Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2010 under Ikke kategoriseret | 12 kommentarer

Sekularisering, senmoderne religiøsitet og ateismen

En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.

Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.

Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).

Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.

Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.

Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk.  Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Dansk Folkepartis kamp mod minoriteterne

Et bemærkelsesværdigt træk ved Dansk Folkepartis samt deres medløberes kamp mod racismeparagraffen er, at Dansk Folkeparti ellers er kendt for deres ihærdige kamp mod det muslimske tørklæde samt mod minaret- og  moskebyggeri. Eller sagt med andre ord, samtidigt med at Dansk Folkeparti kæmper for at man i den offentlige debat skal have lov til at sige hvad hjertet begærer om muslimer, kæmper de også for, at muslimer ikke skal få lov til at give udtryk for deres religion i det offentlige rum.

Sammenhængen er heller ikke særlig svær at se. Religionsfriheden, retten til at praktisere en tro der er forskellig fra majoritetens, er en rettighed der har til formål at beskytte minoriteter mod overgreb fra majoritetens side af. Racismeparagraffen har på samme måde til formål, at beskytte minoriteterne mod verbale overgreb fra majoritetens side af.

Eller med andre ord, såvel religionsfriheden som racismeparagraffen er udtryk for, at et demokratisk samfund har et særligt ansvar for at beskytte dets minoriteter mod overgreb. Dansk Folkeparti og deres medløbere har derimod et andet demokratibegreb. For dem udgør den muslimske minoritet en trussel, i nogens øjne sågar en dødelig trussel mod majoriteten. Man vil med andre ord beskytte majoriteten mod den alvorlige trussel, som en minoritet antages at udgøre, ved at fratage minoriteterne deres ret til beskyttelse.

Og det er lige præcis her, at Dansk Folkepartis og deres medløberes kamp mod racismeparagraffen bliver farlig for minoriteterne, i særdeleshed for landets muslimer. Racismeparagraffen har jo ikke på nogen måde hindret islamkritik, ingen er f.eks. blevet dømt for at kalde Muhammed for en løgner, for at påstå, at islam er kvindeundertrykkende eller uforenelig med et demokratisk samfund. Racismeparagraffen hindrer altså ikke religionskritik, herunder islam kritik, men den forhindrer den dæmonisering af et religiøst mindretal, der er forudsætningen for at majoriteten kan overbevises om nødvendigheden af bastante indgreb overfor landets muslimske minoritet.

Racismeparagraffen skal altså afskaffes så det bliver muligt, at skabe et debatklima, hvor befolkningen i sidste instans bliver villig til at bakke op om de tiltag der skal til for at muliggøre Dansk Folkepartis vision om et muslimfrit Danmark. Og det uhyggelige er, at Dansk Folkeparti endnu ikke har fortalt os hvor grænsen går for hvad vi har lov og pligt til at gøre for at opfylde denne vision.

Læs mere

Skrevet af den 15 jul, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Alkoholfri nadvervin

For tiden diskuteres det i Kristeligt Dagblad hvorvidt det er rimeligt at bruge alkoholfri vin i forbindelse med nadveren for hermed at tage hensyn til dem, der ikke kan tåle alkohol. I denne forbindelse fik Hartvig Wagner fra ”Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse” den 15.7.2010 bragt et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad hvor han med stor iver argumenter imod en sådan ordning. 

Først skriver Hartvig Wagner en hel del om at det er i alkoholikerens interesse, at han eller hun i rituel sammenhæng udstilles som anderledes. Som han bl.a. skriver: ” Hverken vi selv eller kirken skal med forskellige midler tildække vore skrøbeligheder. Det skal alene Gud ved at møde os i de hellige nådemidler, sådan som han har givet os dem, og ikke som vi synes, de skulle have været indrettet af hensyn til os.”Vi skal altså udpege os selv – hhv. lade andre udpege os som lidende, så Gud og menigheden kan hjælpe os. Alkoholikere og andre, der ikke kan tåle alkohol, skal øjensynligt ikke sådan tro, at de har ret til selv at bestemme, om menigheden skal indvies i deres problem eller ej. Gad vide, om Hartvig Wagner også går ind for offentlige skriftemål? Eller er det kun dem med et alkoholproblem som skal presses til at udstille deres problemer, så de kan få tilgivelse og menighedens hjælp?

