Fremtidens katolske kirke del 2 – Fremtidens kirke vil være evangelikal

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans andet fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal.

Nu forbindes begrebet evangelikal jo typisk med en bevægelse indenfor protestantismen, men John L. Allan mener, at den med fordel også kan bruges om en vigtig bevægelse indenfor den katolske kirke i dag og i fremtiden. Denne bevægelse går imod den liberale kristendoms tendens til “at slutte fred med tidsånden”. Man mener, at kirken uden tøven og kompromis skal forkynde troens evige og uforanderlige sandheder også når man støder an herved – men man må meget gerne benytte sig af de moderne kommunikationsmidler for at få budskabet ud.

Den evangelikale katolicisme er på en gang en reaktion på og et produkt af sekulariseringen. Man ser sekulariseringen som en massiv trussel mod kristendommen som man som kristen er kaldet til at bekæmpe – men samtidigt er man præget af den for sekulariseringen så typiske personlige religiøsistet. En evangelikal katolik er ikke katolik fordi hans familie, slægt og venner er det. Han er evangelikal katolik fordi han mener, at han i den trationstro og antiseksulære version af katolicismen har fundet sandheden om Gud og meningen med livet.

Sekulariseringen er i det store hele kun et reelt problem for den katolske kirke i den vestlige verden, men her er problemet om så større. Og så længe Vatikanets personale og paveembedets indehaver hovedsageligt kommer fra den vestlige verden vil der være fokus på denne udfordring. Ligesom det for Vatikanet er vigtigt, at forhindre, at sekulariseringen får overtaget i Sydamarika, som i dag er den verdensdel hvor der bor flest katolikker.

Der er ingen tvivl om, at seksulariseringen har ramt den katolske kirke i vesten hårdt. F.eks. angav i 2002 92 % af befolkningen i Nigeria og 88 % af befolkningen i Filippinerne, at religion var meget vigtigt for dem. I Polen var tallet 36 %, i Italien 27 % og i Frankring 11 %. Tal fra 2007 viser, at antallet af mennesker i de gamle katolske kernelande Frankrig og Belgien, der angiver, at de er katolikker, er nede på hhv. 40.5 % og 39,9 %. I 2006 viste en undersøgelse, at 48 % af befolkningen i Irland gik til messe mindst en gang om ugen – et for danske forhold imponerende tal – men en generation tidligere var tallet 81 %.

Et andet tegn på at sekulariseringen har bidt sig fast er den markante tilbagegang i antallet af præster og ordensfolk i vesten: I 1950 var der 249127 katolske præster i Europa. I 2004 fra tallet faldet til 199978. I 1965 var der 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men ikke nok med det. I Vatikanet og blandt de evangelikale katolikker er der en stræk bekymring over det som man opfatter som en agressiv sekularisme. At Gud ikke måtte komme med i EU traktaten og at den evangelikalsk katolske Rocco Buttiglione blev vraget som EU kommissær, fordi han fik sagt, at homoseksualitet er en synd, bliver set som en åben krig mod kristendommen og som en direkte forfølgelse af katolikker. Som den katolske skribent Vittorio Messori udtrykker det: I dag er der tre grupper af mennesker som man frit kan diskriminere i Europa: jægere, rygere og katolikker.

Den evangelikale reaktion på sekulariseringen er som sagt at insistere på at forkynde den katolske tro uden at gå på kompromis med tidsånden. Dette kombineres med en tilbagevenden til katolske fromhedsformer, så som f.eks. rosenkransbøn, sakramental tilbedelse og hyppige skriftemål, der var gået delvist i glemmebogen i tiden efter det andet Vatikankoncil. Ved at sætte en skrap skillelinje mellem det sekulære samfunds normer og ens katolske tro – og ved at praktisere troen på en måde, der tydeligt viser, at man har en anden tro end de fleste, sikrer man sig en klar identitet. I en tid, hvor alt flyder, har man et fast holdepunkt – og man kan se hvem der tænker og tror som en selv.

Den evangelikale katolicisme fik i nyere tid først rigtigt fodfæste under Paven Johannes Paul II. Den er i dag altdominerende i Vatikanet og præger også langt de fleste katolske biskopper. Blandt lægfolket i Vesten er den fortsat en minoritet set i forholdet til det samlede antal katolikker, men de evangelikale udgør en væsentlig gruppe blandt de flittige kirkegængere, og blandt dem, der søger om at blive katolske præst og/eller ordensmenneske udgør de en klar majoritet. Der kan ikke være nogen tvivl om at den evangelikale katolicisme vil præge den katolske kirke i årene frem over. Men hvordan?

Ja, allerede nu kan man se, at der er et opgør med den liberale katolicisme i gang. Et område er liturgien. F.eks. er der for nyligt blevet introduceret en ny engelske oversættelse af den katolske kirkes messebog, der tager et alvorligt opgør med den mere frie og moderne oversættelse, der havde været i brug siden koncilet. Den nye oversættelse er en så direkte oversættelse fra den latinske original som mulig. Indholdsmæssig korrekthed er sat over tilgængelighed og sproglig elegance. Således skal engelsksprogede katolikker i trosbekendelsen nu sige om Jesus, at han er cosubstantiel med Faderen.

Sproget er også en identitets markør, der skal vise, at vores verden og den hellige verden, man møder i messen, er af helt forskellig karakter. Pave Benedikts engagement for at udbrede den førkoncilære latinske messe skal forstås på samme måde. Katolikkerne skal genvinde en forståelse af messen som et helligt offer. Verden skal ikke lukkes ind i messen – messen skal hellige verden.

Generelt er sejlene sat til storm. Den evangelikale katolicisme har taget kampen op med den liberale katolicisme og man er villig til at risikere, at man i første omgang vil miste medlemmer af den katolske kirke i denne kamp. Her kan man så lade sig opmuntre af, at trossamfund som vælger en klar og kompromisløs linje i forhold til den moderne verden, måske nok i første omgang mister medlemmer, men dette tab kompenseres snart af at flere strømmer til, tiltrukket af en klar profil og en ivrig missionsindsats. Ikke at den liberale katolicisme derfor vil få samme skæbne som dronten, men den vil få det svært.

Konflikter med opinionen i den vestlige verden, med politikerne og lovgivningen, især i Europa, er også oplagte. Især mht. spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder kan det komme til heftige konflikter. Blandt de evangelikale katolikker kan man finde dem, der ikke opfatter det som usandsynligt, at de vil ende i fængsel pga. deres tro. Fremtidens katolske kirke vil kæmpe til det yderste mod sekulariseringen og for sine moralske idealer. Og man vil ikke være bange for at betale den pris, som denne kamp måtte koste.