Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Maria som etnisk brobygger?

 

Et spændende men i dansk sammenhæng ofte overset træk ved katolicismen er den rolle som diverse Maria Åbenbaringer spiller for rigtig mange katolikker. Disse Maria åbenbaringer er fascinerende fordi de opstår i krydsfeltet mellem den officielle og den folkelige religiøsitet og på mange måder er et produkt af mødet mellem et traditionelt religiøst verdensbillede og moderniteten.

I denne her artikel vil jeg gerne præsentere et studie af Mariaåbenbaringer, der er knyttet til mexicanske indvandrere og deres efterkommere i USA.

Den amerikanske religionsforsker Kristy Nabhan-Warren beskriver i sin bog ”The Virgin of El Barrio – Marian Apparitions, Catholic Evangelizing, and Mexican American Activism” den mexicansk-amerikanske kvinde Estela Ruiz, der i perioden 1989 til 1998 efter sigende modtog budskaber fra Jomfru Maria på faste tidspunkter to gange om ugen.

Kristy Nabhan-Warren bygger sin bog på intensive feltstudier af den religiøse bevægelse og de religiøse aktiviteter rundt omkring Estela Ruiz og dennes familie. Hun boede hos sidstnævnte i lange perioder, deltog som observatør i en række religiøse aktiviteter, foretog lange interviews med alle de centrale aktører og hun fik sågar lov til at høre private båndoptagelser af Ruiz familiens familieråd og diskussioner i tiden umiddelbart efter at Estela begyndte at fortælle om sine visionære oplevelser.

Det er klart, at en sådan nærhed mellem forsker og forskningsobjekt giver en række udfordringer mht. neutralitet og hensyntagen til dem, der udleverer sig til forskeren, men alt i alt synes jeg, at Kristy Nabhan-Warren håndterer det pænt. Som det er blevet normen indenfor den gren af religionsforskningen som hun arbejder med, undlader hun ethvert forsøg på at ”afsløre” Estela Ruiz eller på at forklare de overnaturlige fænomener som hun får beskrevet som psykisk sygdom eller manipulation. Men samtidigt med at hun møder sine forskningsobjekter med stor respekt, forklarer hun det hun observerer med analysemodeller der tager udgangspunkt i det sekulære paradigme som religionsforskningen trækker på. Hun påpeger f.eks. forskellen mellem Estelas fremstilling af sig selv som en religiøst kritisk og uengageret kvinde i tiden før hun modtog åbenbaringerne og de klare tegn på at hun havde været ret så religiøst engageret allerede tilbage i 1970’erne. Hun ser imidlertid ikke dette som ”snyd” men i stedet som et resultat af et behov for en klar opdeling i ”før” og ”efter” som er helt klassik i omvendelseshistorier (eller spring-ud historier for den sags skyld).

Kristy Nabhan-Warren ser Estela Ruiz åbenbaringer som udtryk for et forsøg på at understøtte en hybrid identitet som hispanic i en senmoderne amerikansk hverdag. Ligesom den Jomfru Maria som viser sig for Estela Ruiz hverken er mexicansk eller amerikansk men begge dele, er vor tids hispanic på samme måde fanget i et kulturelt-religiøse grænseland af både og – og hverken eller. Estela Ruizs jomfru Maria åbenbarer sig med en hudfarve, der er betydeligt lysere end den man finder hos Maria fra Guadalupe, som er ekstremt populær hos de mexicanske katolikker både derhjemme og i diasporaen, men hun er ikke så entydigt europæisk som Jomfru Maria ofte fremstilles i den almindelige kirkekunst. Hun er en hybrid eller en fusion, ligesom hele fænomenet omkring Estela Ruiz synes at være.

