Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Cybernauterne og “de onde” TERFs

 

Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.

Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.

Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.

Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).

Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.

Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand.  Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.

Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer.  ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.

Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.

Læs mere

Skrevet af den 2 maj, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En kritik af den intersektionelle feminisme

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.

 

Læs mere

Skrevet af den 9 mar, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmarks antifeminisme

 

LGBT+ Danmark valgte på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8.3.2021 at offentliggøre et blogindlæg med titlen ”Kvindekamp er kønskamp”

Man vil ”benytte lejligheden til at understrege, hvorfor kvindekampen og LGBT+ bevægelsen er uadskillelige, og hvorfor vi må fastholde solidariteten”. Men først og fremmest vil man tydeligvis formidle det budskab, at kvinder skal forstå, at der er andre, der har det hårdere end dem selv. I hvert fald går man videre med at henvise til en undersøgelse foretaget af HK-Hovedstaden hvoraf det fremgår, at ”19,7 procent af de adspurgte LGBT+ personer havde været udsat for (seksuelle) krænkelser de seneste 12 måneder mod 9,6 procent blandt de adspurgte ikke-LGBT+ personer”.

Man påstår efterfølgende interessant nok, at det skulle være kvindebevægelsen, der ”har banet vejen for politiske bevægelser som LGBT+ Danmark og inkluderet transpersoner, nonbinære og kønsdiverse i kønskampen”. Det var nu snarere queer-aktivismen der stod bag denne katastrofale udvanding af homokampen, men det er en anden historie. Mere interessant er den efterfølgende påstand: ”Men desværre har det også særligt de seneste år givet anløb til en farlig splittelse i den internationale kvindekamp. Anti–gender-bevægelsen er et voksende fænomen, som ikke kun findes på den traditionelle højrefløj, men også i reaktive kredse af feministiske grupper. Bevægelsen benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier. De mener ikke at køn kan inddeles i socialt køn og biologisk køn (eller ‘gender’ og ‘sex’ på engelsk) og at lige rettigheder til transkønnede og nonbinære er en trussel mod både kvinders sikkerhed og traditionelle samfundsstruktur, som i høj grad er opdelt efter to køn.”

Afslutningsvis kommer der så en masse ord om hvor meget undertrykkelse LGBT+ personer, og her ikke mindst nonbinære, udsættes for og kvindebevægelsen får afslutningsvis bl.a. følgende opfordring med på vejen: ”Vi håber, det ansporer kvindekampen til at åbne sin forståelse af køn op – ikke for at underminere kvinders unikke oplevelser, men for at gå fælles front. I dag er det kvindernes kampdag, fordi kvinders kamp på ingen måde er vundet. Men kvindekamp er også en bredere kønskamp, som den i høj grad deler med LGBT+ personer, herunder de, som falder uden for eller mellem de to køn.”

 

Hvad der grundlæggende set slår mig ved dette udspil fra LGBT+ Danmarks side er, at man de facto fremstiller kvinder og LGBT+ personer som to forskellige kategorier, hvor den første så forventes at vise solidaritet med den anden. I sig selv er det en mærkværdig skelnen. Jeg mener, om man nu tager udgangspunkt i det biologiske køn eller i den såkaldte kønsidentitet, så må det vel antages, at ganske mange LGBT+ personer er kvinder. Det giver ikke mening at fremstille det som om der er tale om to forskellige kategorier. Vi taler jo heller ikke om f.eks. ”kvinder” og ”sorte” eller ”kvinder” og ”arbejdere”. I stedet forholder det sig sådan, at nogle kvinder er LGBT+ personer og en del LGBT+ personer er kvinder.

Men nu er et af problemerne med betegnelsen ”LGBT+ person” at det lige præcist er en kønsneutral betegnelse – og dermed dybt problematisk når den bliver forsøgt brugt i en debat om og analyse af kønsbaseret vold. En undersøgelse hvoraf man ikke kan se hvilket (biologisk) køn dem, der angiver, at de har oplevet sexchikane eller anden form for seksuel vold, har, bidrager til at usynliggøre mænds systematiske undertrykkelse af kvinder. LGBT+ Danmarks udlægning af HK-Hovedstadens undersøgelse af sexchikane på jobbet er hermed dybt usolidarisk med kvindekampen.

