Mellemøstens store tabu

Hvordan ser livet ud for homoseksuelle i Mellemøsten? Hvilke problemer og hvile muligheder har de? Disse spørgsmål tager den britiske mellemøstkorrespondent Brian Whitaker op i hans velskrevne bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

I den vestlige verden har der i de senere år været en voksende interesse for levevilkårene for homoseksuelle i Mellemøsten. Men ser man bort fra sensationsprægede artikler om henrettelser af unge bøsser, ja så ved den almindelige vestlige iagttager alt for lidt om vilkårene for mennesker, der har sex eller har lyst til sex med medlemmer af deres eget køn i en mellemøstlig sammenhæng. Det er denne uvidenhed som Brian Whitaker forsøger at gøre en ende på med sin bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

Generelt er seksualitet tabubelagt i Mellemøsten – og homoseksualitet er klart et af de største seksuelle tabu. Mange arabere går endda så vidt, at de påstår, at homoseksualitet er en vestlig opfindelse, et vestligt fordærv som, hvis det i det hele taget forekommer i arabiske lande, er et resultat af skadelig indflydelse fra Vesten. Selve ordet ”homoseksuel”( på arabisk ”al-mithliyya al-jinsiyya”) er nyt i Mellemøstlig sammenhæng og ordet er ikke slået helt igennem endnu, men til gengæld har man rigeligt med skældsord der hentyder til seksuelle handlinger mellem mænd hhv. til feminine mænd. I øvrigt er der ganske mange, der har sex med personer af eget køn, uden at de derfor identificerer sig som homoseksuel.

Det forhold at homoseksualitet er tabubelagt gør, at den der springer ud som homoseksuel overfor sin familie må regne med en meget negativ reaktion, der meget vel kan være voldelig og i hvert fald ofte indebærer en alvorlig risiko for at blive udstødt af familien. I mere velhavende familier er det almindeligt, at man presser den homoseksuelle til at opsøge terapi, der skal helbrede vedkommende for hans eller hendes seksualitet – for i Mellemøsten er det almindeligt at se homoseksualitet som en (helbredelig) sygdom og mange terapeuter er villige til at forsøge, at kurere den homoseksuelle.

Generelt er familiernes reaktion mest heftig når det drejer sig om en søn, der springer ud som homoseksuel, for sønnerne har en central betydning for familiens muligheder for at opnå ære og succes. Mht. døtrene er den største bekymring typisk, at de vil bringe skam over familien ved at have sex med en mand de ikke er gift med. Derfor tager familierne det ikke altid så tungt, at en datter siger, at hun er lesbisk. Men for døtre såvel som sønner er normen dog klar: De skal gifte sig og få børn. Presset for at forblive i skabet, gifte sig og dermed forsvinde i mængden er enormt stort. Og de fleste homoseksuelle giver efter for dette pres – ikke blot af angst for straf men også for at beskytte deres familier. For en familie med en datter eller en søn, der offentligt er kendt om homoseksuel, vil ofte blive ramt af sociale sanktioner, så som at ingen vil lade deres sønner gifte sig med en datter fra en familie, hvor en søn lever åbent som bøsse.

På den anden side så medfører det forhold, at homoseksualitet er så tabubelagt som den er, at man generelt er mindre mistænkelig overfor personer af samme køn, der viser kærlighed overfor hinanden i det offentlige rum, end man er i vestlige lande. F.eks. er det i Saudi Arabien almindeligt, at unge mænd holder hinanden i hånden og kysser hinanden i det offentlige rum. Man kan nemlig slet ikke forestille sig, at der kunne være sex med i spillet. Og det forhold, at kønnene ofte holdes skarpt adskilte forøger mulighederne for at flirte med personer af eget køn, og sågar for at have hemmelige seksuelle relationer med dem.

Den juridiske situation er generelt dårlig for homoseksuelle i Mellemøsten. Selv i Libanon, hvor hovedstaden Beirut er berømt for sit homoseksuelle natteliv, er sex mellem to af samme køn en kriminel handling. Politiet synes godt nok ikke offensivt at forfølge homoseksuelle, men kommer det i forbindelse med en politimæssig undersøgelse af andre forhold frem, at en person er homoseksuel, risikerer vedkommende retsmæssig forfølgelse. I Egypten findes der ikke en lov der direkte omtaler sex mellem to af samme køn, men der findes en lov der forbyder seksuel umoral, og den bruges målrettet mod homoseksuelle mænd. I Egypten synes situationen for homoseksuelle generelt at være værst, ikke mindst fordi politiet bruger politistikkere og målrettet stiller fæller op for homoseksuelle, bl.a. på internettet, for at kunne anholde folk. Til gengæld synes myndighederne i Saudi Arabien, hvor der er dødsstraf for sex mellem mænd, ikke at være særligt interesserede i aktivt at forfølge homoseksuelle. Her spiller behovet for at lade som om at homoseksualitet slet ikke findes i Saudi Arabien ind – og det giver et vist spillerum for bøsser (kvinder kan jo ikke frit bevæge sig i det offentlige rum) om end man naturligvis skal være diskret.