Estela Ruiz visioner har nemlig meget tilfælles med de mange andre Maria åbenbaringer som vi kender fra 1900-tallet, især er der en tydelig forbindelse til Medjugorje, hvor Estelas meget religiøse mand havde været hele to gange før hendes første visioner. Typisk er f.eks. det meget store antal af budskaber og den nærmest mekaniske regelmæssighed som de ”leveres med” men også selve budskabernes indhold, hvor en nært forestående verdensdom, kaos og undergang spiller en stor rolle. Det interessante er dog, at dette umiddelbart meget dystre budskab suppleres med en påstand om at disse nærtforestående katastrofer kan afværges hvis man omvender sig og beder rosenkransen med iver og udholdenhed. Den enkelte får altså et medansvar for verdens fremtid – og man pålægges et stort ansvar for at udbrede Jomfru Marias budskaber så katastrofen kan afværges. Som det har været tilfældet med langt de fleste Maria-åbenbaringer fra 1900-tallet har den katolske kirke ikke ville anerkende Estela Ruizs åbenbaringer – men man har heller ikke villet stoppe bevægelsen rundt omkring dem. Og selvom hun og hendes familie er skuffet over den manglende anerkendelse har de et godt samarbejde med de katolske myndigheder og støttes af en række præster og biskopper i ind- og udland.

Kristy Nabhan-Warren trækker også nogle forbindelsestråde til det som kaldes for den katolske evangelikale bevægelse. Denne har ligesom deres protestantiske åndsfælle fokus på klassiske moralske forestillinger som modstanden mod abort og homoseksuelle ægteskaber, men i modsætning til fundamentalistiske bevægelser er man relativt åben for et vist økumenisk samarbejde med kristne fra andre trossamfund, så længe disse deler disse grundlæggende værdier. Estela Ruiz har en protestantisk søn og svigerdatter og hendes Jomfru Maria gør en del ud af at fremhæve, at hun vil hjælpe og støtte alle sine børn, også dem der måtte være protestaner.

Påvirkningen fra den katolske karismatiske bevægelse er dog endnu mere tydelig. Tungetale, ”falden i ånden” og helbredelser ved håndspålæggelse hører i henhold til Kristy Nabhan-Warren tydeligvis med til det religiøse repertoire hos bevægelsen rundt om Estela Ruiz og hendes familie, og dermed kan man også se hendes åbenbaringer som et svar på den hårde konkurrence som den katolske kirke både i Sydamerika og i USA udsættes for fra protestantiske karismatikere, som vinder mange konvertitter især blandt de sydamerikanske indvandrere.

Estela Ruiz åbenbaringer har nemlig tydelig karakter af en vis etnisk stolthed blandt mexicansk-amerikanere, hvis katolicisme ofte er blevet mødt med kritik fra den ”hvide” del af den katolske kirkes hierarki, som har beskyldt dem for at være overtroiske og for at gå for lidt i kirke. Bevægelsen omkring hende inkorporerer tydeligvis folkereligiøse elementer som f.eks. det store fokus på hellige billeder og behovet for at kunne bede for og håbe på direkte guddommelig indgriben, være det i form af mirakuløse helbredelser eller visioner, så som at se en Maria figur blinke med øjnene som svar på bønner. Men samtidigt hermed indeholder hendes bevægelse også en klar tendens til at ville undervise i og udbrede kendskab til dogmatisk korrekt katolicisme blandt hispanic kombineret med et personligt gudsforhold a la det man kender fra karismatikerne.

Et ret mexicansk og i forbindelse med Maria åbenbaringer unikt træk er den rolle som Estela Ruiz familie spiller. Ikke nok med at hendes mand, børn og børnebørn og resten af storfamilien støtter hende, nej også de beretter med stor iver om en række visioner og andre overnaturlige erfaringer som de har haft i forbindelse med hendes åbenbaringer. På mange måder er bevægelsen omkring Estela Ruiz en familiebevægelse, og nok også udtryk for hendes personlige kamp for at kunne kombinere et ønske om at gøre karriere uden at måtte opgive rollen som klassisk mexicansk hustru og moder og dermed familiens emotionelle centrum. Og sidst men ikke mindst har Ruiz familien brugt Estelas åbenbaringer som en social igangsætter. I deres øjne er den udbredte racisme, fattigdom, kriminalitet og marginalisering der plager det mexicansk-amerikanske lokalsamfund i Phoenix, Arizona hvor familien bor, skabt af Satan og et produkt af gudsløshed. Ved aktivt at kæmpe for sociale forbedringer i deres lokalsamfund håber de på at kunne deltage i Jomfru Marias kamp for en bedre verden.

Dog synes en del af dynamikken i bevægelsen at være forsvundet efter at de offentlige budskaber fra Jomfru Maria ophørte i 1998. Bevægelsen omkring Estela Ruiz synes at blive mere og mere styret af præster og miste en del af sin folkelige karakter og appel, men det gør den ikke mindre interessant ud fra et religionsfagligt perspektiv.