Men ikke nok med det, den bidrager også til at sløre det forhold, at LGBT+ alfabetsuppen dækker over ret så forskellige grader af udsathed for seksuel vold, herunder sexchikane. Heldigvis har vi en mere grundig undersøgelse i form af den nationale SEXUS undersøgelse. Her angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31,4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 % af de nonbinære mænd, 19,5 % af transmændene og 33,3 % af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Her fremstår det tydeligt hvor vigtigt det biologiske køn er. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det.

Det er rigtigt, at f.eks. biseksuelle kvinder er mere udsatte end heteroseksuelle kvinder – men jeg vil tro, at man ville kunne se tilsvarende forskelle på hvor udsatte f.eks. sorte kvinder er for sexchikane i forhold til hvide kvinder. Det ændrer ikke ved den grundlæggende problematik: Er du en (biologisk) kvinde er du mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end (biologiske) mænd – også når du er en LGBT+ person. Det er jo bl.a. derfor, at der er brug for kvindekamp!

 

Det virker godt nok også noget hult, at vi kvindesagsforkæmperne opfordres til ”solidaritet” samtidigt med, at LGBT+ Danmark i en sådan grad misrepræsenterer den radikalfeministiske/kønskritiske position, at det ligner en bevidst manipulation. For der kan vist ikke være megen tvivl om at det er os, der menes med ”reaktive” kredse af feministiske grupper. Hvis LGBT+ Danmark virkeligt tror, at vi benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier, at vi ikke skelner mellem socialt køn og biologisk køn og at vi frygter nedbrydningen af den traditionelle kønsstruktur, så kan det da kun skyldes, at de har holdt sig for ørene og løbet skrigende bort så snart nogen har prøvet at påvise hvor kvindeundertrykkende og kønsessentialistisk den radikale transaktivisme er. Det ser ud til, at LGBT+ Danmark har spærret sig selv inde i en ideologisk bunker og så smidt nøglen væk. Hvis man vil tages seriøs i en feministisk debat, skulle man godt nok lige overveje at sætte sig ind i hvad de forskellige fløje indenfor denne bevægelse mener.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 dec, 2020 under Feminisme | 0 kommentarer

Bevar navnet på Kvindemuseet!

 

Kære Bestyrelse og Ledelse af Kvindemuseet

Vi er en gruppe bestående af 10 feminister, uden fælles politiske tilhørsforhold, der i skrivende stund har indsamlet 952 underskrifter for, at bevare navnet på Kvindemuseet.

Bredden i underskrivere er mangfoldig både i forhold til etnicitet, køn, seksualitet, uddannelsesmæssig baggrund og politisk tilknytning til forskellige partier.

Vi er af den overbevisning at museets fokusområder om kønskultur, der tager afsæt i kvindehistorie, sagtens kan udvides og inddrages i udstillinger og forskning, samtidig med at museets navn som Kvindemuseum bevares.

Kvinders plads i den verden vi færdes i samt sproget om kvinders liv og virke – er i forvejen beskeden og i den grad underrepræsenteret i museumsverdenen. Det er derfor ærgerligt at praktisere inklusion ved yderligere at usynliggøre kvinders eksistens i både historien og nutiden.

Vi tager sammen med de foreløbig 940 underskrivere af underskriftsindsamlingen udgangspunkt i, at vores tilkendegivelser bliver anvendt af bestyrelsen som led i den borgerinddragelse, vi har set annonceret i Kvindemuseets pressemeddelelser og opfordrer bestyrelse og ledelse til, at læse de fremragende begrundelser for at bevare navnet på Kvindemuseet her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_at_andre_navn_pa_kvindemuseet?fbclid=IwAR3Juoyi6KhIHrqt7mv7hzaGuxLhXaGLdza9toMZgPTOnxOuvIJIOR2v4y0

Kvindemuseet er et stærkt brand og derfor mener vi sammen med de øvrige underskrivere, at navnet skal bevares på Kvindemuseet.

Læs mere