Cybernauterne misinformerer om transkvinder og sport

 

Cybernauterne, der efter eget udsagn vil informere om misinformation og falske nyheder på nettet, fortsætter i andet afsnit af deres Podcastserie ”Kønskrigerne” med selv at fordreje debatten og misinformere.

Denne her gang er det transkvindernes deltagelse i kvindesporten som de kaster sig over. I starten af podcasten fortæller Maia Kahlke Lorenzen at der allerede i 2019 og 2020 var danske TERF’s (altså transekskluderende radikalfeminister) der som led i en international trend skrev om dette emne. Hun henviser så til en ikke navngiven dansk Facebook gruppe for TERFs, hvorfra hun lader et ret indforstået citat citere om en artikel der handler om de fysiske fordele som transkvinder har i forhold til biologiske kvinder når vi taler om sport. Der er efter min vurdering ingen tvivl om at det drejer sig om den lukkede Facebook gruppe ”Kvinder for kvindekamp” som jeg er med til at bestyre. Hvorfor hun ikke finder infos fra åbne kilder på nettet men i stedet vælger at bruge Facebookspioner må stå åbnet hen. Måske fordi Maia ikke ønsker at skulle henvise til konkrete tekster med ”forkerte” holdninger af angst for at de kunne overbevise folk med deres argumenter? Anyway, så er det kendetegnende for Cybernauternes behandling af de såkaldte kønskrigere. Mens man enkelte gange nævner navne på udenlandske ”TERF’s,” nævnes der ikke navne på de kvinder der i dansk sammenhæng stemples som sådanne, heller ikke selvom man citerer udførligt fra Facebookopslag som disse kvinder har skrevet. Er Cybernauterne måske bange for de juridiske implikationer ved at udråbe folk til at være TERF eller som her at citere fra opslag fra lukkede Facebookgrupper uden at have indhentet tilladelse hertil? Om der nu er tale om fejhed mht. at stå ved sine metoder eller om det snarere handler om en afgrundsdyb foragt overfor de kvinder, der ikke køber dogmet om at ”transkvinder ER kvinder”, er ikke godt at vide. At Cybernauterne afskyr kvinder som ikke er tilhænger af deres radikale transideologi kan der næppe være nogen tvivl om.

En central person i dette Podcastafsnit er transaktivisten Nadia Jacobsen om hvem vi får at vide, at hun er 36 år, har været åben transkvinde i 2 år og i øvrigt arbejder som selvstændig vognmand (sic!) Nadia er hobbybasketballspiller – og -træner, og det kvalificerer hende øjensynligt i henhold til Cybernauterne til at forklare lytterne om hvad der er op og ned mht. biologi og transkvinder i sport. Når man som en sådan har indtaget østrogen og testosteronblokkere i 2 år har man ifølge Nadia mistet al sin muskelmasse, og derfor er det faktisk en belastning at være udstyret med et mandligt skelet, der jo nu skal holdes op af, ja jeg ved ikke hvad, men vel luft nu når musklerne efter sigende er væk. Nadia fortæller selvfølgeligt ikke noget om at transkvinder ligesom andre biologiske mænd har større hjerter, bredere blodårer og større lungekapacitet end biologiske kvinder, og at disse forhold ikke ændres af behandling med østrogen og testosteronblokkere siger hun selvsagt heller ikke noget om.

Til gengæld har Nadia fundet argumentet over alle argumenter mht. bekymringen om at mænd kunne vælge at udgive sig som transkvinder for at vinde i kvindesport: Ingen professionel sportsudøver ville tage 2-3 år ud af sin karriere for at lade sig behandle medicinsk før vedkommende kan konkurrere mod kvinder. Hvem skulle betale deres løn i denne periode? Og Kvindelige sportsudøvere har i forvejen jo en laver løn! Og da man som professionel sportsudøver er færdig når man er 34-35 år, kan man simpelthen ikke spille sin tid på den måde. Nadia forholder sig selvsagt ikke til at mænd, der kunne finde på at stille op som kvinder for at sikre sig nemme sejre, næppe vil høre til de mænd der havde en lovende betalt sportskarriere foran som mænd. Og at den berømte transkønnede vægtløfter Laura Hubbart faktisk var 42 år da hun i 2020 stillede op til de olympiske lege som kvinde, nævner Nadia selvsagt heller ikke. Hvad Nadia dog med begejstring fortæller om er at Laura Hubbart tabte til OL, men at hun konkurrerede mod biologiske kvinder der var 15-20 år yngre end hende nævnes ikke. Og hvem siger i øvrigt, at transkvinderne skal have været i medicinsk behandling i 2-3 år?

Misinformationerne stopper imidlertid ikke her. Maia påstår at transkvinder, der har deltaget i professionel kvindesport, ikke har domineret i deres kategorier. Hvad hun ikke fortæller er, at det har Veronica Ivy/Rachel McKinnon lige præcist gjort indenfor cykelsporten. Maia påstår også, at Dansk Idrætsforbund i deres rapport om inklusion af transkønnede i sporten ikke siger, at transkvinder har en unfair fordel i forhold til biologiske kvinder indenfor kvindesporten og at de blot kræver, at der skal opstilles klare regler for deres deltagelse. Dette er imidlertid en klar fordrejning af DIF’s rapport.  Her kan man nemlig bl.a. læse følgende: ” DIF ønsker at anerkende transpersoner og interkønnedes ret til at dyrke konkurrenceidræt. Men når valget står mellem at prioritere denne gruppe af atleters vilkår over for den – alt andet lige – større mængde af biologisk fødte kvinders vilkår, bør hensynet til de biologisk fødte kvinder veje tungere på nuværende tidspunkt, når det gælder eliteidræt eller konkurrence på højt plan. Det er således både hensynet til beskyttelse af den væsentlig større gruppe af biologiske fødte kvinder i forhold gruppen af transkvinder og interkønnede, men også det værdimæssige fundament i at bevare biologisk fødte kvinders mulighed for at dyste på lige vilkår. (…) Hertil kommer, at DIF ikke har kendskab til videnskabelige studier der viser, at der ikke er forskel på transkønnede, interkønnede og non-binæres fysiologiske fordele i studier med biologiske kvinder. Det er stadigvæk et område, hvor der findes relativt få studier, fordi antallet af elitære transkvinder, interkønnede og non-binære stadigvæk er forholdsvist beskedent og derfor svært at undersøge nærmere. DIF ligger derfor til grund, at der gennem den mandlige krops udvikling er en præstationsfremmende fordel, som i en konkurrence mod kvinder vil betyde, at den biologisk fødte kvinde ikke vil have en lige og fair chance for at vinde. Det er således ønsket om at bevare den lige konkurrence for biologisk fødte kvinder, der er afgørende for DIF’s anbefaling på dette område.”

For så vidt har den amerikanske transkvindesportsaktivist Karleigh Chardonnay, der får en del taletid til sidst i podcasten, nemlig ret. Udgangspunktet for problematiseringen af transkvinder deltagelse i professionel kvindesport er selvfølgelig at de er biologiske mænd. Det er den faktuelle objektive virkelighed som man skal forholde sig til når man diskuterer om de skal have lov til at konkurrere mod kvinder. Det er derfor også næsten komisk når Karleigh gør et stort nummer ud af at det slet ikke problematiseres at transmænd konkurrerer mod biologiske mænd indenfor herresporten. De har jo ligesom ikke nogen biologisk fordel i denne kategori.

Generelt udarter den sidste del af Podcasten sig til beskyldninger om at man enten tilhører eller lader sig styre af den amerikanske ydre religiøse højrefløj hvis man synes, at det er en dårlig ide med at lade transkvinder konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og selvfølgelig skal det rundes af med de (ikke dokumentere) gamle travere om at transkvinder skulle være særligt udsatte for drab og vold.

Nadia skal da også lige fortælle at hun havde et 20 minutters angstanfald første gang hun ville bruge dametoilettet. Jeg har nu levet i 28 lykkelige år sammen med en kvinde, der ofte bliver råbt an når hun vil bruge dametoilettet fordi hun tit fejlkønnes som mand. Hvis man ikke har en kær person med, der kan forklare forholdene, eller selv orker at gøre det, så kan man altså bruge herretoilettet, så simpelt er det såmænd.