Læs mere

Skrevet af den 17 okt, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

Skt. Guinefort – den hellige greyhound

 

I første halvdel af 1200-tallet er den franske dominikaner munk og inkvisitor Stefan af Bourbon på prædike turne i Dombes egnen, der ligger nord for Lyon. Egentlig er han på jagt efter kættere, men tilfældigvis støder han på et meget mærkværdigt fænomen. Nogle lokale bønder dyrker nemlig en helgen ved navn Guinefort. Han var en trofast greyhound der, da hans adelige ejere havde ladet ham alene med deres lille søn, havde sat sit liv på spil for at redde barnet fra en kæmpestor slange. Da hans ejer kommer hjem mistolker han desværre kampscenen og tror, at hunden har dræbt hans søn, hvorefter han i sin vrede dræber Guinefort, for så nærmest med det samme at indse sagens rette sammenhæng. De lokale bønder ærede Guinefort som en martyr og en helgen, men ikke nok med det. Man bragte syge børn til den skov, hvor man mente, at hans lig lå begravet. Disse småbørn var ikke almindelige syge børn men i stedet ”forbyttede børn”, dvs. tanken var at overnaturlige væsener (Stefan af Bourbon kalder dem for ”fauner”, men der er nok tale om elverfolk eller lignende) havde stjålet en sund og rask baby og i barnets sted anbragt et af deres egne børn, der var kendetegnede ved at være syge, svagelige og ulideligt sultne. Disse børn blev bragt til skoven hvor mødrene assisteret af en lokal ældre kvinde udsatte dem for en række ceremonier. Først ofrede man salt til elverfolkene, så rakte man barnet frem og tilbage mellem to træer et fastlagt antal gange. Dernæst lagde man barnet nøgent på jorden med to tændte lys ved dets hoved og efterlod det alene overladt til ulve og naturens kræfter. Var barnet dødt eller forsvundet når man efter en stund vente tilbage var det et tegn på at elverfolkene ikke havde været villige til at tilbagelevere det rigtige barn. Levede det endnu var der håb om at de havde omgjort forbytningen. Men barnet skulle dog rituelt dyppes et fastlagt antal gange i en flod med stærk strømning, der løb lige ved siden af skoven. Overlevede barnet var man sikker på at moderen havde fået sit rigtige barn tilbage.

Stefan af Bourbon var, som den repræsentant for den dogmatiske korrekte katolicisme han jo var, forståeligt nok rystet over en sådan ”overtro” – det var dengang som nu det nedsættende udtryk for folkereligiøsiteten. Han forbyder bønderne at fortsætte denne kult, og han får ødelagt kultområdet og hundens knogler brændt på bålet. Da vi befinder os i midten af 1200-tallet og ikke i renæssance perioden bliver de involvere kvinder, herunder den ældre lokale kvinde som han betegner som en ”heks”, imidlertid ikke straffet. Inkvisitionen så på dette tidspunkt ”overtro” som et resultat af at de uvidende bønder var blevet forført af Djævelen, men man tillagde dem ikke onde motiver. De var primitive og dumme, men man mente, at de også som udgangspunkt var rimeligt uskyldige og villige til at tage imod belæring fra kirkens side af. Bønderne var da også kloge nok til at sige ”ja og amen”, om jeg så må sige. Men så snart myndighedernes opmærksomhed var væk genoplivede kulten om Skt. Guinefort igen. Faktisk var den i fuld vigør helt frem til 1. verdenskrig hvorefter den dør ud. Da folkemindeforskere genopdager den i 1800-tallets anden halvdel har den dog skriftet karakter. Skt. Guinefort er fortsat en greyhound, der var blevet myrdet af sin ejer, selvom han havde forsøgt at beskytte ejerens barn fra en slange, men de børn der bringes til skoven er blot almindeligt syge eller sent udviklede børn, man påkalder ikke længere elverfolk og barnet udsættes ikke for en livsfarlig behandling. I stedet binder man grene sammen (for at binde sygdommen etc.) og man efterlader en sko eller klæder fra barnet samt lidt penge i håbet om helbredelse. Folketroens ritualer er nemlig ikke uforanderlige, men ændrer sig ligesom højreligionernes ritualer i større eller mindre grad over tid.

