Menu
Kategorier

Skrevet af den 1 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 1 – Fremtidens kirke vil være sort

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I dette blogindlæg vil jeg se på hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle.

 Den katolske kirke har traditionen tro været forbundet med Europa – som Hilaire Belloc udtrykte det: Troen er Europa – og Europa er troen. Endnu i 1900 boede 200 millioner ud af verdens dengang 266,5 millioner katolikker i Europa og USA, ud af resten boede langt de fleste (53 millioner) i Sydamerika. I år 2000 var der ca. 1,1 milliarder katolikker i verden. Af dem boede 350 millioner i Europa og USA mens 400 millioner boede i Sydamerika. Et andet godt indtryk af den eksplosive vækst i antallet af katolikker i den tredje verden er Afrika. I starten af 1900-tallet var der 1,9 millioner katolikker i Afrika syd for Sahara. Ved århundredes slutning var tallet vokset til 130 millioner, hvad svarer til en vækstrate på 6708 procent! Et andet eksempel er, at der i år 2000 blev foretaget flere katolske dåbshandlinger i Filippinerne end der blev foretaget i Frankrig, Spanien, Italien og Polen tilsammen.

Årsagen til at flertallet af verdens katolikker i dag bor udenfor den vestlige verden er mange. Den stærke befolkningsvækst i den tredje verden kombineret med en stagnerende befolkningsudvikling i den vestlige verden hører med til billedet. Men i Afrika er antallet af katolikker vokset hurtigere end befolkningsvæksten, så alt kan ikke forklares med demografi. I stedet må det fremhæves, at den katolske kirke på den sydlige halvkugle, især i Afrika og i Asien, i tiden efter 2. Vatikankoncil har lært sig at stå på egne ben. Man er ivrig for at bringe troen videre – og vha. tilpasninger af liturgien til lokalsamfundenes sprog og skikke har man formået, at blive attraktiv og vinde nye mennesker for katolicismen.

Hvad kendetegner så den ”sorte” katolicisme? Ja, nu må man ikke glemme, at der faktisk er en del forskelle mellem katolicismen i f.eks. Brasilien og Congo. Meget firkantet kan man dog sige, at ”den sorte” katolicisme er præget af en stærk værdikonservatisme. I 2006 mente således 98 % af alle kristne i Nigeria (der dog ikke alle er katolikker), at homoseksualitet aldrig kan retfærdiggøres og 97 % af filippinerne var imod abort. Denne strikse værdikonservatisme er imidlertid forbundet med holdninger, som i vestlig sammenhæng ofte ses som venstreorienterede. Den sydlige halvkugles katolikker er typisk kritiske overfor kapitalisme og globalisering. De mener, at USA udøver for meget indflydelse i verden. De er i udpræget grad pro palæstinensiske og for FN. De ønsker en statsreguleret økonomi og de er optaget af miljøproblematikker.

Fremtidens katolicisme vil altså med rimelig sikkerhed forblive stærkt afvisende overfor homoseksuelle og abort, ligesom der heller ikke er noget, der tyder på, at der vil komme en nævneværdig opblødning af synet på prævention og skilsmisse. Men fremtidens katolicisme vil i endnu stærkere grad end i dag være i opposition til USA, afvisende overfor Israel og generelt stærkt kritisk overfor den vestlige verdens økonomiske politik overfor den tredje verden. Eller sagt med andre ord, den sorte pave, som John L. Allen regner med den katolske kirke vil få før eller senere, vil blive svær at håndtere for den vestlige verdens progressiv såvel som for dens konservative.

Den katolske kirke på den sydlige halvkugle står dog også overfor en række udfordringer. Et problem er at sikre den fortsatte vækst. Således vokser antallet af præste- og ordenskald i den ”sorte” katolicisme med en imponerende fart – men antallet af katolikker på den sydlige halvkugle vokser hurtigere! Den nuværende trend, hvor den vestlige verdens katolske bispedømmer og ordenssamfund forsøger, at kompensere for manglende kald ved at importere kirkelige arbejdskraft fra den sydlige halvkugle er alt andet lige skadelig for bispedømmerne og ordenssamfundene i syd. De har brug for alle de hænder de kan få – de har ikke brug for at blive plyndret for gode præster og ordensfolk .