 Hartvig Wagner giver udtryk for en teologisk tankegang hvor Guds ordninger altid er vigtigere end mennesket og dets behov. Øjensynligt er han ikke stødt på ordet om at ”sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mk. 2,27).

Mere grundlæggende er Hartvig Wagner bekymret for om alkoholfri nadvervin virker, altså om en nadver, hvor der bruges druesaft i stedet for vin med procenter, er en gyldig nadver hvor man modtager Jesu legeme og blod, eller om det bare er lidt tørt brød og en sjat saft, uden sakramental karakter, som man modtager. Som han skriver: ” Endelig må man frem for alt gøre sig klart, hvor alvorligt det er at lave om på Herrens indstiftelse. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at der var ægte vin i det bæger, Herren velsignede og rakte disciplene med ordene: “Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for Eder til syndernes forladelse.” Disse stærke ord kan ikke knyttes til noget andet end til det, der den nat var i bægeret.”

Her dykker han ned i en interessant problemstilling, nemlig den der handler om hvordan ritualer tænkes at kunne virke. Vi må jo ikke glemme, at ritualer på ingen måde er noget, som kun kristne kender til. Alle religioner kender til ritualer. Alle religioner kender til tanken om, at kombinationen af bestemte ord og bestemte handlinger (eventuelt kombineret med bestemte genstande) har evnen til at forandre virkeligheden.

I denne forbindelse er der i religionsvidenskabelig forstand ikke nogen forskel på magi og højreligionernes ritualer. Religionsvidenskabeligt set er der ikke forskel på om man tror, at man kan afværge ulykker ved at udtale ordene ”syv, ni, tretten! Bank under bordet!” samtidigt med, at man banker under et bord eller på et stykke træ – eller om man tror, at et barn bliver til en kristen ved at man hælder vand over dets hoved samtidigt med at man siger ”jeg døber dig i Faderens, og i Sønnens, og i Helligåndens navn”. Indholdet er jo grundlæggende set det samme: kombinationen af at en bestemt fastlagt sætning siges højt samtidigt med, at en bestemt gestus udføres, tillægges en forvandlende effekt.

Ud fra en sådan ritualteoretisk hhv. magisk indfaldsvinkel har Hartvig Wagner ret i, at vi risikerer, at nadverritualet ikke virker, hvis man bruger druesaft i stedet for vin med procenter. ”Syv, ni, tretten! Bank under bordet!” virker jo næppe heller, hvis man banker på plastik i stedet for træ. Men hvis Hartvig Wagner frygter, at nadverritualet ikke vil virke, hvis man bruger druesaft, så var der jo også en række andre ændringer i brugen af ritualet, som burde vække hans bekymring. F.eks. var der jo kun apostle tilstede ved den sidste nadver. Deraf slutter den katolske og den ortodokse kirke, at kun præster, der via håndspålæggelse i rituel forstand er blevet til apostlenes arvtagere, kan forrette en gyldig nadver. I henhold til den nadverforståelse, som flertallet af verdens kristne officielt deler, er folkekirkens nadver derfor under alle omstændigheder bare en slurk vin og lidt tørt brød, idet folkekirkens præster ikke har modtaget en i deres øjne gyldig vielse til præst. Hvorfor er Hartvig Wagner ikke bekymret over det?

Det var også kun mænd, der deltog i Jesu sidste nadver, så hvis det forhold, at der blev brugt vin med procenter, i forbindelse med Jesu sidste nadver, betyder, at en gyldig nadver kræver samme slags vin, ja så må vi vel også slutte, at kvinder ikke kan forrette gyldig nadver? Eller med andre ord, hvorfra ved Hartvig Wagner, at nadver forrettet af kvindelige præster er gyldig? Eller mener han måske, at den nadver de forretter er ugyldig?

Nadveren må være blevet indstiftet på aramæisk, det sprog, som jøderne talte i datidens Israel – så kan vi være sikre på, at en nadver hvor indstiftelsesordene siges på dansk, virker?

I øvrigt bruger de fleste folkekirkemenigheder, så vidt jeg ved, portvin til nadveren. Portvin er vin der er tilføjet druesprit for at sikre vinens holdbarhed. Portvin er altså ikke ren vin – og det er en vin type som man ikke kendte på Jesu tid. Så kan vi være sikre på, at en nadver hvor man bruger portvin, virker?

En helt anden mulighed var det imidlertid at overveje, om nadverens virkning ikke afhænger af om vi rituelt kopierer den første nadver ud i de mindste detaljer, men at dens virkning i stedet skyldes Jesu løfte samt vores ønske om at realisere dette løfte ind i vores tid, med dens muligheder og behov?

Jeg mener, at vi skal møde det hellige med respekt, og at vi derfor skal forsøge, at fejre sakramenterne værdigt og med respekt for traditionen. Men vi skal ikke forfalde til ritualisme og angst for at den mindste afvigelse fra det mytiske forbillede vil gøre det vi gør meningsløst. Mht. spørgsmålet om hensyntagen til alkoholikere og andre, der ikke kan tåle alkohol, kræver den kristne næstekærlighed, at vi kommer deres ønske om alkoholfri altervin i møde, samtidigt med, at respekten for ritualet kræver, at vi bruger druesaft eller alkoholfri vin og ikke f.eks. appelsinjuice.

At ville sætte ritualmagi over næstekærligheden er kristeligt set helt uholdbart. Med den alkoholfri altervin hhv. vha. brugen af druesaft kommer vi dem i menigheden i møde, der ikke tåler alkohol, samtidigt med at vi bevarer respekten for nadverens hellige sakramente.

Læs mere

Skrevet af den 14 jul, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Ateisme og plads til forskellighed

Et kendetegn ved religionsdebatten i det senmoderne samfund er, at der ofte opstår konflikter af verbal og juridisk karakter mellem ateister på den ene side, og religiøse, ofte kristne grupperinger, på den anden side. 

Som liberal kristen må jeg indrømme, at jeg faktisk et stykke hen ad vejen har sympati for nogle af de krav, som der fra ateistisk side bliver fremført når der diskuteres religion.  Jeg støtter f.eks. kravet om at der ikke skal hænge kors på væggene i offentlige skoler, da en sådan udsmykning af klasseværelserne i mine øjne er en klar magtdemonstration som er upassende for kristendommen, hvis grundlægger jo gav afkald på enhver form for verdslig magt. Jeg kan heller ikke se rimeligheden ved at der bedes fadervor ved morgensamlingerne i offentlige skoler. Fællesbøn er en klar kultisk handling, og når den foregår i skolesammenhænge udtrykker den, at her er vi altså kristne, og medlemmer af andre religioner eller ateister er i bedste fald tålte afvigere, i værste fald står de helt udenfor skolens sociale fællesskab. 

Omvendt er der også en række ateistiske krav som jeg står uforstående overfor. F.eks. kan jeg ikke forstå, hvorfor folk ikke må fremføre religiøse argumenter i en politisk debat. Jeg mener, hvis en person hævder, at han er blevet kontaktet af rumvæsener der har fortalt ham, at jorden vil blive tilintetgjort af vrede marsmænd med mindre at vi indfører roadpricing, ja så må han da gerne fremføre dette argument i en debat om fremtidens trafikskatter. Men dem der ikke tror på rumvæsener, hhv. ikke tror på at rumvæsener kræver roadpricing, kan selvfølgelig ikke forventes at lade sig overbevise af sådanne argumenter. Eller med andre ord, religiøse mennesker skal da have lov til at påberåbe sig Gud, guder, ånder eller andre overnaturlige magter i en politisk debat – de har bare ikke krav på at man tror på deres argumenter.

Mere grundlæggende set er jeg bekymret for den form for ateisme, der kræver, at det offentlige rum skal være klinisk renset for religion. Kampen mod kirkeklokker, minareter, tørklæder og kors om halsen er en kamp for at man kun må være religiøs bag lukkede døre. Her ser vi grundlæggende set samme totalitære tankegang som den der ligger bag kravet om kors i klasseværelserne og morgenbøn i skolerne.  Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.  

Det senmoderne samfund må kunne rumme synlig forskellighed, være den nu mht. religion, etnicitet, seksuel orientering mfl., hvis vi skal kunne leve fredeligt sammen.

Læs mere