Jean-Claude Schmitt hvis bog ”The holy greyhound – Guinefort, healer of children since the thirteenth Century” denne artikel bygger på, prøver at forklare denne bemærkelsesværdige folketro, og det fra en række forskellige vinkler: Historien om det trofaste kæledyr, ofte en greyhound (der var en typisk overklassehund i middelalderen) var rimeligt udbredt i overklassens litteratur, men det kan dog godt være, at bønderne selv har fundet på den, det er svært at sige. Både i Italien og i Frankrig kendes en menneskelig udgave af Skt. Guinefort (der dog staves forskelligt). Han betegnes ofte som en martyr og i folketroen var der en udbredt forestilling om, at man i fortvivlede sygdomstilfælde kunne bede ham om enten at få lov til at dø med det samme eller blive fuldt og helt helbredt med det samme. På den lokale dialekt fra Dombes er der en vis lydmæssig sammenfald mellem ”helgen” og ”hund”, og i øvrigt er ideen om en helgen i hundeskikkelse ikke totalt ukendt i andre sammenhænge. Den overordentligt populære hellige Christoffer blev sommetider i middelalderen fremstillet som en kæmpe med et hundehoved. På samme måde er ideen om at elverfolk eller lignende kunne forbytte eller ombytte børn en udbredt forestilling i den europæiske folketro, og også ritualer fra kulten om skt. Guinefort kan i deres enkeltbestanddele findes beskrevet fra andre sammenhænge.

Alligevel er der dog noget specielt ved historien om Skt. Guinefort og ritualerne for de ”forbyttede børn”. At skt. Guinefort blev tillagt evnen til både at tage og give liv er ret typisk for de monistiske træk som folketroen typisk tillægger de overnaturlige magter. Men det er for mig uklart hvem det så egentligt var, som man antog enten dræbte barnet eller gav det sit helbred tilbage. Var det den hellige greyhound eller elverfolkene? Men måske var tanken, at ligesom han i sin tid havde beskyttet sin ejers barn mod en dæmonisk virkende slange, så ville han nu beskytte det sande barn mod de dæmonisk virkende elverfolk? Og hvordan man virkelig kunne tro, at en almindelig om end meget trofast hund kunne være en helgen, kan Jean-Claude Schmitt heller ikke rigtigt forklare, men det gør ikke historien mindre spændende.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Marpingen – et tysk Lourdes?

 

1800-tallet var på mange måder et mariansk århundrede. Den katolske kirke oplevede i dette århundrede en vækkelsesbevægelse, der i høj grad tog udgangspunkt i en nyopdaget Maria-fromhed. Denne vækkelse var et produkt af en bevidst ført politik fra kirkens hierarkis side af – men den var også meget populær blandt de katolske lægfolk, ikke mindst fordi den indeholdt en kirkelig accept af dele af folkereligiøsiteten om end kirkens ledelse forsøgte at lede denne ind på sikre teologisk korrekte baner. Et vigtigt element i denne marianske vækkelsesbevægelse var Maria-åbenbaringerne i Lourdes, som blev anerkendt af den katolske kirke, og som blev mødt med begejstring af millioner af katolikker. Jernbanen, telegrafen, den moderne trykpresse og mange andre ting, der forbindes med det moderne gennembrud i 1800-tallet, tjente også til at udbrede og styrke en religiøsitet, som på mange måder både var et produkt af men også en protest mod den moderne verden og ikke mindst den sekularisering som denne var forbundet med.

Men når den katolske kirkes hierarki brugte folkereligiøsiteten i sin indædte kamp mod den moderne verden, så forsøgte den ”at ride på en tiger”, både fordi denne religiøsitet ofte var ret vild og svær og styre og fordi den sekulære verden følte sig provokeret til at tage kampen op mod denne. Et godt eksempel herpå er de påståede mariaåbenbaringer i Marpingen, der skulle være fundet sted i 1876-1877 og som på fortrinlig vis skildres i David Blackbourns bog ”Marpingen – Apparitions of the Virgin Mary in Nineteenth Century Germany”.