En anden problemstilling – dog reelt set kun for den katolske kirke i Afrika, er hvordan man skal håndtere polygami. Homoægteskaber behøver man ikke at være bange for vil blive indført i Afrika – men polygame ægteskaber er almindelige – og de udgør typisk et problem når en mand med flere koner vil konvertere til katolicismen. Ikke mindst fordi det ikke nytter bare at kræve, at han skal droppe kone nr. 2, 3 etc. Sådanne ”kasserede” kvinder vil nemlig ofte ikke have udsigt til et nyt ægteskab og risikerer derfor at ende i dybeste armod, hvis de bliver forskudt.

En udfordring er også, at man i den ”sorte” katolicisme finder en stærk tro på hekseri og trolddom – en tro som man her ofte oplever, at de vestlige missionærer ikke tager alvorlig. Hvordan man imidlertid kan komme denne tro i møde uden, at blive medansvarlig for de talrige overfald og mord på fattige og svage ældre og børn, der beskyldes for hekseri, er et ikke helt lille problem.

Et andet emne er pligtcølibatet for præster. Selvom rigtigt mange ”sorte” katolikker er meget afvisende overfor den vestlige stereotyp om de hypervirile sorte mænd, som ikke skulle kunne magte cølibatet, så er der næppe nogen tvivl om, at de katolske præster på den sydlige halvkugle har samme problemer med at holde cølibatet som man finder hos præsterne i vesten. Og cølibatet gør det vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med præster. En sort pave vil derfor måske være åben overfor at tillade præstevielser af gifte katolske mænd, ikke som en hensyntagen til en vestlig ide om seksuel selvrealisering, men for at sikre, at der er katolske præster nok til at evangeliet kan nå ud til hele verden – og for at sikre, at katolikkerne også på den sydlige halvkugle får den pastorale betjening som de har brug for.

Læs mere

Skrevet af den 30 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer

I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”

Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.

Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.

Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” – når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.

Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Hvordan blev søndagen til kristendommens ugentlige helligdag?

Søndagen er den alment anerkendte ugentlige helligdag for stort set alle kristne. Nogle kirkesamfund som f.eks. den katolske kirke kræver sågar af sine medlemmer, at de går i kirke hver søndag. Og selv i folkekirkelige sammenhænge synes der at være dem, der mener, at man kan måle folks tro ved at se på hvor tit de kommer i kirke om søndagen. Men hvor stammer ideen om at søndagen skal være kristendommens ugentlige helligdag fra? Ja, det kan man blive klogere på ved at læse Paul F. Bradshaws & Maxwell E. Johnsons bog “The Origins of Feasts, Fasts and Seasons in Early Christianity”.

Det interessante er nemlig, at der intet sted i Det Nye Testamente findes noget krav om at man skal fejre gudstjeneste om søndagen. Faktisk findes der end ikke noget skriftsted, der med rimelighed kan siges at vise, at Det Nye Testamentes forfatterede i det hele taget kendte til at de Kristus-troende mødtes regelmæssigt om søndagen for at fejre nadver eller på anden vis markere dagen.

Man skal til ikke-bibelske tekster som f.eks. Peters Evangelium (som i øvrigt blev afvist af kirkefædrene fordi man mente, at det kunne tolkes doketistisk) og det virulent antisemitiske ”Barnabas brev”, tekster der begge måske stammer fra starten af 100-tallet, før man kan se rimeligt entydige henvisninger til at søndagen blev set som den kristne ugentlige helligdag. Men skikken synes nært knyttet til Lille Asien (det nuværende Tyrkiet) og Syrien. Den var ikke universelt udbredt blandt kristne i 100-tallet. Først i tiden herefter bliver fejringen af søndagen stadigt mere udbredt. Interessant er det også, at tilhængerne af at markere søndagen som den kristne ugentlige helligdag blot så det forhold, at Jesus opstod fra de døde på en søndag, som en af flere forklaringer på denne skik. Andre supplerende eller ligefrem vigtigere forklaringer var, at søndag er skabelsens første dag og at Jesus vil komme tilbage i herlighed på denne dag.

Når søndagen (den første dag i den jødiske uge) havde så svært ved at sætte sig igennem så skyldtes det, at det for mange kristne var mere oplagt at markere den syvende dag, sabbatten, som ugentlig helligdag. Sabbatten er en del af skabelsesordenen (1. Mos. 2,2-3) og den er foreskrevet i De ti bud (20,8-11). Der hersker ingen tvivl i forskningen om at jødekristne har fejret sabbat lige fra starten af – men efterhånden bliver flere og flere forskere opmærksomme på, at grænserne mellem jødekristne og hedningekristne ikke var klare men i stedet meget flydende i kristendommens første århundreder. Meget tyder på, at en del hedningekristne menigheder også har markeret sabbatten, om end næppe som en arbejdsfri dag men i stedet som en dag hvor man mødtes for at studere de hellige skrifter og få troen udlagt. Muligvis er søndagen som særlig kristen dag opstået på den måde, at man efter sabbatten, lørdag eftermiddag som i henhold til den jødiske uge er starten på den første dag i ugen, har mødtes til at fejre nadver. I hvert fald synes søndagens gudstjeneste i starten at have fundet sted lørdag aften frem for søndag morgen.

