Nærhed skaber fjendskab

En udbredt forståelse af religiøse konflikter er, at de handler om forskellighed, altså at diverse konflikter f.eks. mellem kristendommen og islam handler om, at disse to religioner er som ild og vand. Men religiøse konflikter forstås ofte bedre, hvis vi tager udgangspunkt i, at konflikterne skyldes ligheder mellem de stridende religioner.

Mht. stridighederne mellem kristendom og islam er det oplagt at se problematikken ud fra lighedsindfaldsvinklen. Islam påstår jo, at Muhammeds budskab grundlæggende set er den rigtige version af Jesu lære, hvad kristendommen afviser. Begge religioner er missionerende religioner som mener, at have patent på sandheden om Gud. Også gudsforestillingen har ligheder. Begge religioner er monoteistiske og opfatter Gud som verdens skaber og verdens herre. Begge går ud fra, at Gud har talt ved profeterne. Begge religioner kender til ideen om at Gud har tanker om hvordan mennesket skal leve, begge kender til forestillinger om dommedag, paradis og helvedet.

Det er lige præcist denne lighed mellem kristendom og islam som har skabt forvirring. For islam hører kristendommen med til ”bogens folk”, men deres bog er fuld af forfalskninger af Guds oprindelige budskab. Og kristendommen har haft svært med at placere islam. Er islam kristent kætteri eller hedenskab? Og det bliver ikke bedre af, at denne forvirrende teologiske nærhed går i samspil med en geografisk nærhed. Ikke nok med at kristendommen og islam har bekriget hinanden – de deler også fysiske grænser. Kristendommen har måttet eksistere under muslimsk styre – og islam må i dag, som følge af indvandring og konversion, finde sine ben i kristne majoritetssamfund.

Den teologiske og fysiske nærhed udløser et stærkt behov for afgrænsning. Ligesom monstre skræmmer ved at være mærkværdige blandinger af dyr og mennesker, som på en gang er genkendelige og fremmede, så skræmmer de religioner, der på en gang ligner den egne religion og så dog er en anden. Denne angst skaber et behov for at fremstille de andre som nogen, der essentielt set er forskellige fra en selv. I denne forbindelse sker det så ofte, at det man frygter hos en selv bliver placeret hos de andre. Kvindeundertrykkelse og homofobi er f.eks. noget, som kristendommen i høj grad kender til – men hvis vi påstår, at det er noget, som er kendetegnede ved islam, så kan vi på en gang bekræfte vores angst for de andre og give os selv kollektiv syndsforladelse. De andres ondskab bliver til en undskyldning for ikke at forholde os til det onde hos os selv.