Marpingen var en landsby i Sarlandet, det var i 1800-tallet et fattigt område med en katolsk befolkning, der modvilligt var kommet under preussisk kontrol. Landsbyen måtte kæmpe med økonomiske problemer pga. den økonomiske krise som det nyopståede tyske rige var havnet i på dette tidspunkt, og man havde løbende konflikter med de uelskede preussiske myndigheder. Den katolske kirke stod stærkt i befolkningen, men den måtte kæmpe med diverse forfølgelser og chikaner som de preussiske myndigheder under jernkansleren Bismarck udsatte den katolske kirke for. Disse går under betegnelsen ”kulturkampen” og dens mål var at bryde den katolske kirkes magt og sikre et stærkt tysk, nationalistisk, protestantisk og ikke mindst moderne og fremskridtsorienteret Tyskand.

Det er i denne vanskelige sociale, økonomiske og religiøse situation at tre 8-årige og to 6-årige piger kommer hjem fra den lokale skov, hvor de havde skullet plukke bær, og fortæller, at de har set ”en kvinde i hvidt”. Overdynget med spørgsmål og formodninger fra de voksne om at det kunne være Jomfru Maria, de havde set, vender de tilbage næste dag, og det bliver starten på en række påståede åbenbaringer, hvor Jomfru Maria gang på gang skulle have vist sig for børnene, besvaret spørgsmål om stort og småt, bedt om at der skulle opføres et kapel på stedet og henvist til at syge skulle drikke fra en nærliggende gammel kendt Maria brønd/kilde. Rygtet om disse visioner spredes hurtigt, i tusindvis af pilgrimme fra først nær og siden også fjern dukker op, mange påstår at de bliver helbredt af vandet fra kilden, både voksne og børn påstår at også de ser Jomfru Maria, og snart begynder man at tale om at Marpingen kunne være et tysk Lourdes.

De preussiske myndigheder er fra starten af imidlertid overbevist om, at der er tale om en katolsk sammensværgelse hvis mål er at omstyrte den statslige ordning, og man går derfor hårdt til værks. Man forsøger, at forhindre pilgrimsrejser til Marpingen og forbyder både de lokale og tilrejsende at betræde det skovområde hvor de påståede åbenbaringer skulle skulle have fundet sted. Soldater går løs på fredelige syngende og bedende pilgrimme med geværkolber og bajonetter, landsbyen og enkelte personer bliver pålagt store bøder, sognepræsten og andre centrale aktører bliver fængslet og slæbt for retten, og de visionære børn bliver midlertidigt tvangsfjernet fra deres forældre.

Den liberale tyske presse bakker op om de preussiske myndigheders hårdhændede fremfærd mod Marpingen. Datidens tyske liberale havde et stærkt had og en dyb foragt for katolicismen i al almindelighed og den folkelige katolicisme i særdeleshed, og man er både chokeret og vred over at sådan noget som åbenbaringer, ekstaser, mirakler og andet ”overtro” stadigvæk kunne trives i jernbanens og videnskabens århundrede. Den katolske presse forsvarer til gengæld Marpingen, og efter noget tøven tager det katolske centrum parti også sagen op i den tyske rigsdag. Her bliver de godt nok nærmest buet ud af de liberale, men alligevel får man udstillet hvor overdrevet myndighederne havde grebet sagen an. Vigtigere var det dog, at Bismarcks Tyskland godt nok ikke var et demokrati i vores forstand, men heller ikke noget vilkårligt diktatur. De tyske domstole ender nemlig med at frifinde alle de anklagede fra Marpingen, og hele historien om at de påståede åbenbaringer skulle have været udtryk for en bevidst katolsk sammensværgelse, hvor kirkens ledelse trak i trådene, fald til jorden med et brag. Den statslige forfølgelse af Marpingen fænomenet ophører, ligesom Bismarck i øvrigt generelt dropper både samarbejdet med de liberale og kulturkampen og i stedet begynder at indgå politiske studehandler med det katolske centrums parti.