At søndagen blev til den kristne ugentlige helligdag hænger efter alt at dømme sammen med et ønske blandt nogle kristne menigheder om at lave nogle klare grænser mellem kristendom og jødedom. Selve ideen om en syvdages uge er jødisk, romerne kendte den ikke, men ved at flytte helligdagen til søndagen blev forskellene mellem kristendom og jødedom markeret. Om end at man så havde det problem, at nogle kristne gik til sabbats gudstjeneste i synagogen om lørdagen og så i kirke om søndagen. En anden måde at markere forskelle på var at kræve, at kristne skulle faste om lørdagen, altså gøre denne dag til en bodsdag. Et krav som de kristne, som fastholdt en eller anden form for positiv markering af sabbatten, naturligvis opfattede som vranglære.

Ideen om at søndagen skal være en hviledag dukker interessant nok først op i en lov dikteret af kejser Konstantin i 321, hvor søndagens erklæres til hviledag for alle i romerriget undtagen bønderne. Indtil da havde man i kristne sammenhænge ikke forbundet søndagen med en hviledag. I stedet havde mange af oldtidens teologer anklaget jøderne for dovenskab og driveri på sabbatten og fremhævet, at hviledagen ikke skulle tolkes bogstaveligt men i stedet ses som en hentydning til den store hviledag som de troende skal fejre når Gudsriget kommer i sin fylde. Uden statslig indblanding var søndagen altså ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng!

En interessant lille slutdeltalje er, at koncilet i Nikæa i år 325, der ellers mest er kendt for sin formulering af dogmet om at Jesus er sand Gud og sandt menneske, også forbød de troende at bede knælende om søndagen. Hvad nok hænger sammen med at knælende bøn i den tidlige kristendom blev brugt til at markere fastedage.

Læs mere

Skrevet af den 17 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Udryddede kristendomsformer

Hvis man tager et blik ud over det kirkelige landskab anno 2011 kan man ikke undgå at bemærke, at kristendom kan være rigtigt mange forskellige ting. Men i virkeligheden nedstammer alle de mange forskellige kirkesamfund af i dag fra en kristen bevægelse, som fik overtaget magten i de fleste kristne miljøer i løbet af 200-tallet og 300-tallet. Og som efter, at deres kristendom blev til statsreligion i det senromerske rige, fik udryddet hvad der var tilbage af de konkurrerende former for kristendom. Bart D. Ehrman fortæller i sin fortrinlige bog ”Lost Christianities – The Battles for Scripture and the Faiths We Never Knew” om disse nu udryddede former for kristendom, om deres hellige tekster og om deres modstander, den protoortodokse kristendom, som han kalder den.

Før de protoortodokse fik magten – og dermed også endegyldigt sat dagsordenen, fandtes der et mylder af kristendoms former, der indbyrdes afveg i en sådan grad, at alle skænderier og uenigheder i den moderne kristendom må blegne i forhold hertil. Man var f.eks. uenig om hvor mange guder der fandtes, om verden var skabt af en god eller en ond guddom. Om hvorvidt Jesus kun var et menneske, kun var en Gud eller begge dele. Man var uenig om hvorvidt Moseloven galt for kristne – eller om den måske var lavet af en anden Gud end Jesu Gud. Men til gengæld syntes alle at være enige om, at seksuel afholdenhed var bedre end ægteskab.

Bart D. Ehrman har fokus på tre kristendomsformer som i seriøs grad afveg fra de protoortodokse og som spillede en stor rolle i perioden fra ca. 100-300: Ebonitter, markionitter og gnostikere.

Ebonitter var en jødekristen bevægelse som havde rødder helt tilbage til apostlen Peter og Jesu broder Jakob. De mente, at de Jesus-troende var forpligtet til at holde alle Moselovens regler. Jesus var for dem et menneske af kød og blod, et produkt af den seksuelle forening mellem Josef og Maria. Jesus var kun Guds adopterede søn. De så Jesus som et perfekt menneske, der som det eneste menneske havde holdt Moseloven til punkt og prikke og hvis offerdød på korset derfor kunne forsone Gud og give syndsforladelse til dem, der tror på ham. Ebonitterne havde deres egne evangelier men ingen af dem har overlevet. Vi ved dog, at de også brugte en forkortet version af Matthæus Evangeliet, hvor barndomsfortællingerne var blevet fjernet. For ebonitterne var Paulus ærkekætteren hvis lære bragte de Jesus-troende på seriøst vildspor. De fremhævede, at han ikke var en ægte apostel, at han ikke kendte den historiske Jesus, men i stedet byggede sin lære på sine personlige åbenbaringer og fantasier.

