninger der findes af hvad det vil sige at leve med en kønnet krop i en kønsrollefikseret verden.
Helt konkret har jeg efterhånden en del gange oplevet at transaktivister har påstået at jeg skulle være transkønnet. Sidste gang det skete var da jeg for nyligt på Twitter blev udråbt til at være en selvhadende skabstransmand. Det forhold at jeg ikke kan eller vil spejle mig i de kønsrolleforventninger som jeg mødes med fordi jeg er født med en kvindes krop – og at jeg i øvrigt går i ”herretøj” og ikke ser mig selv som feminin – gør øjensynligt at jeg i disse aktivisters øjne hører til i transkassen om jeg så selv ser sådan på sagen eller ej. På samme måde har jeg set transaktivister blive nærmest rasende hvis folk ikke ville acceptere at blive kaldt for ”cis-kønnede”. Det forhold at man ikke betegner sig selv som transkønnet gør øjensynligt at man i en række transaktivisters øjne mister retten til at definere sit eget køn ud fra hvad der giver mening for en selv.
Jeg er ikke ”cis-kønnet” da jeg ikke er ”kønsnormal”. Jeg har været og er en række forskellige ting, normal hører helt sikkert ikke med hertil. Og som radikalfeminist identificerer jeg mig i øvrigt ikke med min egen undertrykkelse dvs. med de samfundsskabte kønsrolleforventninger til kvinder. Jeg er imidlertid heller ikke transkønnet da jeg er mig fuld bevidst at det forhold at jeg blev født med en piges krop, der har udviklet sig til en kvindes krop, på rigtigt mange måder har været afgørende for hvordan jeg er blevet mødt af andre og dermed på de erfaringer jeg har haft med andre og deres reaktioner på mig. Var jeg blevet født med en penis så havde mine erfaringer, mine muligheder og hermed mit liv på mange måder været anderledes og dermed havde jeg været en anden. At benægte at vores kropslige udgangspunkt på mange måder sætter rammerne for hvem vi er blevet til, er i mine øjne en form for benægtelse af den materielle virkelighed og vores egen livshistorie som er uløseligt knyttet hertil.
Med en vis alder og livserfaring er det alt andet lige ikke så svært at gennemskue illusionen om at vores kropslige virkelighed er noget vi kan flygte fra eller at vi reelt kan skifte fra det ene biologiske køn til det andet. Men det er dybt bekymrende at unge og usikre mennesker, der mangler disse livserfaringer og som ofte savner alternative måder at håndtere kønsrollefrustrationerne på, kan komme til at foretage unødvendige irreversible kropslige forandringer fordi de blev lokket af transaktivisternes sirenesang.
Skrevet af Karen M. Larsen den 7 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt |
Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.
Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.
Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.
Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).
Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.
Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand. Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.
Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.
Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer. ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.
Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.
Seneste kommentarer