Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )

Læs mere

Skrevet af den 8 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

“Ciskønnet” er et transaktivistisk begreb

 

Et af de centrale dogmer indenfor transaktivismen er, at man enten er transkønnet eller såkaldt ciskønnet. Antagelsen er, at man enten ikke ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” eller at man gør det. Allerede her står det klart, at begrebet ”ciskønnet” er knyttet til en forestilling om at køn handler om hvad man identificerer eller føler sig som frem for den krop man blev født med. På samme måde tager udtrykket ”køn tildelt ved fødslen” udgangspunkt i den fejlagtige antagelse at det køn, der står i ens fødselsattest, er et resultat af en tilfældig ”tildeling” foretaget af en eller anden læge.

Cis-kønsbegrebet er knyttet til en bemærkelsesværdig rigid binær forestilling om hvordan vi mennesker har det med vores kropslige køn og ikke mindst de kønsroller og kønsrolleforventninger som samfundet møder os med pga. den krop vi blev født med. Hvor man når man taler om menneskers seksuelle orientering som bekendt ikke blot har begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel” men også ”biseksuel”, så er forholdet til ens køn øjensynligt et enten-eller og aldrig et både-og.

Trans- og queeraktivister vil selvsagt gerne have os til at tro at ”ciskønnet” blot er et neutralt begreb for alle ”ikke-transkønnede” og at det er den mest objektive og præcise måle at tale om disse på. Men dette er på mange måder ikke rigtigt, og det ikke blot pga. ovenanførte årsager. I praksis ser det ud til at transaktivisterne ofte antager, at dem der ikke betegner sig selv som transkønnede har det ganske udmærket med de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres medfødte kropslige køn, altså at de såkaldte ”ciskønnede” er kønsrollekonforme hhv. kønsnormale om man vil. Men nu er der ikke så helt få blandt dem, der ikke ser sig selv som transkønnede, der ikke kan eller vil spejle sig i de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres biologiske køn. Dette forhold synes imidlertid at forvirre mange transaktivister, der øjensynligt har det svært med at håndtere den mangfoldighed af fortolkninger der findes af hvad det vil sige at leve med en kønnet krop i en kønsrollefikseret verden.

Helt konkret har jeg efterhånden en del gange oplevet at transaktivister har påstået at jeg skulle være transkønnet. Sidste gang det skete var da jeg for nyligt på Twitter blev udråbt til at være en selvhadende skabstransmand. Det forhold at jeg ikke kan eller vil spejle mig i de kønsrolleforventninger som jeg mødes med fordi jeg er født med en kvindes krop – og at jeg i øvrigt går i ”herretøj” og ikke ser mig selv som feminin – gør øjensynligt at jeg i disse aktivisters øjne hører til i transkassen om jeg så selv ser sådan på sagen eller ej. På samme måde har jeg set transaktivister blive nærmest rasende hvis folk ikke ville acceptere at blive kaldt for ”cis-kønnede”. Det forhold at man ikke betegner sig selv som transkønnet gør øjensynligt at man i en række transaktivisters øjne mister retten til at definere sit eget køn ud fra hvad der giver mening for en selv.

Jeg er ikke ”cis-kønnet” da jeg ikke er ”kønsnormal”. Jeg har været og er en række forskellige ting, normal hører helt sikkert ikke med hertil. Og som radikalfeminist identificerer jeg mig i øvrigt ikke med min egen undertrykkelse dvs. med de samfundsskabte kønsrolleforventninger til kvinder. Jeg er imidlertid heller ikke transkønnet da jeg er mig fuld bevidst at det forhold at jeg blev født med en piges krop, der har udviklet sig til en kvindes krop, på rigtigt mange måder har været afgørende for hvordan jeg er blevet mødt af andre og dermed på de erfaringer jeg har haft med andre og deres reaktioner på mig. Var jeg blevet født med en penis så havde mine erfaringer, mine muligheder og hermed mit liv på mange måder været anderledes og dermed havde jeg været en anden. At benægte at vores kropslige udgangspunkt på mange måder sætter rammerne for hvem vi er blevet til, er i mine øjne en form for benægtelse af den materielle virkelighed og vores egen livshistorie som er uløseligt knyttet hertil.

Med en vis alder og livserfaring er det alt andet lige ikke så svært at gennemskue illusionen om at vores kropslige virkelighed er noget vi kan flygte fra eller at vi reelt kan skifte fra det ene biologiske køn til det andet. Men det er dybt bekymrende at unge og usikre mennesker, der mangler disse livserfaringer og som ofte savner alternative måder at håndtere kønsrollefrustrationerne på, kan komme til at foretage unødvendige irreversible kropslige forandringer fordi de blev lokket af transaktivisternes sirenesang.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Cybernauterne og “de onde” TERFs

 

Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.

Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.

Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.

Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).

Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.

Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand.  Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.

Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer.  ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.

Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.

Læs mere

Skrevet af den 2 maj, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En kritik af den intersektionelle feminisme

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.

 

Læs mere