Over i den anden boldgade finder man Markionitterne. De byggede på Markions lære, en mand der levede i midten af 100-tallet. Markion mente, at Det Gamle Testamente var skrevet af en anden Gud end Jesu Gud. Det Gamle Testamentes Gud, verdens skaber, var en overdreven streng herre med seriøse humørsvingninger og en hang til grusomhed, som da han f.eks. befaler israelitterne at myrde hele Jerikos befolkning, inklusive kvinder og børn (Jos. Kap. 6). Den Gud, som Jesus forkyndte og som han var udsendt fra, var en helt anden Gud, ukendt af verden indtil Jesus trådte frem. Ved at lade som om at han døde på korset frikøbte Jesus alle dem, der tror på ham, fra den anden Guds, jødernes Guds, lov, vrede og straf. Jeg skriver ”lade som om han døde på korset” for Markion var tilhænger af det som man kalder doketismen, en lære der kan rumme den forestilling, at Jesus var en sand Gud der havde forklædt sig som menneske sådan som Markion troede det. (Andre doketister mente, at Gud nedsteg i Jesus ved dåben for at forlade ham igen på korset – hvad gav Jesu dødsord ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig” en helt særlig betydning).

Markion forfattede en del tekster, men ingen af dem har overlevet til i dag, vi har dem kun i mere eller mindre troværdige referater i hans modstanderes, de protoortodokses, skrifter. Men vi ved at Markion var den første i kristen sammenhæng som lavede en kanon, der bestod af Lukas Evangeliet samt et udvalg af Pauli breve. (Markion var meget glad for Paulus idet han mente, at han var den eneste af apostlene som faktisk havde forstået Jesus – fordi Jesus personligt havde åbenbaret sig for ham). Markion havde dog fjernet alt fra Lukas Evangeliet og Paulusbrevene som gav udtryk for en tro på jødernes Gud. Ifølge Markion var disse udsagn nemlig udtryk for at de hellige tekster var blevet udsat for forvanskende redegeringsforsøg af folk, der hang fast i troen på jødernes Gud.

Gnostikerne tilhørte den nok mest kendte gruppe af i forhold til de protoortodokse afvigende kristne i kristendommens allerførste århundreder. I deres tilfælde er det så heldigt, at vi har fundet nogle af deres skrifter – især er de skrifter som stammer fra Nag Hammadi af stor betydning. Gnostikerne var en overordentlig mangfoldig gruppe, så mangfoldig, at der sågar i forskningen i dag findes en debat om hvorvidt det giver mening at tale om gnosticismen som et samlet begreb. Alligevel kan man nok, med en masse forbehold for interne afvigelser sige, at gnosticismen kan bruges som et fællesbegreb for en bevægelse, der var kendetegnet ved en overbevisning om, at verden er blevet skabt af en ond og/eller dum lavere guddom, der er væsenforskellig fra den sande Gud, der er ren ånd og som intet har at gøre med den materielle verden. En særligt udvalgt gruppe af mennesker, i praksis dem med gnosis, der betyder indsigt/viden på græsk, har en ånd der er identisk med den sande Gud. Deres ånd er fanget i den materielle verden og det gælder om, vha. indsigt og radikal askese, herunder i særdeleshed seksuel afholdenhed, at frigøre ånden fra den materielle verden så den kan vende tilbage til den sande Guds verden. Derudover er gnosticismen præget af en række kosmologiske spekulationer, som det kan være svært at overskue, men som har fokus på hvordan den onde skabning kom til og hvordan de udvalgtes ånder blev fanget i materien.

