Argumenterne mod homoægteskabet handler om manglende accept af homoseksuelle
Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)
Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.
Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.
”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.
Karen. Du har for en del ret, tænker jeg. Men tungere vejer vist en bogstavtroende biblicisme. Det er som Luther (i diskusionen med de reformerte, som sagde om nadverordene, at “dette er mit legeme” skal forståes som dette symboliserer mit legeme )udbrød til fordel for realpresensen – Ordene er mig for stærke. Sådan synes mange at ordene imod homosexuel praksis er dem for stærke.
Kære Karen!
Når betegnelsen fra politisk hold er “kønsneutralt ægteskab”, så er det vel, fordi ægteskabsloven herefter skal være netop kønsneutral. Det er der ikke megen mulighed for at misforstå.
Et ægteskab indgået i Danmark må herefter ikke have karakteristika, som ikke kan bruges enslydende såvel på forhold mand/kvinde som på forhold kvinde/kvinde eller mand/mand.
Dermed omdefineres begrebet kraftigt. Navnlig omkring forældreskab.
Men det mest bemærkelsesværdige er, at sagen for ligestillings-politikken er blevet et eksempel på statens magt til at diktere folkekirken et bestemt ritual.
Alle forsøg på at bruge forskellige ritualer i forskellige situationer vil herefter kunne føre til sagsanlæg for diskrimination..Så intet ægteskab må herefter betegnes på en måde, der adskiller et forhold mellem mand og kvinde (det, der kaldes ægteskab i så godt som resten af verden) fra et forhold mellem to af samme køn.
Det er ikke længere et spørgsmål om accept af homoseksuelle mennesker, det er et spørgsmål om statens magt til i en misforstået ligestillings-mani at regere over forhold, der egentlig er dens forudsætning.
Og en nedgradering af stærke familiebånd (som f.eks. også tillægger biologisk tilknytning betydning) er til fordel for en stærk stat, som gerne vil opdrage på borgernes tankesæt.
Næste kamp bliver om ordene “mor” og “far” – de må nødvendigvis gøres kønsneutrale, hvis ligestillingen skal gennemføres.
At der er forskel på ligestilling af personer og ligestilling af forhold, det er forlængst glemt.
En virkelig helhjertet accept af forskellige mennesker må vedgå, at virkeligheden rummer forskellige situationer. Det er en grund mere til at gøre indsigelse.
Selv om glæden ved at få folkekirken til at “makke ret” naturligvis vil overdøve alle betænkeligheder.
Ja, det ville være skidt hvis de to argumenter var de eneste argumenter mod en ændring af ægteskabsinstitutionen, eller hvis de skulle ses isoleret fra resten af argumentationen. Det er til gengæld også dårlig argumentation at tillægge modparten et motiv som denne ikke selv giver udtryk for …
Nu taler jeg her ikke om et folkekirkeligt ritual men om ægteskabslovgivningen som sådan. Med kønsneutral menes, at man fremover også kan gifte sig med en person af samme køn som en selv. Det er den eneste forskel. Og ja, jeg går ind for at folketinget har ret og pligt til at lovgive her i Danmark, herunder om hvem der må gifte sig. Selvfølgelig har man i et demokrati ret til at være uenig i et lands lovgivning og kræve den ændret. Men at nægte folketingets flertal den principielle ret til at ændre ægteskabslovgivningen er i mine øjne meget problematisk. Hvad må folketinget så heller ikke lovgive om? Så kunne man jo også spørge sig om med hvilken ret folketinget lovgiver om f.eks Skilsmisse og abort.
Mht at tillægge nogen motiver så synes jeg faktisk, at det er ekstremt groft at påstå, at vi der går ind for homoægteskabet er drevet af totalitære motiver og mål. Det er da om noget at tillægge os motiver vi ikke har.
Det er da også meget problematisk, hvis der ikke er nogen grænse for, hvad folketinget kan lovgive om. Så risikerer vi jo netop at bevæge os mod en totalitær stat – ikke at jeg tror der er nogen der har det til hensigt.
Ja, men det er så sandeligt også problematisk at lade tradition og religion være det, der sætter grænsen. Ellers havde Danmark fx ikke i 1899 kunnet give gifte kvinder juridisk myndighed. Hermed omdefinerede man ægteskabet fra at være hiearkisk opbygget til at være en relation mellem to juridisk set ligestillede parter. Det var et brud med den traditionelle kristne ægteskabsforståelse. Og Gud ske tak og lov for det.
Intet totalitært land har homoægteskaber. Ej heller ser man en debat om sådanne i lande som Iran, Saudi Arabien, Kina eller Hvide Rusland. Det er demokratiske vestlige lande som f.eks Sverige, Holland og Spanien, der har homoægteskaber eller som er ved at indføre dem, som f.eks Storbritannien og Danmark. Det skulle måske give stof til eftertanke hos dem, der beskylder tilhængere af homoægteskabet for
totalitære mål, ønsker eller tendenser.