Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Muslimerne, de homoseksuelle og Cepos

Det er glædeligt, at langt de fleste borgere med rødder i muslimsk dominerede lande er imod en kriminalisering af homosex.

”Hver fjerde muslim vil forbyde homoseksualitet” lyder en overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 21.3.2009 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317741:Danmark–Hver-fjerde-muslim-vil-forbyde-homoseksualitet ) Overskriften hentyder til en undersøgelse foretaget i 2007 af Danmarks Statistik for den borgerlige tænketank Cepos.

1746 indvandrere og efterkommere fra muslimske lande var blevet spurgt om de mente, at ”lovgivningen burde forbyde homoseksuelle at dyrke deres seksualitet”. Blandt førstegenerationsindvandrerne svarede 33 procent ja og 67 procent svarede nej. Blandt efterkommerne svarede 27 procent ja og 73 procent svarede nej. Tager man indvandrere og efterkommere under ét bliver det til 28 procent ja, 65 procent nej samt syv procent der svarer ”ved ikke”.

En kontrolgruppe bestående af 1028 etniske danskere blev stillet samme spørgsmål, og blandt dem var 3 procent for en sådan lovgivning, mens 97 procent var imod.

Set i lystet af at debatten om islam og homoseksualitet ellers let ender i påstanden om at vi om føje år vil se homoseksuelle blive stenet på gadehjørnerne fordi muslimerne da vil have overtaget magten i Danmark og indført sharia, ja så er Cepos undersøgelse faktisk ganske positiv. Det er et klart mindretal blandt indvandrerne fra de såkaldte muslimske lande samt deres efterkommere, der vil forbyde homosex, og det at antallet af homosexforbudstilhængere blandt efterkommerne er endnu lavere, viser, at udviklingen klart går i den rigtige retning.

Derfor havde overskriften også kunnet hedde ”Langt de fleste muslimer er imod at forbyde homosex”, for det er jo det som undersøgelsen viser. Det at man fokuserer på den klare minoritet, der vil forbyde homoseksuelle at ”dyrke” deres seksualitet, viser tydeligvis at Cepos hhv. Kristeligt Dagblad vil fremstille de danske muslimer som et problem for homoseksuelle hhv. vise, hvor dårligt integrerede muslimerne er, helt i tråd med en anden undersøgelse fra Cepos, der lagde op til, at de danske muslimer er imod ytringsfriheden. I begge tilfælde har man også tydeligvis valgt at vendte med at offentliggøre undersøgelsen, hvad kunne tyde på at man er ude efter at lade ”bomben sprænge” på det mest gunstige tidspunkt.

Også selve undersøgelsen er på mange måder problematisk hhv. mangelfuld. Det er f.eks. lidt mærkeligt, at man blandt hhv. førstegenerationsindvandrerne og efterkommerne har 100 procent, der enten svarer ja eller nej, mens man når man lægger de to tal sammen får 93 procent, der svarer ja eller nej og så 7 procent, der svarer ”ved ikke”. Hvor kommer de 7 procent fra?

Men ser vi bort fra at der øjensynligt er noget kludder i matematikken, så er der generelt noget problematisk ved på denne måde at lade indvandrere og deres efterkommere fra de såkaldte muslimske lande på den ene side, og så etniske danskere på den anden side fremstå som klare og homogene grupper. Hermed overser man, at man godt kan komme fra et såkaldt muslimsk land uden at man er muslim, ligesom man kan være etnisk dansker og muslim. Det er også problematisk at slå indvandrere og deres efterkommere fra en række muslimsk dominerede lande sammen til en gruppe, selvom det meget vel kan være forskelligt hvordan man ser på homoseksuelle alt efter om man kommer fra Tyrkiet, hvor homosex ikke er forbudt, eller fra Pakistan, hvor sådant er forbudt. Det kunne unægtelig også være interessant om undersøgelsen havde set på faktorer som de adspurgte indvandreres og deres efterkommeres køn, klassebaggrund, uddannelse og placering på arbejdsmarkedet. Ligesom det også have været interessant at få lidt mere baggrundsinfos om de 3 % af de etniske danskere, der mener, at homosex burde være forbudt. Med andre ord, undersøgelsen lægger op til at den afgørende faktor for hvordan man ser på homoseksuelle er ens antagede religiøse overbevisning, men så simpelt er det næppe.