Kendetegnende ved alle den tidlige kristendoms retninger er, at man er overbevist om at man selv, og kun en selv, har ret. Og at kun dem, der tror det rette vil blive frelst. Alle er enige om, at deres egen lære kan føres tilbage til Jesus og alle påberåber sig apostolisk autoritet. Og alle benytter sig af egne tekster, hellige tekster, som menes at fortælle om de dybeste sandheder. Alle taler dårligt om deres modstandere. Alle beskylder de deres modstandere for at have forfalsket den oprindelige sande lære og alle hævder, at de andre har lavet tekstforfalskninger, der skulle støtte den falske lære. Mht. det sidste gør Ehrman meget ud af at fremhæve, at det faktisk synes at være rigtigt. Alle, også de protoortodokse, skrev tekster i apostlenes navne for at fremme deres egen sag, og alle fiflede med ældre tekster, som f.eks. dem som vi nu finder i Det Nye Testamente. Således er en række af brevene i Det Nye Testamente, som f.eks. 1. og 2. Peters brev, med stor sandsynlighed ikke skrevet af apostlen Peter. Mht. fiflerier med ældre tekster, ja så må vi huske på, at vi ikke har nogle afskrifter af Det Nye Testamentes tekster der stammer fra før år 200 – hvis vi ser bort fra nogle få og bittesmå fragmenter. Det er derfor svært at sige noget med sikkerhed om hvilke ændringer der er blevet lavet i teksterne før den tid. Mht. alle de afskrifter som vi har fra oldtiden, så er der ikke to, der er fuldkommen ens. Dog skyldes de fleste tekstvariationer simple skrivefejl som er uundgåelige når tekster skal kopieres i hånden. Men i nogle tilfælde er der også klart tale om at man har korrigeret i teksterne om end det er svært at sige, hvem der startede med at korrigere og hvilken version, der er den oprindelige. Et eksempel af flere er Heb. 2,9. Stort set alle udgaver af Det nye Testamente skriver i dag her bl.a., at Jesus døde ”ved Guds nåde” – men i en række ældre versioner står der, at han døde ”adskilt fra Gud”. Har protoortodokse her ændret et vers, der kunne læses doketistisk? Eller har de blot ændret en doketistisk forfalskning?

Spændende er det i hvert fald hvorfor det var de protoortodokse, der vandt i kampen om hvem der skulle blive den altdominerende kristendom. Ifølge dem selv var det fordi de repræsenterede den sande lære, der kan føres tilbage til Jesus og hans apostle mens de andre repræsenterede en falsk lære, der var kendetegnet ved at være en bevidst fordrejning af sandheden af nyere dato og med kun få men til gengæld om så meget mere moralsk fordærvede tilhængere. Og den holdning kom til at præge den ældre kirkehistorie, for som bekendt er det jo sejrherrerne, der skriver historien. Men siden oplysningstiden har der været en voksende forståelse i forskningen for, at så simpelt er det ikke. Meget tyder på, at f.eks. Egypten i flere hundrede år var domineret af gnostikere. Ebonitterne kunne trække på forestillinger, som med rimelighed kan føres tilbage til Peter og Jakob, Herrens broder, jævnfør Pauli heftige udfald mod disse i Galaterbrevet. Snarere tabte de alternative former for kristendom fordi de ikke havde en bred nok appel i længden. Ebonitternes krav om at man som kristen skulle holde Moselovens mange regler, herunder spisereglerne, sabbatreglerne og omskæringen gjorde, at man ikke virkelig kunne appellere til masserne. Gnostikernes lære var også kun for en elite – og Markions kristendom led af den mangel, at den påberåbte sig en ny Gud og en helt ny lære – og dermed kom i konflikt med antikkens forkærlighed for de gamle religioner og mistænksomhed overfor nye.

Men de protoortodokse havde også deres egne fordele. Ved at insistere på at de ikke blot repræsenterede apostlenes lære – for det gjorde de andre jo også – men at deres biskopper kunne føre deres lære og embede tilbage til apostlene havde de en klar fordel. At det dette udsagn næppe har historisk holdbarhed ændrede nemlig ikke ved, at de protoortodokses fokus på bispeembedet og biskoppens absolutte autoritet i trosspørgsmål gav dem en stor magt, ikke mindst fordi biskopperne i de protoortodokse menigheder fik opbygget effektive netværk menighederne imellem, der inkluderende en voksende udveksling af penge, personer og ikke mindst hellige skrifter. På den måde fik man også, om end langsomt og med en hel del strid, samlet en kanon som man i slutningen af 300-tallet var næsten helt enig om, og som vi i dag kender som Det Nye Testamente.

Allerede i starten af 300-tallet, da kristendomsforfølgelserne ophørte, var den protoortodokse kristendom parat til at blive en effektiv samarbejdspartner for den romerske statsmagt, som igen gav denne form for kristendom de magtmidler den skulle bruge til at kunne udrydde de sidste af dens interne modstandere, brænde deres skrifter og tage patent på sandheden om kristendommen.

Læs mere