Hijra – en kompleks identitet og rolle

Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten
for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set
giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine
kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse
kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at
kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det
etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.

Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at
kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.

Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer
det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse,
da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste,
klasse og religion.

F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og
rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks.
til en række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra
identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den,
der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den
etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at
den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med
særlige magiske egenskaber.

Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til
hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud Bedhraj
Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til
islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder
af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se
hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i
hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som
eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske
imperialisme, der på mange måder greb ind i  f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.

Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om
at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og
at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 % af alle
hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever
sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den
hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold,
som i Vesten ses som hinandens modsætninger.

Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af
køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i
kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning
– og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med
biologiske mænd er de i egne øjne en
slags kvinder. Men de ser sig ikke som
kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I
stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt
ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd
der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever
og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har
krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af
respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle.  I øvrigt synes hijras ikke at
kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og
indtager en penetrerende rolle.

Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”,
for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud
over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras
passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for
i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er
blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om
betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er
den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen
og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er
også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra
de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.

Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det
har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og at
få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige
kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og
forventninger.