Når det så er sagt, så er det naturligvis uacceptabelt, at der findes mennesker, der mener, at homosex skal forbydes. Det viser, at der stadigvæk er brug for et LBL, der ikke blot kæmper for juridiske rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, men også mod fordomme rettet mod os.

Læs mere

Skrevet af den 16 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kønspolaritet

Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:

 

”Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt.”

 

Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil ”forsvare” Bibelen og den kristne tradition mod de ”aggressive” homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.

 

Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).

 

Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.

 

Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.

 

Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.  

Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.

 

Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget”. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)

 

Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.

 

I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: ”til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!

Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 4 feb, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Selma Lagerlöf

Lambda Nordica, et tidsskrift der publicerer nordisk forskning relateret til homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, har udgivet et temahæfte om Selma Lagerlöf. Artiklerne om Selma giver indblik i nogle hidtil ret så ukendte sider af denne kendte forfatter.

 

Selma Lagerlöf er en af Nordens mest kendte kvindelige forfattere og har nærmest en landsmoderlig rolle i den svenske bevidsthed. Det er sikkert ikke uden grund, at hun f.eks. pryder de svenske 20-kronerssedler. Efter at forskningen i nyere tid er begyndt først at læse og siden publicere Selma Lagerlöfs breve har det imidlertid vist sig, at hun har haft en side, som samtiden og i vid udstrækning nutiden har været hhv. er blind for: Selma elskede kvinder med en overvældende lidenskabelighed. Især er der to kvinder, der har fyldt i hendes liv: Den svensk-jødiske forfatterinde Sophie Elkan og seminaradjunkten Valborg Olander. Selma havde et forhold til begge på en gang, og den derudaf opståede trekant var ikke uden problemer og dramaer.

 

Lambda Nordicas nummer 3 fra 2008 bringer i alt tre artikler samt lidt ekstra materiale, der forsøger, at kaste et queer lys over Selma. Kerstin Muncks artikel ”Selma Lagerlöf – en lesbisk författere?” og Lisbeth Stenbergs artikel ”Selma Lagerlöfs sista texter – Fragment til en biografi över Sophie Elkan” kredser rundt omkring Selmas ubestridelige lidenskab for kvinder, hendes mulige selvforståelse og hvilken betydning denne selvforståelse kan have fået for hendes forfatterskab.

 

En central tekst til forståelsen af Selma Lagerlöfs syn på sin lidenskab for kvinder er et uddrag af et brev som hun skrev til Sophie Elkan i foråret 1894: ”Jeg ser i København så mange forhold mellem kvinder at jeg må forsøge at komme til en forståelse af hvad naturen vil med det. (Det er naturligvis absolut uangribelige kvinder som jeg taler om.) Derfor laver jeg nu følgende definition af kærligheden: behovet for at eje en anden for at føle at man har ret til at leve. Den som ikke kan elske nogen må dø. Hvad tror du? Lad os opgive den præhistoriske forklaring, den er grim. Men min følelse for dig er ikke grim. Jeg tror aldrig, at den har været det. Sig bare, at kærligheden ej har sagt alt hvad den har at sige derved at den lader verden fortsætte. Den er mere til for de levende end for de blivende. Og hvorfor skulle man ikke kunne elske hvem som helst af menneskene lige højt?”

 

Det er tydeligt, at Selma føler sig nødsaget til at forsvare sine følelser, for i hendes tid var termerne ”homoseksuel” hhv. ”lesbisk” lige blevet opfundet og de blev i stigende grad brugt til at nedgøre og sygeliggøre kærlighed mellem kvinder, der ellers i det meste af 1800-tallet havde været noget, som havde været ret så accepteret. (Om end ud fra den præmis at man forventede, at den var aseksuel.)

