Alkoholfri nadvervin

For tiden diskuteres det i Kristeligt Dagblad hvorvidt det er rimeligt at bruge alkoholfri vin i forbindelse med nadveren for hermed at tage hensyn til dem, der ikke kan tåle alkohol. I denne forbindelse fik Hartvig Wagner fra ”Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse” den 15.7.2010 bragt et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad hvor han med stor iver argumenter imod en sådan ordning. 

Først skriver Hartvig Wagner en hel del om at det er i alkoholikerens interesse, at han eller hun i rituel sammenhæng udstilles som anderledes. Som han bl.a. skriver: ” Hverken vi selv eller kirken skal med forskellige midler tildække vore skrøbeligheder. Det skal alene Gud ved at møde os i de hellige nådemidler, sådan som han har givet os dem, og ikke som vi synes, de skulle have været indrettet af hensyn til os.”Vi skal altså udpege os selv – hhv. lade andre udpege os som lidende, så Gud og menigheden kan hjælpe os. Alkoholikere og andre, der ikke kan tåle alkohol, skal øjensynligt ikke sådan tro, at de har ret til selv at bestemme, om menigheden skal indvies i deres problem eller ej. Gad vide, om Hartvig Wagner også går ind for offentlige skriftemål? Eller er det kun dem med et alkoholproblem som skal presses til at udstille deres problemer, så de kan få tilgivelse og menighedens hjælp?

 Hartvig Wagner giver udtryk for en teologisk tankegang hvor Guds ordninger altid er vigtigere end mennesket og dets behov. Øjensynligt er han ikke stødt på ordet om at ”sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mk. 2,27).

Mere grundlæggende er Hartvig Wagner bekymret for om alkoholfri nadvervin virker, altså om en nadver, hvor der bruges druesaft i stedet for vin med procenter, er en gyldig nadver hvor man modtager Jesu legeme og blod, eller om det bare er lidt tørt brød og en sjat saft, uden sakramental karakter, som man modtager. Som han skriver: ” Endelig må man frem for alt gøre sig klart, hvor alvorligt det er at lave om på Herrens indstiftelse. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at der var ægte vin i det bæger, Herren velsignede og rakte disciplene med ordene: “Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for Eder til syndernes forladelse.” Disse stærke ord kan ikke knyttes til noget andet end til det, der den nat var i bægeret.”

Her dykker han ned i en interessant problemstilling, nemlig den der handler om hvordan ritualer tænkes at kunne virke. Vi må jo ikke glemme, at ritualer på ingen måde er noget, som kun kristne kender til. Alle religioner kender til ritualer. Alle religioner kender til tanken om, at kombinationen af bestemte ord og bestemte handlinger (eventuelt kombineret med bestemte genstande) har evnen til at forandre virkeligheden.

I denne forbindelse er der i religionsvidenskabelig forstand ikke nogen forskel på magi og højreligionernes ritualer. Religionsvidenskabeligt set er der ikke forskel på om man tror, at man kan afværge ulykker ved at udtale ordene ”syv, ni, tretten! Bank under bordet!” samtidigt med, at man banker under et bord eller på et stykke træ – eller om man tror, at et barn bliver til en kristen ved at man hælder vand over dets hoved samtidigt med at man siger ”jeg døber dig i Faderens, og i Sønnens, og i Helligåndens navn”. Indholdet er jo grundlæggende set det samme: kombinationen af at en bestemt fastlagt sætning siges højt samtidigt med, at en bestemt gestus udføres, tillægges en forvandlende effekt.

Ud fra en sådan ritualteoretisk hhv. magisk indfaldsvinkel har Hartvig Wagner ret i, at vi risikerer, at nadverritualet ikke virker, hvis man bruger druesaft i stedet for vin med procenter. ”Syv, ni, tretten! Bank under bordet!” virker jo næppe heller, hvis man banker på plastik i stedet for træ. Men hvis Hartvig Wagner frygter, at nadverritualet ikke vil virke, hvis man bruger druesaft, så var der jo også en række andre ændringer i brugen af ritualet, som burde vække hans bekymring. F.eks. var der jo kun apostle tilstede ved den sidste nadver. Deraf slutter den katolske og den ortodokse kirke, at kun præster, der via håndspålæggelse i rituel forstand er blevet til apostlenes arvtagere, kan forrette en gyldig nadver. I henhold til den nadverforståelse, som flertallet af verdens kristne officielt deler, er folkekirkens nadver derfor under alle omstændigheder bare en slurk vin og lidt tørt brød, idet folkekirkens præster ikke har modtaget en i deres øjne gyldig vielse til præst. Hvorfor er Hartvig Wagner ikke bekymret over det?

Det var også kun mænd, der deltog i Jesu sidste nadver, så hvis det forhold, at der blev brugt vin med procenter, i forbindelse med Jesu sidste nadver, betyder, at en gyldig nadver kræver samme slags vin, ja så må vi vel også slutte, at kvinder ikke kan forrette gyldig nadver? Eller med andre ord, hvorfra ved Hartvig Wagner, at nadver forrettet af kvindelige præster er gyldig? Eller mener han måske, at den nadver de forretter er ugyldig?

Nadveren må være blevet indstiftet på aramæisk, det sprog, som jøderne talte i datidens Israel – så kan vi være sikre på, at en nadver hvor indstiftelsesordene siges på dansk, virker?

I øvrigt bruger de fleste folkekirkemenigheder, så vidt jeg ved, portvin til nadveren. Portvin er vin der er tilføjet druesprit for at sikre vinens holdbarhed. Portvin er altså ikke ren vin – og det er en vin type som man ikke kendte på Jesu tid. Så kan vi være sikre på, at en nadver hvor man bruger portvin, virker?

En helt anden mulighed var det imidlertid at overveje, om nadverens virkning ikke afhænger af om vi rituelt kopierer den første nadver ud i de mindste detaljer, men at dens virkning i stedet skyldes Jesu løfte samt vores ønske om at realisere dette løfte ind i vores tid, med dens muligheder og behov?

Jeg mener, at vi skal møde det hellige med respekt, og at vi derfor skal forsøge, at fejre sakramenterne værdigt og med respekt for traditionen. Men vi skal ikke forfalde til ritualisme og angst for at den mindste afvigelse fra det mytiske forbillede vil gøre det vi gør meningsløst. Mht. spørgsmålet om hensyntagen til alkoholikere og andre, der ikke kan tåle alkohol, kræver den kristne næstekærlighed, at vi kommer deres ønske om alkoholfri altervin i møde, samtidigt med, at respekten for ritualet kræver, at vi bruger druesaft eller alkoholfri vin og ikke f.eks. appelsinjuice.

At ville sætte ritualmagi over næstekærligheden er kristeligt set helt uholdbart. Med den alkoholfri altervin hhv. vha. brugen af druesaft kommer vi dem i menigheden i møde, der ikke tåler alkohol, samtidigt med at vi bevarer respekten for nadverens hellige sakramente.