En kritik af den intersektionelle feminisme

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.