Mit åndelige forbillede

”Lehrer sind Vorbilder und Bilder sollte man aufhängen”. Denne tyske ”vittighed” syntes jeg var ret sjov da jeg gik i folkeskole. På dansk vil den hedde: ”Lærere er forbilleder og billeder skal man hænge (op). Det tyske ”aufhängen” kan både betyde hænge op (på en væg f.eks.) og hænge nogen i en galge eller lignende. Se, at jeg dengang kunne lide denne vittighed siger nok noget om hvordan jeg havde det med mine lærere i folkeskolen. Der var kun få, som jeg holdt af og igen, som jeg i ville opfatte som forbilleder for noget som helst. I gymnasiet blev det bedre, og der havde jeg to lærere, som jeg i dag til dels har, om ikke som forbilleder så dog som inspirationskilder, for mit eget virke som gymnasie- og hf-lærer. Men stadigvæk har jeg det ikke så godt med ”forbilleder”. Da en kursist engang fortalte mig, at jeg var hendes store forbillede, blev jeg næsten helt bange. Jeg gør jo hvad jeg kan for at være en god lærer, men et menneskeligt (her sågar religiøst) forbillede ser jeg mig ikke som. Det ansvar er næsten for stort til at blive båret på mine små næsten ikke eksisterende skuldre. Ej heller ved jeg, hvem mit forbillede i almen menneskelig forstand skulle være. I en verden der er så foranderlig som vores synes jeg, at det er svært, at skulle gribe fat i ét bestemt menneske og sige, ”sådan vil jeg også være fuldt og helt”. Snarere så tror jeg, at det er bedre, i hvert fald for mig, at lade sig inspirere at forskellige mennesker fra forskellige tider, kulturer og traditioner.

At finde åndelige forbilleder vanskeliggøres for mig også af to andre forhold: Jeg er kvinde, og jeg er homoseksuel.

Kirkehistorien kender til store åndelige personligheder, der var kvinder. Kvinder som Theresa af Avila og Hildegard af Bingen (der i øvrigt begge kunne elske kvinder med stor lidenskab) var så afgjort stærke kvinder, som jeg ser op til. Men afstanden i tid og mentalitet og ikke mindst religiøse og sociale udfoldelsesmuligheder for kvinder er for stor til at de i mine øjne kan være egentlige forbilleder.

Homoseksuelle kristne er først rigtigt blevet synlige i de seneste årtier. Mangel på synlighed har også gjort, at vi mangler synlige forbilleder. Jeg kender dog efterhånden en del homoseksuelle kristne. Noget egentligt forbillede har jeg ikke fundet, men mange er stærke personligheder med en stærk tro. Man kan altid lade sig inspirere af andre, der er gået og går samme eller en lignende livsvej som en selv. Det var bl.a. også derfor, at jeg i sin tid udgav bogen ”Enhver, som elsker, kender Gud”, hvor 13 kristne homoseksuelle, mig selv inklusive, fortæller om vores liv og tro.

Hvis jeg skal udpege én person, der så alligevel er mit åndelige forbillede, så er det Jesus. For nok er også han en historisk person, men samtidigt hermed er han hævet over tid og sted. Som Gud har han frelst mig – og som menneske viser han mig vejen til Gud, der er ham selv. Af ham har jeg lært at jeg skal elske alle mennesker betingelsesløst, fordi han elsker mig betingelsesløst.

I min hverdag erfarer jeg hver eneste dag, at jeg kommer til kort i forhold til dette kald. Derfor har jeg også dagligt brug for den tilgivelse som han har lovet mig.

 I min dagligdag forsøger jeg, at huske på Jesus. Ligesom jeg dagligt fortæller min kone, at jeg elsker hende, så fortæller jeg ham dagligt, at jeg elsker ham. Jeg beder ikke lange bønner. Ud over en lille morgenbøn, en lille aftenbøn og bordbøn prøver jeg i stedet, at sende ham små kærlige tanker i løbet af dagen. På den måde bliver Jesus nærværende i min dagligdag.