Støtter den lesbiske seksualitet patriarkatet?

I disse Corona-tider har der været ret stille på kønskampsfronten, ikke mindst på den front hvor radikale transaktivister fører krig mod de lesbiske, der insisterer på at deres seksuelle orientering ikke inkluderer ”kvinder der er født med en penis” aka transkvinder. Men ud af det blå dukker der så en kronik op i Politiken fra den 13.5.2020, forfattet af den transkønnede queer-aktivist Rolf Mertz. I denne kronik håner han de lesbiske, der fortæller om at de udsættes for et moralsk pres, der skal få dem til at ændre på deres seksualitet, så den inkluderer personer født med en penis hvis og når disse kalder sig selv for kvinder. Rolf Mertz mener ikke, at der findes nogen beviser på at dette finder sted og lesbiske må da også gerne afvise uønskede seksuelle tilnærmelser, men kunne de ikke bare lade være med at definere hvad de ikke kan lide ved de personer, som de afviser? Rolf Mertz gør også grin med de heteroseksuelle kvinder, der støtter lesbiske i deres ret til at sige nej til penis, for en penis er jo bare et stykke kød. Alt i alt ser det ud til, at Rolf Mertz mener, at man som lesbisk styrker og støtter patriarkatet hvis man definerer sin seksualitet som en penisekskluderende kærlighed og begær til personer, der ligesom en selv er biologiske kvinder.  Ret interessant tese, at kvinder der ikke vil have sex med personer født med en penis, hermed skulle bidrage til patriarkatet, da dette jo lige præcis består i de med penisfødtes systematiske undertrykkelse og seksuelle udbytning af os, der er født med en vagina.

Faktisk ville jeg jo nok mene, at det er en typisk patriarkalsk logik at møde kvinder, der fortæller om hvordan de får deres seksuelle grænser overskredet, med et krav om håndfaste beviser. Jeg har mødt mænd, der hævder, at det er en myte, at mænd systematisk udsætter kvinder for sexovergreb da de i hvert fald ikke har set sådan nogle finde sted. Jeg er rent personligt adskillige gange blevet mødt med rasende anklager om transfobi når jeg har vovet af definere min lesbiske seksualitet som en seksuel orientering der udelukker alle født med en penis uanset identitet. Det er den sørgelig realitet for lesbiske i år 2020, at vi igen skal hånes og nedgøres for at vores seksualitet ikke følger normen, nu bare så den nye queere norm om at seksuel orientering udelukkede er og må være rettet mod en persons kønsidentitet og intet må have at gøre med personens medfødte krop. At Rolf Mertz allernådigst giver os lesbiske lov til at afvise sex med personer vi ikke lige har lyst til, hvis vi ellers bare lærer at holde kæft med det, passer godt ind i denne nye queere logik. Den lesbiske seksualitet i dens klassiske version er igen blevet til ”The love that dare not speak its name”.

Personligt er jeg rørt over de mange heteroseksuelle kvinder, der i denne her konflikt viser praktisk solidaritet med os lesbiske, hvis seksuelle orientering står under beskydning. Det er ægte feministisk søstersolidaritet at sige fra, når andre kvinders seksuelle grænser bliver forsøgt nedbrudt og når kvinder igen fratages retten til at definere vores egen seksualitet også når den systematisk udelukker personer født med en penis. En hovedhjørnesten i patriarkatet er at kvinder fratages retten til at definere og tale om deres eget seksuelle begær og i stedet tvinges til at servicere de med penisfødte uden hensyntagen til egne behov og grænser. Så det er faktisk Rolf Mertz og ligesindede der er stik-i-rend-drenge for patriarkatet.