Dansk Idrætsforbunds råd om inklusion af transkønnede

 

Idrættens verden har i de senere år oplevet at transkvinder har krævet at få lov til hhv. har fået lov til at dyrke idræt på højt plan indenfor den professionelle kvindesport. Kravet om at elitesporten skal give transkvinder adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder er en af den radikale transaktivismes mærkesager, mens der ikke synes at være nogen stor interesse for at kæmpe for transmænds adgang til at konkurrere mod biologiske mænd indenfor den professionelle sport.

Dansk Idrætsforbund (DIF) har tydeligvis følt, at der var et behov for at have en holdning til transinklusionsproblematikken og har derfor barslet med ”et skriv”, som det jo hedder på senmoderne dansk, med titlen ”Inklusion af transkønnede, interkønnede og nonbinære i idrætten – Anbefalinger til specialforbund og idrætsforeninger”. https://www.dif.dk/inklusion-af-forskellige-konsidentiteter-i-idraet?fbclid=IwAR3EmZd_MtjVc-pGT0ma-tYNACt5meReQAQa2Ww4H-afP1aBHs2o2rEGNdY

Når man ser hvem den såkaldte ”ekspertarbejdsgruppe”, der er kommet med input til DIF’s anbefalinger, består af kunne man umiddelbart blive bekymret. Det er i hvert fald meget sigende, at mens f.eks. Amnesty International, LGBT+ Danmark, Transpersoner i Danmark, Foreningen for støtte til transkønnede børn og TransAktion har været repræsenteret, så er der kun en eneste kvinde fra sportens verden blandt ekspertarbejdsgruppens medlemmer. Man kan ikke helt undgå det indtryk, at DIF har villet please de radikale transaktivister så meget som muligt ved at i hvert fald give dem et indtryk af at de ville få indflydelse på deres politik mht.  området.

Men når man ser på reaktionerne på de sociale medier, så er det ret klart, at de radikale transaktivister ikke har fået det de ønskede sig og nok også have håbet på. For os, der ønsker at sikre, at der også vil være en professionel kvindesport i fremtiden, ser det derimod rimeligt ud, om end man selvfølgelig skal huske på at der udelukkende er tale om anbefalinger som det er op til de enkelte idrætsforbund om de vil omsætte eller ej.

DIF kommer med i alt 7 anbefalinger.

Den første anbefaling handler om at forbundene bør gøre sig overvejelser om hvordan de vil forholde sig til problematikkerne, så de ikke bliver fanget på sengen hvis og når konkrete personsager opstår. Det er i mine øjne en fornuftig og fremadskuende politik.

Den anden anbefaling handler om at de enkelte forbund skal afgøre hvor kønnede deres sport i det hele taget er. I de tilfælde hvor en kønsopdeling ikke er reel nødvendig af hensyn til en retfærdig konkurrence og deltagernes sikkerhed anbefales det at afskaffe kønsopdelingen hvad på undertegnede virker som en oplagt ide.

Den tredje anbefaling er at herresporten skal være åben for alle, også når vi taler om den professionelle sport. Det kan undre, at dette ikke har udløst et jubelskrig fra transaktivisterne. Man må jo spørge sig om hvorfor de ikke ser frem til at transmænd nu kan gøre sig forhåbninger om at gøre karriere f.eks. indenfor herrefodbolden eller herretennis?

Den fjerde anbefaling er at inklusion skal være tungtvejende indenfor bredde- og motionsidrætten. Her anbefales det at transkønnede så vidt som muligt får adgang om end man prøver på at skelne mellem mere konkurrencepræget sport og motionssport. Selvfølgelig skal transkønnede (og interkønnede) havde adgang til at dyrke sport, det er sundt både for krop og sjæl og kan være en mulighed for at få nye venner, et socialt netværk etc. Her må det være muligt at finde fornuftige og rimelige løsninger.

Den femte anbefaling er at inklusion skal være tungtvejende indenfor sport for børn og unge. Det er da også oplagt når vi taler om børn under 12, men det bliver mere kompliceret når vi taler om teenagere fordi det også er i den aldersgruppe hvor talentafklaringen og de første seriøse konkurrencer typisk finder sted samtidigt med at de fysiologiske forskelle mellem kønnene slår igennem. DIF ser ud til at være sig bevidst at det her bliver en mere kompliceret balancegang, men at der må kunne skabes tilbud af ikke-konkurrencepræget karakter hvor inklusion ikke er problematisk.

Den sjette anbefaling handler om et mere inkluderende sprogbrug mfl., så som at man f.eks. kan lade sig registrere som hhv. ”mand”, ”kvinde” og ”andet”. Det er under denne anbefaling at DIF kommer ind på omklædningsproblematikken. Her synes jeg, at man formulerer sig lidt uldent. Langt hen ad vejen plæderer DIF for at finde pragmatiske løsninger så som særlige tilbud om kønsneutrale omklædningsrum etc., hvad jeg kun kan hilse velkommen, men jeg savner dog en entydig bekendelse til at kvinder ikke skal presses til at klæde om med personer der har en penis.

Den syvende og afgørende anbefaling handler om transkvinder indenfor elitekvindesport. Og her er DIF klar i spyttet: Af hensyn til en fair konkurrence og de biologiske kvinders sikkerhed bør transkvinder ikke inkluderes indenfor elite-kvindesporten indenfor de sportsformer hvor fysiologiske forhold spiller en vigtig rolle. Heldigvis lader man altså her den eksisterende forskning og almindelig sund fornuft råde. Det er også befriende, at man ikke lader sig lokke ind på den glidebane det er at give transkvinder adgang til den professionelle kvindesport, hvis de tager kvindelige kønshormoner og testosteronblokkere. De fysiologiske forskelle mellem biologiske mænd og kvinder handler nemlig om meget andet end hormoner. Og før eller siden vil de radikale transaktivister alligevel hævde, at det er urimeligt, at man skal lade sig ”tvangsmedicinere” for at kunne deltage i elitesport som ”den man er”. I stedet for at lade sig lokke ind på den glidebane er det en klogere strategi at sætte en klar streg i sandet. DIF laver dog en enkelt undtagelse: Transpiger, der pga. behandling med hormonblokere ikke har gennemgået en mandlig pubertet, skal ikke udelukkes fra kvindesporten.

På mange måder er DIF’s ”skriv” interessant i det man på den ene sider bruger det transaktivistiske sprog så som ”cis-kønnet” og ”tildelt køn”, mens man på den anden side understreger, at det i henhold til gældende lovgivning ikke er en ret at dyrke foreningsidræt og at man f.eks. kan pålægges at afsløre ens biologiske køn hvis man vil deltage heri.

Alt i alt er DIF’s anbefalinger udtryk for et ikke ubetydeligt mod. Vi må regne med at de vil blive mødt med en shitstorm og, ikke mindst, at de enkelte idrætsforbund under DIF vil blive udsat for et betydeligt pres for at ignorere rådet om at holde transkvinder udenfor den professionelle kvindesport. Krigen for at bevare en professionel kvindesport er dermed langtfra vundet endnu.