Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Nærhed skaber fjendskab

En udbredt forståelse af religiøse konflikter er, at de handler om forskellighed, altså at diverse konflikter f.eks. mellem kristendommen og islam handler om, at disse to religioner er som ild og vand. Men religiøse konflikter forstås ofte bedre, hvis vi tager udgangspunkt i, at konflikterne skyldes ligheder mellem de stridende religioner.

Mht. stridighederne mellem kristendom og islam er det oplagt at se problematikken ud fra lighedsindfaldsvinklen. Islam påstår jo, at Muhammeds budskab grundlæggende set er den rigtige version af Jesu lære, hvad kristendommen afviser. Begge religioner er missionerende religioner som mener, at have patent på sandheden om Gud. Også gudsforestillingen har ligheder. Begge religioner er monoteistiske og opfatter Gud som verdens skaber og verdens herre. Begge går ud fra, at Gud har talt ved profeterne. Begge religioner kender til ideen om at Gud har tanker om hvordan mennesket skal leve, begge kender til forestillinger om dommedag, paradis og helvedet.

Det er lige præcist denne lighed mellem kristendom og islam som har skabt forvirring. For islam hører kristendommen med til ”bogens folk”, men deres bog er fuld af forfalskninger af Guds oprindelige budskab. Og kristendommen har haft svært med at placere islam. Er islam kristent kætteri eller hedenskab? Og det bliver ikke bedre af, at denne forvirrende teologiske nærhed går i samspil med en geografisk nærhed. Ikke nok med at kristendommen og islam har bekriget hinanden – de deler også fysiske grænser. Kristendommen har måttet eksistere under muslimsk styre – og islam må i dag, som følge af indvandring og konversion, finde sine ben i kristne majoritetssamfund.

Den teologiske og fysiske nærhed udløser et stærkt behov for afgrænsning. Ligesom monstre skræmmer ved at være mærkværdige blandinger af dyr og mennesker, som på en gang er genkendelige og fremmede, så skræmmer de religioner, der på en gang ligner den egne religion og så dog er en anden. Denne angst skaber et behov for at fremstille de andre som nogen, der essentielt set er forskellige fra en selv. I denne forbindelse sker det så ofte, at det man frygter hos en selv bliver placeret hos de andre. Kvindeundertrykkelse og homofobi er f.eks. noget, som kristendommen i høj grad kender til – men hvis vi påstår, at det er noget, som er kendetegnede ved islam, så kan vi på en gang bekræfte vores angst for de andre og give os selv kollektiv syndsforladelse. De andres ondskab bliver til en undskyldning for ikke at forholde os til det onde hos os selv.

6 Kommentarer

  1. Nogle gange får man RET i fordomme om, at fx Islam ikke KAN reformeres – især fordi de selv fornægter, at Koranen faktisk har en udviklingshistorie – for den er jo direkte fra Allah, trods fx fundene fra Yemen, der viser noget andet.

  2. Men nu er der jo også kristne, som påstår, at Bibelen er direkte fra Gud – læs blot “Pastor Sørensens” blog her på eftertanke.dk

    Afgørende er i sidste instans hvordan islam tolkes – og her vil man, hvis man gider se efter, finde mange forskellige bud på hvordan Koranen skal forståes.

  3. Ja, ja, vi ser jo aldrig folkemængder heppe i masseoptog efter fredagsbønnen: “Død over jøderne, død over jøderne” Mange FØLGER flere ret grimme passager i Kornane, hvis de skal være gode muslimer…

  4. Min pointe er: Muslimer handler som de skal ifølge Koranen. Læs den!
    Man kan ikke neddæmpe de absolutte krav, der står deri eller reformere sig tilbage til blødere kildeskrifter…

  5. Men det er der altså også muslimer der tolker Koranen blødt – ligesom der er kristne, der tolker Bibelen hårdt. Det er altså kun en generation siden, at din kirke kaldte jøderne for gudsmordere…

  6. Point taken – over & out 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *