Hvor går grænsen?

Når jeg iagttager hhv. deltager i debatten om islam kan jeg ofte ikke lade være med at spørge mig selv hvor grænsen går, grænsen for hvad man etisk set kan tillade sig overfor andre mennesker. Jeg savner i den grad, at dem der skriver op og ned ad stolpe om den muslimske fare, ville fortælle os hvor deres grænse går mht. hvilke initiativer ”vi” har lov til at træffe overfor muslimerne.

Et eksempel er en længere debat jeg har ført med den ihærdige islam-kritikker Ricardt Riis, der er en pensioneret folkekirkepræst. To gange spurgte jeg ham om hvilke initiativer, han mente, at man skulle træffe i forhold til muslimerne og hvordan han havde tænkt sig at sikre sig, at disse initiativer ikke ville krænke muslimernes menneskerettigheder. To gange fik jeg ikke et svar. Da jeg rykkede for tredje gang fik jeg en svar, der på mange måder er meget sigende.

Han skriver f.eks.: ”Men det skyldes da også, at netop det spørgsmål, du dèr stiller, har jeg ikke noget klart svar på. Hvad jeg har været interesseret i i vores debat, er i første omgang at blive klar over, hvad problemerne med muslimerne er, dvs, at prøve at leve mig ind i, hvordan muslimer tænker. Først når jeg har nogenlunde klarhed over det, vil jeg føle mig kompetent til at svare på, hvad vi skal stille op med muslimerne og de problemer, de rejser”.

Nu er det jo i sig selv bekymrende, at en veluddannet mand som Ricardt Riis virkelig tror, at alle muslimer tænker på samme måde. Det er nærmest som om at han antager, at muslimer er en art religionsrobotter, der alle tænker og føler ens. Men hvad der er virkelig rystende, er, at han øjensynligt ikke føler behov for at udtrykke, at muslimernes basale menneskerettigheder naturligvis ikke må krænkes. Skal det forstås på den måde, at Ricardt Riis ikke har en grundetik, der gælder for alle mennesker, men i stedet en etik, som skal tilpasses den tankegang han antager, at de har?

Han henviser så til en tekst på nettet, der opridser en række krav, som imamerne skulle tvinges til at skrive under på. Godt nok er Ricardt Riis ikke i alle punkter enig med teksten, ”alligevel er charteret gavnligt, for det er med til at få os til at forstå, hvor problemerne med muslimerne er”.

Ikke nok med at han her igen antager en universel enighed mellem muslimer, nej han mener minsandten, at man via en række ultimative krav rejst til imamerne kan afsløre problemet med muslimerne. Dermed afslører han faktisk også disse kravs funktion: De er til for at imamerne skal afvise dem – og det skal de gøre for at vi alle skal kunne se hvor farlige muslimerne er. Og, frygter jeg, vi skal forstå hvor farlige muslimerne er så vi bliver villige til at krænke deres menneskerettigheder for at sikre vores egne.

” Tag artikel 3 (der er ti artikler i alt): ”Vi erklærer, at enhver har lov at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden omkostninger, pres eller repressalier.” Jeg véd da godt, at det kan ingen imam skrive under på. For ifølge sharia er der dødsstraf for frafald fra islam. Det praktiseres vel ikke så udbredt mere, men at man skulle kunne forlade islam ‘uden omkostninger’, det tror jeg ikke, de vil kunne gå med til. Men, spørger jeg mig så på trods af denne viden, er det ikke nødvendigt for den fredelige sameksistens, at imamer afstår fra at følge sharia på det punkt? Det forekommer i det mindste mig”.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at mange imamer ville kunne skriv skrive under på, at enhver har lov til at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden at vedkommende skal frygte at blive mødt med vold eller trusler. F.eks. burde imamerne fra Dinayet, der er en art Tyrkisk statsislam og i øvrigt udgør den største gruppe af organiserede muslimer i Danmark, kunne skrive under herpå fordi de faktisk fremhæver, at religion og politik skal være adskilte og at muslimerne i Danmark skal følge loven. Og selvfølgelig skal ingen udsættes for vold eller trusler, fordi de vil skrifte religion eller ophøre med at være religiøse.

Ricardt Riis har derimod ganske ret i, at det nok ville være svært at få en imam til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade islam. På samme måde vil det nok også være svært, at få en katolsk præst til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade den katolske kirke. F.eks. bliver de katolikker, der melder sig ud af kirken, automatisk udelukket fra den katolske nadver. Det er vel en omkostning – men en sådan ekskommunikation er foreskrevet i kirkeloven som en katolsk præst er forpligtet på. Ja faktisk vil jeg mene, at en folkekirkepræst, hvis hun tænker sig om, måtte afvise at skrive under på at det skal være fuldkommen omkostningsfrit at forlade folkekirken. For melder man sig ud af folkekirken kan man, antager jeg i hvert fald, ikke virke som folkekirkepræst mere. Og konverterer man fra folkekirken til islam kan man ikke blive gudmor for en slægtnings eller bekendts barn.

Kravet om at imamerne skal skrive under på at en konversion ikke må få nogle konsekvenser er med andre ord et meningsløst krav der, som tidligere anført, kun er til for at imamerne skal sige nej til det – hvorefter man, som Ricardt Riis så også gør det, kan påstå, at imamernes afvisning udgør en trussel for den fredelige sameksistens.

I øvrigt ligger det jo også i dette krav om konsekvensløs konversion, at en kristen kvinde, der konverterer til islam og begynder at gå med tørklæde, har krav på, at det ikke udløser nogen som helst form for chikane eller konsekvens for hende, f.eks. mht. retten til at være aktiv i hjemmeværnet eller muligheden for at fungere som dommer. Gad vide, om Ricardt Riis ville bryde sig om den konsekvens?

 ” Eller tag artikel 2: ”Vi vil opfatte ikke-muslimer som vores ligeværdige.
– Vi erklærer mænd og kvinder for at være lige og frie.
– Vi erklærer, at ingen er hævet over loven.
– Vi erklærer, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharia-lovene.”
Vi i vor kultur vil vel mene, at alt dette er naturligt og ligetil. Men jeg véd da godt, at muslimer vil have mere end svært ved at gå med til det. På den anden side: Hvis ikke de vil underordne sharia-lovene under de sekulære demokratiske love, vil vi så ikke med garanti få problemer?”

Nu havde jeg tidligere i debatten med Ricardt Riis gjort ham opmærksom på, at man i Lene Kühles udmærkede “Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” kan læse, at Catinet Researchs undersøgelse af muslimernes holdninger viser, at kun 16 % af de adspurgte muslimer angiver, at islam har betydning for deres syn på det danske samfund og at kun 12 % angiver, at islam har betydning for deres syn på politiske spørgsmål. Behovet for at omsætte sharia til lov blandt landets 200.000 muslimerne må derfor antages at være meget lille. Jeg henviste også til, at Lene Kühle også gør opmærksom på, at sharia kan forstås forskelligt af muslimer. Der er dem, der mener, at sharia skal tages bogstavelig og omsættes til lovgivning – der er dem, der opfatter sharia som en etisk vejledning – og så er der dem, der insisterer på, at sharia skal tolkes i forhold til det samfund og den tid vi har i dag. Men det har altså ikke gjort indtryk.

Under alle omstændigheder kunne man jo også spørge sig om hvorvidt alle kristne ville skrive under på, at ”vi vil opfatte alle ikke-kristne som vores ligeværdige”? For hvad ligger der i det ord? Skal det forstås som at vi alle har samme værdi som mennesker – eller at kristendommen ikke er mere sand end f.eks. islam? Og vil alle kristne i øvrigt være villige til at skrive under på, at muslimer skal være ligeværdige med kristne f.eks. mht. religiøse rettigheder? Det er jeg nu ikke så sikker på. Hvis kravet derimod var, at vi alle skal acceptere hinanden som medmennesker, at vi alle har samme menneskerettigheder, ja så var det naturligvis en anden sag , så ville vi virkelig kunne få skilt fårene fra bukkene, hvis kravet om underskrift altså blev stillet til alle præster såvel som til alle imamer, men sådan som kravet er nu er det endnu engang et lusket forsøg på at få fremstillet imamerne såvel som alle muslimerne som mørkemænd m/k.  

At imamerne skal erklære, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharialovene er virkelig noget af et krav. Jeg mener, det svarer til at kræve, at alle landets katolske præster skal skrive under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over kanonisk lov og den katolske kirkes lære. Det svarer til at kræve, at alle præster skriver under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over ”Bibelens vejledning”. Eller med andre ord, det svarer til at kræve af alle landets kristne præster, at de f.eks. skal skrive under på, at de støtter den fri abort og det registrerede partnerskab for homoseksuelle. Der ville rejse sig et ramaskrig både i Danmark og i udlandet hvis Danmark krævede af alle landets kristne præster, at de skulle skrive under på noget sådant! Jeg er temmelig meget sikker på, at Ricardt Riis aldrig ville kræve en sådan underskrift fra kristne præster – men af imamer må man øjensynligt kræve hvad som helst.

I øvrigt synes Ricardt Riis at være uvidende om et af demokratiets grundprincipper: Man har som borger ret til at være uenig med landets lovgivning og arbejde på at forandre den – man har imidlertid ikke ret til at bryde loven eller forsøge at få den forandret vha. ikke-demokratiske metoder. Så selvfølgelig kan man kræve lov lydighed af landets imamer såvel som præster – man kan bare ikke kræve, at de skal være enige i landets love, hvor usympatisk denne uenighed så end måtte være. Men måske Ricardts Riis ikke tror på samvittighedsfriheden?

”Skal vi tage menneskerettighederne med ind i det? Så kan jeg gøre opmærksom på, at muslimerne ikke har været tilfredse med ‘vore’ vestlige, sekulære FN-menneskerettigheder, men har lavet deres egne i Cairo i 1990. I vore hedder det, at enhver har ret til at indgå ægteskab med hvem han eller hun vil. Det er ændret i Cairo-erklæringen, fordi det ikke er tilladt en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Så først skal vi have klarhed over, hvis menneskerettigheder vi skal holde os efterrettelig. Dernæst, hvis det er vore, sørge for, at muslimske kvinder får ret til at gifte sig med hvem de vil, for det siger menneskerettighederne”.

Kairo-erklæringen, som Ricardt Riis henviser til, er da et sørgeligt dokument – men betyder det forhold, at de 56 medlemsstater i Den Islamiske Konferenceorganisation vedtog en alternativ menneskerettighedserklæring, at vi kan sige, at muslimerne har lavet deres egne menneskerettigheder? Plejer man fra islam-kritisk hold ikke at gøre et stort nummer ud af at de muslimske lande ikke har demokrati? Kan man altså gøre alle med rødder i disse lande ansvarlige for hvad deres diktatoriske ledere har vedtaget på deres vegne? Og kan vi f.eks. nægte kinesere menneskerettigheder med henvisning til at Kina krænker menneskerettighederne? Er Ricardt Riis’ ”fleksible” tilgang til menneskerettighederne ikke udtryk for, at han, ligesom han beskylder muslimerne for at ville, er villig til at bøje dem?

Men selvfølgelig skal muslimske kvinder, ligesom kvinder og mænd af enhver religion eller uden religion, have lov til at gifte sig med hvem de ønsker, uanset deres udkårnes religion, hudfarve, nationalitet eller køn. Derfor venter jeg også spændt på at Ricardt Riis slår et slag for det kønsneutrale ægteskab. Ja, hvis han virkelig var konsekvent i sin tankegang, måtte han jo kæmpe mod 24-årsreglen, tilknytningskravet og forsørgelseskravet, som hindrer en række muslimske såvel som ikke-muslimske kvinder såvel som mænd i at gifte sig med den de ønsker. For man har jo krav på at kunne gifte sig med hvem man vil, det siger menneskerettighederne…

Lad mig sige det rent ud: Jeg er bekymret over niveauet i den debat vi har i Danmark om islam. Jeg er bekymret over de hårrejsende generaliseringer. Jeg er deprimeret over uviljen til at forholde sig til fakta. Jeg er frastødt af den underminering af et af demokratiets grundvilkår, nemlig lighed for loven, der er synlig i mange af de ”forholdsregler” som der bliver foreslået at ”vi” skal gribe til overfor islam. Og jeg er bange, meget bange for den dæmonisering af alle muslimer, gamle som unge, fundamentalister såvel som liberale eller areligiøse, som finder sted. Når man ikke vil fortælle hvor grænsen går for hvilke tiltag man må gribe til overfor muslimerne, så er det nemlig, frygter jeg i mine dunkle stunder, fordi man ikke ønsker nogen grænser…