 

Meget tyder på, at Selma imidlertid havde en seksuel relation, om end muligvis ikke til Sophie Elkan så dog til Valborg Olander. Selma kæmper tydeligvis med spørgsmålet om hvorvidt hendes lidenskab er forkastelig eller ej, om hun er en normbryder eller ej. Men vi har ikke nogen dokumentation for, at Selma brugte termen ”lesbisk” om sig selv eller kunne identificere sig med den. At hun kendte den fremgår imidlertid af, at hun i et brev betegner en anden kvinde som en lesbisk!

 

Det store spørgsmål er hvorvidt Selma overførte nogle af sine egne bekymringer og tanker om sig selv og sin kærlighed til sin litteratur. Selma skrev aldrig om homoseksuel kærlighed, men ofte om heteroseksuel kærlighed, der bevæger sig tæt på grænsen for samfundets normer. Det er altså muligt, at der er et queer budskab i Selmas tekster, men det vil kræve meget mere forskning at afdække dette aspekt.

 

Karin Lindeqvists artikel ”Farlig forskning” er et interview med Lisbeth Stenberg, der handler om den påfaldende mangel på interesse som forskningen i de queere aspekter af Selma er blevet mødt med. Det er tydeligt, at det svenske majoritetssamfund ikke har den store lyst til at beskæftige sig med en queer Selma Lagerlöf. Men det er det så kommet til. Lambda Nordicas tema nummer ”Selma” omtaler nemlig en kommende tv-serie på svensk tv, der vil fokusere på Selma Lagerlöfs privatliv. Og det ramaskrig som denne tv-serie efterfølgende vakte i de svenske medier viser, at man hverken kan eller vil acceptere, at landsmoderen elskede og elskede med kvinder.

 

Alt i alt er ”Selma”’s artikler om Selma Lagerlöf interessant læsning. Dog er det lidt synd, at resten af tidsskriftet, nemlig en artikel om nogle kvindelige fotografer samt nogle anmeldelser, virker indforståede og uden synderlig relevans for læsere som befinder sig udenfor et snævert svensk kønsforskningsmiljø. Jeg savner også en uddybning af hvilke kvindemiljøer i slut 1800-tallets København det kan være, som Selma hentyder til i sit brev. Mig bekendt kender den danske forskning ikke til et kvinder-der-elsker-kvinder eldorado i slut 1800-tallets København!

 

 

Selma – Lambda Nordica nummer 3/Volyn 13 (2008)
87 sider
69 SEK/7 Euro

 

 

Læs mere

Skrevet af den 30 jan, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Pavens fadæse

Det er virkeligt bemærkelsesværdigt hvor travlt man i den katolske kirke fortiden har det med at bestorme håndvaskende i anledning af Pavens ophævelse af ekskommunikationen af fire traditionalistdiske biskopper fra den såkaldte Lefebvre-bevægelse.

 

Igen og igen hører man, at Paven jo slet ikke kunne gøre for, at en af disse biskopper, nemlig Richard Williamson, i svensk fjernsyn for nylig har benægtet eksistensen af Hitlers gaskamre. Og at hele sagen handler om uansvarlighed fra Williamsons og Lefebvre-bevægelsens side af mens Paven er et helt uskyldig offer for en, grundlæggende set, urimelig mediestorm. Se f.eks. http://www.katolskorientering.dk/index.php?id=104&tx_ttnews[tt_news]=5436&tx_ttnews[backPid]=82&cHash=044b0392b5 & http://www.katpod.dk/fileadmin/mediaplayer.swf?file=http://podcast.katpod.net/fileadmin/katpod00407.mp3&height=500&width=500&image=http://www.katpod.dk/fileadmin/AfspillerLogo.jpg&showicons=false&autostart=true

Dertil må man sige, at Paven godt kan gøre for, at han rækker hånden ud til forsoning med en kirkelig splittergruppe, hvis antisemitiske holdninger ikke burde være Troslærekongregationen, som Paven jo engang var leder af, ubekendt.

Det katolske tidsskrift National Catholic Reporter kan således dokumentere Lefebvre-bevægelsens meget problematiske forhold til jøder og jødedommen. (Se http://ncronline3.org/drupal/?q=node/3180 ) F.eks. beskrev bevægelsens leder, ærkebiskop Lefebvre, som i sin tid viede de fire biskopper til biskopper, hvormed de alle automatisk blev ekskommuniceret, i et brev til Pave Johannes Paul II fra den 31.8.1985, kirkens nutidige fjender som ”jøder, kommunister og frimurere”.

