Hvordan forfører man den offentlige mening?

 

Simon Edges herlige satiriske roman ”The End of the World is Flat” handler om den fiktive NGO Orange Peel Foundation, hvis mål er at gøre offentligheden opmærksom på at de verdenskort vi bruger gengiver et forvrænget billede af klodens kontinenter simpelthen fordi det er umuligt at gengive vores tredimensionerede klode korrekt på et to dimensioneret kort. NGO’ens grundlægger Mel Winterbourne har dog fundet en metode hvor klodens overflade gengives mere tredimensionelt som i form af en skrællet orangeskræl, og hun og hendes NGO har vha. utrætteligt arbejde fået solgt denne model til skoler, firmaer og offentlige institutioner verden over. Orange Peel Foundation nyder stor offentlig anerkendelse, og firmaer mfl. vil meget gerne kunne reklamere med at de støtter denne ædle sag. Faktisk mener Mel Winterbourne at Orange Peel Society har haft så meget succes at man lige så godt kan lukke biksen, da verden simpelthen har overtaget dens projekt. Men det synes bestyrelsen for foreningen og ikke mindst dens stab af lønnede medarbejdere selvsagt er en dårlig ide.

Løsningen på dette dilemma viser sig at være multimilliardæren Joey Talavera, der tilbyder Orange Peel Foundation uanede summer hvis de ellers vil overbevise verden om hans fikse ide om at jorden er flad. Da Mel Winterbourne ikke er med på det bliver hun fyret (og får lukket munden med et kæmpe økonomisk holdkæft-bolsje) og hende stedfortræder overtager posten og går dernæst i gang med opgaven med at overbevise offentligheden om at jorden i virkeligheden er flad.

Den helt centrale strategi er her, at Orange Peel Foundation til hver en tid officielt benægter hvad det faktisk er, at de har gang i, ja det er af central betydning at organisationens mål og metoder så vidt som muligt forbliver under radaren. I stedet ændres organisationens virke lige så stille og roligt samtidigt med, at den offentlige mening manipuleres på forskellig vis, godt hjulpet af de uanede økonomiske midler som Joey Talavera stiller til rådighed.

Orange Peel Fundation begynder at udbrede ideen om at udtrykket ”globe” (klode) er knyttet til en samfundsødelæggende globalisering. Ideen om at vi har en klode, der er delt op i en nordlig og en sydlig halvkugle, bliver udråbt til at være udtryk for kolonialisme, imperialisme og det hævdes, at den fremmer den strukturelle racisme. Disse påstande underbygges af humanistiske akademikere der (i hemmelighed) bliver betalt for at skrive nonsensartikler der skal underbygge disse ideer, og via en følagtig presse samt undervisningsmateriale og kurser, som firmaer og offentlige institutioner skal bruge hhv. deltage i hvis de vil kunne smykke sig med Orange Peel Foundations logo, udbredes ideen til samfundet. Dertil kommer en ihærdig brug af Twitter hvor bots udspreder ideen om at det er no go at bruge udtrykket ”klode” og give udtryk for at jorden er rund. I stedet hyldes ideen om ”True Earth”. Botsene bruges også til at tilsvine de såkaldte globularister, altså dem, der insisterer på at jorden er rund. De bliver beskyldt for at være TERG´s (True Earth Rejecting Globularist) og jagtes ikke bare på sociale medier, de bliver efterhånden også fyret fra deres arbejde hvis de i embedsmedfør giver udtryk for den ufølsomme og for racialiserede minoriteter krænkende ide at jorden er rund.

Uheldigvis for Orange Peel Foundation organiserer disse TERG’s sig imidlertid for at tage kampen op mod galskaben. Men det er ikke nemt, for pressen støtter stort set op om Orange Peel Foundation, der igen sørger for at deres modstandere mødes med en bølge af had, ingen anklage er for lav, ingen fordrejning af hvad der er blevet sagt er for primitiv når det gælder om at bekæmpe modstanderne af ”True Earth” teorien. Hvad det hele ender med vil jeg ikke afsløre, læs bogen og lad dig underholde!

Simon Edges er ganske åben om at hans roman er en satire over den radikale transaktivismes kamp mod ideen om at der kun findes to biologiske køn. Den er ganske sjov at læse – ikke mindst dens gengivelse af Twitter debattråde hvor globularister mødes med skældsord, udskamning og blokering hvis de vover at forsvare påstanden om at jorden altså er rund og ikke flad, rammer virkelig plet.

Personligt er jeg kritisk overfor ideen om at den radikale transaktivisme er finansieret af enkeltstående multimilliardærer. I dansk sammenhæng er der i hvert fald snarere tale om at den tæppebombes med skattekroner. Men manipuleringen af pressen, evnen til at bruge sociale medier til at jagte og tilsvine kritikere, strategien med at undgå en saglig debat, forvirringsstrategien hvor man forsøger at underminere videnskabelige fakta vha. sofisterier og pseudovidenskab, at man ihærdigt forsøger at benægte det man faktisk er i gang med at gøre etc., passer desværre kun alt for godt på virkeligheden. I øvrigt er det faktisk nærmest nærliggende at hævde, at opdelingen af kloden i en nordlig og en sydlig halvkugle ud fra kritisk raceteori, intersektionel feminisme og postmoderne filosofi kunne ses som et produkt af hvidt overherredømme, det var jo i hvert fald gamle slaveejende hvide mænd som stod bag ideen om at jorden er rund. Og det næste skridt er jo så nærliggende nemlig at hævde, at jorden så må være flad…