En særlig vanskelig situation har homoseksuelle i de palæstinensiske områder. Homoseksuelle bliver nemlig typisk mistænkt for at være agenter for Israel, hvad kan være en direkte livsfarlig beskyldning. En del søger til Israel for at få et bedre liv, men mange får ikke asyl og lever derfor illegalt i Israel under elendige vilkår og med truslen om at blive udvist til de palæstinensiske områder hængende over hovedet.

Brian Whitaker gør meget ud af at fremhæve, at man skal passe på med at komme med simple religiøse og kulturelle forklaringer på undertrykkelsen af homoseksuelle i Mellemøsten. Europæiske opdagelsesrejsende fra 1600-tallet og frem til 1800-tallets slut skildrer faktisk Mellemøsten som et paradis for sodomitter, som man dengang kaldte mænd, der har sex med mænd. Og klassisk arabisk litteratur er lige så fyldt med skildringer af erotik mellem mænd som sådanne skildringer er fraværende i moderne arabisk litteratur.

Homofobien i dagens Mellemøsten kan altså ikke direkte udledes af religionen og den traditionelle kultur men må snarere ses som et moderne forsøg på at afgrænse sig moralsk fra det ”dekadente” vesten. Man kan også se homofobien som et udslag af at den arabiske mand af i dag ser sig truet i sin maskulinitet pga. Mellemøstens politiske og økonomiske underlegenhed i forhold til Vesten. I en sådan situation opstår der et behov for at være hyper maskulin, for at kompensere for de reelle og indbildte ydmygelser man udsættes for, og her er der så ikke længere plads til accept af sex mellem mænd, da en sådan adfærd let sættes i forbindelse med kvindagtighed og dermed blødhed og svaghed hos mænd.

Mht. islam i dag er der ingen tvivl om, at de religiøse autoriteter i Mellemøsten er meget afvisende overfor homoseksuelle. Tonen er ofte skinger og den homoseksuelle muslim får grundlæggende set kun en besked: sex med en af eget køn er helt uacceptabel og den homoseksuelle må forsøge, at blive helbredt for sit begær. Generelt er antagelsen den, at det heller ikke er særligt svært, det er blot et spørgsmål om at tage sig sammen. I øvrigt er mange muslimske ledere og rådgivere begejstrede for den amerikanske forening NARTH (National Association for Research and Therapy of Homosexuality), en højrekristen forening der på et pseudovidenskabeligt grundlag mener at kunne bevise, at homoseksualitet kan helbredes. (Den danske forening Agape, der får støtte fra tipsmidlerne, er i øvrigt formodentligt til en vis grad inspireret af NARTH’s arbejde).

Hvis vi ser på islams kilder med åbne øjne ser situationen imidlertid anderledes ud. Koranen indeholder f.eks. ingen krav om straf for mænd, der har sex med mænd. Forestillingen om at de skal stenes bygger på nogle haditter, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, men disse haditter har en svag overleveringskæde og kan derfor med rette opfattes som tvivlsomme. Det er da heller ikke alle muslimske retsskoler, der kr

æver dødsstraf for sex mellem mænd, Hanafi skolen lader det således være op til regeringerne om og hvordan homoseksuelle skal straffe.

Koranens udsagn mht. sex mellem to af samme køn er uklare. Kvinder nævnes slet ikke – og for mændenes vedkommende synes udsagnene at være relateret til historien om Sodoma og Gomorra, som også findes i Det Gamle Testamente. Hvad denne historie faktisk handler om er ved et nærmere eftersyn af både Det Gamle Testamentes og Koranens fortælling langt fra så entydigt som mange tror.

Der er altså åbninger for en anderledes tolkning af Koranen. Og det er af stor betydning for homoseksuelle muslimer, såvel som for muligheden for forbedringer af forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten. Som Brian Whitaker gør opmærksom på så bidrager de vestlige kommentatorer, der råber op om at islam per definition er homofobisk og ønsker at henrette alle homoseksuelle, blot til at styrke forestillingen også blandt muslimer om at homoseksualitet og islam ikke kan forenes under nogen omstændigheder.

Alt i alt er situationen for homoseksuelle i Mellemøsten vanskelig, ikke mindst er det svært for homoseksuelle at organisere sig og mange er henvist til at hente informationer om homoseksualitet fra vestlige kilder så som internettet. Muslimske homoseksuelle i Vesten laver dog stadigt flere hjemmesider henvendt til et mellemøstlig publikum og generelt kan mange i Mellemøsten i dag via satelit tv og internettet få informationer som fortæller andet end det som magthaverne ønsker, at befolkningen skal få at vide.

Brian Whitaker tror, at forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten kan forbedre sig. Forudsætningen for forandring er dog at forholdene for kvinder forbedres ligesom at seksualitet aftaburiseres. Brian Whitaker anbefaler et samarbejde med vestlige organisationer for samtidigt med, at han fremhæver, at man er nødt til at finde sin egen vej og at vestlige organisationer skal passe på med ikke at fare frem på en måde, der kan skade de homoseksuelle i Mellemøsten.

Der er lys for enden af tunnelen, selvom det endnu kun er små glimt.