For den katolske kirke var Marpingen dog også en vanskelig sag. Den lokale sognepræst var en ivrig tilhænger af åbenbaringernes ægthed og det var som sagt også mange andre katolikker, både gejstlige og lægfolk herunder folk fra højaristokratiet. Pga. kulturkampen havde bispedømmet Trier, hvortil Marpingen hørte, i 1876-1877 ikke nogen biskop og bispedømmet blev forsøgt ledet af provisoriske pavelige legater, som måtte agere i det skjulte, da de risikerede fængsel eller landsforvisning for ikke at underkaste sig den preussiske stat. Der bliver derfor aldrig iværksat en egentlig biskoplig undersøgelseskommission, om end man dog får en teologisk udtalelse fra en biskop, der var ekspert i mariansk teologi.  Han var overbevidst om at de påstående Maria-åbenbaringer var af dæmonisk oprindelse og derfor ikke under nogen omstændigheder kunne anerkendes. Da Trier igen får en biskop i 1881 vælger han dog at holde denne afgørelse hemmelig, nok for at beskytte kirkens rygte og undgå at støde de mange, der troede på åbenbaringerne. Man prøver dog at få stoppet valfarterne hertil og håber, at sagen vil dø hen. Bispedømmets overbevisning om at åbenbaringerne ikke var autentiske forstærkes af at en af seerne som voksen under ed udtaler, at det hele var en stor løgn i og med, at børnene havde følt sig presset af de voksnes ledende spørgsmål til at sige, at de så Jomfru Maria etc. Jo mere de voksne troede, pilgrimmene strømmede til og myndighederne forfulgte de troende, desto vanskeligere havde det været for dem at bakke ud. Men også dette centrale vidneudsagn vælger man at holde hemmeligt for at undgå skandale.

Marpingen vil dog ikke sådan dø hen. Bispedømmet Trier bliver bombarderet med forespørgsler om man dog ikke kan få en kirkelig anerkendelse, og man har et værre hyr med at få stoppet publikationer, der hverver for at Mariaåbenbaringer var ægte nok. Det bliver ikke bedre af at befolkningen efter 1. Verdenskrig bygger et kapel i ”åbenbaringsskoven” og kræver, at det skal indvies af biskoppen, hvad det dog aldrig bliver. I løbet af 1950’erne begynder bispedømmet Trier at begrunde sin afvisning af åbenbaringerne fra Marpingen uden at det dog har haft den ønskede effekt. Fra tid til anden dukker kvinder fra området op, og påstår, at de modtager åbenbaringer fra jomfru Maria, senest i 1999 var der en del medievirak om sådanne åbenbaringer.  Læren fra Marpingen er nok, at efterspørgslen efter Maria-åbenbaringer og håbet om mirakuløse helbredelser er og forbliver stort, og at den katolske kirke i fortid og nutid har svært ved at sikre sig at denne længsel følger kirkens retningslinjer.

Læs mere

Skrevet af den 25 sep, 2016 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Inkvisitionen var bedre end sit rygte

 

Når folk føler trang til at opliste kristendommens forbrydelser i al almindelighed og den katolske kirkes i særdeleshed vil de typisk, ud over at nævne korstogene og hekseforfølgelserne, komme ind på inkvisitionen. Inkvisitionen, det ved vi jo alle, var den der torturrede og brændte uskyldige mennesker i tusindvis, de var et rædselsfuldt magtinstrument i hænderne på en magtsyg kirke. Men er det nu rigtigt, eller bygger vores forståelse af inkvisitionen på fordomme med rødder i reformationstiden og oplysningstiden?

Det er dette spørgsmål som den areligiøse protestantiske historiker Peter Godman undersøger i sin bog ”Die geheime Inquisition – Aus den verbotenen Archiven des Vatikans”. Peter Godman undersøger den romerske inkvisition, der eksisterede fra 1542 til den blev omdøbt til Troslærekongregationen i 1965 samt Index Kongregationen, der stod for bogcensuren. Den romerske inkvisition skal ikke forveksles med middelalderens inkvisition eller med den spanske inkvisition, der kørte sine egne løb. Til gengæld stod den romerske inkvisition direkte under paven og dermed har den officielle katolske kirke et særligt ansvar for dens beslutninger.

I dag står den romerske inkvisitions og Index Kongregationens omfattende arkvier åbne for historikerne der frit kan forske i materialet frem til år 1903 hhv. 1917 med undtagelse af sager der handler om gejstliges seksuelle fejltrin. Godman var den første der i omfattende grad fik adgang til dette materiale samt udvalgt materiale fra perioden efter 1903.