En af de andre biskopper, Bernard Tissier de Mallerais, har også godt nok taget afstand fra drab på jøder, men har samtidigt beskrevet dem som de mest aktive medarbejdere for Antikrists komme. Ricard Williamsons åbenlyse antisemitisme er ej heller ny. I en tale afholdt i Quebec i 1989 sagde han bl.a., at jøderne havde ansvaret for forandringer og korruption indenfor den katolske kirke, at ikke en eneste jøde omkom i nazistiske gaskamre og at holocaust var en myte, der er blevet opfundet for at få Vesten til at støtte staten Israel.

At biskop Bernard Fellay, den nuværende leder af Lefebvre-bevægelsen, så nu går ud og beklager Ricard Williamsons nylige bemærkninger til svensk tv virker derfor noget utroværdigt. Han havde ligesom haft tid nok til at gøre noget ved Willamsons antisemitisme før den blev verdenskendt. I øvrigt kan man også spørge hvorvidt biskop Fellay i det hele taget har sin bevægelse bag sig i denne sag.

Den 29.1 bragte den italienske avis Tribuna di Treviso nemlig et interview med broder Floriano Abrahamowicz, der er sognepræst og talsperson for Lefebvre-bevægelsen i Nordøst Italien. Floriano Abrahamowicz, der i øvrigt henviser til at han selv har jødisk blod i årene, siger i dette interview bl.a., at han ved, at der under Hitler var gaskamre, der blev brugt til desinfektion, men at han ikke ved, om de blev brugt til at slå mennesker ihjel med. Han hævder også, at nazisternes folkedrab på jøderne har fået alt for meget opmærksomhed i forhold til andre folkedrab, så som de allierede bombninger af tyske byer under 2. verdenskrig. Og så omtaler han jøderne som et folk af gudsmordere. Men han afviser, at hans bevægelse er antisemitisk ligesom han fremhæver, at holocaustbenægterne heller ikke er det. (Se http://ncronline3.org/drupal/?q=node/3191 ) Og så har Richard Williamson i øvrigt udover sine udfald mod jøderne også gjort sig bemærket ved nogle særprægede holdninger til kvinder. I et brev fra den 1. 9. 2001 skriver han at kvinder ikke bør gå med bukser og kommer med en lang forklaring på hvorfor kvinder ikke skal gå på universitetet da dette skulle være i modstrid med kvindens sande natur. (Se http://www.sspx.ca/Documents/Bishop-Williamson/September1-2001.htm )

Det skal i øvrigt også bemærkes, at Richard Williamson i et brev fra den 6.12.2002 skriver, at det er latterligt, at antage, at Det Andet Vatikankoncil var et sandt koncil. I stedet bliver dette koncil sat lig med tilintetgørelsen af den katolske tradition. Og det understreges, at ”vi afviser Det Andet Vatikankoncil med al dets prunk og alle dets gerninger”. Dette koncil er, skriver han, i henhold til hans bevægelses lære, en af de største katastrofer som er overgået den katolske kirke, hvad dog så ikke forhindrer dem i at anerkende den nuværende Paves autoritet. Paven er en sand pave, Gud har bare givet ham frihed til at ødelægge, om aldrig helt ødelægge, kirken med koncilets lære. (Se http://www.sspx.ca/Documents/Bishop-Williamson/December6-2002.htm )

Hvorfor er det så vigtigt for Paven at få mennesker med så bemærkelsesværdige holdninger tilbage i den katolske kirkes fulde fællesskab? Hvorfor er det så vigtigt for ham at vise dem barmhjertighed mens han opretholder, at fraskilte katolikker, der gifter sig igen, ekskommunicerer sig selv og kun kan tages til nåde hvis de opgiver deres nye ægteskab? Hvorfor er der ingen nåde for dem, mens der er nåde for biskopper som Richard Williamson?

 

 

 

 

Læs mere