Og det Godman finder ud af er, at den romerske inkvisition var langt mindre grusom end dens rygte lægger op til. Dens fængsler havde en bedre standart end de verslige i denne periode, man brugte kun tortur hvis den anklagede f.eks. nægtede at udtale sig eller generelt ikke ville samarbejde. Og selv om den tortur man bruge – de bagbundne anklagede blev hængt op i armene – selvfølgelig er forfærdelig for os i dag, så var den dog næppe mere grusom end nutidens amerikanske myndigheders brug af waterbording. Og inkvisitionens mål var ikke at få henrettet så mange kættere som muligt, men i stedet både at bekæmpe de afvigende holdninger og få kætteren til at angre og afsværge sine fejltagelser. Var han villig hertil blev han ikke udleveret til myndighederne og brændt. Enhver brændt kætter var faktisk en art fiasko for den romerske inkvisition! Og i 1500-tallet, hvor den spanske inkvisition brændte flere hundrede protestanter i Spanien og flere tusinder blev brændt i Holland og Tyskland, blev under 50 brændt i Rom.

Mange har jo hørt om at Giordano Bruno blev brændt på bålet. Færre ved nok at han blev brændt for at benægte kristne trossandheder som f.eks. Marias jomfrufødsel (noget der også havde kunnet kostet ham livet i datidens protestantiske verden). Selve retssagen mod Bruno varede hele 2 år, og han fik mange muligheder for at tilbagekalde sine udsagn og slippe med livet i behold. Ikke at det retfærdiggør at man henrettede ham, men totalitære regimer som Hitlers eller Stalins viste noget mindre hensyntagen til deres modstandere.

Godman prøver også at sætte den berømte sag mod Galileo Galilei i perspektiv. Det er en meget kompleks sag for hans teori om heliocentrismen (at jorden drejer rundt om solen) blev ikke blot set som værende i modstrid med Bibelen men var heller ikke anerkendt af hovedparten af datidens astronomer som f.eks. Tycho Brahe. Inkvisitionen havde givet Galileo en diskret mundtlig advarsel om at man ikke ville kunne acceptere heliocentrismen, men man ønskede ikke officielt at fordømme ham, da han faktisk var ikke så lidt af en videnskabelig stjerne allerede i sin egen samtid. Det er først da Galileo misforstår nogle signaler fra en ny pave (Urban VIII) som var åben overfor nye ideer og i øvrigt gerne vil styre udenom den magtfulde inkvisition, at tingene går galt. Galileo publicerer et nyt værk hvor heliocentrismen indgår med en kirkelig trykketilladelse uden at Paven havde godkendt bogen først. Paven bliver rasende og føler sig snydt og først da kommer inkvisitionen på banen og Galileo må officielt trække sin teori tilbage. Sagen om Galileo handler i høj grad om at tingene ofte gik kaotisk for sig, der var magtkampe mellem den romerske inkvisition, Index kongregationen, paven og diverse andre aktører og en høj grad af vilkårlighed herskede. Folk der arbejdede for inkvisitionen kunne finde deres egne bøger på listen over forbudte værker og selv en renæssance pave fik posthumt en af sine bøger forbudt, ligesom man forbød nogle af kirkefaderen Augustins værker blot fordi de blev brugt af protestanterne.

Godmans hovedpointe er faktisk, at den romerske inkvisition og Index kongregationen ikke var grusom men ofte uhyre inkompetent når man kastede sig over store tænkere som Hobbes, Voltaire, Montesquieu og Kant eller forfattere som Victor Hugo eller Graham Greene. Den typiske bogcensor kunne ikke andre sprog end latin og italiensk, og var kirkejurist eller i bedste fald en teolog, som aldrig havde læst andre bøger end dem den katolske kirke havde tilladt. Og dermed havde de mere end svært ved at så meget som at forstå oplysningstidens tænkere eller moderne europæisk litteratur, som de derfor ofte fordømte ud fra ren uvidenhed og angst for det nye.

Fra 1600-tallet af gik det støt ned ad bakke for Vatikanets reelle politiske magt. Man kunne ikke forhindre, at de forbudte bøger blev solgt under disken i Italien og mere eller mindre frit i resten af Europa. Ja, at komme på listen over forbudte bøger var på mange måder salgsfremmende, hvis bogcensorerne ellers havde fået skrevet det korrekte forfatternavn på listen, hvad langt fra altid var tilfældet.

I virkeligheden skadede inkvisitionen og Index Kongregationen først og fremmest Vatikanet selv. Man lukkede af for den intellektuelle og kulturelle udvikling der skete i Europa fra reformationen frem til midten af 1900-tallet – og spørgsmålet er om man ikke forsat kæmper med den arv den dag i dag.

 

Læs mere